Los canches vender tilbage

I morgen er det atter den 12. oktober; eller Columbusdagen som den hed, da den stadig var officiel fridag i Guatemala. Nu om dage er det i højere grad de folkelige bevægelser end de offentlige institutioner, der holder dagen i hævd, men nu med en ny betydning. Formålet er ikke længere at fejre "opdagelsen" af Amerika, men at markere begyndelsen af den indianske modstand mod den spanske invasion.

I morgen har guatemalanske bevægelser ligesom i andre latinamerikanske lande indkaldt til demonstration. Der er samling kl. 9.00 ved vejkomplekset El Trebol ("Trekløveret") i Guatemala By, hvorfra demonstrationen går til "Parque Central".

En af arrangørerne er bondeorganisationen Comité de Unidad Campesina -CUC-, hvor jeg arbejder som kooperant (udviklingsarbejder) for Mellemfolkeligt Samvirke. Mine kolleger vil lige som organisationens medlemmer der ankommer fra landet alle være at finde i demonstrationen, og de ville gerne have haft mig med. Men den går ikke som udlænding, eller som "canche", som vi lyshårede udlændinge bliver kaldt. Lige som sidst må jeg holde mig på afstand og nøjes med at dække begivenheden som "uafhængig journalist".

I Mexico hedder vi güeros (lige som i Becks seneste hit), i Nicaragua cheles (efter farven på søvnen i øjenene?!), og i Guatemala bruges et indiansk ord, der hentyder til udlændingenes gullige farve: los canches.

Men i Guatemala har ordet en bismag, som ikke findes hos de andre mellemamerikanske ord. Under krigen i Guatemala var los canches nemlig også en eufemisme for guerillaen. Militærdiktaturerne i 1980'erne gjorde en massiv propagandaindsats for at overbevise befolkningen og omverdenen om, at guerillaen i virkeligheden ikke rigtigt var et guatemalansk fænomen, men et lokalt udtryk for den kolde krig mellem Øst og Vest. Ifølge de militære regeringer var guerillaen udtryk for infiltration af (lyshårede) kommunister fra andre lande, der kom til Guatemala for at opildne de ellers fredelige og lovlydige indianere til oprør.

Hvis man vil have syn for sagn kan man bare besøge "Hærens Museum" i Santa Cruz del Quiché, som endnu er uberørt af skiftet i de officielle diskurser efter fredsaftalerne i 1996. Museet er faktisk et besøg værd, ikke på trods men netop i kraft af sin helt utroligt smagløse og løgnagtige fremstilling af borgerkrigen og af den indianske befolknings rolle i krigen.

Da jeg i 2000 besøgte Nebaj mødte jeg på torvet Don Jacinto, byens guide, som var fuld af gode historier. Han fortalte mig om den berømte dag i 1979, da EGP (en af de fire guerillaer i URNG) indtog markedet i Nebaj under et propagandafremstød, der skulle skaffe opbakning til oprørskrigen. Den største overraskelse for beboerne i Nebaj var ikke at de pludselig stod ansigt til ansigt med guerillasoldaterne på markedspladsen. Nej dét der virkelig overraskede beboerne, sagde Don Jacinto, var at folkene fra EGP talte til folkene fra byen på ixil! Don Jacinto og de andre havde regnet med at guerillasoldaterne ville være canches, som talte spansk med cubansk eller europæisk accent.

I juni 2003 dukkede det "gullige" spøgelse fra fortiden, los canches, igen op. Den tidligere militærdiktator Efrain Ríos Montt var igen præsidentkandidat, og på trods af anklager om folkedrab var han fræk nok til at forsøge at holde valgmøde i Rabinal på den selvsammme dag som den lokale befolkning genbegravede resterne af de døde under de massakrer, der fandt sted i 1982 mens Ríos Montt havde magten. Mødet endte i et sammenstød, hvor efterladte til de dræbte kastede med sten mod den pensionerede general, der forekom overrasket over den lokale befolknings vrede. Det blev til en pinlig affære for Ríos Montt, da billederne af optoget med kister foran et kæmpe valgkampsbanner med hans portræt kom på forsiden af landets aviser. Men FRG's lokale parlamentsmedlem skyndte sig at slå fast, at den guatemalanske befolkning stod bag Ríos Montt, og at partiet havde videooptagelser der beviste, at det var fredsobservatørerne (fredsvagterne) og andre udlændinge i Rabinal, der havde organiseret angrebet og opildnet mængden. Sådan noget kunne achi-indianerne aldrig finde på af sig selv, forstås...

Også kooperanterne har stået for skud i magthavernes retorik i de senere år. Da bondeorganisationerne i CNOC (CUC, CONIC m.fl.) gennemførte en massiv mobilisering, der udfordrede den rekordskæve jordfordeling i Guatemala med jordbesættelser, vejafspærringer og demonstrationer, førte det til beskyldninger om udenlandsk indflydelse hos organisationerne. En konservativ klummeskriver i en af landets største aviser antydede at den fortsatte mobilisering skyldtes indflydelse fra los canches - en anklage med adresse til den danske kooperant, der var rådgiver hos CNOC.

Propagandaen om, at guerillaen bestod af cubanere og andre udlændinge, at det er fredsvagterne og ikke indianerne der ikke kan lide Ríos Montt, og at bønderne kræver jord fordi udenlandske ballademagere har narret dem til at lave optøjer, tjener naturligvis det formål at miskreditere de nationale bevægelser og den lokale organisering, og at så tvivl om deres egentlige hensigter.

Det er derfor en delikat sag at være kooperant eller solidaritetsarbejder i Guatemala. Det gælder om at støtte op og hjælpe til på så usynlig en måde som muligt, at være med hvor tingene sker, men uden for billedet.

Fra Guatemala til Guatemaya

Efter valgmødet i forrige uge rekvirerede jeg powerpointshowet med mayaorganisationernes politiske platform hos Waqib' Kej. Jeg bringer pps-filen her så læserne selv kan orientere sig om organisationernes Agenda Política Maya.

Det politiske forslag er udarbejdet i koordination mellem flere organisationer, hvor det ser ud til at de akademiske foreninger har haft størst indflydelse, heriblandt Asociación Maya de Estudiantes Universitarios. Rigoberta Menchú skulle også være blevet konsulteret under udarbejdelse af forslaget, som organisationerne må have tænkt som en ren foræring til hende; en gave hun desværre ikke forstod at udnytte.

Forslaget kommer vidt omkring de mange forskellige politikområder, men det er langt fra alle der får lige detaljeret behandling, og mange af punkterne smager mere af slogans end af forslag. Om den helt grundlæggende konflikt mellem de sociale klasser på landet: kampen om landbrugsjorden, hedder det blot i helt generelle vendinger, at der skal findes en hurtig løsning, så bønderne kan få adgang til landbrugsjorden.

I det hele taget er dette mayaorganisationernes dagsorden, som overlapper men ikke er identisk med de folkelige organisationers krav.

Alligevel er det overvældende så mange politikområder, forslaget berører ud fra en "mayasynsvinkel":

lokaldemokrati og territoriale rettigheder,
miljø og udnyttelse af naturressourcer,
mayaernes deltagelse i det officielle politiske system,
fødevaresikkerhed og selvforsyning i de indianske områder,
landbrug og lokaludvikling,
udvandringspolitik(!),
uddannelse og sprogpolitik,
sundhed og mayamedicin,
retsvæsen og sikkerhed,
religion og helligsteder,
kultur og indiansk sport,
etnicitet og identitetspolitik.
Og så hedder det til sidst:

Fremme ændring af navnet Guatemala til Guatemaya (sic).

God læsning!

Store Gule S-Dag

I den forgangne weekend kom så den store gule dag i Danmark. Men her i Guatemala skete det allerede weekenden før, da filmen om verdens mest berømte gule familie, Los Simpson (uden flertals-s), havde verdenspremiere samtidig i mange lande.


Jeg vil tro at familien Simpson er mindst lige så populær blandt tv-seere i Guatemala som i Danmark. Det kan egentlig godt overraske mig lidt. Når jeg har set The Simpsons/Los Simpson i hhv. Danmark og Guatemala har jeg tit tænkt på, hvordan de mange kulturelle referencer og politiske hentydninger bliver forstået uden for USA.

