Rosa Parks - et eksempel til efterfølgelse

Rosa Parks 1955: ikke fin nok til at sidde på de hvides sæder
(Politifoto, Wikipedia)
Dagens aviser bringer nekrologer over en kvinde, der fik afgørende betydning for nyere nordamerikansk historie ved at sætte et eksempel, som tusinder af andre sorte fulgte: borgerrettighedsforkæmperen Rosa Parks, som døde i går.

Det er nu 50 år siden, at Rosa Parks nægtede at rejse sig for en hvid mand i en bus i Montgomery, Alabama i december 1955. Busserne i sydstaterne var dengang opdelt i forenden, som var for de hvide; midten, hvor de sorte måtte sidde, hvis ingen hvide gjorde krav på pladsen; og bagenden, som var for de sorte, som i øvrigt udgjorde langt hovedparten af passagererne.

Historien har lydt, at hun var for træt efter en hel dags arbejde som syerske til at rejse sig for den hvide. Men flere nekrologer fortæller, at Rosa Parks har afvist denne version, som i virkeligheden gjorde hendes oprør mindre, end det var. Hendes træthed stammede ikke bare fra dagens dont, men fra den behandling, som de sorte borgere i USA's sydstater levede med under 1950'ernes raceadskillelse, og den var årsagen til hendes beslutning om at blive siddende.

Buschaufføren tilkaldte prompte politiet, og Rosa Parks blev anholdt og idømt en bøde. Først ved den føderale højesteret året efter blev al raceadskillelse i det amerikanske samfund erklæret forfatningsstridig. Det var til gengæld en sejr, som gav genlyd i andre stater og i alle dele af det amerikanske samfund.

Inden da havde en hel bys sorte befolkning deltaget i en boycott af de offentlige busser og en sort borgerrettighedsbevægelse ledet af blandt andre præsten Martin Luther King var blevet født.

Det er mærkeligt at tænke på, at det ikke engang er 50 år siden, at USA havde den slags racelove. Siden er Rosa Parks blevet en national helt i USA og er blevet udnævnt af Time Magazine til en af det 20. århundredes 100 vigtigste personligheder. Amerikanene elsker den slags historier om, hvordan et enkelt menneskes mod kan ændre historien. Der er heller ingen tvivl om, at sejren kostede både mod og offervilje hos Rosa Parks, som mistede sit job og måtte flytte til en anden by efter dødstrusler. Men i dag ved vi også, at Rosa Parks ikke var alene. Hun var del af en bevægelse, som i hende så en velegnet prøvesag til at gøre op med USA's racelove. Rosa Parks var den perfekte til sagen, fordi hun var en pæn og nydelig kvinde med en god uddannelse, fast arbejde og et stabilt ægteskab, og det var lige sådan en pletfri sort kvinde, som bevægelsen havde brug for. Den del af historien er efterhånden kendt. Men det er sikkert de færreste, der kender til bevægelsens forbindelse til den danske grundtvigianske højskolebevægelse gennem Miles Horton og Highlander High School.

Irma Alicia Velásquez Nimatuj 2002:
ikke fin nok til at spise på de hvides restaurant
(Foto cortesía de La Hora, gracias al Sr. Oscar Clemente Marroquín)
Guatemala er tit blevet kaldt for Latinamerikas apartheidsamfund. Den slags sammenligninger er ofte lidt uheldige, fordi der altid er forskelle såvel som ligheder. Men sammenligningen med Sydafrika udtrykker den pointe, at skønt Guatemala lige som USA har afskaffet sine racelove, så er raceadskillelsen og racismen ikke ophørt.

Raceadskillelsen behøver ikke være påbudt ved lov. Der er mange andre, mere eller mindre sofistikerede måder at nægte den indianske befolkning adgang til de "hvides" sfærer på. Private skoler kan f.eks. kræve, at eleverne bærer skoleuniform. Det er et effektivt middel til at udelukke indianske piger i den traditionelle dragt (traje) fra skolen. Eller en restaurant kan nægte indianske kvinder adgang med en "dress code" som ikke tillader traje. Paradoksalt nok er der eksempler på restauranter, som har krævet af deres indianske personale, at det bar traje, mens man ikke har ønsket indianere i traje som kunder, men har afvist dem i døren.

Sådanne tilfælde er dagligdag i Guatemala. Men i de senere år har mayabevægelsen ført og vundet flere sager om diskrimination mod indianske kvinder. Den mest berømte var da Irma Alicia Velásquez Nimatuj blev nægtet adgang til restauranten el Tarro Dorado i Guatemala By.

Måske troede el Tarro Dorados direktør, at denne unge k'iche' lige som mange andre indianske kvinder ville vende om og gå sin vej, når hun fik at vide at hun ikke var velkommen. Men så havde han forregnet sig. Hvordan skulle han også vide, at denne indianske kvinde havde en Ph.D. fra Harvard University og havde speciale i etniske relationer og diskrimination? Landets nationalbryggeri, som ejede restaurantkæden, måtte rykke ud med en beklagelse, der blev en stor ydmygelse for virksomheden, skønt den påstod, at der måtte være tale om en "beklagelig fejl". Enhver kunne gennemskue, at der ikke var tale om en "fejl", men om en politik fra koncernens side, hvilket direktøren for restauranten også havde givet udtryk for hin aften.

Det kan forekomme mærkeligt, at retten til at kunne besøge en restaurant som kunde - og ikke kun som servitrice - står øverst på listen for en indiansk borgerrettighedsbevægelse. Det skorter da heller ikke på anklager om, at aktivisterne i mayabevægelsen er en elite, som ikke repræsenterer den fattige indianske befolkning.

Men lige som Rosa Parks' sejr blev banebrydende fordi den symboliserede andet og mere end blot de sortes ret til at sidde på bænke i busserne, så handler Irma Alicia Velásquez Nimatujs kamp heller ikke blot om indianske kvinders ret til at gå ud og spise i den rige del af byen. Hun er lige som Rosa Parks en ressourcestærk yngre kvinde, der med støtte fra sit bagland har taget kampen op på vegne af alle de mange kvinder, der dagligt lider under en racistisk diskrimination, men ikke har mulighed for at føre en sag.

Det er der kun grund til at glæde sig over.

Link: Rosa Parks på apple.com Rosa Parks er åbenbart i dag så hip, at Apple kan bruge hende til at styrke sit brand som firmaet der har mod til at være anderledes.