Derfor er Rigobertas kandidatur en fiasko

Er Rigoberta Menchú blot et flygtigt stjerneskud på valghimlen? Sådan spørger antropologen Ricardo Falla i julinummeret af tidsskriftet Envio i en artikel, som i øjeblikket cirkulerer på e-mail i organisationsmiljøet i Guatemala.

Jesuitten Ricardo Falla er ikke hvem som helst, og når han taler er der mange der lytter. Han har et langt liv blandt bønder, indianere og bevægelser bag sig, og han har skrevet bøger om massakrerne på den indianske landbefolkning, om bondebevægelsen Comité de Unidad Campesina-CUC og dens unge aktivist Rigoberta Menchú.

Da Rigoberta annoncerede sit præsidentkandidatur, vakte det forhåbninger hos mange om, at valget denne gang kunne blive anderledes. At der denne gang ville være mulighed for at stemme på et ægte alternativ til de korrupte og morderiske regeringer, som Guatemala altid har lidt under. At den fattige indianske befolkning nu kunne være deltagere, og ikke bare tilskuere, til de politiske processer i landet. Men allerede nu synes håbet at være slukket, skriver Ricardo Falla:

Hvad er der sket med præsidentkandidaten Rigoberta Menchú? Var hun ikke den mest kendte og anerkendte person i Guatemala ifølge flere opinionsmålinger? Forårsagede hendes opstillingserklæring i februar ikke en voldsom reaktion i nervesystemet hos det dominerende ladino-samfund? Hvordan kan det være muligt at hendes opbakning i en opinionsmåling - om ikke den mest nøjagtige, så den mest indflydelsesrige - i juni er faldet til tarvelige 1,5%? Var hun ikke gjort til stjernen på vores politiske himmelhvælv af udenlandske regeringer og internationale udviklingsorganisationer? Hun som var veninde med Jacques Chirac, som tiltrak ungdommen i Italien der stimlede sammen for at høre hende, som blev inviteret hjem i privaten af den tidligere præsident af Mexico, som modtog Nobels fredspris i 1992, og som tændte så store forhåbninger blandt indianske folk på kontinentet og blandt mange andre indfødte folk, heriblandt de indfødte folk i Skandinavien; hvordan kan hun finde så lille genklang med sit politiske program?

Falla leverer selv seks brikker til forklaringen:

1. Rigoberta har ingen bevægelse bag sig, hendes Fundación Rigoberta Menchú Tum er en NGO, et kontor i hovedstaden uden folkelig base. På hjemmebanen blandt de skinsyge guatemalanere er Rigobertas internationale opbakning snarere en svaghed end en styrke. Og derfor må vi endnu svare NEJ til spørgsmålet: Kan "Evo Morales" ske i Guatemala?

2. Siden Rigoberta modtog nobelprisen har hun fået ry som en forretningskvinde, der investerede prisen i en forretningskæde (Farmacias Similares, apotekskæde der sælger billig kopimedicin) i stedet for at "dele den med folket". Rigobertas image lider under et utal af historier om, hvordan hun ikke har tid til at tale med fattige indianere om deres problemer, men altid har tid til et møde med "los gringos", med repræsentanter for FN eller med sine forretningsforbindelser.

3. Rigobertas valgkampagne er dødfødt fra begyndelsen, fordi ikke engang hendes sympatisører tror, at valget kan vindes. Tidligere var tusinder villige til at give deres liv for den revolutionære sag, men denne gang tror ingen at egentlige forandringer er mulige i Guatemala i dag, og ingen af Rigobertas tilhængere ofrer deres tid på valgkampen. Det er de færreste der tror, at Rigoberta ville kunne hamle op med det etablerede politiske system og for alvor gøre en forskel, selv hvis hun skulle blive valgt.

4. Valgkampen opfattes af den brede befolkning som ren forretning og politikernes kamp om at få hver deres del af kagen. Derfor har ingen lyst til at bidrage med penge til Rigobertas valgkamp, for hvorfor skulle man bidrage til at gøre Rigoberta rigere.

