Store Gule S-Dag

I den forgangne weekend kom så den store gule dag i Danmark. Men her i Guatemala skete det allerede weekenden før, da filmen om verdens mest berømte gule familie, Los Simpson (uden flertals-s), havde verdenspremiere samtidig i mange lande.


Jeg vil tro at familien Simpson er mindst lige så populær blandt tv-seere i Guatemala som i Danmark. Det kan egentlig godt overraske mig lidt. Når jeg har set The Simpsons/Los Simpson i hhv. Danmark og Guatemala har jeg tit tænkt på, hvordan de mange kulturelle referencer og politiske hentydninger bliver forstået uden for USA.

Jeg kan forstå at produkter som amerikansk fastfood og moderne popmusik rider rundt i hele verden på den store globaliseringsbølge. De forekommer trods alt ret lette at konsumere for de fleste forbrugere. Men serien om The Simpsons indeholder så mange kommentarer til USA's politiske konjunktur og aktuelle popkulturelle fænomener, til landets historie og til væsentlige værker fra verdenslitteraturhistorien, at man ikke skulle tro, at serien ville kunne globaliseres så let.

Men måske er det heller ikke så let endda. Det viser sig jo også, at når befolkningen i Mellemamerika spiser fastfood på f.eks. Pollo Campero, har det ikke helt samme kulturelle betydning, som når amerikanerne går på McDonald's. Og selv om de fleste spansk-talende unge i Guatemala kender Gloria Gaynors indspilning af "I Will Survive", så er det de forskellige ranchero-versioner af samme sang, som man kan finde hos piratcd-handlerne på mange gadehjørner. (De er i øvrigt et lyt værd).

Samtidig med globaliseringen af produkterne sker nemlig en lokalisering af mad- og musikkulturen. Det samme gælder tv-serierne og mange spillefilm, som vi i Guatemala får i dubbede versioner indtalt af mexicanske skuespillere.

Jeg har altid hadet de dubbede versioner, ikke fordi de mexicanske skuespillere er dårligere end f.eks. de amerikanske; men fordi jeg gerne vil høre stemmen der tilhører den person, som jeg ser på skærmen. (I parentes må jeg indrømme, at den indvending ikke giver så meget mening netop når det gælder animationsfilm som The Simpsons/Los Simpson, med mindre der er gået fisk i synkroniseringen).

Nu har jeg dog omsider forstået pointen med dubbingen. Det handler jo ikke bare om den sproglige, men også om den kulturelle oversættelse. Lige som replikkerne bliver også de kulturelle og politiske referencer i "The Simpsons" oversat - til mexicansk.

Og lige som den danske oversætter af Tintin, Jørgen Sonnergaard, føjede noget af sit eget til i de danske albums, så har de mexicanske dubbere af Simpson også udvist megen kreativitet.

Faktisk lidt for meget, syntes producerne af den dubbede tvserie. Den mexicanske kvinde der lægger stemme til Bart, improviserede replikken, "¡Qué onda, Padre Amaro!", i et afsnit hvor Bart hilser på en moralsk anløben(?) katolsk præst. Replikken er en henvisning til den mexicanske film El Crimen del Padre Amaro med Gael Garcia Bernal i hovedrollen som den syndefulde præst. En genial kulturel oversættelse til mexicansk, som også forstås af de guatemalanske seere. Det blev dog for meget for selskabet, der dubber serien, og Marina Huerta fik besked på at finde på noget andet at sige.

Og så til sidst: Jeg er en stor fan af Simpsons, men var noget skuffet over filmen. Den føltes som et langt tvafsnit, men uden det bid og den kant, som de bedste afsnit byder på. Hvis du har en Flashplayer i din browser kan du se en trailer med en af de sjovere scener her på siden.

Undskyld...

Jeg beklager at have forladt min blog med sådan en cliffhanger som selve mysteriet om Juan Diego og el Guadalupanismo...

