Anbefalinger - film fra Spanien og Mexico

Aktuelle tilbud på dvd

Her kan du udvide din dvd-samling og din filmhorisont eller finde en original gave til en ven for små penge. Jeg har samlet nogle fordelagtige dvd-tilbud på gode film fra Spanien, Mexico og andre spansk-relaterede film til priser ned til kr. 29.

Der er gode tilbud på film af den spanske instruktør Pedro Almodóvar og en række film med fremragende skuespil af spanieren Javier Bardem (senest set i Sea Inside, Collateral) og af mexicaneren Gael Garcia Bernal (Motorcykel Dagbog, Dårlig Dannelse).

Filmene kan bestilles hos CDON i Sverige, som jeg er affilieret. De her nævnte dvd'er har som hovedregel danske undertekster - husk dog at efterse specifikationerne for hver enkelt film.

Mikkel

Maria full of grace (María, llena eres de gracia)

Maria Full of Grace

Denne colombianske film skabte en international sensation i 2004 med sit realistiske billedsprog, præcise miljøskildring og en medrivende historie. María forsøger desperat at slippe ud af fattigdommen og udsigten til at blive enlig mor i en lille landsby i Colombia. Hun får et job som narkokurér til USA. Hun skal bare lige sluge en bunke små poser med kokain og slippe igennem tolden, før der går hul på en af poserne...

Det er sjældent at fremragende skuespil, miljøskildring og en god historie går så let op i en højere enhed, som det sker her. Filmens titel er hentet fra den katolske bøn, "María, llena eres de gracia".

Filmen har modtaget en lang række internationale priser, herunder publikums pris ved Sundance Filmfestival og sølvbjørnen i Berlin.

Fader Amaros synder (El Crímen de Padre Amaro)

Fader Amaros synder

Gael Garcia Bernal er fænomenal som den unge præst, der kommer til en lille mexicansk by for at optage sin gerning. Alle synes at være begejstrede for den kønne unge præst, men hvor ligger hans loyalitet? Hos den unge pige i byen, der forelsker sig i ham, hos bispen, der håber at han kan forbedre kirkens rygte, hos den lokale præst, der vil gøre op med korruptionen i kirken og byens mafia - eller vil han gå sine egne veje?

Denne film cementerede Garcia Bernals gennembrud som verdensstjerne efter "Og din mor..." Skildringen af den mexicanske landsby-pueblo har masser af kolorit og humor. Et must for alle Mexico-elskere.

DVD-en har lækkert ekstra-materiale med et kommentarspor af skuespillere og instruktør (med engelske undertekster) samt en making of-featurette.

...Og din mor! (Y tu mamá también)

...Og din mor!

"American Pie" på mexicansk - men ti gange mere original, med en fræk og overbevisende præstation af teenageidolerne Gael Garcia Bernal og Diego Luna i denne mexicanske ungdoms-film for voksne, som ledsages af en herlig samling af aktuelle mexicanske hits under de to unges opdagelsesrejse fra Mexicos hovedstad og ud på landet til et Mexico, som ingen af de to kender.

Love's a bitch (Amores Perros)

Amores Perros

Klassiske mexicanske film handler om hanekampe i Guadalajara. Denne handler om hundekampe i Mexico By. Det bliver det ikke kønnere af, men så meget desto mere spændende og bevægende, for samtidig handler filmen om magt og kærlighed. Og om hvordan de afspejler sig i menneskers forhold til deres hunde - kamphunde og skødehunde. Om menneskenes forsøg på at undslippe deres triste liv og gøre op med fortiden, på hver deres måde.

Filmen opnåede fuldt fortjent en Oscarnominering for bedste ikke-engelsksprogede film i 2000.

Frida (Salma Hayek)

Frida

Salma Hayek er frygtindgydende skøn som maleren Frida Kahlo i denne smukke film, der fører os rundt på berømte lokationer i Mexico By, Xochimilco og Puebla. Frida Kahlos liv var lige så dramatisk og farverigt som hendes malerier og kogekunst. Filmen fortæller om hendes stormfulde ægteskab med den verdenskendte murmaler Diego Rivera (flot spillet af Alfred Molina), om hendes fjendskab og venskab med hans ekskone og elskerinder samt om hendes affære med Trotsky, som Kahlo og Rivera gav ly under hans flugt fra Stalin i Sovjet i 1930'erne.