5. Skønt Rigoberta i kraft af sin vicepræsidentkandidat har allieret sig med den rigeste del af erhvervslivet, så er denne politiske alliance ikke blevet omsat i finansiering af hendes valgkamp, og hun er endt med at have ganske få midler at føre valgkamp for, samtidig med at hun anklages for at være blevet købt og betalt af den økonomiske elite.

6. Rigoberta ønskede ikke at være kandidat for venstrefløjen, men opstillede i stedet for Nineth Montenegros socialdemokratiske "Encuentro Por Guatemala", som hverken er indiansk eller har tilstedeværelse blandt den fattige landbefolkning. Rigoberta er dermed blevet en del af det etablerede partisystem og er bundet på hænder og fødder i sin kampagne.

Det er med blødende hjerte at jeg må give Ricardo Falla ret. Ingen der kender Guatemalas historie under militærdiktaturet kan glædes over at se Rigobertas politiske nedtur. Hendes afstandtagen til venstrefløjen går dog efterhånden mange år tilbage, hvilket blev tydeligt om ikke før så i hvert fald efter hun accepterede den liberale præsident Bergers udnævnelse af hende til "goodwill-ambassadør" uden portefølje og senere, bl.a. efter de voldelige fordrivelser af en række landsbyer fra deres jorde, overhørte bevægelsernes opfordringer til hende og andre prominente oppositionsledere om at forlade regeringen.

Det var derfor ikke nogen stor overraskelse, at Rigoberta ved forberedelserne til dette valg afviste URNG og ANN's opfordringer om at stille sig i spidsen for en bred venstrefløjsbevægelse, men i stedet grundlagde den partiforberedende centrum-højregruppe Winaq og indgik en valgaftale med Encuentro Por Guatemala.

Der er dog endnu et spørgsmål vi må stille os selv: Rigoberta har stædigt benægtet at hendes kampagne skulle være finansieret af de store virksomheder og det erhvervsliv, hvorfra hendes vicepræsidentkandidat - den tidligere formand for arbejdsgiverforeningen CACIF - kommer. At dømme efter hendes beskedne kampagne ser det ud til at være rigtigt. Men hvis det ikke er for pengenes skyld, at hun har indgået alliance med folkene fra toppen af erhvervslivet, er det så fordi hun er enig med dem? Og hvad får hver af parterne ud af den alliance?

Det er trist at se, hvordan Rigobertas kandidatur allerede har splittet bevægelserne, efter at hun sagde nej til tilbudet fra URNG og ANN om at stå i spidsen for et forsøg på at forene dem.

Rigoberta har ingen opbakning fra Comité de Unidad Campesina-CUC, organisationen som hendes politiske lederskab fødtes af. Mayanetværket Waqib' Kej erklærede ved en pressekonference, at netværket ikke støtter noget parti ved dette valg, og da talskvinden Magdalena Sarat (CONAVIGUA) blev spurgt, hvorfor Waqib' Kej ikke støtter Rigoberta, svarede Sarat med henvisning til, at Rigoberta ikke repræsenterer de mindre producenter (småbønder), men det etablerede erhvervsliv.

Kun hos CONIC ser de ud til at tro på at "Evo Morales" kan finde sted i Guatemala. Lederen Pedro Esquino reagerede hurtigt med en pressemeddelelse, der i stærke vendinger kritiserer Sarats udtalelse og forsvarer Rigoberta Menchú.

Fra Guatemala til Guatemaya

Efter valgmødet i forrige uge rekvirerede jeg powerpointshowet med mayaorganisationernes politiske platform hos Waqib' Kej. Jeg bringer pps-filen her så læserne selv kan orientere sig om organisationernes Agenda Política Maya.

Det politiske forslag er udarbejdet i koordination mellem flere organisationer, hvor det ser ud til at de akademiske foreninger har haft størst indflydelse, heriblandt Asociación Maya de Estudiantes Universitarios. Rigoberta Menchú skulle også være blevet konsulteret under udarbejdelse af forslaget, som organisationerne må have tænkt som en ren foræring til hende; en gave hun desværre ikke forstod at udnytte.

Forslaget kommer vidt omkring de mange forskellige politikområder, men det er langt fra alle der får lige detaljeret behandling, og mange af punkterne smager mere af slogans end af forslag. Om den helt grundlæggende konflikt mellem de sociale klasser på landet: kampen om landbrugsjorden, hedder det blot i helt generelle vendinger, at der skal findes en hurtig løsning, så bønderne kan få adgang til landbrugsjorden.