Forleden så jeg den nye mexicanske film, Guadalupe, som mindede mig om at jeg skylder en forklaring her på min blog. Santiago Parras Guadalupe-film fik premiere i Mexico op til Guadalupedagen i december 2006, som en rigtig mexicansk feel-good familiefilm og pendant til den amerikanske The Nativity Story om Jesu fødsel. Nu er den så nået til Managua, hvor jeg befinder mig i øjeblikket. Filmen som sådan er ikke noget at fejre, men den fik mig til tasterne igen for at annoncere at jeg gemmer mine guldkorn om Juan Diego og Guadalupe-mysteriet til højtiden igen nærmer sig i december.

Sagen er den, at jeg siden januar 2006 har været udsendt for Mellemamerika Komiteen til Nicaragua, hvor jeg ikke har haft egen adgang til internet, og derfor har min blog nu holdt pause i godt et år.

Men fra maj i år vil jeg igen bo fast i Guatemala, hvor jeg vil genoptage min blogskrivning med samme ujævne mellemrum som tidligere. Jeg varmer lidt op her i marts og april med skriverier om løst og fast om situationen i Guatemala, mens jeg glæder mig til at komme til landet igen.

Den officielle historie

Forleden så jeg en film af de sjældne: Den argentinske La historia oficial fra 1985. En meget bevægende historie om diktaturet i Argentina. Historien var så stærk og skuespillet så godt, at jeg ikke vil tøve med at anbefale filmen. Men man skal se den en dag, man har overskud til at lade sig bevæge, ellers kan det blive en ubehagelig oplevelse.

Filmen foregår i diktaturets sidste tid, hvor hovedpersonen, en historielærer spillet af Alicia Marnet de Ibáñez, får mistanke om, at hendes adopterede datter stammer fra en politisk fange, som militærdiktaturet har skaffet af vejen. Vi følger hendes gradvise opvågnen og bevidstgørelse om sit lands historie og det samfund hun lever i, og vi er som seere lige så bange som hende for, hvad hun måtte finde ud af. Vi ser bevægelsen af bedstemødre Abuelas de Plaza de Mayo, (som Sting har tilegnet sangen Ellas danzan solas), der forsøger at finde deres forsvundne børns børn, og vi bliver klogere på, hvorfor vi ikke kan undslippe fortiden ved at forsøge at ignorere den eller ved krampagtigt at holde fast i "den officielle historie".

IMDb's "trivia"-oplysninger om filmen er for en gangs skyld ikke så trivielle. Tværtimod fortæller de om, hvor stor en risiko folkene bag filmen måtte løbe for at kunne lave en film som denne samme år som diktaturet i Argentina faldt.

Filmen har fået mange priser og rosende anmeldelser. Men det kneb længe med anerkendelsen i hjemlandet Argentina. På IMDb skriver en ung argentiner, der nu bor i USA, at da han så filmen i Argentina kort efter diktaturet brød han sig ikke om den, for han fandt historien kedelig og emnet opportunistisk (sic!). Først nu, mange år efter, er han i stand til at sætte pris på den.

Når jeg blev så berørt af filmen skyldtes det også, at en tilsvarende problematik gør sig gældende i Guatemala. Her har jeg hørt om, hvordan militære officerer under diktaturet har adopteret børn af politiske fanger, som er blevet dræbt i fængslerne. Der er mødre, som kan fortælle, at de i fængslet fik at vide, at de ville blive dræbt, hvis de ikke ville give afkald på deres børn.

Disse historier er i Guatemala fornyligt blevet aktualiserede nok en gang - med fundet af det hemmelige politiarkiv fra diktaturets tid i Guatemala By, som jeg tidligere har skrevet om. Der er store forhåbninger til, hvad arkivet kan fortælle om begivenheder, der ikke er kommet med i Guatemalas "officielle historie". ElCanche refererer en artikel fra The New York Times, der netop har fået lov at besøge arkivet. I artiklen hedder det:

Sergio Morales, the head of the ombudsman's office, has previously told Guatemalan reporters that the archive also contains lists of children kidnapped from suspected guerrillas, along with the names of the families who agreed to take them in.

