Husfar i Quetzaltenango

Nu er min tid her i byen rindt ud, og jeg vil sige farvel ved at fortælle lidt om dens dagligliv. Da jeg kom til Xela for første gang i 1995, var det et lille kulturchok, for livet i byen var meget forskellig fra det, jeg kendte i Danmark. Denne gang er referencerammen ikke Danmark, men Chimaltenango, og byen forekommer helt europæisk i sammenligning.

K'iche'erne fra Quetzaltenango nyder stor prestige blandt mayaindianerne i dag, for byen har i mange århundreder haft et rigt handelsliv og været centrum for en række velhavende bedsteborgerlige familier og et indiansk småborgerskab. Ingen af de andre mayaindianske folk har kunnet fastholde en sådan position.

K'iche'kulturen i Quetzaltenango er en urban kultur, hvor man ofte ser lidt ned på indianerne del monte (fra landet), og ordet almolongueño (af landsbyen Almolonga lidt uden for Xela) betyder simpelthen bondsk, enfoldig eller vulgær. I Guatemalas landområder står man tidligt op, og dagen begynder også tidligt i Xela, men det er alligevel ikke det samme som i Chimal, hvor man kan få næsten alle dagligvarer på markedet fra tidligt om morgenen. Her er også dyrt i forhold til Chimaltenango, men dog alligevel billigt for mig. Mit eneste lille problem er, at mange grøntsager ikke som i Chimal sælges pr. enhed (unidad) eller håndfuld (manojo), men kun pr. dusin eller pund. Jeg er jo ikke husfar for en hel familie, men kun for to personer, og har derfor kun brug for små mængder.

Husmødrene bruger til gengæld lang tid på at finde de gode varer til de rigtige priser. Jeg kom til at tænke på det gamle Østeuropa, hvor husmødrene måtte vente en hel dag i kø for at kunne købe et stenhårdt franskbrød med en massefylde på 100g/cm³. (Engang var jeg på vandretur i Tatrabjergene med en ven, og vi levede to personer i næsten en HEL UGE i bjergene af sådan et tjekkisk kommunistbrød og noget russisk fiskekonserves).

Sådan er det ikke i Xela. Her er der varer nok at få på markedet, i hvert fald når det åbner, og hvis man har penge. Men da sælgerne ikke ønsker at brænde inde med noget, er mange varer på vores lokale Mercado Las Flores sluppet op allerede tidligt på eftermiddagen, så det er bedst at handle om formiddagen. Ikke noget med et hurtigt indkøb på vej hjem fra arbejde kl. halv seks.

Jeg vil fortælle en lille historie, som illustrerer, hvor besværligt det hele kan være, hvis man ikke planlægger sine indkøb. Forrige uge skulle jeg lave mad til en middag for nogle guatemalanske venner - en gryderet med grøntsager og kylling. Jeg gik på Mercado Las Flores kl. 15.30 for at købe grøntsager. Først skulle jeg have porrer. En kvinde tilbød mig et kæmpe bundt for kun Q2 (1,60 kr.). Jeg undersøgte kvaliteten, men porrerne var ikke særligt anvendelige, for de var meget tynde og små. Jeg så mig om efter andre, men kunne ikke få øje på nogen. Kvinden troede tilsyneladende jeg overvejede prisen, så hun begyndte at give rabat. Til sidst sagde hun, at jeg måtte få alle 20 porrer for én quetzal (80 øre). Nu var det jo ikke prisen, der afskrækkede mig, så jeg bestemte mig for at købe bundtet og gav hende to Q1-mønter. Så gik jeg over til gulerødderne, som kostede Q3 for et pund. Mine småpenge passede lige, på nær en enkelt quetzal, som manglede. Det løste sælgeren ved at fiske en gulerod op af posen igen. Jeg tilbød hende en seddel, men sælgerne ligger ikke inde med store mængder byttepenge.