I det hele taget er dette mayaorganisationernes dagsorden, som overlapper men ikke er identisk med de folkelige organisationers krav.

Alligevel er det overvældende så mange politikområder, forslaget berører ud fra en "mayasynsvinkel":

lokaldemokrati og territoriale rettigheder,
miljø og udnyttelse af naturressourcer,
mayaernes deltagelse i det officielle politiske system,
fødevaresikkerhed og selvforsyning i de indianske områder,
landbrug og lokaludvikling,
udvandringspolitik(!),
uddannelse og sprogpolitik,
sundhed og mayamedicin,
retsvæsen og sikkerhed,
religion og helligsteder,
kultur og indiansk sport,
etnicitet og identitetspolitik.
Og så hedder det til sidst:

Fremme ændring af navnet Guatemala til Guatemaya (sic).

God læsning!

Rigoberta slået på hjemmebane

Siden 1991 har mayaorganisationerne før hvert præsidentvalg afholdt et debatforum, hvor kandidaterne bliver præsenteret for organisationernes forslag og derefter udspurgt om, hvilke politikker til bedring af den indianske befolknings vilkår, de vil gennemføre, hvis de bliver valgt. Afholdelsen af det første forum var en stor bedrift i sin tid, som bidrog til at sætte diskriminationen mod den indfødte befolkning på den politiske dagsorden.

I dag afholdtes det femte forum af slagsen, arrangeret af Consejo de Organizaciones Mayas de Guatemala-COMG og netværket Waqib' Kej forud for valget d. 9 september, og på dagen før den internationale dag for indfødte folk d. 9. august.

Rigoberta deltager i invokationen ved valgmødets begyndelse. I baggrunden ses de fraværende kandidaters tomme stole. Foto: Mikkel Møldrup-Lakjer.

Mange indianere fra det vestlige højland var stået op i de tidlige morgentimer for at gøre den lange rejse ind til hovedstaden og deltage i valgmødet i Hotel Tikal Futura. De fleste af de inviterede kandidater havde dog ikke gjort sig en tilsvarende anstrengelse. Ja faktisk var Rigoberta Menchú den eneste kandidat der var til stede, da forumet begyndte med fire maya-shamaners anråbelse af universets gode kræfter om hjælp til, at indianerne skulle få svar på deres spørgsmål i dette forum.

Det var også kun Rigoberta, der overværede mayaorganisationernes fremlæggelse af statistisk dokumentation for diskriminationen mod den indianske befolkning: De offentlige investeringer er langt ringere i de indianske områder, og den offentlige service lige så ringe. Denne diskrimination blev sat i sammenhæng med indianernes forsvindende lille deltagelse i de politiske partier, der former lovgivningen og vedtager de offentlige budgetter.

Senere på dagen bekræftede Rigoberta organisationernes synspunkt, da hun hævdede at i hendes hjemegn Uspantán (el Quiché) er selv strømforsyningen racistisk, for den er så svag og ustabil, at ingen kan bruge en computer. En kontrast til indkøbscentrene i de velhavende kvarterer i hovedstaden, som ikke har problemer med at holde deres køleanlæg igang.

Mens arrangørerne var igang med præsentationen af organisationernes konkrete forslag til den kommende regering, marcherede Otto Pérez Molina, præsidentkandidat for Partido Patriota, pludselig ind i salen med sit følge. På den måde undgik han at være til stede under mayaceremonien og fik samtidig alles opmærksomhed under sit indtog. Herefter var det ham, der satte scenen, mens arrangører og Rigoberta Menchú måtte se undrende til.

Rigoberta var den første der fik ordet, og hun brugte den første håndfuld af sine femten minutter på at henvende sig til forsamlingen på sit modersmål k'iche', mens Otto Pérez sad med hænderne for ansigtet og så ud til at kede sig bravt.

