søndag, marts 18, 2007

"Iximche' er ikke din ranch i Texas"


Netværket af mayaorganisationer Waqib' Kej udsendte inden besøget fra USA en bemærkelsesværdig pressemeddelelse. Den er dateret i Iximulew (Guatemala By) på dagen B’eleje’ Keme’, dvs. 9. marts, og distribueret af CONIC.



Netværket er opkaldt efter dagen for sin første store manifestation den 26. november 2003, der ifølge mayaernes kalender med 260 dage hedder: Seks (Waqib') Hjort (Kej). Glyffen ovenfor afbilleder denne dag med først tallet seks og dernæst glyffen for Kej.

Det er en gammel mayatradition at opkalde mennesker efter den dag, de er født, en tradition som mayaer i dag har genoptaget. Netværket tæller de store folkelige organisationer CONIC, CUC, CONAVIGUA, CONAVIGUA's ungdomsorganisation MOJOMAYAS samt en række politiske NGO'er og faglige akademiske centre. Dets styrke er alliancen mellem de folkelige organisationer og intellektuelle grupper.

Det hedder i meddelelsen (min oversættelse):
Vi frasiger os George Bush' besøg i Guatemala. Hans ankomst til Iximche's hellige jord og til andre mayasamfund er en fornærmelse mod mayafolket på baggrund af hans involvering i krige og død rundt om i verden og hans ansvar for folkedrabet i Guatemala.

NEJ, Hr. Bush, De er ikke på Deres ranch i Texas hvor De kan trampe på og gøre grin med mindet om vores forfædre, Kaji' Imox [Fire Firben], Beleje' K'at [Ni Ild] og Oxi' Kej [Tre Hjort] og bryde freden og harmonien i vores hellige Iximche.

Iximche' var kaqchikelernes hovedstad ind til den spanske invasion i 1524. Fire Firben og Ni Ild var de sidste kaqchikel-regenter i Iximche. Det er mig ikke klart, hvorfor k'iche'-lederen Tre Hjort nævnes i fobindelse med Iximche. I Popol Wuj kan man læse om hans tilfangetagelse og henrettelse af spaniserne i 1524, som gjorde ham til martyr og symbol for k'icheernes modstand mod den spanske invasion.

Senere knyttes an til den indianske frihedskamp i USA:
Vores regeringer, som følger jeres ordrer, vedtager love om beskyttede områder blot for at give vores jorde og vores naturressourcer i hænderne på transnationale selskaber, mens vi som indianske [egtl: indfødte] folk bliver fordrevet og deporteret fra vores territorier. De forsøger at koncentrere os i "reservater" lige som vores indianske brødre i USA. Nej, Hr. Bush, vi er en del af og arvtagere til dette territorium og moder jord.

Og familieplanlægningen får minsandten også et skud for boven:
Deres politik til "fertilitetskontrol" som De fortsætter med at fremføre i Latinamerika, er ikke andet end en politik til udryddelse og dominering af vores folk.

Mistroen til præventionsmidler og programmer til fertilitetskontrol er indgroet i store dele af befolkningen. Mange på landet kan fortælle om, hvordan de blev narret til at lade sig sterilisere eller om hvordan hæren under krigen forgiftede vandforsyningen for at gøre indianerne sterile. Hvad enten sådanne historier er historisk korrekte eller ej, så har de deres effekt. Den generelle mistro til det offentlige sundhedssystem og opfattelsen af, at regeringen også efter krigen stadig helst så at de indianske folk forsvandt, får rygterne til at trives.

CONIC er en af de organisationer der har fremført dette synspunkt i sine politiske udtalelser, i modsætning til den guatemalanske kvindebevægelse. At man anklager netop den ærkekonservative Bush for at fremme fertilitetskontrol, forekommer ret malplaceret.

Vi afviser den servile holdning som indtages af indianske funktionærer i regeringen, når de organiserer folkoristiske aktiviteter under Hr. Bush' besøg.

DERFOR KRÆVER VI:

Vi behøver ikke Deres økonomiske hjælp Hr. BUSH, VI KRÆVER tilbagelevering af vores plyndrede ressourcer og den respekt for vores værdighed, som retmæssigt tilkommer os [...]

Respekt for vores indianske brødre og søstre i USA, frihed til Leonard Peltier, politisk fange og dømt for livstid, så de kan leve i frihed og værdighed i deres territorier.

Leonard Peltier er en nordamerikansk indiansk aktivist, der i 1977 blev dømt for mordet på to FBI-agenter. Siden har været ført en international kampagne for hans frigivelse af den indianske bevægelse, der mener han er uskyldigt dømt.

Vi bekendtgør for vores indianske brødre og den generelle befolkning i Guatemala og i verden, at vi efter Hr. Bush' betrædelse af Iximche' vil foretage en åndelig renselse af Iximche', den hellige by, for at genetablere harmonien og freden på stedet, og for at garantere sikkerheden for de besøgende og de delegerede ved det Tredje Møde for Indfødte Folk ABYA YALA, som finder sted fra den 26 til den 30 marts.

VORES KULTUR OG MODER JORD... ER IKKE TIL SALG

Der har været bekymring blandt mayaorganisationerne for, at den amerikanske præsidents besøg skulle overskygge afholdelsen af det indianske Abya Yala-møde og besøget fra Bolivias indianske præsident, der finder sted samme sted og samme måned som besøget fra USA. Måske også derfor er Bush' besøg blevet opfattet som en provokation.

Evo Morales er i modsætning til George Bush meget velkommen ved Abya Yala-mødet, som det fremgår af Waqib' Kejs udtalelse.

Etiketter: ,