Jeg kan forstå at produkter som amerikansk fastfood og moderne popmusik rider rundt i hele verden på den store globaliseringsbølge. De forekommer trods alt ret lette at konsumere for de fleste forbrugere. Men serien om The Simpsons indeholder så mange kommentarer til USA's politiske konjunktur og aktuelle popkulturelle fænomener, til landets historie og til væsentlige værker fra verdenslitteraturhistorien, at man ikke skulle tro, at serien ville kunne globaliseres så let.

Men måske er det heller ikke så let endda. Det viser sig jo også, at når befolkningen i Mellemamerika spiser fastfood på f.eks. Pollo Campero, har det ikke helt samme kulturelle betydning, som når amerikanerne går på McDonald's. Og selv om de fleste spansk-talende unge i Guatemala kender Gloria Gaynors indspilning af "I Will Survive", så er det de forskellige ranchero-versioner af samme sang, som man kan finde hos piratcd-handlerne på mange gadehjørner. (De er i øvrigt et lyt værd).

Samtidig med globaliseringen af produkterne sker nemlig en lokalisering af mad- og musikkulturen. Det samme gælder tv-serierne og mange spillefilm, som vi i Guatemala får i dubbede versioner indtalt af mexicanske skuespillere.

Jeg har altid hadet de dubbede versioner, ikke fordi de mexicanske skuespillere er dårligere end f.eks. de amerikanske; men fordi jeg gerne vil høre stemmen der tilhører den person, som jeg ser på skærmen. (I parentes må jeg indrømme, at den indvending ikke giver så meget mening netop når det gælder animationsfilm som The Simpsons/Los Simpson, med mindre der er gået fisk i synkroniseringen).

Nu har jeg dog omsider forstået pointen med dubbingen. Det handler jo ikke bare om den sproglige, men også om den kulturelle oversættelse. Lige som replikkerne bliver også de kulturelle og politiske referencer i "The Simpsons" oversat - til mexicansk.

Og lige som den danske oversætter af Tintin, Jørgen Sonnergaard, føjede noget af sit eget til i de danske albums, så har de mexicanske dubbere af Simpson også udvist megen kreativitet.

Faktisk lidt for meget, syntes producerne af den dubbede tvserie. Den mexicanske kvinde der lægger stemme til Bart, improviserede replikken, "¡Qué onda, Padre Amaro!", i et afsnit hvor Bart hilser på en moralsk anløben(?) katolsk præst. Replikken er en henvisning til den mexicanske film El Crimen del Padre Amaro med Gael Garcia Bernal i hovedrollen som den syndefulde præst. En genial kulturel oversættelse til mexicansk, som også forstås af de guatemalanske seere. Det blev dog for meget for selskabet, der dubber serien, og Marina Huerta fik besked på at finde på noget andet at sige.

Og så til sidst: Jeg er en stor fan af Simpsons, men var noget skuffet over filmen. Den føltes som et langt tvafsnit, men uden det bid og den kant, som de bedste afsnit byder på. Hvis du har en Flashplayer i din browser kan du se en trailer med en af de sjovere scener her på siden.

Kunsten at hilse på hinanden

Nogle gange kan det godt være pinligt at skulle fortælle sine venner i det fremmede om debatterne derhjemme. Tag nu bare ”håndtryk”-sagen, som kører for tiden.

Enhedslistens byrådmedlem i Odense og folketingskandidat, Asmaa Abdol-Hamid, har erklæret, at hun ikke giver hånd til mænd. Siden har politikerne stået i kø for at score billige politiske point på sagen.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har krævet, at alle offentligt ansatte i forbindelse med deres arbejde skal ”hilse på folk med håndtryk, hvad enten de er mænd eller kvinder”. Ministeren giver denne besynderlige begrundelse: ”Vi kan ikke acceptere, at man skelner mellem folk i de situationer, og det er ikke op til folks forgodtbefindende selv at afgøre, hvem de vil hilse på.”

Nu er Claus Hjort Frederiksen efter alt at dømme en begavet mand, og det kan derfor næppe tilskrives uvidenhed når Claus Hjort Frederiksen giver indtryk af, at Asmaa og andre muslimer i Danmark ikke ønsker at hilse på folk af det modsatte køn. Det er en løgnagtig fremstilling, som journalisterne let kunne have afsløret, hvis de havde gjort deres arbejde.

Asmaa Abdol-Hamid siger, at hun i stedet for håndtrykket har valgt at hilse på mænd ved at lægge sin hånd på sit hjerte. Jeg husker at mange søde rare mennesker af begge køn med et stort smil hilste på mig på samme måde, da jeg var på interrail i Marokko i 1990.

Men den går ikke hos Claus Hjort Frederiksen. Hans forsøg på at score billige politiske point står og falder med den løgn, at håndtryk er den eneste måde at hilse på hinanden på. Og at alt andet end håndtryk er udtryk for mangel på respekt for det andet menneske.

Med den indstilling må Claus Hjort Frederiksen have brug for grundig vejledning, hvis han skal undgå at komme galt af sted i sin omgang med andre mennesker.

Til en begyndelse vil jeg henvise til min artikel om, hvordan man siger goddag til hinanden i Guatemala. Som det fremgår er der mange meget forskellige måder at hilse på i Guatemala, hvoraf håndtrykket efter min vurdering er den mindst almindelige.

Men lad os ikke lade det blive ved det. Hvorfor ikke spørge muslimer som Asmaa selv, hvorfor de har valgt at hilse på folk af det modsatte køn ved at lægge hånden på hjertet? Den slags spørgsmål har medierne tilsyneladende haft for travlt med dækningen af ”sagen” til at stille.

Så er det jo godt, at der er andre der har været mere fornuftige. En flygtningerådgiver stillede tilbage i 2002 de relevante spørgsmål, og fik nogle lærerige svar. Det kan man læse om i en artikel om hilsner og håndtryk i bladet ZigZag, udgivet af Ibis.

Spænding til det sidste - men Evo kom ikke

Der var spænding til det sidste om, hvorvidt Bolivias præsident Evo Morales ville møde op ved det Tredje Kontinentale Abya Yala-møde for indianske folk fra hele Amerika, som i denne uge afholdes i Iximche' i Guatemala

Tusinder af mennesker er i dag gået i demonstration til Parque Central i Guatemala By for at høre Evo Morales' tale.

Evo er som den første indianske præsident blevet en helt og et vigtigt symbol for mayaorganisationer i Guatemala, hvor han er mere populær hos indianerne end i sit hjemland. Abya Yala-mødet vedtog en resolution, der støtter Evos' kandidatur til modtagelse af Nobels fredspris.

Erklæringen opfordrer også de indianske bevægelser i hele Amerika til at markere Columbusdagen d. 12. oktober med en protest over ødelæggelsen af Moder Jord.

UPDATE: Jeg var desværre for hurtig til at tro på de første meldinger om Evos ankomst. Det viser sig, at Evos tale ikke blev holdt af ham selv, men læst op af en af de 70 bolivianske delegerede ved forsamlingen. Årsagen til Evos fravær skulle være kontroverserne om den nye olielov i Bolivia. Det skriver El Periódico og Prensa Libre lørdag.

Tilbagelever guldet

Pressemeddelelsen fra Waqib' Kej, som jeg skrev om forleden, fik mig til at erindre en oplevelse jeg havde for nogle år siden, da jeg arbejdede som rådgiver for projektafdelingen i en bondeorganisation i Guatemala By.

Vi var tre udlændinge blandt det tekniske og rådgivende personale i projektafdelingen, en salvadoraner, en spanier og så mig. Stemningen på kontoret var jovial, og vores omgang med medarbejderne fra organisationens politiske afdelinger var generelt præget af en lidt rå, men kærlig tone. Men når det gjaldt spanieren, var det tydeligt at mærke at der var et ekstra aspekt der spillede ind. 500 års historie var ikke sådan at slippe af med.

En dag vi gik til frokost lod spanieren sin kalender ligge på skrivebordet. Da vi kom tilbage lå den åben med en håndskrevet besked prentet på det opslåede blad med store bogstaver:

¡Español, invasor: devuelve el oro!
(Spanier, som har invaderet vores land: tilbagelevér guldet!).

