Indianernes iboende længsel

Diego Riveras gengivelse af La Conquista
(murmaleri fra Nationalpaladset i Mexico By)

Historien skrives som bekendt af sejrherrerne. Men jeg kan nu alligevel stadig blive overrasket over, hvad de forsøger at bilde mig ind.

For to uger siden kom Pave Benedikt XVI i en tale til latinamerikanske biskopper for skade at sige, at den kristne religion ikke blev påtvunget Amerikas oprindelige indbyggere. Indianerne havde derimod en "iboende længsel" efter kristendommen og bød derfor missionærerne velkommen. Kirken "rensede" indianerne, sagde paven. Udbredelsen af evangeliet betød ikke nogen påtvingelse af en fremmed kultur, for den kristne tro var netop hvad indianernes forfædre længe havde søgt efter i deres religiøse traditioner.

Hvis paven troede, at han kunne slippe af sted med så grov en forvanskning af historien, så kender han ikke meget til den latinamerikanske virkelighed i dag. De indfødte folk har forlængst fået en stemme i offentligheden, og antropologer og u-landsarbejdere behøver ikke længere opfatte sig selv som "the voice of the voiceless".

Som det var at vente affødte pavens udtalelser vrede protester fra indianske bevægelser i hele Amerika. Der gik da heller ikke længe, før paven måtte trække i land.

Nu er det selvfølgelig ikke første gang, at indianerne har måttet høre på den slags vrøvl. Men det er en yderligere provokation, når udtalelserne kommer fra samme institution som i 1493 udsendte den pavelige bulle Inter caetera, som delte Den nye Verden mellem Spanien og Portugal. Paven gav samtidig kolonimagterne til opgave at instruere Amerikas oprindelige befolkning i den kristne tro og opdrage dem i god moral.

UPDATE: Ibis.dk har en nyhedsartikel vedr. sagen samt to protestbreve fra indianske organisationer.

Tilbagelever guldet

Pressemeddelelsen fra Waqib' Kej, som jeg skrev om forleden, fik mig til at erindre en oplevelse jeg havde for nogle år siden, da jeg arbejdede som rådgiver for projektafdelingen i en bondeorganisation i Guatemala By.

Vi var tre udlændinge blandt det tekniske og rådgivende personale i projektafdelingen, en salvadoraner, en spanier og så mig. Stemningen på kontoret var jovial, og vores omgang med medarbejderne fra organisationens politiske afdelinger var generelt præget af en lidt rå, men kærlig tone. Men når det gjaldt spanieren, var det tydeligt at mærke at der var et ekstra aspekt der spillede ind. 500 års historie var ikke sådan at slippe af med.

En dag vi gik til frokost lod spanieren sin kalender ligge på skrivebordet. Da vi kom tilbage lå den åben med en håndskrevet besked prentet på det opslåede blad med store bogstaver:

¡Español, invasor: devuelve el oro!
(Spanier, som har invaderet vores land: tilbagelevér guldet!).

Min kollega tænkte sig lidt om og skrev så et svar ved siden af med lige så store bogstaver:

¡Está bien, pero me devuelven primero las perlas y los espejos!
(Det er fint, men så skal I først tilbagelevere glasperlerne og spejlene!).

Denne selvironi var så afvæbnende at guatemalanerne måtte le. De vidste selvfølgelig også godt, at spanierne ikke fandt guld i Guatemala. Men jeg fornemmede alligevel, at vi legede med et brandfarligt emne.

Hvis mayaerne havde haft adgang til metal, ville historien givet have set meget anderledes ud. Et almindeligt synspunkt er, at når nu spanierne hverken fandt guld eller sølv, måtte de i stedet udnytte de indianske folk for at berige sig. Derfor blev indianerne under slavelignende forhold tvunget til at dyrke jorden, der nu tilhørte den hvide mand.

Men når guatemalanerne anklager spanierne for at have stjålet indianernes guld, omend i spøg, må det forstås som en generel kritik af kolonimagtens udbytning af de amerikanske folk; en kritik der ikke bare begrænser sig til mayaernes historie. Det er udtryk for en international orienteret indiansk bevægelse med en hidtil uset selvbevidsthed.

Den samme selvbevidsthed lyser ud af pressemeddelelsen fra forleden, når bevægelserne med henvisning til den uretfærdige økonomiske verdensorden erklærer: "Vi behøver ikke Deres økonomiske hjælp Hr. Bush, vi kræver tilbagelevering af vores udplyndrede ressourcer."

I konfrontationen med Bush betød borgerkrigens mange døde, at der ikke kunne være plads til humor. Men forhåbentligt vil mayabevægelsens nye selvbevidsthed ikke forhindre, at den humoristiske tilgang fortsat kan gøre det lidt nemmere for os at overvinde den kulturelle kløft mellem indianere og efterkommere af deres historiske fjender.