Til sidst skulle jeg have kødet. Jeg havde fået instrukser om, at det var vigtigt at jeg ikke købte pollo blanco (den importerede eller "industrielle" pollo gringo), men pollo amarrillo (den lokale pollo criollo), som alle siger smager meget bedre. Men den gule kylling var udsolgt for i dag, så jeg måtte finde den et andet sted. Xela ligger også for langt oppe i bjergene til, at jeg kunne finde den kokosmælk jeg skulle bruge.

Så kunne jeg lige så godt tage bussen til Páiz-supermarkedet efter de sidste ingredienser. Men nu kunne jeg ikke komme med bussen, fordi jeg ingen småpenge havde at betale med. Jeg begyndte at ærgre mig over at have været flink og betalt dobbelt for porrerne. Så måtte jeg gå i Despensa-supermarkedet for at få slået min Q100-seddel i stykker. Her havde de ingen frisk kød, så jeg købte en pakke toiletpapir i stedet. Da jeg gik ud, kom jeg i tanker om, at der måske stadig var gul kylling på det centrale marked neden for kirken. Her fandt jeg ganske rigtigt gult kyllingekød af fin kvalitet, oven i købet på køl. I løbet af de sekunder det tog at åbne køleskabet og række mig kødet, havde ekspedienten nået at spørge om, hvor jeg mon havde lært spansk, og inden jeg fik penge tilbage havde hun og en kunde nået at diskutere indbyrdes, om jeg mon boede her i landet, om jeg ville blive her eller rejse hjem igen, og om jeg ville vende tilbage til Guatemala, hvis jeg rejste hjem. Sådan er det også i Guatemala, hvor ingen skammer sig over deres nysgerrighed.

Jeg manglede jo stadig kokosmælken, men nu havde jeg mønter til busturen. Endelig kunne jeg tage en mikro (de små minibusser, som blev indført under borgmester Quemé) til Hiper Páiz, hvor jeg fandt de sidste ingredienser (med noget besvær) i det kæmpestore supermarked. Da jeg skulle derfra var eftermiddagsregnen begyndt. I regntiden falder en tropisk regn som et vandfald, der begynder lige så brat som det slutter. Men nu var klokken ved at være mange, så jeg havde ikke tålmodighed til at vente, til den holdt op. Jeg måtte ud og blive våd, ind til der kom en mikrobus forbi på vej mod centrum.

Da vi nåede centrum var det blevet tørvejr igen. Men nu kom jeg i tanker om, at selv om middagen var en risret, ville guatemalanerne selvfølgelig spørge efter tortillas. Hvordan kunne jeg dog glemme det? Og hvor kunne man få tortillas på dette tidspunkt? Jeg skyndte mig ned til Pollo Campero, men tortillasælgerne var gået hjem for i dag. Så måtte jeg købe hos det mexicanske tortilleria, som sælger tortillas af Maseca (færdiglavet majsmel) efter vægt, og som heldigvis var åbent endnu.



Da jeg kom hjem var klokken over 18.00. Så manglede jeg bare at lave mad...

Den indianske prinsesse af Xela

Uafhængighedsdagen d. 15. september nærmer sig. Det mener i hvert fald det lille band af blæsere, som forbereder sig mere og mere højlydt på en skole her i kvarteret. Det har de på den anden side ment siden slutningen af juni, hvor de har øvet en hel eftermiddag to gange om ugen for fulde blæs.

I mange guatemalanske byer er der tradition for at fejre byfesterne med en god portion af den mexicanske musikalske genre banda, der næsten udelukkende består af blæsere. Efter sigende skulle det være en genre der opstod efter den mexicanske revolution, hvor de forhåndenværende instrumenter var de militære horn. Nu vi er så "heldige" at bo så tæt på musikskolen, har vi siden juni vidst, hvad der ville være på repertoiret den 15.9. Uden ønske om at spoile fornøjelsen for de af jer, der har tænkt jer at være til stede den dag, kan jeg fortælle, at "Meet the Flintstones" er en melodi, som åbenbart vil have en fremtrædende plads på hornenes program i år. Forstå det, hvem som vil.