Musikken, malerierne, sygdommen, det dramatiske kærlighedsliv og den verdenspolitiske konflikt flyder sammen i en fantastisk stemningsfuld film, som jeg ikke har tal på, hvor mange gange jeg har slugt. Filmen har engelsk tale, men formår alligevel at give et mexicansk "feel".

Hvis du kunne lide filmen, så vil du elske albummet med dets soundtrack som kan fås hos Amazon.com

Chavela Vargas, Lila Downs og andre af Mexicos bedste folkesangere lægger stemme til en stærk samling af Mexicos bedste sange, og musikken komponeret til filmen lægger en smuk og stemningsfuld ramme om det hele.

El mariachi / Desperado / Once Upon a Time in Mexico

El mariachi / Desperado / Once Upon a Time in Mexico

Alle tre mariachi-film i en Collector's Box med fyldigt ekstramateriale og instruktørens kommentarer til hver af de tre film. Antonio Banderas folder sig ud i sin første actionfilm, og nu kan du igen høre ham synge:

Enrique Iglesias sælger "cogida de mariachi" for "kun 50 pesos". Og så er der øjenguf for Salma Hayek-fans. I dag er det svært at forstå, at Columbia Pictures ønskede den kvindelige hovedrolle i Desperado besat med en amerikansk blondine. Men i 1995 var Hollywood endnu ikke parat til at lade en mexicaner spiller mexicaner. Heldigvis holdt instruktøren Robert Rodriguez på sit, og Salma Hayek skabte sensation som den første mexicaner i en kvindelig hovedrolle i en Hollywoodfilm siden Dolores del Ríos æra i 1940'erne.

Dårlig dannelse (La Mala Educación)

Dårlig Dannelse

Pedro Almodóvar har gjort det igen. Denne her film bør du ikke gå glip af. Og til dig, der har set filmen: Hvor mange gange måtte du se den for at rede handlingen ud? Her er lidt hjælp at få på en flot fanside for La Mala Educación.

Pedro Almodóvar har ikke alene talent for at lave formidable og gribende film, han har også en usædvanlig flair for at vælge den rigtige musik. Musikken er ikke blot underlægning eller farvelade, men sange som bliver en del af historien, og som brænder sig fast i bevidstheden, når man har set en af hans film.

Sådan er det også med denne films soundtrack, hvor Almodóvar har udvælgt en række bevægende og spektakulære musiknumre, der væves ind i historien, bl.a. i kraft af scenerne, hvor Gael García Bernals figur imiterer Sara Montiel på en scene i en natklub.

Efter at have set filmen tænker du måske på, hvem Sara Montiel var? Så kan du begynde her, for hun er helt sikkert et bekendtskab værd.

Parallelt med sin store filmkarriere i Mexico og senere i Hollywood havde Sara Montiel en lige så succesrig sangkarriere i sit fødeland Spanien. Her nedenfor kan du finde smagsprøver og download-salg af hendes mest kendte numre. Nummeret, som hendes transvestit-imitator i "La mala educación" synger, hedder: "Maniquí Parisien".

Alt om min mor (Todo sobre mi madre)

Alt om min mor

En nonne, som har fået aids, da hun blev gravid med en mand, der i øvrigt har bryster...

Almodóvar har et særligt talent for at lade os glemme, hvor bizarre hans figurer egentlig er, til gengæld for vores indlevelse i deres genkendelige og almenmenneskelige problemer. Det gør han fuldt brug af i denne forrygende tragi-komedie, hvor sjov og alvor, teater og virkelighed, er blandet i den karakteristiske Almodóvar-stil.

Torremolinos '73

Torremolinos '73

En varm, sjov og meget speciel komedie i en spansk-dansk produktion med både spanske og danske filmstjerner. Filmen er baseret på den autentiske historie om Alfredo (Javier Cámara), en undselig mand, der lever et usselt liv i Spanien under Francos diktatur - som dørsælger af en encyclopædi, som ingen gider læse. Så finder forlagsredaktøren på noget nyt: en "audio-visuel encyclopædi om reproduktion" til det skandinaviske marked, (hvor pornografien er blevet fri). Dørsælgeren og hans kone (den meget smukke Candela Peña) siger efter svære overvejelser ja tak til tilbudet om at foretage optagelser i soveværelset. Det går også meget godt, faktisk så godt, at de får en kæmpesuccés i Skandinavien, ja endnu større end de er klar over.