Min kollega tænkte sig lidt om og skrev så et svar ved siden af med lige så store bogstaver:

¡Está bien, pero me devuelven primero las perlas y los espejos!
(Det er fint, men så skal I først tilbagelevere glasperlerne og spejlene!).

Denne selvironi var så afvæbnende at guatemalanerne måtte le. De vidste selvfølgelig også godt, at spanierne ikke fandt guld i Guatemala. Men jeg fornemmede alligevel, at vi legede med et brandfarligt emne.

Hvis mayaerne havde haft adgang til metal, ville historien givet have set meget anderledes ud. Et almindeligt synspunkt er, at når nu spanierne hverken fandt guld eller sølv, måtte de i stedet udnytte de indianske folk for at berige sig. Derfor blev indianerne under slavelignende forhold tvunget til at dyrke jorden, der nu tilhørte den hvide mand.

Men når guatemalanerne anklager spanierne for at have stjålet indianernes guld, omend i spøg, må det forstås som en generel kritik af kolonimagtens udbytning af de amerikanske folk; en kritik der ikke bare begrænser sig til mayaernes historie. Det er udtryk for en international orienteret indiansk bevægelse med en hidtil uset selvbevidsthed.

Den samme selvbevidsthed lyser ud af pressemeddelelsen fra forleden, når bevægelserne med henvisning til den uretfærdige økonomiske verdensorden erklærer: "Vi behøver ikke Deres økonomiske hjælp Hr. Bush, vi kræver tilbagelevering af vores udplyndrede ressourcer."

I konfrontationen med Bush betød borgerkrigens mange døde, at der ikke kunne være plads til humor. Men forhåbentligt vil mayabevægelsens nye selvbevidsthed ikke forhindre, at den humoristiske tilgang fortsat kan gøre det lidt nemmere for os at overvinde den kulturelle kløft mellem indianere og efterkommere af deres historiske fjender.

"Iximche' er ikke din ranch i Texas"

Netværket af mayaorganisationer Waqib' Kej udsendte inden besøget fra USA en bemærkelsesværdig pressemeddelelse. Den er dateret i Iximulew (Guatemala By) på dagen B’eleje’ Keme’, dvs. 9. marts, og distribueret af CONIC.



Netværket er opkaldt efter dagen for sin første store manifestation den 26. november 2003, der ifølge mayaernes kalender med 260 dage hedder: Seks (Waqib') Hjort (Kej). Glyffen ovenfor afbilleder denne dag med først tallet seks og dernæst glyffen for Kej.

Det er en gammel mayatradition at opkalde mennesker efter den dag, de er født, en tradition som mayaer i dag har genoptaget. Netværket tæller de store folkelige organisationer CONIC, CUC, CONAVIGUA, CONAVIGUA's ungdomsorganisation MOJOMAYAS samt en række politiske NGO'er og faglige akademiske centre. Dets styrke er alliancen mellem de folkelige organisationer og intellektuelle grupper.

Det hedder i meddelelsen (min oversættelse):

Vi frasiger os George Bush' besøg i Guatemala. Hans ankomst til Iximche's hellige jord og til andre mayasamfund er en fornærmelse mod mayafolket på baggrund af hans involvering i krige og død rundt om i verden og hans ansvar for folkedrabet i Guatemala.

NEJ, Hr. Bush, De er ikke på Deres ranch i Texas hvor De kan trampe på og gøre grin med mindet om vores forfædre, Kaji' Imox [Fire Firben], Beleje' K'at [Ni Ild] og Oxi' Kej [Tre Hjort] og bryde freden og harmonien i vores hellige Iximche.

Iximche' var kaqchikelernes hovedstad ind til den spanske invasion i 1524. Fire Firben og Ni Ild var de sidste kaqchikel-regenter i Iximche. Det er mig ikke klart, hvorfor k'iche'-lederen Tre Hjort nævnes i fobindelse med Iximche. I Popol Wuj kan man læse om hans tilfangetagelse og henrettelse af spaniserne i 1524, som gjorde ham til martyr og symbol for k'icheernes modstand mod den spanske invasion.

Senere knyttes an til den indianske frihedskamp i USA:

Vores regeringer, som følger jeres ordrer, vedtager love om beskyttede områder blot for at give vores jorde og vores naturressourcer i hænderne på transnationale selskaber, mens vi som indianske [egtl: indfødte] folk bliver fordrevet og deporteret fra vores territorier. De forsøger at koncentrere os i "reservater" lige som vores indianske brødre i USA. Nej, Hr. Bush, vi er en del af og arvtagere til dette territorium og moder jord.

Og familieplanlægningen får minsandten også et skud for boven:

Deres politik til "fertilitetskontrol" som De fortsætter med at fremføre i Latinamerika, er ikke andet end en politik til udryddelse og dominering af vores folk.

Mistroen til præventionsmidler og programmer til fertilitetskontrol er indgroet i store dele af befolkningen. Mange på landet kan fortælle om, hvordan de blev narret til at lade sig sterilisere eller om hvordan hæren under krigen forgiftede vandforsyningen for at gøre indianerne sterile. Hvad enten sådanne historier er historisk korrekte eller ej, så har de deres effekt. Den generelle mistro til det offentlige sundhedssystem og opfattelsen af, at regeringen også efter krigen stadig helst så at de indianske folk forsvandt, får rygterne til at trives.

CONIC er en af de organisationer der har fremført dette synspunkt i sine politiske udtalelser, i modsætning til den guatemalanske kvindebevægelse. At man anklager netop den ærkekonservative Bush for at fremme fertilitetskontrol, forekommer ret malplaceret.

Vi afviser den servile holdning som indtages af indianske funktionærer i regeringen, når de organiserer folkoristiske aktiviteter under Hr. Bush' besøg.

DERFOR KRÆVER VI:

Vi behøver ikke Deres økonomiske hjælp Hr. BUSH, VI KRÆVER tilbagelevering af vores plyndrede ressourcer og den respekt for vores værdighed, som retmæssigt tilkommer os [...]

Respekt for vores indianske brødre og søstre i USA, frihed til Leonard Peltier, politisk fange og dømt for livstid, så de kan leve i frihed og værdighed i deres territorier.

Leonard Peltier er en nordamerikansk indiansk aktivist, der i 1977 blev dømt for mordet på to FBI-agenter. Siden har været ført en international kampagne for hans frigivelse af den indianske bevægelse, der mener han er uskyldigt dømt.

Vi bekendtgør for vores indianske brødre og den generelle befolkning i Guatemala og i verden, at vi efter Hr. Bush' betrædelse af Iximche' vil foretage en åndelig renselse af Iximche', den hellige by, for at genetablere harmonien og freden på stedet, og for at garantere sikkerheden for de besøgende og de delegerede ved det Tredje Møde for Indfødte Folk ABYA YALA, som finder sted fra den 26 til den 30 marts.

VORES KULTUR OG MODER JORD... ER IKKE TIL SALG

Der har været bekymring blandt mayaorganisationerne for, at den amerikanske præsidents besøg skulle overskygge afholdelsen af det indianske Abya Yala-møde og besøget fra Bolivias indianske præsident, der finder sted samme sted og samme måned som besøget fra USA. Måske også derfor er Bush' besøg blevet opfattet som en provokation.

Evo Morales er i modsætning til George Bush meget velkommen ved Abya Yala-mødet, som det fremgår af Waqib' Kejs udtalelse.

Bush besudler Iximche

Krigen i Irak, USA’s støtte til de tidligere militærdiktaturer og deres massakrer på landbefolkningen i Guatemala, den amerikanske støtte til det guatemalanske narkopoliti og dets overgreb mod uskyldige guatemalanske borgere, en handelsaftale som bondebevægelserne forudser bliver et hårdt slag mod småproducenterne, og nu senest de amerikanske myndigheders tvangsdeportationer af illegale indvandrere der har arbejdet årevis i landet nordpå: Jo, der var rigeligt med grunde til at forvente at besøget fra George Bush ville blive mødt med voldsomme protester i Guatemala.