Mellemamerikas uafhængighedsdag er også Quetzaltenangos festdag. Her i det vestlige Guatemala forsøgte man sig nogle år efter uafhængigheden af Spanien (1821) en overgang med oprettelsen af en uafhængig stat med Xela som hovedstad, el Estado de los Altos, som skulle være den sjette stat i den mellemamerikanske føderation. Det tillod regeringen i Guatemala By ikke ret længe, og hele byrådet i Quetzaltenango blev henrettet, men d. 15. september er stadig Quetzaltenangos festdag.

Byfestens vigtigste begivenhed er kåringen af den "indianske prinsesse", U'mial Tinimit Re Xe'lajuj (La hija del pueblo de Xelaju). Tidligere kaldtes titlen også for "La reina indígena de Xelajuj" (den indianske dronning af Xela), svarende til de titler, der gives ved tilsvarende konkurrencer ved andre byfester.

For et par dage siden kørte alle kandidaterne igennem byen i en kortege, og jeg fik lejlighed til at tage et billede af én af dem. Vinderen af konkurrencen i Xela går sammen med vinderne i andre byer videre til konkurrencen i departementet, hvorfra vinderen går videre til konkurrencen der uddeleler titlen: Rab'in Ajaw (kongens datter, prinsessen) i Cobán.

Disse konkurrencer er undertiden blevet misforstået som skønhedskonkurrencer. Men det drejer sig faktisk ikke om at være smukkest, men om at være "mest indiansk". Dvs. at det drejer sig om at kende lokalhistorien og de lokale traditioner, folkedansene, klædedragten, madkulturen og sproget.

I mange byer har militæret som i Cobán sat sig på og promoveret disse konkurrencer som en fejring af det folkloristiske billede af indianeren, som militæret ønsker: den patriotiske og pacifistiske indianer, hvis kultur hører til i fortiden, og som alle guatemalanere i dag kan fejre som en slags maskot, ligesom på dagen for Jomfruen af Guadalupe. I Cobán har man endda bedt museumsfolk komme fra Guatemala By for at være med til at bestemme, hvem der er mest indiansk. Men mayabevægelsen har gradvist overtaget scenen i mange byers konkurrencer, og under krigen udviklede de sig til en platform, hvor de indianske kvinder kunne tillade sig at kritisere de bestående magtforhold uden at blive skudt bagefter.

I 2001 forsøgte byrådet her i Xela endda at udelukke militærets kandidat fra konkurrencen, hvilket førte til trusler mod det ansvarlige byrådsmedlem fra den lokale militærkommandant, som også klagede til menneskerettighedsombudsmanden. Ombudsmanden erklærede klagen for grundløs, men det siger sig selv, at i Guatemala tager man den slags trusler meget alvorligt, når de kommer fra en militærperson. Siden har kandidaten opstillet af militærets afdeling for propaganda og social kontrol så vidt jeg ved fortsat deltaget i konkurrencen hvert år.

Kåringerne af unge kvinder som repræsentanter for deres byer er et iøjnefaldende eksempel på den etniske opdeling af det guatemalanske samfund. U'mial Tinimit er kun for k'iche'er, mens ladinaerne har deres egen konkurrence: Señorita Quetzaltenango. Konkurrencen for ladinokvinderne bruger ikke byens navn på k'iche': Xelaju(j), men det navn, som erobrerne gav byen: Quetzaltenango. Her poserer kandidaterne ikke i lokale vævede dragter, men i bikini og badetøj, og vinderen går ikke videre på vejen mod titlen i Cobán, men mod titlen Miss Guatemala, som giver adgang til Miss Universe-konkurrencen.

Et stærkt billede på to verdener, der ikke taler sammen.