Alfredo drømmer dog stadig om at få lov til at lave en rigtig spillefilm, og en dag ser drømmen ud til at gå i opfyldelse. Forlagsdirektøren stiller bare lige den betingelse, at nogle "stjerner" fra Danmark (Mads Mikkelsen m.fl.) skal med på filmholdet. Alfredo siger ja, men det går ikke helt som han havde regnet med.

Denne film var baggrunden for ugebladsoverskrifterne, der "afslørede" Mads Mikkelsens fortid som "stjerne i en pornofilm". Hvad ugebladet ikke fortalte var, at Mads Mikkelsens rolle som pornostjerne var en rolle i en "film i en film". Sådan kan man manipulere, hvis man gerne vil sælge blade.

Tag mine øjne (Te doy mis ojos)

Tag mine øjne

Luis Tosar viser med denne film om kærlighed, tiltrækning, afhængighed - og hustruvold, hvor fremragende og fuldt facetteret en skuespiller han er. En meget anbefalelsesværdig film, som har modtaget flere priser. Dvd'en indeholder et interessant kommentarspor.

På trods af at CDON skriver det modsatte på sin hjemmeside, har denne udgivelse danske undertekster. Det er der i hvert fald på det eksemplar, jeg købte hos CDON.

Dunkle drifter (Entre tinieblas) / Min hemmeligheds blomst (La flor de mi secreto)

Dunkle drifter / Min hemmeligheds blomst

Her er der mulighed for at købe to af Almodóvars tidligere perler i en billig dobbeltpakke.

I Dunkle drifter (1983) søger natklubsangerinden Yolanda tilflugt i et nonnekloster, efter at hendes kæreste er død af en overdosis og hun må gemme sig for politiet. På klosteret bor en abedisse, der forelsker sig i Yolanda, en nonne, som skriver romantiske romaner, en nonne som forsøger at tæmme en tiger og en nonne, som designer kostumer og er forelsket i den lokale præst. Da abedissen har fødselsdag planlægger nonnerne sammen en stor fest for at overbevise Yolanda om, at hun bør blive hos dem. I denne tidlige Almodóvar-film må den katolske kirke stå for skud i en sort komedie, men aldrig uden den varme og humor, der kendetegner instruktøren.

I Min hemmeligheds blomst (1995) tager den modne Almodóvar fat på kærlighed og ærlighed i både virkelighedens og romanlitteraturens verden. Hovedpersonen skriver sentimentale kærlighedsromaner under pseudonymet Amanda Gris (gris=grå). Hendes mand er udstationeret med en fredsbevarende styrke i Bosnien, men ingen af dem formår at holde kærlighed og fred i deres hjem. Forfatteren vil gøre hvad som helst, for at forandre sit liv fra det grå til det farverige... En bidsk satire over mediernes behandling af sandhed og virkelighed, med de sædvanlige almodovarianske plot-twists undervejs.

Mandage i solen (Los lunes al sol)

Mandage i solen

En lille perle af en spansk film, hvor Javier Bardem viser hele sin styrke i afmagten hos den fyrede og arbejdsløse værftsarbejder, der nægter at opgive sin stolthed og værdighed, da tilværelsen bryder sammen omkring ham. Luis Tosar spiller hans tidligere kollega, der har store problemer med at holde på sin kone og på sit selvværd.

Before Night Falls (Antes que anochezca)

Before Night Falls

Javier Bardem spiller den cubanske digter, Reinaldo Arenas, der forfølges pga. sin homoseksualitet. En farverig og rørende autentisk historie om poesi, kærlighed, troskab og forræderi. En håndfuld hollywoodstjerner spiller en række biroller - Johnny Depp som transvestitten, der hjælper med at smugle Arenas' manuskript, Sean Penn som sangeren Cuco Sánchez og Pedro Armendáriz Jr. som Arenas' bedstefader. Men det er Javier Bardems præstation, der gør filmen til noget helt særligt.

