De unge mayaer og racismen

af Flavia Eunice Tacatic Esquit (2002)

Racismen i Guatemala bygger på stereotyper og myter, som er opfundet for at bevare og legitimere ladinoernes og kreolernes herredømme over mayafolket. Historisk har der eksisteret diskriminerende mekanismer og handlemønstre: fra erobringens udryddelsespolitikker og drab, over kolonitidens slaveri og massakrer på hele landsbyer under den væbnede konflikt, og frem til de vestlige herrers gennemførelse af assimilations- og integrationspolitikker, der søger at usynliggøre vores livsanskuelse og kulturelle livsmønster.

I bedste eller måske værste fald er vi attraktive som turistobjekter, en del af et "stiliseret maleri", der sælges til udlændingene. Et eksempel herpå er udnyttelsen af de unge kvinder, som deltager i konkurrencen Rabin Ajaw, hvor det der foregives at være en hyldest til vores tusindårige kulturarv reduceres til en konkurrence, som i sidste ende blot er endnu et turistbillede. Mens man i de politiske taler påstår at beundre vores kultur, og mens der i annoncer i medierne gives udtryk for national stolthed over mayakulturen, så forsøger guatemalanerne i virkeligheden dagligt at udviske og benægte vores eksistens.

"Vær nu ikke indiansk"

På trods af at mange ladinoer og kreolere ikke anerkender, at der findes diskrimination, så benytter de samme mennesker i dagligsproget tillægsordet indiansk [spansk: indio] i udtryk som "vær nu ikke indiansk", som skal betyde "vær nu ikke beskidt", "tåbelig", "fjollet" eller "dum". Når vi afviser denne slags udtryk, får vi at vide, at vi ikke skal overdrive, at det bare er et "almindeligt udtryk", og at det er bedst at vi accepterer det, for det indeholder ikke nogen form for foragt.

Dertil kommer tilfælde som den oplevelse Ph.D. Irma Alicia Velásquez Nimatuj havde, da hun blev nægtet adgang til et etablissement i zone 13 i Guatemala By, fordi hun bar indiansk klædedragt. Tilfælde, som viser at mestizerne drømmer om et Guatemala uden "indianere" [indios] og derfor skaber eksklusive rum, hvor vi ikke tillades adgang, med mindre det er for at arbejde og tjene ladinoerne. For dem repræsenterer vi et socialt og kulturelt tilbageskridt; dét at være indfødt kvinde betyder at være tyende og analfabet. Diskriminationen er ikke længere officiel og åbenlys, men den lever videre i en skjult og sofistikeret form, og den kan endda have et venligt ansigt.

Den nye generation

Diskriminationen, som vi unge mayaer oplever, er forskellig fra den vores forældre led under, for der er ingen tvivl om, at den sociale og politiske marginalisering, som deres generation oplevede, er anderledes end den vi gennemlever. De forrige generationers forhold til den dominerende kultur bestod i en klar konfrontation, men i dag bliver vores forhold til ladinoerne væk midt i de tilsyneladende lige rettigheder og muligheder for deltagelse og udvikling.

Over for den racisme som vi oplever til daglig tilkommer det os i de yngre generationer at fortsætte den kamp som vores bedstefædre og bedstemødre begyndte og at vise at tilstanden af fattigdom og underdanighed ikke er et resultat af vores oprindelse, men skyldes historiske forhold som udbytningen og marginaliseringen. Men det er også vigtigt at vi arbejder for at de økonomiske, politiske og sociale forhold forbedres for hele mayafolket.

Vores bedsteforældre var slaver og vores forældre tjenere. Også vi har arvet ladinoernes fjendtlighed og afvisning som livsvilkår, men også bevidstheden om at vi som folk skal genvinde den kultur som er nedarvet fra generation til generation.

Flavia Eunice Tacatic Esquit er maya-kaqchikel og skriver for tidsskriftet Rutzijol, udgivet af Saqb'e, Chimaltenango, Guatemala

Oversat af Mikkel Møldrup-Lakjer