Arla udligner

Der er to ting, en dansker kan savne på bordet i Guatemala. Den ene er selvfølgelig det daglige brød, som i majslandet er erstattet af tortillaen. Den anden er alle de herlige mælkeprodukter, som i Danmark findes i ethvert hjem, men som i Guatemala kan være svære at finde andre steder end i det veludstyrede supermarked.

Man kan nok købe crema agria (sour cream, en slags syrnet fløde) og den traditionelle queso en hoja (en salt, salt løbeost pakket ind i palmeblad) mange steder, men det er så også mere eller mindre dét.

Jeg har tænkt, at det nok var fordi malkekvæg er sparsomt i Guatemala, og mælk derfor lidt af en luksus. De fleste guatemalanske hjem jeg er kommet i har heller ikke haft køleskab til at opbevare mælkeprodukter. I stedet har de brugt mælkepulver, hvis de skulle bruge mælk i husholdningen. Men det viser sig, at der er en tredje årsag til det lave forbrug af mælk.

En q'eqchi' ven betroede mig engang, at det var usundt at drikke mælk, og at man kunne blive syg og få diarré af det. Jeg mente at vide, at det forholdt sig lige modsat, og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle sige. Jeg havde ikke lyst til at udstille min vens manglende viden om årsagen til den diarré, som alle guatemalanere jævnligt må lide under. Men jeg undrede mig over, om han kunne tage så meget fejl.

Siden er jeg blevet klogere. For godt et par år siden begyndte jeg at lide af stærke mavesmerter efter hvert måltid. Mærkeligt nok gav det sig kun udslag, når jeg var i Danmark, og ikke når jeg var i Guatemala. Efter nogen tid gik jeg til min læge i Århus, som anbefalede mig at leve af mælkemad og surmælksprodukter ind til tarmfloraen var stabiliseret igen. Laaaaaang tid og mange smerter efter - og 15 kg lettere - blev jeg indlagt til undersøgelser på Skejby Sygehus, som kunne konstatere, at jeg ingen infektioner havde, men til gengæld var blevet laktoseintolerant. Dvs. at min mave ikke længere producerer det enzym, som bruges til at spalte mælkesukker. Teknisk set er der ikke tale om en allergi, men simpelthen om en manglende evne til at fordøje mælkesukkeret, hvilket medfører smerter, oppustet mave og diarré.

Hvad var så årsagen til det? Der var to muligheder, fortalte lægen: Enten var produktionen af enzymet standset pga. mine tidligere infektioner, eller også var intolerancen genetisk betinget (medfødt), men slog først ud i en voksen alder, hvilket er helt normalt. Ja faktisk er den medfødte tilstand meget mere normal, end man (som dansker) skulle tro.

Det viser sig nemlig at 60-75% (sic!) af jordens voksne befolkning er laktoseintolerante. Det er kun i Vesten, at hovedparten af den voksne befolkning kan drikke mælk uden problemer. I Guatemala er mælk noget, børn drikker. De fleste voksne kan fortælle, at de får chorrío (af verbet chorrear (prøv at slå det op!): tynd mave, diarré) af at drikke mælk. Da surmælksprodukter som ost og crema indeholder mindre laktose end mælk, kan voksne dog normalt godt indtage dem i mindre mængder uden problemer. Når jeg tænkte efter var det jo rigtigt, at jeg næsten ikke havde spist mælkeprodukter i Guatemala, og det var forklaringen på, at jeg ikke havde været syg herovre.

Men når nu det er sådan, at guatemalanerne får chorrío af for meget mælk, så er der også et marked for fødevarer for folk som mig. I la Despensa Familiar kan jeg derfor finde mælken Delactomy fra mejeriet Dos Pinos. Og ja, det er faktisk laktosefri mælk (tilsat enzymet, som jeg mangler)!

I Danmark har jeg nu i et års tid kun indtaget soyamælk, rismælk og havremælk sammen med min morgenmüsli. Men i Guatemala kan jeg gå i supermarkedet og købe en liter komælk og drikke den uden problemer. 1-0 til Guatemala!