Herefter slog hun over i spansk og kritiserede de andre partier for kun at have en indiansk facade ("ventana indígena") med deres afdelinger for indianske programmer, der kun er til for et syns skyld. Her kunne man med god ret spørge, hvad i al verden hun så har lavet som den nuværende præsident Bergers officielle "Goodwill Ambassadør", en post hun beholdt ind til hun måtte træde tilbage pga. sit præsidentkandidatur. Men det fik forsamlingen ikke lejlighed til.

Rigoberta kritiserede de andre partier for alle at bruge en multikulturalistisk diskurs uden hold i virkeligheden. Det handler ikke om at have studeret på universitetet, men om at have mærket, hvordan det er at leve på landet i departementerne, sagde hun.

Og så leverede hun en direkte kritik af den politiske linje hos organisationerne bag det kontinentale indianske møde Abya Yala: "Nogle af jer her taler om 'de la resistencia al poder' ('fra modstanden til magten', en parole fra Abya Yala-mødet), men jeg siger: 'nosotros somos el poder' ('vi er magten')". Kravet fra organisationerne bag Abya Yala-mødet var "la refundación del estado", dvs. en omdannelse af det politiske system så det svarer til de gældende etniske og sociale forhold, men Rigoberta mener derimod at det drejer sig om at øge den indianske deltagelse i det gældende politiske systems strukturer.

Gang på gang vendte Rigoberta tilbage til vigtigheden af at øge den indianske befolknings deltagelse på alle niveauer af statsmagten, som politikere og embedsmænd. Hun lod dog ikke til at have andre forslag til, hvordan diskriminationen kan modvirkes og racismen bekæmpes, så det blev hurtigt til gentagelser.

Otto Pérez Molina og Rigoberta Menchú Tum
Så var der mere kraft og saft over Otto Pérez Molinas tale. Han skyndte sig at understrege, at han kender vilkårene i de fattige departementer som el Quiché på første hånd, for han har selv boet der i mange år. Desværre var der ingen der spurgte den pensionerede general om, hvad han lavede i de mange år blandt den fattige indianske befolkning. F.eks. da han var kommandant for kasernen i Nebaj, hvor hæren begik folkedrab mod maya-ixilfolket ifølge de verserende sagsanlæg støttet af menneskerettighedsorganisationer. Eller da han angiveligt skulle have været på CIA's lønningsliste.

Og mens Rigoberta havde talt og talt om vigtigheden af at bringe indianere ind i statsmagten og i de politiske partier uden at komme med nogen konkrete forslag, så stjal Otto Pérez fuldstændigt billedet da han fik sit partis to indianske parlamentsmedlemmer Alfredo Cojtí og Efraín Asij til at rejse sig og hilse på forsamlingen med et løfte om at "analysere" organisationernes forslag, som Pérez i øvrigt fik lov at påstå at Cojtí og Asij havde været med til at udarbejde. En påstand som en repræsentant for Waqib' Kej' senere afviste over for mig, men da var mikrofonerne slukkede.

Den tredje og sidste taler var vicepræsidentkandidaten for Democracia Cristiana, som trådte op på scenen ved siden af de to andre kandidater.

Klummeskriveren og tidligere avisredaktør Haroldo Shetemul gjorde i sin opsummering af debatten ganske skarpsindigt opmærksom på, at det ville være mere interessant at vide, hvad Partido Patriota har bidraget med for at forbedre indianernes vilkår i den forgangne periode?

Af arrangørernes indledning var fremgået, at kun 3% af Partido Patriotas parlamentskandidater på den nationale liste er indianere, lige som kun 10% af kandidaterne i departementerne. Men det var altsammen lige meget nu; tallene fra organisationernes præsentation taler deres eget sprog, men det er ikke et folkeligt sprog med samme visuelle kraft som Otto Pérez Molina og Partido Patriotas optræden på valgmødet.

Otto Pérez Molinas parti havde placeret sine tilhængere rundt omkring i salen, så de kunne huje og klappe på de rigtige tidspunkter. Efter mødet blev "Generalen" - et navn der tidligere kun tilkom Efraín Ríos Montt i guatemalansk politik - nærmest båret omkring af sine tilhængere, og han lignede mere og mere en arvtager til Ríos Montt og FRG's politiske stil.