Men det der skulle få størst opmærksomhed i de internationale medier viste sig at være en gruppe mayaorganisationers protest over, at ”folkemorderen” Bush skulle betræde den hellige jord ved tempelcentret Iximche ved byen Tecpan. I erkendelse af, at de ikke kunne forhindre præsidentens besudling af helligstedet, erklærede organisationerne i Waib Kej, at de ville foretage en efterfølgende spirituel rensning af helligstedet og dets altre; et løfte de nu har holdt.

For en udenforstående er det svært at værdsætte den udsøgte fornærmelse af den amerikanske præsident, der ligger i denne meddelelse. Man kunne frygte at den heller ikke er gået op for præsidenten selv. For mange danskere har meddelelsen sikkert forekommet lettere komisk, og måske har den vakt minder om en ret bizar sag fra Grønland i 2003. Overtro og ”onde ånder” er jo altid en god historie i de vestlige medier. Men for de involverede i Guatemala er det svært at se komikken.

Ifølge mine oplysninger var det kulturminister Manuel Salazar Tetzagüic, der havde foreslået at præsidenten skulle overvære en ceremoni mellem de gamle mayaers pyramider, og det var ministeriets afdeling for administration af helligsteder, der fik ansvaret for afviklingen af ”det kulturelle program” i samarbejde med turistkammeret. Og så var scenen sat for et nyt kapitel i historien om kampen om retten til mayaernes helligsteder…

Tetzagüics var ellers udråbt som præsident Oscar Bergers alibi ved regeringsdannelsen, der kun gav plads til enkelte indianske ministre. Men mayabevægelsen har hele tiden været skeptiske over for Tetzagüic, der ellers har udgivet en bog om mayakulturens værdier og er en habil marimbaspiller og komponist. En mayaleder fra Chimaltenango sagde til mig, at Tetzagüíc kun var maya ”fra mandag til fredag”. Lørdag holdt han fri, og søndag gik han i den kristne kirke, forstås. Men fornærmelsens egentlige betydning var, at Tetzagüíc var en karrieremaya, der ikke mente det med mayaidentiteten alvorligt.

Efter denne uges begivenheder kan ingen være i tvivl om, at i hvert fald den intellektuelle mayabevægelse og lederne af de folkelige indianske organisationer tager det med mayaidentiteten særdeles alvorligt. Derfor var retten til helligstederne også et vigtigt forhandlingsemne under fredsprocessen i 1990’erne.

Lad mig sige det så klart som det kan siges: Den ”hvide” mestiz-regering og turistkammeret INGUAT anser helligstederne som attraktive turistattraktioner, der kan bruges til at fremhæve Guatemalas særegenhed og skønhed over for udlandet, uden at man behøver inddrage nutidens indianere. For mayaerne er helligstederne derimod helligsteder og gravpladser, hvor man kommunikerer med forfædrene om fremtid og fortid igennem ofre og bålceremonier.

Netop Iximche er et af den moderne mayabevægelses foretrukne steder for ceremonier med deltagelse af større grupper. Stedet ligger centralt i landet og har gode adgangsforhold, og parken giver plads til både folkemøder og store ceremonier ved en håndfuld altre. Allerede i 1980 mødtes en forsamling af indianske repræsentanter på dette sted og udsendte den såkaldte Iximche-erklæring, hvor de afviste at lade sig benytte som turistattraktioner og krævede anerkendelse af den indianske kultur. Stedet er også flittigt benyttet til ceremonier med personlige formål.

Fra den 26 til den 30 marts danner Iximche ramme om det kontinentale Abya Yala-møde for indianske og indfødte folk fra hele Amerika, hvor Bolivias præsident Evo Morales har meldt sin ankomst. Også derfor ønskede de indianske værtsorganisationer at rense stedet for de negative energier, som George Bush måtte efterlade.

(mere følger)

Rosa Parks - et eksempel til efterfølgelse

Rosa Parks 1955: ikke fin nok til at sidde på de hvides sæder
(Politifoto, Wikipedia)
Dagens aviser bringer nekrologer over en kvinde, der fik afgørende betydning for nyere nordamerikansk historie ved at sætte et eksempel, som tusinder af andre sorte fulgte: borgerrettighedsforkæmperen Rosa Parks, som døde i går.

Det er nu 50 år siden, at Rosa Parks nægtede at rejse sig for en hvid mand i en bus i Montgomery, Alabama i december 1955. Busserne i sydstaterne var dengang opdelt i forenden, som var for de hvide; midten, hvor de sorte måtte sidde, hvis ingen hvide gjorde krav på pladsen; og bagenden, som var for de sorte, som i øvrigt udgjorde langt hovedparten af passagererne.

Historien har lydt, at hun var for træt efter en hel dags arbejde som syerske til at rejse sig for den hvide. Men flere nekrologer fortæller, at Rosa Parks har afvist denne version, som i virkeligheden gjorde hendes oprør mindre, end det var. Hendes træthed stammede ikke bare fra dagens dont, men fra den behandling, som de sorte borgere i USA's sydstater levede med under 1950'ernes raceadskillelse, og den var årsagen til hendes beslutning om at blive siddende.

Buschaufføren tilkaldte prompte politiet, og Rosa Parks blev anholdt og idømt en bøde. Først ved den føderale højesteret året efter blev al raceadskillelse i det amerikanske samfund erklæret forfatningsstridig. Det var til gengæld en sejr, som gav genlyd i andre stater og i alle dele af det amerikanske samfund.

Inden da havde en hel bys sorte befolkning deltaget i en boycott af de offentlige busser og en sort borgerrettighedsbevægelse ledet af blandt andre præsten Martin Luther King var blevet født.

Det er mærkeligt at tænke på, at det ikke engang er 50 år siden, at USA havde den slags racelove. Siden er Rosa Parks blevet en national helt i USA og er blevet udnævnt af Time Magazine til en af det 20. århundredes 100 vigtigste personligheder. Amerikanene elsker den slags historier om, hvordan et enkelt menneskes mod kan ændre historien. Der er heller ingen tvivl om, at sejren kostede både mod og offervilje hos Rosa Parks, som mistede sit job og måtte flytte til en anden by efter dødstrusler. Men i dag ved vi også, at Rosa Parks ikke var alene. Hun var del af en bevægelse, som i hende så en velegnet prøvesag til at gøre op med USA's racelove. Rosa Parks var den perfekte til sagen, fordi hun var en pæn og nydelig kvinde med en god uddannelse, fast arbejde og et stabilt ægteskab, og det var lige sådan en pletfri sort kvinde, som bevægelsen havde brug for. Den del af historien er efterhånden kendt. Men det er sikkert de færreste, der kender til bevægelsens forbindelse til den danske grundtvigianske højskolebevægelse gennem Miles Horton og Highlander High School.

Irma Alicia Velásquez Nimatuj 2002:
ikke fin nok til at spise på de hvides restaurant
(Foto cortesía de La Hora, gracias al Sr. Oscar Clemente Marroquín)
Guatemala er tit blevet kaldt for Latinamerikas apartheidsamfund. Den slags sammenligninger er ofte lidt uheldige, fordi der altid er forskelle såvel som ligheder. Men sammenligningen med Sydafrika udtrykker den pointe, at skønt Guatemala lige som USA har afskaffet sine racelove, så er raceadskillelsen og racismen ikke ophørt.

Raceadskillelsen behøver ikke være påbudt ved lov. Der er mange andre, mere eller mindre sofistikerede måder at nægte den indianske befolkning adgang til de "hvides" sfærer på. Private skoler kan f.eks. kræve, at eleverne bærer skoleuniform. Det er et effektivt middel til at udelukke indianske piger i den traditionelle dragt (traje) fra skolen. Eller en restaurant kan nægte indianske kvinder adgang med en "dress code" som ikke tillader traje. Paradoksalt nok er der eksempler på restauranter, som har krævet af deres indianske personale, at det bar traje, mens man ikke har ønsket indianere i traje som kunder, men har afvist dem i døren.

Sådanne tilfælde er dagligdag i Guatemala. Men i de senere år har mayabevægelsen ført og vundet flere sager om diskrimination mod indianske kvinder. Den mest berømte var da Irma Alicia Velásquez Nimatuj blev nægtet adgang til restauranten el Tarro Dorado i Guatemala By.