Guatemalas føring varede dog ikke længe. En god ven har sendt mig et tip om, at Arla har lanceret en laktosefri mælk i Danmark. Godt nok kun i udvalgte forretninger, men mon ikke den skulle være til at opdrive i Jyllands hovedstad. Så nu kan jeg igen drikke mælk, når jeg vender tilbage til mit andet hjem.

Update: I år kan vi laktose-intolerante godt glæde os til jul.

Hørt i supermarkedet

Jeg plejer at gøre mine madindkøb på markedet, når jeg er i Guatemala. Udvalget af grøntsager og kødvarer er imponerende, i hvert fald hvis man kommer tidligt på dagen. Grøntsagerne er rørende billige, og det er en oplevelse for alle sanser at købe ind. I den ene ende af markedet lugter der af eksotiske krydderier, i den anden af rådne grøntsager. Sådan skal dét være.

Men der er nogle varer, som normalt kun fås i supermarkedet: kølevarer, specialvarer og "luksusvarer" som smør, skæreost, cornflakes og alle de andre emballerede fødevarer, vi kender i Europa.

I Xela er begge de to store guatemalanske kæder repræsenteret. Vi har den fine "Hiper Páiz" opkaldt efter Páiz-familien, en af de 20 familier, som i mange generationer har tilhørt den økonomiske elite i Guatemala, der i daglig tale bare omtales som "la oligarquía". Et af familiens medlemmer, Rodolfo Páiz, forsøgte ved valget i 2003 at blive præsident, inden han måtte opgive og i stedet valgte at støtte den nuværende præsident Oscar Berger fra en af de andre rige familier. Vi har også den jævne "Despensa Familiar", hvis navn betyder noget i retning af "familie-udsalget".

Selv om man kunne tro, at supermarkedet er dyrere end andre steder at handle, så er der faktisk meget at spare, hvis man køber stort ind af kaffe, rom, sæbe, toiletpapir og mange andre husholdningsvarer her. I Hiper Páiz møder man middelklassen og overklassen; men i Despensa Familiar kan man også møde den almindelige guatemalanske husmoder, der vil benytte sig af et godt tilbud. Begge steder møder man selvfølgelig også de andre udlændinge, der går rundt i supermarkedet og prøver at finde de varer, de kender hjemmefra, og som smager lige sådan.

Når man så kommer til kassen, kommer prøven, der skiller guatemalanere fra udlændinge. Ekspedienten skal bruge kundens "NIT:" número de identificación tributaria (skatteregistreringsnummer) til kvitteringen på bonen.* Hvis man ser meget bleg og udenlandsk ud, kan det være at ekspedienten uden videre antager, at man ikke har et sådant nummer, og at hun bare skriver "c/f" (consumidor final) i feltet i stedet. Hvis man derimod ser lidt mere hjemmevant ud, bliver man spurgt om sit NIT og må fortælle, at man ikke har noget. Men i ingen af de to tilfælde kan man undgå den ydmygende situation, som følger efter, når ekspedienten må udfylde kvitteringen med kundens fulde navn i stedet for nummer.

"Su nombre?" bliver der spurgt, og så kan man ellers gå igang med at stave til Møldrup-Lakjer. Jeg har selvfølgelig for længst droppet sidste halvdel af mit efternavn og bruger kun den første. Men det er nu også svært nok at få ekspedienten til at forstå, når man står og halvt råber bogstaverne ind i øret på hende: M!-O!-L!-D!-R!-U!-P!, mens køen bagved bare vokser og vokser. Engang efter et af de mere udmygende besøg kom jeg ud af butikken med en kvittering udstedt til "Señor Molotov". Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg skulle le eller græde.