Til sammenligning var Encuentro por Guatemala helt usynligt; medlemmerne så ud til at have efterladt Rigoberta helt alene på valgmødet, og kun et par tavse medlemmer af Winaq fik jeg øje på.

Både arrangøren Juana Batzibal, kommentatoren Haroldo Shetemul og Rigoberta selv bemærkede undervejs, at fraværet af de andre kandidaterne blot var endnu et bevis på deres manglende interesse for indianernes vilkår.

En af arrangørerne fortalte mig dog senere, at kun de fire største partier var blevet inviteret: regeringspartiet GANA, valgkampens førende parti UNE, Partido Patriota og Encuentro por Guatemala. Democracia Cristiana var kun kommet med fordi vicepræsidentkandidaten var mødt op og havde insisteret på at få taleret.

Men det fik forsamlingen ikke at vide. Arrangørerne gav det indtryk, at de fraværende kandidater ikke havde udvist interesse for at deltage, og tilhørerne måtte derfor tro at URNG's Miguel Ángel Sandoval og CASA's Eduardo Suger og de andre kandidater, som ikke var inviterede, bare var ligeglade med indianernes levevilkår.

Manu Chao støtter Rigoberta

For hvem det måtte interessere: Manu Chao støtter Rigobertas præsidentkandidatur.

Det er tilsyneladende den franske støttegruppe Club Quetzal der har optaget budskabet fra den fransk-spanske sanger: "Con los jóvenes de Guatemala, y Rigoberta, hasta la muerte" til udgivelse på Youtube.


Ja, det er ham - musikeren "Manu" (Manuel) Chao fra bandet Mano Negra, som gik solo og udgav det overseje migrant- street- latino-album "Clandestino" i 1998 - det er ham, og jeg håber han ved hvad han gør.

Store Gule S-Dag

I den forgangne weekend kom så den store gule dag i Danmark. Men her i Guatemala skete det allerede weekenden før, da filmen om verdens mest berømte gule familie, Los Simpson (uden flertals-s), havde verdenspremiere samtidig i mange lande.


Jeg vil tro at familien Simpson er mindst lige så populær blandt tv-seere i Guatemala som i Danmark. Det kan egentlig godt overraske mig lidt. Når jeg har set The Simpsons/Los Simpson i hhv. Danmark og Guatemala har jeg tit tænkt på, hvordan de mange kulturelle referencer og politiske hentydninger bliver forstået uden for USA.

Jeg kan forstå at produkter som amerikansk fastfood og moderne popmusik rider rundt i hele verden på den store globaliseringsbølge. De forekommer trods alt ret lette at konsumere for de fleste forbrugere. Men serien om The Simpsons indeholder så mange kommentarer til USA's politiske konjunktur og aktuelle popkulturelle fænomener, til landets historie og til væsentlige værker fra verdenslitteraturhistorien, at man ikke skulle tro, at serien ville kunne globaliseres så let.

Men måske er det heller ikke så let endda. Det viser sig jo også, at når befolkningen i Mellemamerika spiser fastfood på f.eks. Pollo Campero, har det ikke helt samme kulturelle betydning, som når amerikanerne går på McDonald's. Og selv om de fleste spansk-talende unge i Guatemala kender Gloria Gaynors indspilning af "I Will Survive", så er det de forskellige ranchero-versioner af samme sang, som man kan finde hos piratcd-handlerne på mange gadehjørner. (De er i øvrigt et lyt værd).

Samtidig med globaliseringen af produkterne sker nemlig en lokalisering af mad- og musikkulturen. Det samme gælder tv-serierne og mange spillefilm, som vi i Guatemala får i dubbede versioner indtalt af mexicanske skuespillere.

Jeg har altid hadet de dubbede versioner, ikke fordi de mexicanske skuespillere er dårligere end f.eks. de amerikanske; men fordi jeg gerne vil høre stemmen der tilhører den person, som jeg ser på skærmen. (I parentes må jeg indrømme, at den indvending ikke giver så meget mening netop når det gælder animationsfilm som The Simpsons/Los Simpson, med mindre der er gået fisk i synkroniseringen).

Nu har jeg dog omsider forstået pointen med dubbingen. Det handler jo ikke bare om den sproglige, men også om den kulturelle oversættelse. Lige som replikkerne bliver også de kulturelle og politiske referencer i "The Simpsons" oversat - til mexicansk.