Jeg skal ikke her forsøge at forklare, hvad der kan få folk til at tage imod et barn uden at spørge, hvor det kommer fra. Dertil ved jeg endnu ikke nok om denne side af Guatemalas historie. Men der er ingen tvivl om, at arkivet indeholder oplysninger af virkelig voldsom karakter, ikke bare på det politiske, men også på det personlige plan for befolkningen, som har været berørt af diktaturet og af krigen.

Opdatering: Det ser ud til, at Stings sang var tilegnet gruppen Madres de la Plaza de Mayo. Flere gode links og baggrundsinformation findes på denne side om La Historia Oficial.

Mel Gibson løfter sløret

Som tidligere nævnt bliver den næste film fra Mel Gibson på sproget "maya".

Belært af de dårlige erfaringer fra produktionen af "The Passion of the Christ", hvor de oplysninger der slap ud om manuskriptet skabte så voldsom debat, at han måtte ændre på manuskriptet, har Mel Gibson denne gang valgt næsten intet at fortælle om filmens handling men at holde detaljerne om produktionen af Apocalypto hemmelige.

Det har ført til mange forskellige gæt på tid og sted for handlingen. Men forleden valgte Mel Gibson alligevel at løfte sløret lidt - netop for at undgå de allervildeste spekulationer, forklarede han på en pressekonference.

For det første sloges det fast, at filmen foregår i det nuværende Mexico for 600 år siden, og det kan altså udelukkes at der optræder europæere i filmen. Filmen bliver optaget i junglen i den mexicanske delstat Veracruz, hvor den må formodes at få stor betydning for den lokale økonomi. Planer om at optage i Yukatan (Yucatán) og Guatemala er nu opgivet, og Mel Gibson forklarede at regnskoven og de mulige locations som var undersøgt her simpelthen var for ødelagte til at kunne bruges. Trist, men sandt!

Da det kom frem, at filmen blev optaget i Veracruz skrev flere mexicanske medier, at sproget var náhuatl (aztekisk). Det er det mest udbredte indianske sprog i regionen, men er jo altså ikke et mayasprog. Aviserne overså tilsyneladende at Veracruz er hjemsted for folket tenek, der taler mayasproget wasteko (huasteco), men har været isoleret fra de andre mayafolk i mange hundrede år.

Jeg har kritiseret, at sproget for filmens dialog blot var angivet med den overordnede betegnelse "maya", som om det var et specifikt sprog. Vi angiver jo heller ikke en films sprog som "germansk", når der tales på dansk eller tysk eller engelsk. For 600 år siden, hvor filmen foregår, havde det oprindelige mayasprog allerede udviklet sig til de selvstændige mayasprog, som vi kender i dag.

Men nu har Gibson afsløret, at sproget ikke bliver wasteko men yukatekisk (yukateko), og dermed er producenterne en smule undskyldt, for netop dette mayasprog kaldes traditionelt også bare for "maya". Det er nemlig et folk på Yucatán-halvøen som har givet navn til den civilisation, som arkæologer og lingvister har kaldt for mayafolkene.

Nu havde jeg jo faktisk i min tidligere post her på bloggen uden at kende til filmens locations gættet på netop yukatekisk, men da ingen bookmakere tog udfordringen op, må jeg nøjes med æren.

Gibson sagde også, at det bliver en film med sparsom dialog, hvilket for mig er lidt skuffende. Men den sparsomme dialog og valget af et mindre kendt sprog skyldes måske at Gibson - som han siger - lægger vægt på det universelle, almenmenneskelige perspektiv i sin historie. Her kan det måske hjælpe, at skuespillerne taler et sprog, som næsten ingen blandt publikum forstår.

På pressekonferencen lagde Gibson dog også vægt på at filmen vil styrke sproget yukatekisk. Hvis så bare journalisterne ville holde op med at kalde mayasproget for en "dialekt"! Hvis maya er en dialekt, hvad er det så en dialekt af, må man spørge? Lige så fornærmende over for yukatekerne er det når medierne fortæller om, at filmens sprog er et "obskurt" tungemål som taltes af mayaerne, der "forsvandt" på mystisk vis, samtidig med at det siges at skuespillerne er lokale indianere, der taler deres eget sprog i filmen. Hvor dum kan man være, hvis mayaerne bare var forsvundet ville der jo lissom ikke være nogen skuespillere til at tale sproget i filmen, vel? Hovedrollen er dog blevet givet til en kvinde fra Veracruz; (nej venner, det er ikke Salma Hayek!).

