Iximche' renset

I forgårs kunne Prensa Libre berette, at mayaorganisationerne havde holdt deres løfte om at "rense" Iximche' efter George Bush's besøg på stedet, hvor han overværede en opførelse af de gamle mayaers hellige boldspil.

Den amerikanske præsident rejste med et følge af mange hundrede sikkerhedsfolk, som flere dage i forvejen havde fyldt hotellerne i området: Albergues de Tecpán (hytterne ned mod hovedlandevejen, som i øvrigt godt kan anbefales) og la Villa de Dona Pancho.

Præsidentens besøg betød en midlertidig militarisering af området, og i Prensa Libre siger mayaorganisationerne, at skytter var posteret rundt omkring på pyramiderne - endnu en grund til at "udrense" de negative energier.

De tre organisationer, som af Waqib' Kej har fået det praktiske ansvar for afviklingen af Abya Yala-mødet, er også de organisationer der er gået foran i protesterne mod George Bush' besøg ved Iximche'., og flere af dem nåede også i de danske medier: Fra CONIC Rodolfo Pocop og Juan Tiney, som blev citeret på bl.a. dr.dk, fra Uk'ux B'e Leopoldo Méndez, som deltog i renselsesritualet, og fra MOJOMAYAS Jorge Morales Toj, som udtalte sig på vegne af ofrene for den krig, som USA støttede i 1980'erne.

Der er lidt mystik vedrørende, præcist hvilket kulturelt arrangement George Bush egentligt deltog i. Først forlød det fra de protesterende mayaer, at han skulle deltage i en mayaceremoni. Men noget tyder på, at der ikke har været nogen shamaner eller andre religiøse specialister til stede under aktiviteterne. Ved renselsesceremonien blev nemlig fundet en række majskolber, som ifølge Méndez var blevet brugt til et tæppe som præsidenten kunne træde på.

Denne behandling af majsen er utænkelig for en mayareligiøs, og Méndez og de andre shamaner indsamlede derfor alle majskolber for at rense dem og derefter give dem tilbage til bjerget, som er ophavet til al majs i mayernes kosmologi. Hvis ikke man behandler majsen med respekt, men efterlader de små majskorn på jorden, kan det bevirke, at bjerget ikke vil uddele af sin majs ved næste høst.

Når majsen er brugt som tæppe, kan det dårligt have været led i en religiøs ceremoni, og Bush har således formentligt måttet nøjes med et sekulært arrangement med turist-appeal og kulturministeriets opvisning af det hellige boldspil.

"Iximche' er ikke din ranch i Texas"

Netværket af mayaorganisationer Waqib' Kej udsendte inden besøget fra USA en bemærkelsesværdig pressemeddelelse. Den er dateret i Iximulew (Guatemala By) på dagen B’eleje’ Keme’, dvs. 9. marts, og distribueret af CONIC.



Netværket er opkaldt efter dagen for sin første store manifestation den 26. november 2003, der ifølge mayaernes kalender med 260 dage hedder: Seks (Waqib') Hjort (Kej). Glyffen ovenfor afbilleder denne dag med først tallet seks og dernæst glyffen for Kej.

Det er en gammel mayatradition at opkalde mennesker efter den dag, de er født, en tradition som mayaer i dag har genoptaget. Netværket tæller de store folkelige organisationer CONIC, CUC, CONAVIGUA, CONAVIGUA's ungdomsorganisation MOJOMAYAS samt en række politiske NGO'er og faglige akademiske centre. Dets styrke er alliancen mellem de folkelige organisationer og intellektuelle grupper.

Det hedder i meddelelsen (min oversættelse):

Vi frasiger os George Bush' besøg i Guatemala. Hans ankomst til Iximche's hellige jord og til andre mayasamfund er en fornærmelse mod mayafolket på baggrund af hans involvering i krige og død rundt om i verden og hans ansvar for folkedrabet i Guatemala.

NEJ, Hr. Bush, De er ikke på Deres ranch i Texas hvor De kan trampe på og gøre grin med mindet om vores forfædre, Kaji' Imox [Fire Firben], Beleje' K'at [Ni Ild] og Oxi' Kej [Tre Hjort] og bryde freden og harmonien i vores hellige Iximche.

