Bønder laver lokalradio
I løbet af de to år, jeg har arbejdet for Mellemfolkeligt Samvirke som rådgiver for Comité de Unidad Campesina, har vi opbygget et samarbejde med de indianske lokalradioer eller "radios comunitarias" som de kaldes.
I stedet for at bruge vores kampagnebudgetter til dyr sendetid hos de kommercielle landsdækkende radioer som Radio Sonora, valgte vi at opbygge en alliance med netværk af lokalradioer over hele landet og bruge dem til udsendelse af vores kampagnespots vedrørende bøndernes, landarbejdernes og indianernes rettigheder. Samtidig ydede CUC politisk og juridisk bistand til lokalradioforeningerne i kampen om den guatemalanske æter, eller "la reforma agraria del aire" ("landreform af luften"), som radiobevægelsen kalder det.
Udfordringen var nu at udbygge den politiske alliance på nationalt niveau til det lokale niveau, så CUC's lokale talsmænd og -kvinder kunne få adgang til de alternative radioer og komme ud med organisationens budskaber. Det kræver en høj grad af tillid mellem radiofolkene og bondelederne, for det er ikke risikofrit for en radiodirektør at give sendetid til en kamplysten bondebevægelse som CUC. Det kræver også en hel del goodwill, for vi tilbyder ingen økonomisk støtte til radioerne til gengæld for sendetiden.
Derfor har vi de seneste måneder gennemført workshops for CUC's comunicadores populares og for radiofolkene så vi kan lære hinanden bedre at kende og så bondelederne kan lære at lave radio. Til det har vi haft hjælp fra "Proyecto Suri", to argentinske aktivister som er lidenskabelige radiomennesker og har rejst Latinamerika rundt de seneste to år for at arbejde med alternative lokalradioer i mange lande. Her er to videoer fra vores workshops, som de har redigeret.
Den første workshop foregik hos Consejo Nacional de Radios Indígenas Comunitarias og tjente til inspiration og refleksion over måden vi laver radio på, og hvilken rolle "radios comunitarias" bør spille i forhold til de traditionelle medier.
Den næste workshop foregik i Sololá hos Radio Stereo Tablón, og endte med den formelle åbning af CUC's ugentlige radioprogram.
Etiketter: Indianske Folk, Medier
1 kommentarer:
Veldig spennende å lese - som resten av bloggen din. Jeg skal som nevnt skrive masteroppgave i journalistikk om urfolk og lokalradio i Guatemala, og hvordan det kan bidra til utvikling/være et bindeledd til det offentlige samfunnet. Nå har jeg meget god tid - mitt feltarbeid blir ikke før i april neste år. Men arbeidet dere har gjort virker jo veldig relevant, kanskje et aktuelt case? :) Jeg får gjøre litt mer research rundt omkring, men si fra om du har noen tips!
Hilsen nordmannen
www.skaarigleden.com
Send en kommentar
<< Startside