mandag, november 21, 2005

Den officielle historie

Forleden så jeg en film af de sjældne: Den argentinske La historia oficial fra 1985. En meget bevægende historie om diktaturet i Argentina. Historien var så stærk og skuespillet så godt, at jeg ikke vil tøve med at anbefale filmen. Men man skal se den en dag, man har overskud til at lade sig bevæge, ellers kan det blive en ubehagelig oplevelse.

Filmen foregår i diktaturets sidste tid, hvor hovedpersonen, en historielærer spillet af Alicia Marnet de Ibáñez, får mistanke om, at hendes adopterede datter stammer fra en politisk fange, som militærdiktaturet har skaffet af vejen. Vi følger hendes gradvise opvågnen og bevidstgørelse om sit lands historie og det samfund hun lever i, og vi er som seere lige så bange som hende for, hvad hun måtte finde ud af. Vi ser bevægelsen af bedstemødre Abuelas de Plaza de Mayo, (som Sting har tilegnet sangen Ellas danzan solas), der forsøger at finde deres forsvundne børns børn, og vi bliver klogere på, hvorfor vi ikke kan undslippe fortiden ved at forsøge at ignorere den eller ved krampagtigt at holde fast i "den officielle historie".

IMDb's "trivia"-oplysninger om filmen er for en gangs skyld ikke så trivielle. Tværtimod fortæller de om, hvor stor en risiko folkene bag filmen måtte løbe for at kunne lave en film som denne samme år som diktaturet i Argentina faldt.

Filmen har fået mange priser og rosende anmeldelser. Men det kneb længe med anerkendelsen i hjemlandet Argentina. På IMDb skriver en ung argentiner, der nu bor i USA, at da han så filmen i Argentina kort efter diktaturet brød han sig ikke om den, for han fandt historien kedelig og emnet opportunistisk (sic!). Først nu, mange år efter, er han i stand til at sætte pris på den.

Når jeg blev så berørt af filmen skyldtes det også, at en tilsvarende problematik gør sig gældende i Guatemala. Her har jeg hørt om, hvordan militære officerer under diktaturet har adopteret børn af politiske fanger, som er blevet dræbt i fængslerne. Der er mødre, som kan fortælle, at de i fængslet fik at vide, at de ville blive dræbt, hvis de ikke ville give afkald på deres børn.

Disse historier er i Guatemala fornyligt blevet aktualiserede nok en gang - med fundet af det hemmelige politiarkiv fra diktaturets tid i Guatemala By, som jeg tidligere har skrevet om. Der er store forhåbninger til, hvad arkivet kan fortælle om begivenheder, der ikke er kommet med i Guatemalas "officielle historie". ElCanche refererer en artikel fra The New York Times, der netop har fået lov at besøge arkivet. I artiklen hedder det:
Sergio Morales, the head of the ombudsman's office, has previously told Guatemalan reporters that the archive also contains lists of children kidnapped from suspected guerrillas, along with the names of the families who agreed to take them in.
Jeg skal ikke her forsøge at forklare, hvad der kan få folk til at tage imod et barn uden at spørge, hvor det kommer fra. Dertil ved jeg endnu ikke nok om denne side af Guatemalas historie. Men der er ingen tvivl om, at arkivet indeholder oplysninger af virkelig voldsom karakter, ikke bare på det politiske, men også på det personlige plan for befolkningen, som har været berørt af diktaturet og af krigen.

Opdatering: Det ser ud til, at Stings sang var tilegnet gruppen Madres de la Plaza de Mayo. Flere gode links og baggrundsinformation findes på denne side om La Historia Oficial.

Etiketter: ,

torsdag, november 17, 2005

Genopbygning efter Stan

Mellemfolkeligt Samvirke bringer en bevægende artikel om overlevelsesviljen i landsbyen Atitlán ved Atitlan, som blev næsten fuldstændigt destrueret af mudderskred d. 5. oktober. 350 ud af 400 familier mistede huse og afgrøder og marker. Så er der ingen trøst at hente i, at dødstallet med 800 savnede eller døde tilsyneladende nu er lavere end først frygtet. Jeg har tidligere skrevet om, hvor svært det er for de berørte at forstå en katastrofe af så næsten ufattelige dimensioner.

Jeg vil også gerne gøre opmærksom på en ny hjemmeside: GuateStan, som bringer artikler og fotos fra katastrofen og hjælpearbejdet efter Stan.