Iximche' var kaqchikelernes hovedstad ind til den spanske invasion i 1524. Fire Firben og Ni Ild var de sidste kaqchikel-regenter i Iximche. Det er mig ikke klart, hvorfor k'iche'-lederen Tre Hjort nævnes i fobindelse med Iximche. I Popol Wuj kan man læse om hans tilfangetagelse og henrettelse af spaniserne i 1524, som gjorde ham til martyr og symbol for k'icheernes modstand mod den spanske invasion.

Senere knyttes an til den indianske frihedskamp i USA:

Vores regeringer, som følger jeres ordrer, vedtager love om beskyttede områder blot for at give vores jorde og vores naturressourcer i hænderne på transnationale selskaber, mens vi som indianske [egtl: indfødte] folk bliver fordrevet og deporteret fra vores territorier. De forsøger at koncentrere os i "reservater" lige som vores indianske brødre i USA. Nej, Hr. Bush, vi er en del af og arvtagere til dette territorium og moder jord.

Og familieplanlægningen får minsandten også et skud for boven:

Deres politik til "fertilitetskontrol" som De fortsætter med at fremføre i Latinamerika, er ikke andet end en politik til udryddelse og dominering af vores folk.

Mistroen til præventionsmidler og programmer til fertilitetskontrol er indgroet i store dele af befolkningen. Mange på landet kan fortælle om, hvordan de blev narret til at lade sig sterilisere eller om hvordan hæren under krigen forgiftede vandforsyningen for at gøre indianerne sterile. Hvad enten sådanne historier er historisk korrekte eller ej, så har de deres effekt. Den generelle mistro til det offentlige sundhedssystem og opfattelsen af, at regeringen også efter krigen stadig helst så at de indianske folk forsvandt, får rygterne til at trives.

CONIC er en af de organisationer der har fremført dette synspunkt i sine politiske udtalelser, i modsætning til den guatemalanske kvindebevægelse. At man anklager netop den ærkekonservative Bush for at fremme fertilitetskontrol, forekommer ret malplaceret.

Vi afviser den servile holdning som indtages af indianske funktionærer i regeringen, når de organiserer folkoristiske aktiviteter under Hr. Bush' besøg.

DERFOR KRÆVER VI:

Vi behøver ikke Deres økonomiske hjælp Hr. BUSH, VI KRÆVER tilbagelevering af vores plyndrede ressourcer og den respekt for vores værdighed, som retmæssigt tilkommer os [...]

Respekt for vores indianske brødre og søstre i USA, frihed til Leonard Peltier, politisk fange og dømt for livstid, så de kan leve i frihed og værdighed i deres territorier.

Leonard Peltier er en nordamerikansk indiansk aktivist, der i 1977 blev dømt for mordet på to FBI-agenter. Siden har været ført en international kampagne for hans frigivelse af den indianske bevægelse, der mener han er uskyldigt dømt.

Vi bekendtgør for vores indianske brødre og den generelle befolkning i Guatemala og i verden, at vi efter Hr. Bush' betrædelse af Iximche' vil foretage en åndelig renselse af Iximche', den hellige by, for at genetablere harmonien og freden på stedet, og for at garantere sikkerheden for de besøgende og de delegerede ved det Tredje Møde for Indfødte Folk ABYA YALA, som finder sted fra den 26 til den 30 marts.

VORES KULTUR OG MODER JORD... ER IKKE TIL SALG

Der har været bekymring blandt mayaorganisationerne for, at den amerikanske præsidents besøg skulle overskygge afholdelsen af det indianske Abya Yala-møde og besøget fra Bolivias indianske præsident, der finder sted samme sted og samme måned som besøget fra USA. Måske også derfor er Bush' besøg blevet opfattet som en provokation.

Evo Morales er i modsætning til George Bush meget velkommen ved Abya Yala-mødet, som det fremgår af Waqib' Kejs udtalelse.

Bush besudler Iximche

Krigen i Irak, USA’s støtte til de tidligere militærdiktaturer og deres massakrer på landbefolkningen i Guatemala, den amerikanske støtte til det guatemalanske narkopoliti og dets overgreb mod uskyldige guatemalanske borgere, en handelsaftale som bondebevægelserne forudser bliver et hårdt slag mod småproducenterne, og nu senest de amerikanske myndigheders tvangsdeportationer af illegale indvandrere der har arbejdet årevis i landet nordpå: Jo, der var rigeligt med grunde til at forvente at besøget fra George Bush ville blive mødt med voldsomme protester i Guatemala.

Men det der skulle få størst opmærksomhed i de internationale medier viste sig at være en gruppe mayaorganisationers protest over, at ”folkemorderen” Bush skulle betræde den hellige jord ved tempelcentret Iximche ved byen Tecpan. I erkendelse af, at de ikke kunne forhindre præsidentens besudling af helligstedet, erklærede organisationerne i Waib Kej, at de ville foretage en efterfølgende spirituel rensning af helligstedet og dets altre; et løfte de nu har holdt.

For en udenforstående er det svært at værdsætte den udsøgte fornærmelse af den amerikanske præsident, der ligger i denne meddelelse. Man kunne frygte at den heller ikke er gået op for præsidenten selv. For mange danskere har meddelelsen sikkert forekommet lettere komisk, og måske har den vakt minder om en ret bizar sag fra Grønland i 2003. Overtro og ”onde ånder” er jo altid en god historie i de vestlige medier. Men for de involverede i Guatemala er det svært at se komikken.

Ifølge mine oplysninger var det kulturminister Manuel Salazar Tetzagüic, der havde foreslået at præsidenten skulle overvære en ceremoni mellem de gamle mayaers pyramider, og det var ministeriets afdeling for administration af helligsteder, der fik ansvaret for afviklingen af ”det kulturelle program” i samarbejde med turistkammeret. Og så var scenen sat for et nyt kapitel i historien om kampen om retten til mayaernes helligsteder…

Tetzagüics var ellers udråbt som præsident Oscar Bergers alibi ved regeringsdannelsen, der kun gav plads til enkelte indianske ministre. Men mayabevægelsen har hele tiden været skeptiske over for Tetzagüic, der ellers har udgivet en bog om mayakulturens værdier og er en habil marimbaspiller og komponist. En mayaleder fra Chimaltenango sagde til mig, at Tetzagüíc kun var maya ”fra mandag til fredag”. Lørdag holdt han fri, og søndag gik han i den kristne kirke, forstås. Men fornærmelsens egentlige betydning var, at Tetzagüíc var en karrieremaya, der ikke mente det med mayaidentiteten alvorligt.

Efter denne uges begivenheder kan ingen være i tvivl om, at i hvert fald den intellektuelle mayabevægelse og lederne af de folkelige indianske organisationer tager det med mayaidentiteten særdeles alvorligt. Derfor var retten til helligstederne også et vigtigt forhandlingsemne under fredsprocessen i 1990’erne.

Lad mig sige det så klart som det kan siges: Den ”hvide” mestiz-regering og turistkammeret INGUAT anser helligstederne som attraktive turistattraktioner, der kan bruges til at fremhæve Guatemalas særegenhed og skønhed over for udlandet, uden at man behøver inddrage nutidens indianere. For mayaerne er helligstederne derimod helligsteder og gravpladser, hvor man kommunikerer med forfædrene om fremtid og fortid igennem ofre og bålceremonier.

Netop Iximche er et af den moderne mayabevægelses foretrukne steder for ceremonier med deltagelse af større grupper. Stedet ligger centralt i landet og har gode adgangsforhold, og parken giver plads til både folkemøder og store ceremonier ved en håndfuld altre. Allerede i 1980 mødtes en forsamling af indianske repræsentanter på dette sted og udsendte den såkaldte Iximche-erklæring, hvor de afviste at lade sig benytte som turistattraktioner og krævede anerkendelse af den indianske kultur. Stedet er også flittigt benyttet til ceremonier med personlige formål.

Fra den 26 til den 30 marts danner Iximche ramme om det kontinentale Abya Yala-møde for indianske og indfødte folk fra hele Amerika, hvor Bolivias præsident Evo Morales har meldt sin ankomst. Også derfor ønskede de indianske værtsorganisationer at rense stedet for de negative energier, som George Bush måtte efterlade.

(mere følger)

Bush i Guatemala

Den amerikanske præsidents besøg i Guatemala i søndags og mandags har fået massiv omtale i de internationale nyhedsmedier, og det gælder også de danske, som flere læsere af denne blog har gjort mig opmærksom på.

Besøget i Guatemala er led i en stor amerikansk charmeoffensiv i Latinamerika, hvor Bush har besøgt en række omhyggeligt udvalgte lande: Brasilien, Uruguay, Colombia, Guatemala og Mexico. Den åbenlyse årsag til besøgsrunden er USA's ønske om at begrænse indflydelsen fra de nye venstre-populistiske regeringer i Venezuela og Bolivia, der kræver højere grad af uafhængighed af beslutningerne i Washington.

I de seneste år hvor Bush har nedprioriteret Latinamerika og ofret opmærksomheden og ressourcerne på krigene i Mellemøsten, har USA lidt et stort tab af indflydelse i Latinamerika, og det skulle besøgsrunden rette op på. Men i betragtning af den store umage, hvormed Det Hvide Hus havde udvalgt lande, der blev opfattet som venligtsindede over for regeringen i Washington, må resultatet af turneen være nedslående for Bush. Billederne fra protesterne mod George Bush har gået verden rundt, og hvert af de fem besøg er blevet et nyt prestigetab for den amerikanske præsident, når medierne har brugt mere plads på beskrivelsen af protesterne end på de officielle møder.

Latinamerikanerne har et meget ambivalent forhold til USA, og det gælder i særdeleshed guatemalanerne. Mange betragter Bush som en morder pga. USA’s krigsførelse og drabene på civilbefolkningen i Irak. Det er ikke noget der tages let på i Guatemala, for guatemalanerne er et folk, der ved, hvad krig betyder. Der er også en udbredt uvilje mod USA's regering pga. dens støtte til de guatemalanske militærdiktaturer i 1980'erne som begik folkemord mod indianerne. Det skete mens G. W. Bush's far var vicepræsident for Ronald Reagan (efter at have været direktør for CIA), og mange af embedsmændene fra dengang sidder på nøgleposter i sønnens regering i dag.

Samtidig har mange guatemalanere et meget nært forhold til det amerikanske samfund, fordi så mange har et familiemedlem som er taget til El Norte for at arbejde. Der skal være omkring 1 mio. guatemalanere i USA, mens der i Guatemala bor op mod 13 mio. Og alle er jo vilde med Coca Cola, fastfood og andre amerikanske "forbrugsgoder".

Men netop den hårdhændende behandling af guatemalanere på illegalt ophold i USA er en af årsagerne til Bush’ lave popularitet i Guatemala. Guatemalanernes kendskab til det amerikanske samfund betyder nemlig også, at de fleste godt kan skelne mellem USA og George Bush.

På kvindernes internationale kampdag d. 8. marts varmede guatemalanske kvindebevægelser op til besøget med protester mod udbytning og deportationer af guatemalanske kvinder bosiddende i USA. På denne og de følgende dage synes alle grene af landets folkelige bevægelser og græsrodsgrupper at have deltaget i protesterne mod besøget: kvindebevægelsen og tidsskriftgruppen La Cuerda, mijøbevægelsen og gruppen Madre Selva, bondebevægelsen i CNOC, de indianske mayabevægelser i Waqib’ Kej, fagforeningerne i UNSITRAGUA, de unge i gruppen Bloque Antiimperialista og mange, mange flere.

Egentlig havde Bush ønsket at besøget hos Guatemalas præsident Oscar Berger skulle få medierne til at skrive om det økonomiske samarbejde, som skulle forbedre USA’s renommé i landet, og om støtten til bekæmpelse af narkotikahandlen i Guatemala. Disse temaer blev overskygget af de folkelige bevægelsers afvisning af frihandelsaftalen og protesterne over de amerikanske migrationslove.

Men der var et helt tredje tema, der bragte Guatemala forrest i nyhedsmedier verden over: George Bush' besøg ved mayatemplerne ved Iximche.

(mere følger...)

Et u-land

En uge efter orkanen er landet stadig i katastrofetilstand, og mange ofre har endnu ikke fået hjælp.

Landet var helt uforberedt, da orkanen kom. Regeringen har ikke reageret på faresignalerne fra naturen i den foregående periode. Den har tilladt systematisk nedbrydelse af miljøet til fordel for snævre erhvervsinteresser knyttet til præsidenten og hans familie, men til fare for den brede befolknings sikkerhed i almindelighed og den fattige befolkning i særdeleshed. Den har systematisk skåret ned på forebyggelse af katastrofer til fordel for budgetterne til militær oprustning.

Efter orkanen er det tydeligt, at regeringen først og fremmest interesserer sig for at beskytte den "hvide" befolkning - middelklassen - og den har negligeret behovene for hjælp i de fattigste områder, som er blevet oversvømmede.

Redningsarbejdet mangler koordinering og det har fra begyndelsen været præget af politiske magtkampe om, hvem der har ansvaret for at det gik så galt, og hvilken politiker der kan komme i medierne som redningsmanden med henblik på næste valgkamp. Hæren måtte indsættes i redningsarbejdet, hvilket var afslørende for den himmelråbende mangel på civile korps til civile opgaver, og konfrontationer mellem militær og den nødstedte civilbefolkning udeblev da heller ikke. Korruptionsskandaler begyndte øjeblikkeligt at rulle i kølvandet på den stærkt politiserede statslige hjælp, som favoriserer præsidentens politiske venner og forretningsforbindelser.

Hvilket land taler jeg mon om? Ja, jeg kan godt forstå, hvis læseren er i tvivl, for beskrivelsen passer lige så godt på USA efter Katrina i august/september som på Guatemala efter Stan i oktober i år.

"Velkommen til Den tredje Verden". Sådan kommenterede den guatemalanske weblog "Hunahpú e Ixbalanqué" situationen, efter at orkanen Katrina havde ramt flere sydlige stater i USA og forårsaget tusinder af døde og gjort hundredetusindevis hjemløse i Louisiana.

Mange guatemalanere har undret sig over at se myndighederne i det rige land mod nord opføre sig som i et u-land. Det er nedslående for mange latinamerikanere, at det land som de beundrer mest af alle, er ude af stand til at reagere på nogen rimelig måde over for en katastrofe på dets egen jord, som rammer dets egen befolkning.

Den danske regering tilbød hjælp efter orkanen Katrina, og igen efter orkanen Rita ramte USA for en lille måned siden læste jeg, at regeringen ville give 15 mio. til nødhjælp. Det kan jeg godt undre mig lidt over. Især vil jeg gerne vide, om de bevillinger betyder, at der er færre penge til ofrene for katastrofer i fattige lande - som f.eks. nu efter orkanen Stan i Mellemamerika, hvor den danske regering så vidt jeg er orienteret har forpligtet sig til at hjælpe med tre mio. kr. til de 200.000 berørte. Selvfølgelig skal vi hjælpe med forsyninger og udstyr til USA i en desperat situation, hvis vi kan. Men hvorfor USA skal have penge af Danmark, dét er svært at forstå.

Nu drejer det sig om nødhjælp og ikke udviklingsbistand, men det er alligevel nærliggende at se på nogle af de kriterier, som den danske regering lægger til grund, når den indgår aftaler om bistand til fattige lande. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har netop været på besøg i flere afrikanske lande, og har udtalt at god regeringsførsel skal være en forudsætning for enhver dansk udviklingsbistand. God regeringsførsel betyder, at det ikke skal være sådan, at bevillingerne til u-landshjælp bliver væk i korruption, nepotisme, ineffektivitet eller opskruede militærbudgetter. Ellers nytter det alligevel ikke noget, siger statsministeren.

Jamen det synes jeg Anders Fogh skulle huske at sige til George Bush næste gang, de spiser morgenmad sammen. For skandalerne efter Katrina i USA har vist, at den nordamerikanske regerings håndtering har været kendetegnet ved alle disse ting, som netop ikke er god regeringsførsel, og det er faktisk meget muligt at den danske hjælp kommer til at gå i præsident George Bush's venners lommer i stedet for at komme USA's fattige til gode. ("Bushs venner tjener tykt på Katrina", Politiken 29.9.05).

Når et fattigt land bruger sine penge på militæret i stedet for en social og miljømæssig udvikling, så plejer det ikke at kunne modtage u-landsbistand uden at få en løftet pegefinger med i samme omgang. Fortjener George Bush's regering ikke også sådan én? Sammenhængen mellem de militære udgifter og katastrofen i Louisiana er ikke engang en indirekte, men en direkte sammenhæng for på trods af rapporter om overhængende fare for sammenstyrtninger af dæmningerne omkring byen, gav Bush ordre til at overføre midler fra budgettet til deres vedligeholdelser og til krigen i Irak.

George Bush har sagt, at "ingen" kunne forudse katastrofen i Louisiana, og hans støtter har latterliggjort kritikerne ved at sige ting som, at "nu vil de også gøre præsidenten ansvarlig for vejret".

Det er en ansvarsforflygtigelse, som sætter et rigtigt dårligt eksempel for ledere i resten af verden. Lad os i denne sammenhæng bare se bort fra diskussionerne om, hvorvidt menneskeheden har et medansvar for det ustabile klima og den globale opvarmning. Naturkatastrofer er naturligvis ikke den enkelte regerings ansvar. Men det er håndteringen af dem.

Organisationen til bekæmpelse af korruption, Transparency International, udsendte i går sit årlige "Corruption Perceptions Index" for 159 af verdens lande. Guatemala ligger på en 117.-plads med en gennemsigtigheds-score på kun 2.5, mens USA scorer 7.6. og ligger på en 17.-plads. Beskeden fra Transparency Internationals direktør, David Nussbaum, ved udgivelsen af rapporten var klar: "Korruption er ikke nogen naturkatastrofe [natural disaster]". Korruption er bevidst tyveri fra dem, der dårligst kan forsvare sig.

Man kan mene, at USA's 17.-plads ikke er så ringe endda, men det må alligevel gøre indtryk, når korruptionen er sanktioneret og tilsyneladende endda organiseret fra samfundets allerøverste top. Dermed også sagt, at det ikke er korruptionens omfang i sig selv, som er det største problem, men derimod den politiske og menneskelige arrogance, som regeringen lægger for dagen i negligeringen af den fattige befolkning før og efter naturkatastrofer som Katrina og Rita i USA og Stan i Guatemala.

Mange mellemamerikanere har allerede lært lektien. Efter Stan er det i Guatemala befolkningen selv, der har hjulpet med at donere og udbringe hjælp til de nødstedte landsbyer, mens den statslige hjælp i mange områder stort set har været fraværende. Hvis ikke engang Amerikas rigeste land kan finde råd til at beskytte sine borgere, er det måske utopisk at tro, at et fattigt mellemamerikansk land skal kunne gennemføre en redningsplan?

Her springer et eksempel fra et andet land i øjenene, nemlig det land som måske er det mest beundrede i Latinamerika efter USA: Cuba. Efter orkanen Ivan sidste efterår måtte FN rose Cubas beredskab som forbilledligt, da hele 2 mio. (sic!) af øens samlede befolkning på 12 mio. mennesker blev midlertidigt evakueret i ro og orden samtidig med at husdyr og fødevareforsyningen blev sikret.

Skribenten på Gegenstandpunkt ironiserer over, hvordan Cubas forbilledlige håndtering af faren blev fremstillet i bladet Der Spiegel. Gegenstandpunkt citerer bladet:

"Den stramme statslige organisation i den socialistiske republik Cuba gør det lettere at forebygge mod orkaner: Lokalkomitéerne, der kontrolleres af det almægtige kommunistiske parti, kan hurtigt efterprøve, om alle beboere har forladt deres huse; der er næppe nogen, der tør yde modstand mod evakueringen."
"De to naturkatastrofer, som i det store og hele forløb glat og uden dødsofre, var for Castro en lejlighed til at forbedre sit image som omsorgsfuld landsfader, og for partihierarkiet var de en lejlighed til at bevise den bovlamme revolutions eksistensberettigelse (...) det gjaldt om at vise dem (cubanerne), hvor vigtig et omsorgsfuldt kollektiv (...) og blind lydighed er specielt i nødsituationer." (Spiegel 40, 2004, s.112)

Jeg ønsker på ingen måde at optræde som apologet for det cubanske diktatur. Men netop fordi der er nok at kritisere ved Fidel Castros regime, forekommer det mig ekstra stupidt at angribe det for én af de ting, som det faktisk gør rigtigt.

Der Spiegels holdning til den stakkels cubanske befolkning, der ifølge bladet må tvinges til at redde sig livet ved at lade sig evakuere væk fra den overhængende fare, fik en mærkelig omvendt genklang i de danske mediers første rapporter fra Louisiana.

Flere gange stod danske tv-reportere og trådte sig selv over tæerne, når de skulle tale rundt om det faktum, at titusindvis af mennesker i Louisiana ikke havde forladt byen endnu på trods af myndighedernes opfordring. Reporterne kunne ikke direkte, men kun indirekte få sig selv til at sige, at det på en måde var den fattige sorte befolknings egen skyld, hvis der skete noget, eftersom de var blevet hjemme i stedet for at forlade byen lige som de hvide. Det var pinligt at se reporterne stå dér uden noget bud på, hvorfor befolkningen nu var så modvillig til at tage af sted.

Det var først da Jacob Holdt endelig kom på skærmen, at vi fik en anstændig dækning og en forklaring: For det første havde den fattige sorte befolkning ikke nogen biler at tage af sted i. (Hvem forestiller sig at en amerikansk by som Louisiana har offentlig transport til at evakuere 150.000 mennesker på et døgn?). For det andet ventede den fattige befolkning på deres månedlige socialhjælp, som skulle komme til udbetaling dagen efter. Og så var det pludselig for sent at tage af sted.

Også i Guatemala er det den fattige befolkning, som er blevet hårdest ramt af orkanen. Det er den fattige befolkning, som bor de farligste steder for foden af vulkanerne og på bjergskråningerne, hvor tømmer- og mineselskaber har fået fripas af regeringen til drastiske ødelæggelser af miljøet med yderligere farer for mudderskred til følge. Det er de fattige landsbyer med vanskelige adgangsforhold, som Guatemalas økonomiske og politiske elite mener den kan tillade sig at ignorere.

Det er hverken præsident Bush eller præsident Bergers skyld, at det regner. Men det er uanstændigt at de har nægtet deres borgere en paraply og tørt tøj. For nu at blive i underdrivelsen.

Gringoer leger indianere

Måske kender du det nordamerikanske reality-tvshow "Survivor". Hvis jeg fortæller, at det er den nordamerikanske udgave af Robinson, ved du sikkert, hvad jeg taler om.


Tv-showet er i gang med en ny runde, som foregår i Guatemala. Regering og turistindustri har ligget på knæ for tv-holdet og deltagerne i programmet, som har fået lov at boltre sig og bo (sic!) i ellers beskyttede junglearealer og i de bevarede mayatempelbyer ved Yaxha i Peten.

Programmet har været omgivet med fantastisk meget medie-forskræp, det der på amerikansk slet og ret hedder hype. Nu ligger "guatemala adoption" ikke længere i toppen i Overtures statistikker over de mest søgte ord på internettets søgemaskiner. Til gengæld har "guatemala survivor" lagt sig i top tre for søgninger om Guatemala i de seneste måneder.

På Blog de mi Guatemala kan man se et lille reklamespot for udsendelsen, som fortæller om, hvordan deltagerne i konkurrencen denne gang bliver "forced to embrace the ancient Maya lifestyle".

Og her på billedet fra tv-serien kan man se, hvad det er CBS mener. Deltagerne hopper rundt med fuld krigsmaling og nogle temmelig selvlysende plasticfjer(?), der tilsyneladende er købt i BR (eller Wal-Mart).



Survivor spiller på alle de eksotiske maya-strenge og fortælller om de gådefulde, men blodtørstige mayaer, der godt kunne lide at ofre mennesker. Selvfølgelig! Hvad havde vi regnet med, da myndighederne gav tv-folkene fra CBS adgang til de fredede ruiner? Og det ligger sikkert myndighederne fjernt at klage over, at mayakulturen her gøres til et eksotisk lille stykke popkultur, som kan pakkes ned og konsumeres af den moderne forbruger, for det gør det guatemalanske offentlige turistkontor jo netop selv, så ofte det kan komme af sted med det.

I realityshowet spiller deltagerne det hellige gamle spil, som i dag på spansk bare kaldes el juego de la pelota, "boldspillet". De gamle mayaer var vilde med en sport, der gik ud på at skyde en bold af massivt gummi gennem en ring på boldbanens væg. (Spanierne, der ikke kendte til gummi, mente til gengæld, at bolden måtte være forhekset, for de havde aldrig før set en kugle hoppe af sig selv). I de store tempelbyer kan man i dag stadig bese hundredevis af disse boldbaner bygget i sten.

Forskerne mener, at taberne - eller måske vinderne? - blev ofret til guderne, når kampen var afgjort, og det får Survivor selvfølgelig maksimal spændingseffekt ud af i programmet. Det manglede da bare, fristes man til at sige.


Men, men, men... globaliseringen har også betydet, at de indianske bevægelser nu er internationale, og man slipper ikke længere sådan bare af sted med hvad som helst. Indianske grupper i USA har klaget til CBS over denne stereotype fremstilling af maya-indianerne. De er vrede over, at Survivorfolkene skal rende rundt med fjer på så man skulle tro, at det var fastelavn i en børnehave, men de er især vrede over udsendelsens fokus på mayaernes blodtørst. Så vrede, at de opfordrer til boycott af CBS.

Mange moderne mayaaktivister i Guatemala er lige så heftige i deres afvisning af de gamle mayaers brutale ofringer. Men hvorfor benægte, at mayaerne ofrede mennesker? Jeg ved udmærket godt at vikingerne voldtog, brændte byer og ofrede slaver, men det føler jeg mig lissom ikke ansvarlig for, vel?

Svaret er, at lige siden invasionen og folkemordet begyndte for 500 år siden har indianernes påståede blodtørst været både englænderne og spaniernes moralske halmstrå, når man skulle legitimere nødvendigheden af at underlægge sig de indianske folk. At indrømme at mayaerne ofrede mennesker, kommer for mange indianere - mayaer og nordamerikanske "native Americans" - til at smage af at give spanierne og englænderne moralsk ret til at indtage landet.
(fortsættes)

El Silencio de Neto nu på dvd

Den guatemalanske spillefilm: El Silencio De Neto (1994), er netop udkommet på dvd.

Det kan forekomme at være en triviel nyhed, men det er så ganske få guatemalanske spillefilm, der bliver produceret, og hidtil er det kun La Casa De Enfrente, der har kunnet fås på dvd.

El Silencio de Neto er den første guatemalanske spillefilm, som blev kendt i udlandet, og den har modtaget priser ved flere internationale filmfestivaler. Alle scener er optaget i Guatemala, i Antigua Guatemala og i bjergene omkring byen.

Filmen fortæller historien om drengen Neto og hans udvikling til voksen i skyggen af den CIA-støttede invasion af landet i 1954. Netos kamp for at kunne udtrykke sig om, hvad der foregår i hans familie, og hans svære forhold til de voksne er et stærkt billede på landet Guatemala efter invasionen fra nord.

Filmen har uden tvivl stor værdi som oplysning om den del af Guatemalas nyere historie, som har været undertrykt under diktaturet. Jeg så denne film ved en forevisning under projektet COMPA: Cine Comunitario Popular y Alternativo, som drives af sprogskolen Proyecto Lingüístico Quetzalteco de Español. Her oplevede jeg, hvordan de guatemalanske tilskuere var overraskede over at opdage, hvordan de historiske begivenheder i forbindelse med invasionen og indsættelsen af militærdiktaturet hang sammen, og filmen var en god indledning til en diskussion.

Mange guatemalanere ved ikke, at bananproducenten, United Fruit Company (i dag Chiquita), bad om en invasion af landet for at forhindre en jordreform og beskytte sine enorme landejendomme i landets østlige del. En aktionær og advokat for firmaet var på det tidspunkt udenrigsminister i USA. Bedre forbindelser kan et firma vist ikke få! Historien fortælles fremragende i bogen Bitter Fruit, men dette stof har ikke været del af pensum i de guatemalanske skoler under diktaturet.

For mig var det dog ikke de historiske begivenheder, men filmens miljøskildring og det gode skuespil, der gjorde indtryk. Filmen er blevet fremhævet som et eksempel på, hvordan den spirende guatemalanske filmgenre har følt sig nødsaget til at fortælle historier i billeder. Det er der heldigvis kun kommet noget godt ud af.

DVD'en har spansk tale og engelske undertekster, samt et kommentarspor fra instruktøren Luis Argueta på både spansk og engelsk. Jeg glæder mig til at opleve filmen igen.

Mere om denne og om andre guatemalanske film på min hjemmeside.