Filmen har lydspor på både spansk og engelsk, hvor Javier Bardem lægger stemme til på begge sprog.

The Dancer Upstairs (Pasos de baile)

The Dancer Upstairs

I John Malkovichs første film som instruktør fortæller han historien om jagten på en terrorleder (eller en guerillaleder?), der meget ligner Den lysende stis "formand Gonzalo" - i et korrupt og militariseret sydamerikansk samfund, der meget ligner 1980'ernes Peru. En meget anderledes (semi-)politisk thriller og samtidig en historie om menneskelig integritet og forfald.

Javier Bardem brænder igennem på en anden måde end vi er vant til at se ham. Hans stærkt emotionelle udtryk fra Before Night Falls er her afløst af en tilbageholdt desperation og en foruroligende tone, der bliver stærkere og stærkere og gør filmen til en følelsesmæssig tour de force uden at den bliver sentimental.

Filmen er optaget i Ecuador med spanske og latinamerikanske skuespillere, men engelsk tale. Læs anmeldelse

Selena

Selena

Jennifer López' debut som hovedrolleindehaver i filmen fra 1997 om den texansk-mexicanske cumbia-sanger, Selena Quintanilla, der blev myrdet i 1995. Filmen fortæller den autentiske historie om Selenas familie og dens liv med et ben på hver side af grænsen mellem de to kulturer, hvis forening Selena mere end nogen anden er kommet til at symbolisere. Der er scener med flere af Selenas bedste sange, sunget af hende selv - med playback af Jennifer López. I 1997 var der ingen, der vidste hvem JLO var, mens Selena havde fået stjernestatus efter sin død...

Om Selena, læs også min artikel: El mariachi

Box 507 (Caja 507)

Box 507

En spændende thriller fra 2002, som viser en anden side af spansk film.

Efter et bankrøveri opdager en bankmand ved tilfælde, at hans datters død under en brand syv år tidligere ikke var en ulykke. Boks nr. 507 indeholder papirer, der fortæller om ejendomsspekulation og korrupte myndigheder. Men hvad kan en bankmand stille op mod den organiserede kriminalitet? Og hvem kan han stole på?

Linda Ronstadt: Canciones de mi padre

Canciones de mi padre

En musikdvd med countrysangeren Linda Ronstadt verdensberømte mexicanske folkemusikalske sceneshow fra 1987. Et fejende flot show, hvor Linda Ronstadt præsenterer og synger de sange, som hendes mexicanske fader lærte hende på de lange sommeraftener på patioen foran huset. Ledsaget af det måske mest berømte mariachiorkester, det fremragende Mariachi Vargas de Tecalitlán og Rubén Fuentes.

For mange amerikanere har Linda Ronstadt været den sanger, der har åbnet deres øjne for den levende mexicanske kultur i vore dage. Mange amerikanere har lige som Linda Ronstadt opdaget deres mexicanske rødder gennem musikken. Læs mere

Carmen

Carmen

Bizets opera Carmen, sat i Sevilla, fås her i en overdådig opsætning med Julia Migenes og Placido Domingo, som er en fryd for øjne såvel som for ører. Læs anmeldelse

Carmen (Carlos Saura)

Carmen

Den spanske instruktør Carlos Saura giver os her Carmen i en formidabel flamencoversion, der giver mig kuldegys, hver gang jeg ser den. Filmen fortæller historien om opsætningen af en flamenco-fortolkning af Bizets opera, hvor historien på scenen væves ind i skuespillernes liv. Vil det mon gå lige så galt i 'virkeligheden' som i operaen?

Jeg er slet ingen elsker af dansefilm, men det behøver man heller ikke at være, for at blive slået omkuld af denne film. NB: Denne dvd haves ikke af CDON, men kan bestilles hos Amazon i England.

1492 - Conquest of Paradise

1492 - Conquest of Paradise

Gérard Depardieu spiller Columbus i denne film af Ridley Scott, som udkom i 1992, 500 år efter "opdagelsen" og erobringen af Amerika. En temmelig amerikansk film, men bestemt værd at se.

Filmen kan også bestilles hos E-boghandel

Opdateret d. 11.7.2006

Guide til Guatemala