Historien fra Panabaj indeholder et lille glimt af lys i mørket: Midt i elendigheden har katastrofen givet rum for og ansporet en ny selvorganisering blandt de overlevende, som selv tager ansvar for genopbyggelsesarbejdet og den nærmeste fremtid. I området ved Santiago Atitlán har beboerne en stærk tradition for selvorganisering, da man heller ikke under militærdiktaturet og borgerkrigen har kunnet regne med hjælp fra myndighederne. Forhåbentlig kommer denne styrke også til udtryk i denne svære situation.

Jordskælvet i Guatemala i 1976 foråsagede så store ødelæggelser, at militærdiktaturet måtte tillade lokalt organiseret hjælpearbejde efter at næsten alle bygninger i højlandsbyer som Comalapa og Tecpán var blevet ødelagte. Jeg har for nyligt sovet hos en familie i højlandet, hvor jeg varmede mig under et gammelt tæppe som den havde fået af den lokale katastrofekomité under hjælpearbejdet i 1976.

De lokale selvhjælpskomiteer var dengang et af de få steder, hvor folkelig organisering var tilladt af diktaturet. Erfaringen fra komiteerne blev efterfølgende et vigtigt rekrutteringsgrundlag for guerillabevægelsen.

I dag foregår den folkelige kamp ikke med længere med våben. Men forhåbentlig kan den barske nødvendighed af selvorganisering nu betyde at landsbyerne får nogle nyttige erfaringer, som de kan bruge i deres fortsatte udvikling.

Også i San Martín Sacatepéquez, hvor Hermandad Educativa deltager i hjælpearbejdet, kanaliseres hjælpen gennem en lokalt organiseret komité.

Etiketter:

mandag, november 14, 2005

Mel Gibson løfter sløret

Som tidligere nævnt bliver den næste film fra Mel Gibson på sproget "maya".

Belært af de dårlige erfaringer fra produktionen af "The Passion of the Christ", hvor de oplysninger der slap ud om manuskriptet skabte så voldsom debat, at han måtte ændre på manuskriptet, har Mel Gibson denne gang valgt næsten intet at fortælle om filmens handling men at holde detaljerne om produktionen af Apocalypto hemmelige.

Det har ført til mange forskellige gæt på tid og sted for handlingen. Men forleden valgte Mel Gibson alligevel at løfte sløret lidt - netop for at undgå de allervildeste spekulationer, forklarede han på en pressekonference.

For det første sloges det fast, at filmen foregår i det nuværende Mexico for 600 år siden, og det kan altså udelukkes at der optræder europæere i filmen. Filmen bliver optaget i junglen i den mexicanske delstat Veracruz, hvor den må formodes at få stor betydning for den lokale økonomi. Planer om at optage i Yukatan (Yucatán) og Guatemala er nu opgivet, og Mel Gibson forklarede at regnskoven og de mulige locations som var undersøgt her simpelthen var for ødelagte til at kunne bruges. Trist, men sandt!

Da det kom frem, at filmen blev optaget i Veracruz skrev flere mexicanske medier, at sproget var náhuatl (aztekisk). Det er det mest udbredte indianske sprog i regionen, men er jo altså ikke et mayasprog. Aviserne overså tilsyneladende at Veracruz er hjemsted for folket tenek, der taler mayasproget wasteko (huasteco), men har været isoleret fra de andre mayafolk i mange hundrede år.

Jeg har kritiseret, at sproget for filmens dialog blot var angivet med den overordnede betegnelse "maya", som om det var et specifikt sprog. Vi angiver jo heller ikke en films sprog som "germansk", når der tales på dansk eller tysk eller engelsk. For 600 år siden, hvor filmen foregår, havde det oprindelige mayasprog allerede udviklet sig til de selvstændige mayasprog, som vi kender i dag.

Men nu har Gibson afsløret, at sproget ikke bliver wasteko men yukatekisk (yukateko), og dermed er producenterne en smule undskyldt, for netop dette mayasprog kaldes traditionelt også bare for "maya". Det er nemlig et folk på Yucatán-halvøen som har givet navn til den civilisation, som arkæologer og lingvister har kaldt for mayafolkene.

Nu havde jeg jo faktisk i min tidligere post her på bloggen uden at kende til filmens locations gættet på netop yukatekisk, men da ingen bookmakere tog udfordringen op, må jeg nøjes med æren.

