CNOC indtager Fondo de Tierras

Sådan så der ud hos Fondo de Tierras (FONTIERRAS) i tirsdags, da mange hundrede bønder indtog institutionens kontorbygning i Guatemala By for at protestere over den håbløse gæld, som de er havnet i efter at have modtaget jord med statslige kreditter.
Jeg måtte holde mig på den anden side af tremmeporten med mit digitalkamera, sammen med reportere fra alle landets store nyhedsmedier, der alle var spændte på, hvad situationen ville udvikle sig til.
Demonstrationen var indkaldt af paraplyorganisationen Coordinadora Nacional de Organizaciones Campesinas (CNOC), hvis største medlem er organisationen Comité de Unidad Campesina (CUC).

I en pressemeddelse krævede CUC en genforhandling af kreditaftalerne og en øjeblikkelig indstillelse af fordrivelserne af bønder, der ikke kan betale deres afdrag.
FONTIERRAS er en statslig institution, som har til opgave at arbejde for gennemførelsen af fredsaftalen om jordspørgsmålet fra 1996. Fredsaftalen indeholder dog ingen bestemmelser om en egentlig omfordeling af landbrugsjorden, så de fleste bønder må købe deres jorde på kreditter, som de ofte har svært ved at betale tilbage efter at have modtaget et stykke jord med lille eller slet ingen teknisk assistance til at få produktionen til at give overskud.
Demonstranterne måtte vente hele dagen på, at repræsentanter fra landbrugsministeriet og sekretariatet for løsning af jordkonflikter skulle ankomme for at begynde forhandlingerne om bøndernes krav. Men aktionen forløb fredeligt og dygtigt ledet af bondeorganisationernes ledere.
Hen ad aften ankom endelig regeringens delegation, men hvor skulle man nu forhandle? FONTIERRAS var jo besat af bønderne, og embedsmændene turde ikke gå derind, før bønderne var kommet ud. Men bønderne ønskede ikke at forlade bygningen, før der var sikkerhed for, at regeringens repræsentanter faktisk ville forhandle.

Bondelederne foreslog så den salomoniske løsning, at forhandlerne nedsatte sig på fortorvet foran den besatte bygning, og sådan blev det. Bønder, presse og andre nysgerrige på fortorvet kunne nu følge med i, hvordan det lykkedes bondelederne at forhandle sig til en aftale om en midlertidig suspendering af fordrivelserne af bønder, så længe den nedsatte forhandlingskommission arbejder.
Til sidst fandt man et plasticbord frem fra FONTIERRAS bygning, så forhandlerne kunne skrive under mens demonstranterne kiggede dem over skulderen. Et sælsomt syn...
Kommissionens første møde fandt sted i dag, torsdag. Nu bliver det spændende om det lykkes for bønderne at fastholde myndighederne på deres vilje til at finde løsninger.
Jeg har lagt en fotoserie fra dagen ud under CUC's webgalleri hos PICASA.
Etiketter: Jord
1 kommentarer:
Tak for artikel og billeder! Det var godt du netop skrev artiklen; det gør det nemmere at forstå sammenhængen, bondeorganisationernes situation mm!
Send en kommentar
<< Startside