Og lige som den danske oversætter af Tintin, Jørgen Sonnergaard, føjede noget af sit eget til i de danske albums, så har de mexicanske dubbere af Simpson også udvist megen kreativitet.

Faktisk lidt for meget, syntes producerne af den dubbede tvserie. Den mexicanske kvinde der lægger stemme til Bart, improviserede replikken, "¡Qué onda, Padre Amaro!", i et afsnit hvor Bart hilser på en moralsk anløben(?) katolsk præst. Replikken er en henvisning til den mexicanske film El Crimen del Padre Amaro med Gael Garcia Bernal i hovedrollen som den syndefulde præst. En genial kulturel oversættelse til mexicansk, som også forstås af de guatemalanske seere. Det blev dog for meget for selskabet, der dubber serien, og Marina Huerta fik besked på at finde på noget andet at sige.

Og så til sidst: Jeg er en stor fan af Simpsons, men var noget skuffet over filmen. Den føltes som et langt tvafsnit, men uden det bid og den kant, som de bedste afsnit byder på. Hvis du har en Flashplayer i din browser kan du se en trailer med en af de sjovere scener her på siden.

CNOC indtager Fondo de Tierras

Sådan så der ud hos Fondo de Tierras (FONTIERRAS) i tirsdags, da mange hundrede bønder indtog institutionens kontorbygning i Guatemala By for at protestere over den håbløse gæld, som de er havnet i efter at have modtaget jord med statslige kreditter.

Jeg måtte holde mig på den anden side af tremmeporten med mit digitalkamera, sammen med reportere fra alle landets store nyhedsmedier, der alle var spændte på, hvad situationen ville udvikle sig til.

Demonstrationen var indkaldt af paraplyorganisationen Coordinadora Nacional de Organizaciones Campesinas (CNOC), hvis største medlem er organisationen Comité de Unidad Campesina (CUC).


I en pressemeddelse krævede CUC en genforhandling af kreditaftalerne og en øjeblikkelig indstillelse af fordrivelserne af bønder, der ikke kan betale deres afdrag.

FONTIERRAS er en statslig institution, som har til opgave at arbejde for gennemførelsen af fredsaftalen om jordspørgsmålet fra 1996. Fredsaftalen indeholder dog ingen bestemmelser om en egentlig omfordeling af landbrugsjorden, så de fleste bønder må købe deres jorde på kreditter, som de ofte har svært ved at betale tilbage efter at have modtaget et stykke jord med lille eller slet ingen teknisk assistance til at få produktionen til at give overskud.

Demonstranterne måtte vente hele dagen på, at repræsentanter fra landbrugsministeriet og sekretariatet for løsning af jordkonflikter skulle ankomme for at begynde forhandlingerne om bøndernes krav. Men aktionen forløb fredeligt og dygtigt ledet af bondeorganisationernes ledere.

Hen ad aften ankom endelig regeringens delegation, men hvor skulle man nu forhandle? FONTIERRAS var jo besat af bønderne, og embedsmændene turde ikke gå derind, før bønderne var kommet ud. Men bønderne ønskede ikke at forlade bygningen, før der var sikkerhed for, at regeringens repræsentanter faktisk ville forhandle.


Bondelederne foreslog så den salomoniske løsning, at forhandlerne nedsatte sig på fortorvet foran den besatte bygning, og sådan blev det. Bønder, presse og andre nysgerrige på fortorvet kunne nu følge med i, hvordan det lykkedes bondelederne at forhandle sig til en aftale om en midlertidig suspendering af fordrivelserne af bønder, så længe den nedsatte forhandlingskommission arbejder.

Til sidst fandt man et plasticbord frem fra FONTIERRAS bygning, så forhandlerne kunne skrive under mens demonstranterne kiggede dem over skulderen. Et sælsomt syn...

Kommissionens første møde fandt sted i dag, torsdag. Nu bliver det spændende om det lykkes for bønderne at fastholde myndighederne på deres vilje til at finde løsninger.

Jeg har lagt en fotoserie fra dagen ud under CUC's webgalleri hos PICASA.