Gibson sagde også, at det bliver en film med sparsom dialog, hvilket for mig er lidt skuffende. Men den sparsomme dialog og valget af et mindre kendt sprog skyldes måske at Gibson - som han siger - lægger vægt på det universelle, almenmenneskelige perspektiv i sin historie. Her kan det måske hjælpe, at skuespillerne taler et sprog, som næsten ingen blandt publikum forstår.

På pressekonferencen lagde Gibson dog også vægt på at filmen vil styrke sproget yukatekisk. Hvis så bare journalisterne ville holde op med at kalde mayasproget for en "dialekt"! Hvis maya er en dialekt, hvad er det så en dialekt af, må man spørge? Lige så fornærmende over for yukatekerne er det når medierne fortæller om, at filmens sprog er et "obskurt" tungemål som taltes af mayaerne, der "forsvandt" på mystisk vis, samtidig med at det siges at skuespillerne er lokale indianere, der taler deres eget sprog i filmen. Hvor dum kan man være, hvis mayaerne bare var forsvundet ville der jo lissom ikke være nogen skuespillere til at tale sproget i filmen, vel? Hovedrollen er dog blevet givet til en kvinde fra Veracruz; (nej venner, det er ikke Salma Hayek!).

Til min store glæde fortalte instruktøren også, at manuskriptet i høj grad er baseret på maya-k'iche'folkets myter i bogen Popol Wuj! (Tidligere retskrivning: Popol Vuh). Det ved jeg vi er mange der glæder os til at se, hvad der kommer ud af.

Og så vil jeg udtrykke min medfølelse med Mel Gibson. Jeg læste at han måtte lide under aztekerkongen "Montezumas hævn". Jeg kender også til, hvad der sker, når munden elsker den fremmede mad, men maven ikke.

Etiketter: , ,

lørdag, november 12, 2005

Thank you so much for all of your help!

Dear friends of la Hermandad Educativa,

On behalf of all of our people at el Proyecto Lingüístico and la Escuela de la Montaña I want to thank each and everyone of you who have sent donations to the Hermandad Educativa Relief Fund for communities that were hit by the intense rains after hurricane Stan last month.

I have been overwhelmed by your response to the letters that the schools and I sent out less than a month ago. I called the school to tell them about the collection in Europe so far, and I was extremely pleased to be able to say that so far we have received donations from former students in Denmark, Norway, Sweden, Austria, Switzerland, England, and New Zealand, and the present total adds up to... more than 2200 euros or US $2,600. I know that our friends in North America also have been very generous.

These are the words of Carlos Sánchez from el Proyecto Lingüístico Quetzalteco:
In the face of the darkness of the tragedy and the pain inflicted by Hurrican Stan on thousands of Guatemalans, we see a glimmer of hope and of human solidarity through your donations. You may rest completely assured that your help is being delivered to the Guatemalans in need. In the name of all the affected: thank you, thank you very much!

The school is working in coordination with el Comité de Emergencia in San Martin Sacatepequez and it is through this local council that emergency foods have been brought out: maize, rice, beans, sugar, and cooking oil. The council has representatives from all of the damaged communities of the area as well as NGO's, churches, and the municipality, who have determined what are the most urgent needs and how the help delivered is to be distributed among the communities.

This is the best way to make sure that your donations are converted swiftly into goods that are really needed in the communities, and at the same time a just distribution of the goods delivered is ensured.

When the emergency has cleared up a bit the council and our schools will look at how to provide housing for people who lost their houses during the flooding. Some houses will be repaired, and new houses will be built. Your donations will be converted into construction materials: tin roofs, blocks of concrete, cement etc.

You can still help
Students and teachers from our schools have volunteered to help rebuild houses in the affected communitites. They and the people of San Martín are grateful to know that they are not alone in their efforts to rebuild these communities. If you would like to help, you can still make a donation towards their work. Please see the letter to friends of Hermandad Educativa for information on what you can do.

Etiketter:

tirsdag, november 01, 2005

Allehelgensdag

Festen for de døde - udstilling på Kulturcentret Assistens

I dag er Allehelgensdag eller: Día de Todos los Santos, som sammen med d. 2. november: Día de los muertos (De dødes Dag eller Alle sjæles Dag) er en af årets vigtigste fester i Mexico og Guatemala (se kalender).