Fra supermarkedet stammer også én af de mange uforskammede vittigheder, som gør stygt nar af mayakvinderne Rosalina Tuyuc og Rigoberta Menchú. I en af historierne er de to kvinder i supermarkedet (La Despensa, selfølgelig!) for at handle, og da de kommer til kassen skal ekspedienten bruge Rosalinas skattenummer:
-Tu NIT?, (dit skattenummer?) spørger ekspedienten.
-No, Tu-YUC!, svarer Rosalina.

Dette er blot én af mange vittigheder, som nedgør Rosalina og Rigoberta ved at henvise til, at spansk ikke er deres modersmål. Stereotypen med den enfoldige indianske kvinde, der taler gebrokkent spansk, er selvfølgelig vidunderligt stof for fortællere af vittigheder. Antropologen Diane Nelson har skrevet en meget intelligent feministisk analyse af vittighederne om Rigoberta Menchú, som fylder et helt kapitel i hendes bog: A Finger in the Wound. Jeg vil fortælle og kommentere de mest interessante vittigheder, som jeg har hørt, her på bloggen lidt efter lidt.

*Hvad skal kvitteringen bruges til? I Guatemala opkræves der meget lidt indkomstskat, til gengæld bygger systemet på momsbetalinger (IVA). Når guatemalanerne indsender deres selvangivelse kan de således få skattefradrag for de udgifter, de kan dokumentere at have afholdt med momsberegning (12%). Jo flere fakturaer med indeholdt moms, jo lavere indkomstskat.

Hemmeligt politiarkiv fundet i Guatemala By

Ét af 14 arkivrum. Foto: GAM

For et par uger siden kom det frem, at et hemmeligt politiarkiv var blevet afsløret i en kælder i Guatemala By. Arkivet stammer fra diktaturets tid og dækker ifølge menneskerettighedsorganisationen Grupo de Apoyo Mutuo (GAM) perioden 1935-2002. Det indeholder dokumenter om borgere, som Policía Nacional fik til at "forsvinde" ved bortførelser og ulovlige mord.

Det tidligere politikorps, Policía Nacional, blev opløst og omdannet til Policía Nacional Civil som et led i fredsprocessen i slutningen af 1990'erne. Den katolske kirkes rapport, REMHI, anfører tusinder af menneskerettighedskrænkelser begået af Policia Nacional under diktaturet.

Menneskerettighedsombudsmanden Sergio Morales siger til Prensa Libre, at opdagelsen af arkivet blev gjort ved et tilfælde, da man inspicerede et af politiets sprængstofdepoter for at sikre uskadeliggørelsen af bomber fra diktaturets tid, som endnu opbevares.

Arkivet består af 14 rum gemt bag sprængstofdepotet, bevogtet af seks vagter. Indenrigsminister Carlos Vielmann tillægger dog ikke opdagelsen betydning. Han siger til Prensa Libre, at han hele tiden har vidst, at arkiverne var der, men at ingen har lyst til at gå derind, fordi kældrene er fulde af rotter og flagermus.

GAM mener derimod, at arkivet kan få den største betydning, dels som et led i rekonstruktionen af de historiske begivenheder under diktaturet, dels i retlige processer, som skal holde bagmændene for forsvindingerne og mordene ansvarlige for deres gerninger.

Identitetskort fra politiets arkiv. Foto: GAM

Arkivet er så omfattende, at ingen har umiddelbar kapacitet til at opbevare, endsige registrere det. GAM har derfor udsendt et nødråb til sine internationale partnere og venner med an anmodning om økonomisk støtte til påbegyndelsen af registreringsarbejdet. Det er et arbejde, som haster. Ifølge GAM er arkivet i fare for at blive ødelagt af insekter og flagermus i den fugtige kælder. Endvidere er der stærke kræfter i Guatemala, som ikke har interesse i, at dokumenterne om menneskerettighedskrænkelserne kommer frem, og som kan tænkes at ville gøre forsøg på at få dokumenter til at forsvinde, inden de bliver registreret.

Samtidig har GAM distribueret disse uhyggelige fotos, som taler for sig selv.

