Institutionel krise i Guatemala
Ingen i Guatemala kan være i tvivl om, at landet gennemlever en institutionel krise. Det står så slemt til, at regeringen har inviteret en særlig FN-mission til landet, Comisión Internacional Contra la Impunidad en Guatemala (CICIG), for at rydde op i det korrupte politi- og retsvæsen.
I søndags skete så endnu et mord, som har kastet landet ud i en dramatisk institutionel krise og tydeliggjort nødvendigheden af en uafhængig efterforskningsinstitution. Advokaten Rodrigo Rosenberg var ikke særligt kendt, før han i søndags blev myrdet af lejemordere under en cykeltur i hovedstaden. Først så mordet ud til at blive endnu et nummer i den triste statistik, men i mandags kom det så frem, at Rosenberg havde efterladt en videooptagelse, hvor han forudser sin død og indleder med ordene: "Hvis De hører eller ser denne optagelse, så er det fordi jeg er blevet myrdet af hr. præsident Álvaro Colom, med hjælp fra hr. Gustavo Alejos".
Gustavo Alejos er sekretær for præsidenten og en af de største donorer under valgkmampen. Foruden præsidenten og hans sektretær anklager advokaten andre højtstående embedsmænd og medlemmer af direktionen fra den halvoffentlige udviklingsbank, BANRURAl, for at stå bag det forudsete mord. Motivet for mordet skulle være, at advokaten krævede retfærdighed for en af sine klienter, Khalil Musa, der skulle være blevet myrdet pga. en strid om formandsposten i BANRURAL.
Præsidenten blev i går interviewet af CNN på dens spansksprogede kanal, hvor han erklærede at anklagerne er led i et komplot for at destabilisere landet, og at han har bedt FBI om hjælp til efterforskningen, foruden CICIG, som også har reageret hurtigt og foranlediget ransagninger hos BANRURAL.
Også i går demonstrerede familie og venner af den afdøde advokat foran præsidentpaladset, hvor de krævede præsidentens afgang. Regeringen reagerede ved at hente bosættere fra hovedstadens fattige randområder til centrum for at stable en moddemonstration på benene, til støtte for Colom. Senere på dagen var regeringspartiets borgmestre fra hele landet hasteindkaldt til møde, mange af dem fløjet ind med private fly.
I dag er der indkaldt til demonstration igen for at kræve præsidentens afgang, og hans støtter vil sikkert også demonstrere igen. Nogle medier har rapporteret at CONIC vil gå på gaden i dag til støtte for præsidenten, som Luis Figueroa hos Libertópolis.
Etiketter: Rosenberg
0 kommentarer:
Send en kommentar
<< Startside