Katolsk tradition smelter her sammen med den mesoamerikanske dødekult og får et meget specielt udtryk. Det er tydeligt, at der her er tale om et forhold til døden, som adskiller sig radikalt fra forestillingerne i Vesten. Den mexicanske forfatter og nobelprismodtager, Octavio Paz, beskriver i et berømt essay i Ensomhedens Labyrint mexicanerens ambivalente forhold til døden. Døden frygtes, men frygten bliver netop hele tiden overvundet i en voldsom konfrontation med døden. Mexicaneren har en forbløffende fortrolighed med døden, ja næsten et familiært forhold. De forbavsende levende skeletter, som på De dødes Dag spiser og drikker og fester nøjagtig(?) som de levende, har fået en central plads i mexicansk ikonografi.

Da jeg for et par år siden besøgte det fantastiske museum i Xalapa (Jalapa) i Veracruz i Mexico, gav museets guide en fremragende fortolkning af de gamle olmekeres opfattelser af døden ud fra museets genstande. Guiden opsummerede sin fremlæggelse sådan: "Los olmecas realmente pensaban lo mismo que José Alfredo: La vida no vale nada - la muerte sí." Olmekerne mente faktisk, hvad José Alfredo sagde: Livet er intet værd, kun døden.

Museumsgæsterne nikkede, de forstod godt hvad guiden hentydede til. "La vida no vale nada" er omkvædet i en af José Alfredo Jiménez' mest berømte rancheras (Camino de Guanajuato), og desuden titlen på en film, hvor Pedro Infante synger titelnummeret i en berømt scene. Også den kendte mexicanske folkesang, "La llorona", er en sang til døden, som oftest afbildes som en gammel kvinde. I filmen Frida (2002), som jeg holder meget af, synger den gamle sangerinde Chavela Vargas denne sang til Frida Kahlo (Salma Hayek), netop som Trotsky bliver myrdet. Det er en scene, der virkelig kan give kuldegysninger!

Hvis man er så heldig at komme forbi København i den kommende tid, har man fra i dag mulighed for at se en meget flot udstilling om den mexicanske dødefest-tradition i kapellet ved Assistens kirkegård. Man kan også benytte sig af den tilhørende foredragsrække. (T.v.: sukkerkranier fra udstillingen).

I Guatemala er det sjoveste sted at være i dag nok den lille bjergby Todos Santos Cuchumatanes (Huehuetenango). Det er jo byens navnedag, og byen er internationalt kendt for sin fest, der byder på den berømte Corrida del Gallo, som er et vildt og voldsomt hestevæddeløb, hvor flere ryttere hvert år kommer til skade. Mange undrer sig over at væddeløbet er navngivet efter en hane (gallo), når det nu er et hestevæddeløb, der er tale om. Vittige hoveder ville måske sige, at navnet refererer til Guatemalas nationaløl la Gallo, for alle ved, at den er skyld i mange af rideulykkerne den dag. Men da jeg gik på sprogskole i Todos Santos fik jeg at vide, at rytterne før i tiden forfulgte en hane, som blev trukket på en snor igennem byen. En lidt bizar tradition, hvis oprindelse jeg ikke tør gætte på. Nu hvor hanen er gået af brug og ingen forstår det oprindelige navn, bliver væddeløbet ofte bare kaldt for "Carrera de Caballos" (hesteløbet).

Andre steder i landet går det mere fredeligt til. Santiago og Sumpango (Sacatepéquez) er berømt for deres drageflyvninger med kæmpestore drager af farvet papir på skeletter (ordspillet utilsigtet) af træpinde.

Den 2. november besøger man de døde på gravstederne eller stiller mad frem til dem ved husaltrene. Det kan være frugter, brændevin eller lidt af den mad, som man selv spiser, der stilles frem for de døde. Inden dagen tager man ud for at gøre gravstederne i stand, så de fremstår ordentlige og pyntede på De dødes Dag.

Den traditionelle spise ved denne højtid er den guatemalanske ret fiambre, som af den guatemalanske antropolog og folklorist Celso Lara Figueroa er blevet fremhævet som et billede på den skønne blanding af traditioner og kulturelle elementer i Guatemala. Fiambre er en ladinoret, mens desserten ayote en dulce sandsynligvis har mere indiansk oprindelse.

Fiambre er en slags kold buffet, som er praktisk at have med ved en udflugt til kirkegården, når man besøger sine afdøde kære. I år har aviserne dog skrevet om, at mange familier får svært ved at få råd til fiambre pga. situationen efter Stan, hvor mange fødevarer sælges til stærkt forhøjede priser.

Etiketter: