torsdag, oktober 11, 2007

Los canches vender tilbage

I morgen er det atter den 12. oktober; eller Columbusdagen som den hed, da den stadig var officiel fridag i Guatemala. Nu om dage er det i højere grad de folkelige bevægelser end de offentlige institutioner, der holder dagen i hævd, men nu med en ny betydning. Formålet er ikke længere at fejre "opdagelsen" af Amerika, men at markere begyndelsen af den indianske modstand mod den spanske invasion.

I morgen har guatemalanske bevægelser ligesom i andre latinamerikanske lande indkaldt til demonstration. Der er samling kl. 9.00 ved vejkomplekset El Trebol ("Trekløveret") i Guatemala By, hvorfra demonstrationen går til "Parque Central".

En af arrangørerne er bondeorganisationen Comité de Unidad Campesina -CUC-, hvor jeg arbejder som kooperant (udviklingsarbejder) for Mellemfolkeligt Samvirke. Mine kolleger vil lige som organisationens medlemmer der ankommer fra landet alle være at finde i demonstrationen, og de ville gerne have haft mig med. Men den går ikke som udlænding, eller som "canche", som vi lyshårede udlændinge bliver kaldt. Lige som sidst må jeg holde mig på afstand og nøjes med at dække begivenheden som "uafhængig journalist".

I Mexico hedder vi güeros (lige som i Becks seneste hit), i Nicaragua cheles (efter farven på søvnen i øjenene?!), og i Guatemala bruges et indiansk ord, der hentyder til udlændingenes gullige farve: los canches.

Men i Guatemala har ordet en bismag, som ikke findes hos de andre mellemamerikanske ord. Under krigen i Guatemala var los canches nemlig også en eufemisme for guerillaen. Militærdiktaturerne i 1980'erne gjorde en massiv propagandaindsats for at overbevise befolkningen og omverdenen om, at guerillaen i virkeligheden ikke rigtigt var et guatemalansk fænomen, men et lokalt udtryk for den kolde krig mellem Øst og Vest. Ifølge de militære regeringer var guerillaen udtryk for infiltration af (lyshårede) kommunister fra andre lande, der kom til Guatemala for at opildne de ellers fredelige og lovlydige indianere til oprør.

Hvis man vil have syn for sagn kan man bare besøge "Hærens Museum" i Santa Cruz del Quiché, som endnu er uberørt af skiftet i de officielle diskurser efter fredsaftalerne i 1996. Museet er faktisk et besøg værd, ikke på trods men netop i kraft af sin helt utroligt smagløse og løgnagtige fremstilling af borgerkrigen og af den indianske befolknings rolle i krigen.

Da jeg i 2000 besøgte Nebaj mødte jeg på torvet Don Jacinto, byens guide, som var fuld af gode historier. Han fortalte mig om den berømte dag i 1979, da EGP (en af de fire guerillaer i URNG) indtog markedet i Nebaj under et propagandafremstød, der skulle skaffe opbakning til oprørskrigen. Den største overraskelse for beboerne i Nebaj var ikke at de pludselig stod ansigt til ansigt med guerillasoldaterne på markedspladsen. Nej dét der virkelig overraskede beboerne, sagde Don Jacinto, var at folkene fra EGP talte til folkene fra byen på ixil! Don Jacinto og de andre havde regnet med at guerillasoldaterne ville være canches, som talte spansk med cubansk eller europæisk accent.

I juni 2003 dukkede det "gullige" spøgelse fra fortiden, los canches, igen op. Den tidligere militærdiktator Efrain Ríos Montt var igen præsidentkandidat, og på trods af anklager om folkedrab var han fræk nok til at forsøge at holde valgmøde i Rabinal på den selvsammme dag som den lokale befolkning genbegravede resterne af de døde under de massakrer, der fandt sted i 1982 mens Ríos Montt havde magten. Mødet endte i et sammenstød, hvor efterladte til de dræbte kastede med sten mod den pensionerede general, der forekom overrasket over den lokale befolknings vrede. Det blev til en pinlig affære for Ríos Montt, da billederne af optoget med kister foran et kæmpe valgkampsbanner med hans portræt kom på forsiden af landets aviser. Men FRG's lokale parlamentsmedlem skyndte sig at slå fast, at den guatemalanske befolkning stod bag Ríos Montt, og at partiet havde videooptagelser der beviste, at det var fredsobservatørerne (fredsvagterne) og andre udlændinge i Rabinal, der havde organiseret angrebet og opildnet mængden. Sådan noget kunne achi-indianerne aldrig finde på af sig selv, forstås...

Også kooperanterne har stået for skud i magthavernes retorik i de senere år. Da bondeorganisationerne i CNOC (CUC, CONIC m.fl.) gennemførte en massiv mobilisering, der udfordrede den rekordskæve jordfordeling i Guatemala med jordbesættelser, vejafspærringer og demonstrationer, førte det til beskyldninger om udenlandsk indflydelse hos organisationerne. En konservativ klummeskriver i en af landets største aviser antydede at den fortsatte mobilisering skyldtes indflydelse fra los canches - en anklage med adresse til den danske kooperant, der var rådgiver hos CNOC.

Propagandaen om, at guerillaen bestod af cubanere og andre udlændinge, at det er fredsvagterne og ikke indianerne der ikke kan lide Ríos Montt, og at bønderne kræver jord fordi udenlandske ballademagere har narret dem til at lave optøjer, tjener naturligvis det formål at miskreditere de nationale bevægelser og den lokale organisering, og at så tvivl om deres egentlige hensigter.

Det er derfor en delikat sag at være kooperant eller solidaritetsarbejder i Guatemala. Det gælder om at støtte op og hjælpe til på så usynlig en måde som muligt, at være med hvor tingene sker, men uden for billedet.

Etiketter:

3 kommentarer:

Klokken 12/10/07 04:18 , Blogger Morten sagde ...

Ja, da jeg var fredsvagt i Guatemala i midten af halvfemserne, kørte Foreningen af Hærens Veteraner (eller sådan noget ligenende) en kampagne i et af landets største dagblade, hvor der blev advaret mod de udenlandske provokatører, der hævdede at ville beskytte de hjemvendte flygtninge. Morten

 
Klokken 12/10/07 21:05 , Blogger Kawa Mek sagde ...

Hej Morten

Det må jeg nok sige, det kan jeg ikke selv huske, men det passer jo meget fint ind i den højreorienterede nationalistiske diskurs, som jeg omtalte.

Hvis jeg skal prøve at forstå, hvorfor den diskurs finder en vis klangbund, så vil jeg sige at det måske er naturligt nok at der næres en vis skepsis over for en fredsproces, hvor andre landes regeringer (eller "fremmede magter som det ville hedde i en kritisk optik) får afgørende indflydelse på landets politikker. Og da der ikke altid skelnes mellem de udenlandske regeringer og NGO'erne kan det også betyde skepsis over for repræsentanter og aktivister fra andre lande, hvis dagsorden kan være svær at gennemskue for mange guatemalanere. Det gjaldt forresten også da jeg var deltager i Mellemamerika Komiteens solidaritetsbrigade i 1995, hvor vi måtte mane ondsindede rygter om vores formål med opholdet i jorden, som jeg har fortalt om i en tidligere artikel.

 
Klokken 4/2/08 11:18 , Blogger Kawa Mek sagde ...

Korrektion: Jeg har været i Santa Cruz del Quiché igen, og det viser sig at hærens museum ikke eksisterer længere. Godt det samme, bortset fra at jeg ærgrer over at jeg ikke nåede at lave en fotoreportage fra stedet, mens det stadig eksisterede.

 

Send en kommentar

<< Startside