Til min store glæde fortalte instruktøren også, at manuskriptet i høj grad er baseret på maya-k'iche'folkets myter i bogen Popol Wuj! (Tidligere retskrivning: Popol Vuh). Det ved jeg vi er mange der glæder os til at se, hvad der kommer ud af.

Og så vil jeg udtrykke min medfølelse med Mel Gibson. Jeg læste at han måtte lide under aztekerkongen "Montezumas hævn". Jeg kender også til, hvad der sker, når munden elsker den fremmede mad, men maven ikke.

El Silencio de Neto nu på dvd

Den guatemalanske spillefilm: El Silencio De Neto (1994), er netop udkommet på dvd.

Det kan forekomme at være en triviel nyhed, men det er så ganske få guatemalanske spillefilm, der bliver produceret, og hidtil er det kun La Casa De Enfrente, der har kunnet fås på dvd.

El Silencio de Neto er den første guatemalanske spillefilm, som blev kendt i udlandet, og den har modtaget priser ved flere internationale filmfestivaler. Alle scener er optaget i Guatemala, i Antigua Guatemala og i bjergene omkring byen.

Filmen fortæller historien om drengen Neto og hans udvikling til voksen i skyggen af den CIA-støttede invasion af landet i 1954. Netos kamp for at kunne udtrykke sig om, hvad der foregår i hans familie, og hans svære forhold til de voksne er et stærkt billede på landet Guatemala efter invasionen fra nord.

Filmen har uden tvivl stor værdi som oplysning om den del af Guatemalas nyere historie, som har været undertrykt under diktaturet. Jeg så denne film ved en forevisning under projektet COMPA: Cine Comunitario Popular y Alternativo, som drives af sprogskolen Proyecto Lingüístico Quetzalteco de Español. Her oplevede jeg, hvordan de guatemalanske tilskuere var overraskede over at opdage, hvordan de historiske begivenheder i forbindelse med invasionen og indsættelsen af militærdiktaturet hang sammen, og filmen var en god indledning til en diskussion.

Mange guatemalanere ved ikke, at bananproducenten, United Fruit Company (i dag Chiquita), bad om en invasion af landet for at forhindre en jordreform og beskytte sine enorme landejendomme i landets østlige del. En aktionær og advokat for firmaet var på det tidspunkt udenrigsminister i USA. Bedre forbindelser kan et firma vist ikke få! Historien fortælles fremragende i bogen Bitter Fruit, men dette stof har ikke været del af pensum i de guatemalanske skoler under diktaturet.

For mig var det dog ikke de historiske begivenheder, men filmens miljøskildring og det gode skuespil, der gjorde indtryk. Filmen er blevet fremhævet som et eksempel på, hvordan den spirende guatemalanske filmgenre har følt sig nødsaget til at fortælle historier i billeder. Det er der heldigvis kun kommet noget godt ud af.

DVD'en har spansk tale og engelske undertekster, samt et kommentarspor fra instruktøren Luis Argueta på både spansk og engelsk. Jeg glæder mig til at opleve filmen igen.

Mere om denne og om andre guatemalanske film på min hjemmeside.

Mel Gibson på maya

Mayaernes kommercielle gennembrud - eller den hvide mands drøm om indianerne?

Dagens store filmnyhed er, at Mel Gibsons næste film bliver på maya! Hvilket mayasprog, der er tale om, er ikke oplyst, men der vil blive hyret en lingvist til at oversætte det engelske manuskript til maya, og rollerne vil blivet spillet af indianere fra det område i Mexico, hvor filmen vil blive optaget. Gibson instruerer, men spiller ikke selv med. Han har åbenbart fået blod på tanden efter succesen med at lade skuespillerne tale hebræisk, aramæisk og latin i The Passion of the Christ. Og denne gang er der tale om en stor Hollywoodfilm med Disney (sic!) som distributør.