I Mellemamerika Komiteen har vi reageret hurtigt med us$500 som et lille bidrag til sikringen af arkivet.

Læs om sagen hos Ibis.

Græskarkage

På mine første rejser i Guatemala var jeg ikke imponeret over det guatemalanske køkken. Jeg levede mest blandt fattige bønder, hvor føde var noget man spiste for at blive mæt og få kræfter til arbejdet.

Siden har jeg dog opdaget, hvor rig på traditioner og regionale variationer den guatemalanske madkultur er. Det eneste, jeg har savnet, er nogle gode hjemmebagte kager til eftermiddagskaffen; men også det er der nu rådet bod på. Eunices mor lærte mig opskriften på en kage, som var en himmelsk fryd for min gane efter at have været væk fra det danske kagebord i flere måneder. Kagen mindede om den danske courgettekage (squashkage), men var bagt på de guatemalanske græskarsorter huisquil (güisquil) og huicoy (güicoy). Forleden havde jeg lejlighed til at afprøve denne opskrift, da vi skulle have en kage med på søndagsbesøg, og resultatet var så godt, at jeg her vil dele opskriften med jer andre.

Huisquilen findes i to varianter, med og uden små pigge. Den piggede variant siges at være den vilde art, og det er den der har lagt navn til udtrykket: un día seré colocho, dijo el huisquil. (En dag bliver jeg krølhåret, sagde huisquilen). Et udtryk som bruges, når nogen har helt urealistiske forventninger til sig selv eller til fremtiden. Det at være krølhåret regnes nemlig for særligt smukt i Guatemala, men huisquilen med sine stive lige pigge kan kun drømme om, at de skulle krølle engang.

Huisquilen har også en hvidtoppet fætter: el perulero, som også kan bruges i opskriften. Huicoyen er derimod en lidt mindre græskarart, som i højere grad har den form, vi forbinder med et græskar i Danmark.

Foto: Huisquil, huicoy (gennemskåret) og en blok råsukker fra markedet.


Ingredienser:
1 huisquil, 2 huicoy'er, en blok råsukker (panela), brødkrumme, en klat smør, lidt kanel og en lille håndfuld rosiner.

Fremgangsmåde:
Huisquilen skrælles, skæres i mindre stykker, renses for frø (kernen fjernes) og koges i en gryde med vand. Herefter kløves huicoyen, renses for frø og koges med. Huicoyen koger lidt hurtigere igennem end huisquilen. Når græskarrene er møre, tages den bløde indmad ud af huicoyen med en ske. Frugtkødet fra de to planter moses sammen til en homogen, fugtig masse.

Brødkrummen ristes og smuldres til rasp. Græskarmassen og raspen blandes i forholdet to dele græskar til to-tre dele brødkrumme, afhængigt af, hvor 'våd' græskarmassen er. Sukkerblokken smeltes ved svag varme med lidt vand i bunden af gryden, tilsættes kanel og røres i dejen. Man kan også tilsætte en klat smeltet smør (margarinen Mirasol er fin) og en lille håndfuld rosiner, hvis man har lyst.

Dejen hældes i en smurt form og bages i en god times tid, til kagemassen er blevet let fast. Græskarmassen er så fugtig, at en høj temperatur er nødvendig for at give kagen form. Det kan være svært at afgøre, hvornår kagen har fået nok, men den kan praktisk taget ikke få for meget, så længe man ikke brænder overfladen på.

Herefter stilles den tildækket til afkøling et sted, hvor hunde, grise og andre sultne dyr ikke kan komme til den. Ingen af vores naboer har dyr, så patio'en var et godt sted i vores tilfælde. (Kagen er her afdækket for fotografiets skyld).

Klar til søndagsbesøg

Efter tyve lange minutter er kagen færdig og kan spises. Den kan serveres med kaffe, te, eller kolde drikke lavet på rosa de jamaica eller tamarindo.

Velbekomme!