Måske troede el Tarro Dorados direktør, at denne unge k'iche' lige som mange andre indianske kvinder ville vende om og gå sin vej, når hun fik at vide at hun ikke var velkommen. Men så havde han forregnet sig. Hvordan skulle han også vide, at denne indianske kvinde havde en Ph.D. fra Harvard University og havde speciale i etniske relationer og diskrimination? Landets nationalbryggeri, som ejede restaurantkæden, måtte rykke ud med en beklagelse, der blev en stor ydmygelse for virksomheden, skønt den påstod, at der måtte være tale om en "beklagelig fejl". Enhver kunne gennemskue, at der ikke var tale om en "fejl", men om en politik fra koncernens side, hvilket direktøren for restauranten også havde givet udtryk for hin aften.

Det kan forekomme mærkeligt, at retten til at kunne besøge en restaurant som kunde - og ikke kun som servitrice - står øverst på listen for en indiansk borgerrettighedsbevægelse. Det skorter da heller ikke på anklager om, at aktivisterne i mayabevægelsen er en elite, som ikke repræsenterer den fattige indianske befolkning.

Men lige som Rosa Parks' sejr blev banebrydende fordi den symboliserede andet og mere end blot de sortes ret til at sidde på bænke i busserne, så handler Irma Alicia Velásquez Nimatujs kamp heller ikke blot om indianske kvinders ret til at gå ud og spise i den rige del af byen. Hun er lige som Rosa Parks en ressourcestærk yngre kvinde, der med støtte fra sit bagland har taget kampen op på vegne af alle de mange kvinder, der dagligt lider under en racistisk diskrimination, men ikke har mulighed for at føre en sag.

Det er der kun grund til at glæde sig over.

Link: Rosa Parks på apple.com Rosa Parks er åbenbart i dag så hip, at Apple kan bruge hende til at styrke sit brand som firmaet der har mod til at være anderledes.

Ugh!

Da jeg gik i børnehave, var der noget, der hed en "høvdingefjer". Det var en hovedpragt af farvede plasticfjer, som gik hele vejen rundt om hovedet. De almindelige indianere måtte derimod nøjes med en enkelt plasticfjer, som blev sat fast i håret bag i nakken, sådan som de også bedst kan lide det i "Survivor".

Da jeg mange år senere kom til Guatemala, medbragte jeg en billedbog om Danmark, som jeg havde købt på turistkontoret i Aalborg. Der var også en side om Legoland og med billeder fra guldgraverbyen Legoredo, komplet med cowboys og indianere.

Jeg havde ikke lige bemærket billedet af et blegt ansigt med høvdingefjer, der gik rundt i Legoredo. Men det blev der lagt mærke til i Guatemala, da jeg viste bogen frem til mine nye venner.

-Sé, en viking! udbrød en ven, da han så billedet af "høvdingen". Jeg måtte så noget sammenbidt forklare, at manden med fjerene ikke var un vikingo, men en dansker, der var klædt ud som indianer. Det gav mig stof til eftertanke, at danskernes forestilling om den vilde indianer svarede til indianerens forestilling om de vilde danskere.

Men også indianerne kan lide at klæde sig ud. Sidste år var jeg til byfest i Cubulco, Baja Verapaz, hvor jeg oplevede flere af byens traditionelle danse. Her fik jeg lejlighed til at opleve, hvordan en indianer klæder sig ud, når han skal ligne en spanier. Jeg har indsat et billede af den spaske hærfører Pedro Alvarado, som han protrætteres i dramaet om erobringskrigen. En dans, som er opfundet af spanske munke, men som indianerne gradvist har overtaget mere og mere. Her kommer Pedro Alvarado med sværdet i den ene hånd og den senere republiks flag i den anden.

Gringoer leger indianere (ii)

Jeg er ikke den eneste, som har undret sig over, at realityshowet "Survivor" (optaget i Petén, Guatemala) bare er kørt videre, som om intet var hændt efter orkanen Stan, som har dræbt tusindvis af mennesker og gjort op mod hundredtusinde hjemløse.

Men som Al Tompkins skriver, så optages programmerne i forvejen og alle optagelser var færdige længe inden orkanen ramte landet. Jeg håber producerne gør alvor af overvejelserne om at nævne orkanen og behovet for hjælp i forbindelse med showet.

Foreningen af latinamerikanske journalister i USA har gjort opmærksom på, at katastrofen i Guatemala har fået meget lidt dækning i medierne. Guatemalas krise har været overskygget af katastrofen i Pakistan i samme uge, hvor titusindvis af mennesker er dræbt ved et jordskælv, og det har betydet mindre medieopmærksomhed og formentlig også mindre hjælp fra andre lande til Guatemala og Mellemamerika. Hvis Survivor-folkene beslutter sig for at gøre noget ved det, er det selvføgelig al ære værd.

Jeg har i en tidligere post også omtalt protesterne over tvprogrammets fremstilling af mayaerne og mayakulturen. Jeg kan på ingen måde sympatisere med den barnagtige måde, hvorpå folkene fra CBS lader deltagerne lege mayaer ved at klæde sig ud som prærieindianere i tempelruinerne i Guatemalas jungle. Jeg er da også endt med at underskrive det åbne brev til CBS, som Natives Against Racial Stereotypes (NARS) har bedt om støtte til.

Protesten taler især ud fra nordamerikanske forhold og ud fra, hvordan indianere opfattes i USA. Det er på en måde naturligt nok, fordi programmet jo vises i USA, og fordi deltagerne i Survivor mere ligner prærieindianere end mayaindianere, når de klæder sig ud.

Men jeg må indrømme, at jeg snarere følte trang til at grine end til at blive vred, da jeg så disse voksne mennesker iført legetøjsfjer og krigsmaling. Denne karikatur hører hjemme i USA og spiller ikke nogen større rolle i Guatemala, hvor mayaindianerne i årtusinder har været majsbønder og ikke prærie-nomader. Det er først og fremmest denne prærie-karikatur af "indianerne", som NARS har reageret imod, og det er fint, når de i det åbne brev skriver:

"The producers provided the contestants with materials which were clearly intended to impose a North American Plains Indian stereotype on a distinct South American culture and to imply that all Indigenous cultures are inter-changeable."

Det er også helt fint, at NARS opfatter sig så meget som del af en international indiansk bevægelse, at gruppen vil solidarisere sig med mayaerne og forsvare dem. Men netop derfor kan NARS heller ikke udtale sig på vegne af mayaerne, som jo i øvrigt ikke bor i Sydamerika, men i Mellemamerika.

Der er mange andre ting ved Survivor-programmet, som vil være langt mere fornærmende for vore dages mayaer, end de forhold som NARS har lagt vægt på. Jeg er forarget over, at CBS's folk har fået lov til at bo inde i tusindårige templer, som ligger på helligt område og stadig er offersteder for nutidens indianere - og som har været gravsteder for den gamle højcivilisation.

Survivor-folkene har endda fået lov til at grave gamle potteskår op og bruge dem i camping-husholdningen, og de har fået lov til at grave huller på gamle tempelpladser til pælene i deres "spejderlejr" og til at bygge videre på dele af den ældgamle struktur. Affaldet fra lejren smides også på det hellige område.

Krigsmaling og legetøjsfjer er noget, som de fleste mayaer i Guatemala godt vil kunne grine af. Det er gravskænderi og lemfældig omgang med gamle helligsteder til gengæld ikke.

At det så er idiotisk at CBS påstår, at nu skal deltagerne spille "The Ancient Mayan Ball Game", men at det så viser sig at de spiller et helt andet spil, som intet har med mayaerne at gøre - ja det forekommer næsten som en triviel indvending i forhold til den grove udnyttelse af mayatemplerne.

Den kommercielle udnyttelse af mayatemplerne er ikke noget nyt. I den gamle film "Star Wars: A New Hope" (1977) ses et rumskib under indflyvning ved rebellernes hovedkvarter i tempelbyen Tikal i Peten, Guatemala. Jeg husker også en Fantareklame, hvor en dåse rullede ned ad pyramidens mange trappetrin, til den tørstendes store fortrydelse. Der må være mange penge på spil.

"Nu er vi alle en survivor"

I går skrev jeg om protester fra nordamerikanske indianere mod realityshowet Survivors fremstilling af mayaerne i Guatemala. Ind til videre kan CBS-direktøren vist sidde ganske roligt i sin stol.

Tvholdets tilstedeværelse har vakt opmærksomhed i Guatemala, hvor regering og turistindustri håber, at programmet vil trække flere turister til landet. Desværre har orkanen Stan nu lagt en dæmper på de forventninger.

Den guatemalanske sorte humor har heller ikke denne gang svigtet. Situationen har givet anledning til et nyt mundheld: Nu er vi alle en 'survivor'.

Nogle er survivor for sjov og leger indianere med fjer på i junglen, ind til de bliver stemt hjem. Andre er så uheldige at være født indianere og befinde sig midt i en katastrofe uden mulighed for at tage hjem, når det ikke er sjovt længere...

Nu er hele ideen med showet jo, at deltagerne skal isoleres fra omverdenen. De er hårdføre "survivors", men i CBS' tv-verden, ikke i den virkelige verden. Men måske CBS-folkene alligevel har følt et behov for at værne om firmaets brand. Variety Magazine skriver, at folkene bag programmet overvejer, om naturkatastrofen og behovet for nødhjælp og genopbygning skal nævnes i programmet. Det må søreme være en svær beslutning.

Columbus-dagen

Skønt Columbus-dagen i flere lande i år overskygges helt og aldeles af katastrofesituationen efter orkanen Stan, vil jeg alligevel benytte lejligheden til at fortælle lidt om denne fest- og kampdag.

I dag, den 12. oktober, er det 513 år siden, at Christoffer Columbus opdagede Amerika, da en af hans sømænd fik øje på Bahamaøerne. Det fejres i dag ved fester i hele Amerika og i Spanien.

Meget kan indvendes mod de officielle versioner af denne begivenhed: Columbus var ikke den første, der kom til Amerika, han var ikke engang den første europæer. Han opdagede heller ikke selv, at han havde opdaget et nyt kontinent; men troede til sin død, at de indfødte var "indere" (indios).

Den slags indvendinger har selvsagt været ret nyttesløse. De indfødte kom alligevel til at hedde "indios", "Indians" og "indianere", og selv om Leif den Lykkelige kom til Amerika før Columbus, kan ingen benægte, at det var Columbus' opdagelse, der fik verdenshistorisk betydning og blev en apokalyptisk katastrofe for Amerikas indfødte folk.

Men jeg har tidligere skrevet om, hvordan italienere, spaniere, mexicanere og indianere i USA og Latinamerika kæmper en politisk kamp om retten til Columbus Day, Native American Day, Día de la Resistancia, Día de la Hispanidad og hvad dagen ellers kaldes af de forskellige bevægelser og regeringer. Søreme om der ikke også findes en Leif Erikson Day, som skandinaverne fejrer i det amerikanske midtvesten d. 9. oktober!

I Guatemala er dagen traditionelt blevet fejret som "Día de la Raza", og det er stadig hvad dagen kaldes i skolerne, skønt kongressen nu officielt har afskaffet denne betegnelse. "Raza" henviser til den sublime mestizrace, det nye latinamerikanske folk, der voksede frem med spaniernes kolonisering, voldtægter og undertrykkelse af de indianske folk.

Ladinoernes (de "hvide" mestizers) fejring af sig selv (som ikke-indianere) er en festdag, der ikke kan andet end antage groteske former i et land som Guatemala. Det kan de indianske bevægelser naturligvis ikke acceptere, og derfor har dagen i de senere år fået stor betydning som en national indiansk kampdag.

På billedet ovenfor opfører indianske dansere udklædt som spanske conquistadores et drama om erobringskrigen for 500 år siden (Cubulco, 2004). Skønt alle ved, at spanierne vandt, lykkes det alligevel altid for danserne at få spanierne til at fremstå som latterlige.

Gringoer leger indianere

Måske kender du det nordamerikanske reality-tvshow "Survivor". Hvis jeg fortæller, at det er den nordamerikanske udgave af Robinson, ved du sikkert, hvad jeg taler om.


Tv-showet er i gang med en ny runde, som foregår i Guatemala. Regering og turistindustri har ligget på knæ for tv-holdet og deltagerne i programmet, som har fået lov at boltre sig og bo (sic!) i ellers beskyttede junglearealer og i de bevarede mayatempelbyer ved Yaxha i Peten.

Programmet har været omgivet med fantastisk meget medie-forskræp, det der på amerikansk slet og ret hedder hype. Nu ligger "guatemala adoption" ikke længere i toppen i Overtures statistikker over de mest søgte ord på internettets søgemaskiner. Til gengæld har "guatemala survivor" lagt sig i top tre for søgninger om Guatemala i de seneste måneder.

På Blog de mi Guatemala kan man se et lille reklamespot for udsendelsen, som fortæller om, hvordan deltagerne i konkurrencen denne gang bliver "forced to embrace the ancient Maya lifestyle".

Og her på billedet fra tv-serien kan man se, hvad det er CBS mener. Deltagerne hopper rundt med fuld krigsmaling og nogle temmelig selvlysende plasticfjer(?), der tilsyneladende er købt i BR (eller Wal-Mart).



Survivor spiller på alle de eksotiske maya-strenge og fortælller om de gådefulde, men blodtørstige mayaer, der godt kunne lide at ofre mennesker. Selvfølgelig! Hvad havde vi regnet med, da myndighederne gav tv-folkene fra CBS adgang til de fredede ruiner? Og det ligger sikkert myndighederne fjernt at klage over, at mayakulturen her gøres til et eksotisk lille stykke popkultur, som kan pakkes ned og konsumeres af den moderne forbruger, for det gør det guatemalanske offentlige turistkontor jo netop selv, så ofte det kan komme af sted med det.

I realityshowet spiller deltagerne det hellige gamle spil, som i dag på spansk bare kaldes el juego de la pelota, "boldspillet". De gamle mayaer var vilde med en sport, der gik ud på at skyde en bold af massivt gummi gennem en ring på boldbanens væg. (Spanierne, der ikke kendte til gummi, mente til gengæld, at bolden måtte være forhekset, for de havde aldrig før set en kugle hoppe af sig selv). I de store tempelbyer kan man i dag stadig bese hundredevis af disse boldbaner bygget i sten.

Forskerne mener, at taberne - eller måske vinderne? - blev ofret til guderne, når kampen var afgjort, og det får Survivor selvfølgelig maksimal spændingseffekt ud af i programmet. Det manglede da bare, fristes man til at sige.


Men, men, men... globaliseringen har også betydet, at de indianske bevægelser nu er internationale, og man slipper ikke længere sådan bare af sted med hvad som helst. Indianske grupper i USA har klaget til CBS over denne stereotype fremstilling af maya-indianerne. De er vrede over, at Survivorfolkene skal rende rundt med fjer på så man skulle tro, at det var fastelavn i en børnehave, men de er især vrede over udsendelsens fokus på mayaernes blodtørst. Så vrede, at de opfordrer til boycott af CBS.

Mange moderne mayaaktivister i Guatemala er lige så heftige i deres afvisning af de gamle mayaers brutale ofringer. Men hvorfor benægte, at mayaerne ofrede mennesker? Jeg ved udmærket godt at vikingerne voldtog, brændte byer og ofrede slaver, men det føler jeg mig lissom ikke ansvarlig for, vel?

Svaret er, at lige siden invasionen og folkemordet begyndte for 500 år siden har indianernes påståede blodtørst været både englænderne og spaniernes moralske halmstrå, når man skulle legitimere nødvendigheden af at underlægge sig de indianske folk. At indrømme at mayaerne ofrede mennesker, kommer for mange indianere - mayaer og nordamerikanske "native Americans" - til at smage af at give spanierne og englænderne moralsk ret til at indtage landet.
(fortsættes)

Den indianske prinsesse af Xela

Uafhængighedsdagen d. 15. september nærmer sig. Det mener i hvert fald det lille band af blæsere, som forbereder sig mere og mere højlydt på en skole her i kvarteret. Det har de på den anden side ment siden slutningen af juni, hvor de har øvet en hel eftermiddag to gange om ugen for fulde blæs.

I mange guatemalanske byer er der tradition for at fejre byfesterne med en god portion af den mexicanske musikalske genre banda, der næsten udelukkende består af blæsere. Efter sigende skulle det være en genre der opstod efter den mexicanske revolution, hvor de forhåndenværende instrumenter var de militære horn. Nu vi er så "heldige" at bo så tæt på musikskolen, har vi siden juni vidst, hvad der ville være på repertoiret den 15.9. Uden ønske om at spoile fornøjelsen for de af jer, der har tænkt jer at være til stede den dag, kan jeg fortælle, at "Meet the Flintstones" er en melodi, som åbenbart vil have en fremtrædende plads på hornenes program i år. Forstå det, hvem som vil.

Mellemamerikas uafhængighedsdag er også Quetzaltenangos festdag. Her i det vestlige Guatemala forsøgte man sig nogle år efter uafhængigheden af Spanien (1821) en overgang med oprettelsen af en uafhængig stat med Xela som hovedstad, el Estado de los Altos, som skulle være den sjette stat i den mellemamerikanske føderation. Det tillod regeringen i Guatemala By ikke ret længe, og hele byrådet i Quetzaltenango blev henrettet, men d. 15. september er stadig Quetzaltenangos festdag.

Byfestens vigtigste begivenhed er kåringen af den "indianske prinsesse", U'mial Tinimit Re Xe'lajuj (La hija del pueblo de Xelaju). Tidligere kaldtes titlen også for "La reina indígena de Xelajuj" (den indianske dronning af Xela), svarende til de titler, der gives ved tilsvarende konkurrencer ved andre byfester.

For et par dage siden kørte alle kandidaterne igennem byen i en kortege, og jeg fik lejlighed til at tage et billede af én af dem. Vinderen af konkurrencen i Xela går sammen med vinderne i andre byer videre til konkurrencen i departementet, hvorfra vinderen går videre til konkurrencen der uddeleler titlen: Rab'in Ajaw (kongens datter, prinsessen) i Cobán.

Disse konkurrencer er undertiden blevet misforstået som skønhedskonkurrencer. Men det drejer sig faktisk ikke om at være smukkest, men om at være "mest indiansk". Dvs. at det drejer sig om at kende lokalhistorien og de lokale traditioner, folkedansene, klædedragten, madkulturen og sproget.

I mange byer har militæret som i Cobán sat sig på og promoveret disse konkurrencer som en fejring af det folkloristiske billede af indianeren, som militæret ønsker: den patriotiske og pacifistiske indianer, hvis kultur hører til i fortiden, og som alle guatemalanere i dag kan fejre som en slags maskot, ligesom på dagen for Jomfruen af Guadalupe. I Cobán har man endda bedt museumsfolk komme fra Guatemala By for at være med til at bestemme, hvem der er mest indiansk. Men mayabevægelsen har gradvist overtaget scenen i mange byers konkurrencer, og under krigen udviklede de sig til en platform, hvor de indianske kvinder kunne tillade sig at kritisere de bestående magtforhold uden at blive skudt bagefter.

I 2001 forsøgte byrådet her i Xela endda at udelukke militærets kandidat fra konkurrencen, hvilket førte til trusler mod det ansvarlige byrådsmedlem fra den lokale militærkommandant, som også klagede til menneskerettighedsombudsmanden. Ombudsmanden erklærede klagen for grundløs, men det siger sig selv, at i Guatemala tager man den slags trusler meget alvorligt, når de kommer fra en militærperson. Siden har kandidaten opstillet af militærets afdeling for propaganda og social kontrol så vidt jeg ved fortsat deltaget i konkurrencen hvert år.

Kåringerne af unge kvinder som repræsentanter for deres byer er et iøjnefaldende eksempel på den etniske opdeling af det guatemalanske samfund. U'mial Tinimit er kun for k'iche'er, mens ladinaerne har deres egen konkurrence: Señorita Quetzaltenango. Konkurrencen for ladinokvinderne bruger ikke byens navn på k'iche': Xelaju(j), men det navn, som erobrerne gav byen: Quetzaltenango. Her poserer kandidaterne ikke i lokale vævede dragter, men i bikini og badetøj, og vinderen går ikke videre på vejen mod titlen i Cobán, men mod titlen Miss Guatemala, som giver adgang til Miss Universe-konkurrencen.

Et stærkt billede på to verdener, der ikke taler sammen.

Molotov, mayaer og homoer

Forleden aften havde jeg en tankevækkende oplevelse under en bytur i Xela. Vi var gået ind på en lille klub i samme bygning som Telgua, som viste sig at være et sted for byens bøsser og lesbiske, og jeg skal love for, at de vidste at holde fest.

Nu er Guatemala er et ekstremt konservativt samfund, som lægger enorm vægt på pæne dyder, puritanisme og bibelsk moralisme. Det er ikke uden grund, at den tidligere general og militærdiktator, Efraín Ríos Montt, kunne blive populær på sine højrefundamentalistiske religiøse prædikener.

Mange af mine danske venner er overraskede over, at der overhovedet eksisterer et miljø af bøsser i Guatemala. Det vidste jeg nu godt, for jeg mødte dem hver dag under et tidligere ophold, når jeg stod på Parque Central i hovedstaden Guate og ventede på, at min kæreste skulle få fri fra arbejde. Pladsen var åbenbart et af hovedstadens mødesteder, og så behøvede jeg ikke føle mig ensom, mens jeg ventede. Jeg vil dog ikke anbefale nogen at bruge de offentlige herretoiletter på Parque Central, med mindre man ønsker at lære de unge mænd rigtigt godt at kende.

Guates bøssemiljø, som jeg har mødt det i Zona 1, lever i lukkede fester og på en række diskrete mødesteder. Der er sikkert andre steder, som jeg ikke kender til, men her i Xela var det noget andet. Sikke en befrielse at opleve et så åbent homomiljø midt i byen i et land, hvor det at være bøsse er så ekstremt stigmatiseret. Først tænkte jeg, at det her lige så godt kunne være en Pan-klub i den danske provins: et lille intimt sted, hvor dansegulvet fyldte dobbelt så meget som siddearealet; udstyret med et skrabet, men funky high tech-interiør, der oplystes af en roterende discokugle.

Musikken var også den samme, som jeg ville forvente derhjemme: Madonna, Robbie Williams, danske Aqua, colombianske Juanes (som jeg ikke har været så imponeret af som alle andre, skønt jeg må indrømme, at hans "Camisa Negra" er bastante bailable), og et forfærdeligt danse-remix af Don't Cry for me Argentina.

Men der var også noget, som var anderledes. Kort efter at vi var ankommet, råbte det mexicanske rockband Molotov ud gennem højttalerne: "¡darle matarile al maricón!" Det betyder sådan frit oversat: "lad os lege 'dræb den bøsserøv'!" (Matarile er en mexicansk børnesang, men teksten spiller på ordet "matar" - at dræbe). Da Molotov spillede på Roskilde Festivalen skabte det splittelse på den københavnske venstrefløj mellem på den ene side nogle af folkene fra Mexico&Chiapas-solidariteten, der var vilde med Molotovs angreb på den korrupte mexicanske regering, og på den anden side feministiske grupper, som opfordrede til boycott af gruppen pga. dens ekstreme mandschauvinistiske og homofobiske sprog. At feministerne havde fat i noget rigtigt, er svært at benægte, når man hører efter Molotovs tekster. Citatet ovenfor stammer fra albummet Donde Jugarán Las Niñas? fra sangen "Puto": et andet mexicansk skældsord for bøsse, der kommer af maskulinumsformen til puta (prostituta).

Men det at sangen er populær blandt bøsser i Mellemamerika vidner dog om, at sagen er mere kompliceret end som så. Er der mon tale om samme strategi, som når bøsser har taget andre skældsord til sig - queer, bøsse, etc. - så de mister deres kraft og betydning? Eller kan de bare godt lide sangen? I teksten bruges udtrykkene faktisk ikke om en bøsse, men om en kujon. Maricón, puto og hueco er skældsord for bøsser, som i Mellemamerika først og fremmest betyder en kryster, og ifølge gruppen handler sangen slet ikke om homoseksuelle. (Molotov fik endda lov til at medvirke ved en hyldestkoncert til Queen i 1998, hvor de spillede deres version af "Bohemia, Rap y Soda").

Gæsterne i klubben var alle meget unge; der var både ladinoer og indianere, skønt min ledsager var den eneste indianer i traje. Som hun sagde: Jeg er jo ikke her fra byen, så jeg kan bedre tillade mig at komme her i traje. En af de andre kvinder fortalte, at hun brugte traje til daglig, men hun ønskede ikke at blive set i traje på dette sted. Hun ønskede mao. ikke at andre skulle se, at hun som indianer kom "sådan et sted".

Det fik mig til at tænke på en diskussion vi engang havde på kontoret hos en indiansk bondeorganisation i Guatemala. En mandlig spansk medarbejder på kontoret kritiserede, at personalet udtrykte fordomsfulde holdninger til bøsser, og det affødte en større diskussion om forholdet mellem mayaernes befrielseskamp og bøssernes frigørelse. Var der måske ikke også homoer i den gamle mayakultur, som er den moderne mayabevægelses ideal?

Det mente spanieren i hvert fald, men en kvindelig leder fra bondeorganisationen sagde bestemt nej. Den spirende bøsse-lesbiske bevægelse, som vi ser i Guatemala By i dag, er først vokset frem i løbet af de seneste ti år. Og når mayaer vælger at leve som homoseksuelle, er det udtryk for descomposición social: social opløsning, (intet mindre!), sagde hun. Det var ikke umuligt for mig at se, hvad hun mente. Hvis mayaerne danner homoseksuelle par, hvem skal så føre mayakulturen videre i fremtiden? Hvad skal der blive af den hellige balance mellem mand og kvinde, og hvem skal oplære børnene i forfædrenes traditioner?

Jeg må give bondelederen ret: Der var formentlig ingen homoer blandt de gamle mayaer. Mænd og kvinder med en homoseksuel identitet er formentlig et moderne fænomen, der hænger sammen med samfundsudviklingen. Men spanieren har også ret i, at der garanteret altid har været mænd, der har dyrket sex med mænd, også i Mesoamerika. Det behøver man ikke at have læst Platon for at regne ud. Så hvorfor skulle homoseksualitet diskvalificere en indianer som maya? Mon ikke de moderne mayaer skulle kunne finde ud af at revidere deres opfattelse af den hellige komplementaritet?

Imens fortsatte festen omkring os i højere og højere gear. Der gik ikke lang tid før råbene begyndte at lyde: tubo, tubo, tubo..., i begyndelsen med spredte mellemrum, men efterhånden mere og mere taktfast fra de dansende, der pegede op mod en stang (el tubo), der forbandt loftet med et lille podie. Og da Robbie Williams fik dansegulvet på kogepunktet, forlod en kvinde sin barstol, skred værdigt hen over gulvet og steg op på podiet, og så oplevede uskyldige jeg for første gang, at tubo-råbet er mere end bare en joke.

Kvinden dans om stangen var meget... øh, dygtigt udført, og jeg var imponeret over hendes akrobatiske evner. Jeg nåede lige at tænke, at det var dog trist, at ikke en gang en bøsse-lesbisk klub kunne undslippe de stereotyper, der siger, at det skal være en kvinde, der danser om stangen til mændenes ære; men så var det fyrenes tur, og de var lige så dygtige som hende.

Min kvindelige bondelederven er ikke ene om at mene, at det er descomposición social, når unge mayamænd svinger sig og sit om andet end majsplante-stangen. Mayaorganisationen La Defensoría Indígena Wajxaqib' No'j protesterede for nylig i en pressemeddelelse over, at de politisk og økonomisk stærkeste lande "forurener" den indianske befolkning i Guatemala med deres homoseksualitet. Det fik kvindegruppen "Lesbiradas" (Lesbianas Liberadas) til at reagere med en meget flot formuleret invitation til refleksion og en opfordring til at bekæmpe homofobi inden for de sociale bevægelser.

Det er heldigvis kun de mest forstokkede og konservative maya-aktivister, der holder stædigt fast på ideologien om mandens og kvindens ligeværdige, men komplementære kønsroller. Alligevel kan det ikke overraske i et samfund som det guatemalanske, at den almindelige opfattelse også i mayaorganisationerne er, at homoseksualitet er anti-natural, og at den dårligt kan kombineres med den cosmovisión maya, som er bevægelsernes grundlag.

De evangeliske kirker er endda aktivt gået til angreb på de homoseksuelles rettigheder. Denne måned afleverede de 30.000 underskrifter til parlamentet imod homoseksuelle gruppers ønske om en lovliggørelse af ægteskab mellem personer af samme køn.

Også foreningen af bøsser og lesbiske mobiliserede og gik i demonstration gennem Guatemala By, velvidende at loven ingen chance har for at blive vedtaget, før Guatemala har gennemgået en radikal forandring.

Men alting har jo som bekendt en begyndelse.

Hvorfor har vi det som vi har det?

Fra den første fællesmail i år...

Jeg er nu installeret i Quetzaltenango i dejlig lejlighed med eget køkken, bad, internet og kæreste, og de næste to måneder vil jeg tilbringe her i Xelaju Noj. Så hvis nogen af jer venner og familie kommer forbi Xela er I velkomne hos os.

Eunice arbejder i presseafdelingen i en kampagne vedr. etnicitet og diskrimination, som gennemføres af CIRMA. I den forbindelse deltager jeg i en række gruppesamtaler, hvor jeg deler mine personlige erfariner med de andre deltagere og hører, hvad de har oplevet og hvordan de opfatter de etniske relationer, klasserelationer og kønsrelationer. Det er rigtigt spændende og næsten terapeutisk for os alle sammen. Jeg har skrevet lidt om etniske relationer i Guatemala på min hjemmeside.

Kampagnens fysiske omdrejningspunkt er en udstilling som skal formidle resultaterne fra forskningsprojektet "Hvorfor har vi det som vi har det?" Det må vist siges at være et ambitiøst (bredt) projekt :-) Udstillingen har til huse på den tidligere militærkaserne i Xela (den med den store Pepsi-reklame over for Mont Blanc-supermarkedet) og forleden kom forsvarsministeren flyvende ind i helikopter for at gennemføre pressemøde og overdragelsesceremonien, hvor militæret formelt og officielt opgav ethvert krav på jorden og bygningen. Den lokale CERIGUA-korrespondent (græsrods-nyhedsbureauet, som havde/har tæt tilknytning til URNG) var fræk nok til at spørge ministeren, hvor mange døde han troede, der lå under kasernens jord. Ministeren spillede dum og sagde: "Undskyld, men jeg forstår ikke spørgsmålet".

I sidste uge følte jeg mig inspireret til at forfølge nogle af mine kulturelle strøtanker, som mine gruppesamtaler har affødt, og det blev til følgende lille artikel: Kunsten at sige goddag i Guatemala.

En af de store og triste nyheder efter jeg kom, er ellers mudderskredet i Senahu (nabokommune til Tucuru). Der var over 20 døde og op mod 100 sårede i San Antonio. Og alle er enige om, at den ulykke burde være undgået, da risikoen var forudset. Prensa Libre brugte overskriften: " luto q'eqchi' " ("q'eqchi'-sk sorg"). Jeg tænkte først, at det var varmende at hele q'eqchi'-folket var solidarisk og deltog i San Antonios sorg. Men da jeg læste artiklen blev jeg klogere, det var simpelthen bare en journalistisk omskrivning i overensstemmelse med Prensa Libres nye stil, hvor avisen bruger navnene på de etniske grupper i sine reportager som en ekstra kolorit, i stedet for bare at skrive: "sorg i San Antonio". Alligevel er det interessant, for sådan ville avisen ikke have skrevet for bare små 10 år siden, da avisen angreb borgmester Rigoberto Quemé for at lægge vægt på at være k'iche'.

Hav en fortsat rigtig god sommer allesammen. Selv om Xela har ry for at være kold så lykkedes det mig alligevel at blive solskoldet i søndags, da vi dansede marimba rundt om et stort offerbål oppe på et af de små bjerge, der omgiver byen.

mange hilsner,
Mikkel

Og så lige et par aktuelle citater til sidst:
George W. Bush: "Either you are with us, or you are with the terrorists." (President, 2001)
Darth Vader: "If you're not with me, you're my enemy." (Sith, long time ago)
Master Obi-Wan: "Only Sith deal in absolutes." (Jedi, long time ago)