Der har ellers været stor forvirring om dette filmprojekt. Først forlød det at filmen handlede om det antikke Grækenland og foregik for 3000 år siden. Måske pga. filmens græske titel, Apocalypto? Siden har jeg læst, at den skulle foregå for 1000 år siden, men i nyhedstelegrammet, som referer den officielle meddelelse fra Disney, lyder det, at filmen foregår i det nuværende Mexico for 500 år siden.

Vi kan jo spekulere over, hvad der ligger bag filmens titel. "Apocalypto" er en ret dækkende beskrivelse af, hvad der skete under den spanske invasion og kolonisering af de indfødte amerikaneres land i begyndelsen af 1500-tallet. Den officielle spanske betegnelse fra fejringen af 500-året i 1992, "Møde mellem to verdener", er til sammenligning en næsten forargelig eufemisme. Der forlyder dog ikke noget om, at der skulle være spaniere på rollelisten, så måske foregår filmen i årene inden invasionen. Så undgår den ultrahøjre-kristne (Passion of the Christ) og befrielseskampelskende (Braveheart, Patriot) Mel Gibson også at skulle forholde sig til om han skal holde med de spanske missionærer, der bringer frelsen til de hedenske og menneskeofrende indianere, eller med de indfødte amerikanere, der bliver invaderet og slagtet.

Til gengæld må jeg beundre Mel Gibsons mod til at indspille Hollywoodfilm på sprog, som ingen (eller næsten ingen) blandt publikum forstår. (Den eneste replik fra Kristusfilmen jeg bed mærke i og husker i skrivende øjeblik var tumultus ad murum. Og den behøver man ikke engang (som jeg) at have haft latin for at kunne forstå).

Jeg kender kun til ét fortilfælde af en film, som er indspillet på mayasprog hele vejen igennem, nemlig den beundringsværdige kraftanstrengelse Chac (Regnguden), en mexicansk film fra 1975, som er indspillet på tzotzil (og lakandon/yukateko) i Chiapas. Denne film giver et ærefrygtindgydende indblik i en anden verden, og alligevel undslipper den ikke den hvide mands synsvinkel.

Mayaerne i Guatemala har endnu til gode at opleve en spillefilm på deres sprog. Selv den ellers udmærkede Donde acaban los Caminos, der bygger på Mario Monteforte Toledos roman, lader tz'utujilerne tale dårligt spansk. Nye tal siger, at det er korrekt at kun 44% af den indianske befolkning også taler spansk. Men det gebrokne indianerspansk er ikke en ægte "dialekt" men en litterær genre, som udvikledes i begyndelsen og midten af det forrige århundrede i indigenistiske kredse af forfattere som Guatemalas Miguel Ángel Asturias og Perus José María Arguedas.

Hvilken befrielse det bliver at se mayaindianere tale som rigtige mennesker på film. Det ville naturligvis være en misforståelse at tro, at fordi sproget er "rigtigt", (jeg ønsker Gibsons lingvister held og lykke med at rekonstruere det talte mayasprog for 500 år siden, eller vil man måske snyde og bare bruge det nutidige mayasprog som er skuespillernes modersmål?), så er filmens skildring af det indianske samfund også "autentisk". Men alligevel kan sådanne filmprojekter få stor betydning for mayasprogenes prestige og måske endda også for deres overlevelse.

For de spansktalende guatemalanerne kan denne film blive det første møde med en indiansk bondebefolkning, der ikke er bundet af spansksproglige begrænsninger, men som udtaler sig frit på egne præmisser. Hvis manuskriptet er noget værd, vil det kunne blive en stor overraskelse for både mayaer og ladinoer i Guatemala at se indianske bønder udtale sig intelligent og tankefuldt på et af de mayasprog, som regnes for tilbagestående og defekte af hovedparten af befolkningen. Gud (eller Ajaw) forbyde, at de dubber den på spansk!

Så kan vi jo gætte på, hvilket mayasprog filmen skal indspilles på. Jeg sætter mine quetzales på maya' (yukateko), subsidiært tzotzil.

Lad os håbe, at Mel Gibson ved, hvad han gør. Han kan i hvert fald regne med at sælge en billet til undertegnede.