Molotov, mayaer og homoer

Forleden aften havde jeg en tankevækkende oplevelse under en bytur i Xela. Vi var gået ind på en lille klub i samme bygning som Telgua, som viste sig at være et sted for byens bøsser og lesbiske, og jeg skal love for, at de vidste at holde fest.

Nu er Guatemala er et ekstremt konservativt samfund, som lægger enorm vægt på pæne dyder, puritanisme og bibelsk moralisme. Det er ikke uden grund, at den tidligere general og militærdiktator, Efraín Ríos Montt, kunne blive populær på sine højrefundamentalistiske religiøse prædikener.

Mange af mine danske venner er overraskede over, at der overhovedet eksisterer et miljø af bøsser i Guatemala. Det vidste jeg nu godt, for jeg mødte dem hver dag under et tidligere ophold, når jeg stod på Parque Central i hovedstaden Guate og ventede på, at min kæreste skulle få fri fra arbejde. Pladsen var åbenbart et af hovedstadens mødesteder, og så behøvede jeg ikke føle mig ensom, mens jeg ventede. Jeg vil dog ikke anbefale nogen at bruge de offentlige herretoiletter på Parque Central, med mindre man ønsker at lære de unge mænd rigtigt godt at kende.

Guates bøssemiljø, som jeg har mødt det i Zona 1, lever i lukkede fester og på en række diskrete mødesteder. Der er sikkert andre steder, som jeg ikke kender til, men her i Xela var det noget andet. Sikke en befrielse at opleve et så åbent homomiljø midt i byen i et land, hvor det at være bøsse er så ekstremt stigmatiseret. Først tænkte jeg, at det her lige så godt kunne være en Pan-klub i den danske provins: et lille intimt sted, hvor dansegulvet fyldte dobbelt så meget som siddearealet; udstyret med et skrabet, men funky high tech-interiør, der oplystes af en roterende discokugle.

Musikken var også den samme, som jeg ville forvente derhjemme: Madonna, Robbie Williams, danske Aqua, colombianske Juanes (som jeg ikke har været så imponeret af som alle andre, skønt jeg må indrømme, at hans "Camisa Negra" er bastante bailable), og et forfærdeligt danse-remix af Don't Cry for me Argentina.

Men der var også noget, som var anderledes. Kort efter at vi var ankommet, råbte det mexicanske rockband Molotov ud gennem højttalerne: "¡darle matarile al maricón!" Det betyder sådan frit oversat: "lad os lege 'dræb den bøsserøv'!" (Matarile er en mexicansk børnesang, men teksten spiller på ordet "matar" - at dræbe). Da Molotov spillede på Roskilde Festivalen skabte det splittelse på den københavnske venstrefløj mellem på den ene side nogle af folkene fra Mexico&Chiapas-solidariteten, der var vilde med Molotovs angreb på den korrupte mexicanske regering, og på den anden side feministiske grupper, som opfordrede til boycott af gruppen pga. dens ekstreme mandschauvinistiske og homofobiske sprog. At feministerne havde fat i noget rigtigt, er svært at benægte, når man hører efter Molotovs tekster. Citatet ovenfor stammer fra albummet Donde Jugarán Las Niñas? fra sangen "Puto": et andet mexicansk skældsord for bøsse, der kommer af maskulinumsformen til puta (prostituta).

Men det at sangen er populær blandt bøsser i Mellemamerika vidner dog om, at sagen er mere kompliceret end som så. Er der mon tale om samme strategi, som når bøsser har taget andre skældsord til sig - queer, bøsse, etc. - så de mister deres kraft og betydning? Eller kan de bare godt lide sangen? I teksten bruges udtrykkene faktisk ikke om en bøsse, men om en kujon. Maricón, puto og hueco er skældsord for bøsser, som i Mellemamerika først og fremmest betyder en kryster, og ifølge gruppen handler sangen slet ikke om homoseksuelle. (Molotov fik endda lov til at medvirke ved en hyldestkoncert til Queen i 1998, hvor de spillede deres version af "Bohemia, Rap y Soda").

Gæsterne i klubben var alle meget unge; der var både ladinoer og indianere, skønt min ledsager var den eneste indianer i traje. Som hun sagde: Jeg er jo ikke her fra byen, så jeg kan bedre tillade mig at komme her i traje. En af de andre kvinder fortalte, at hun brugte traje til daglig, men hun ønskede ikke at blive set i traje på dette sted. Hun ønskede mao. ikke at andre skulle se, at hun som indianer kom "sådan et sted".

Det fik mig til at tænke på en diskussion vi engang havde på kontoret hos en indiansk bondeorganisation i Guatemala. En mandlig spansk medarbejder på kontoret kritiserede, at personalet udtrykte fordomsfulde holdninger til bøsser, og det affødte en større diskussion om forholdet mellem mayaernes befrielseskamp og bøssernes frigørelse. Var der måske ikke også homoer i den gamle mayakultur, som er den moderne mayabevægelses ideal?

Det mente spanieren i hvert fald, men en kvindelig leder fra bondeorganisationen sagde bestemt nej. Den spirende bøsse-lesbiske bevægelse, som vi ser i Guatemala By i dag, er først vokset frem i løbet af de seneste ti år. Og når mayaer vælger at leve som homoseksuelle, er det udtryk for descomposición social: social opløsning, (intet mindre!), sagde hun. Det var ikke umuligt for mig at se, hvad hun mente. Hvis mayaerne danner homoseksuelle par, hvem skal så føre mayakulturen videre i fremtiden? Hvad skal der blive af den hellige balance mellem mand og kvinde, og hvem skal oplære børnene i forfædrenes traditioner?

Jeg må give bondelederen ret: Der var formentlig ingen homoer blandt de gamle mayaer. Mænd og kvinder med en homoseksuel identitet er formentlig et moderne fænomen, der hænger sammen med samfundsudviklingen. Men spanieren har også ret i, at der garanteret altid har været mænd, der har dyrket sex med mænd, også i Mesoamerika. Det behøver man ikke at have læst Platon for at regne ud. Så hvorfor skulle homoseksualitet diskvalificere en indianer som maya? Mon ikke de moderne mayaer skulle kunne finde ud af at revidere deres opfattelse af den hellige komplementaritet?

Imens fortsatte festen omkring os i højere og højere gear. Der gik ikke lang tid før råbene begyndte at lyde: tubo, tubo, tubo..., i begyndelsen med spredte mellemrum, men efterhånden mere og mere taktfast fra de dansende, der pegede op mod en stang (el tubo), der forbandt loftet med et lille podie. Og da Robbie Williams fik dansegulvet på kogepunktet, forlod en kvinde sin barstol, skred værdigt hen over gulvet og steg op på podiet, og så oplevede uskyldige jeg for første gang, at tubo-råbet er mere end bare en joke.

Kvinden dans om stangen var meget... øh, dygtigt udført, og jeg var imponeret over hendes akrobatiske evner. Jeg nåede lige at tænke, at det var dog trist, at ikke en gang en bøsse-lesbisk klub kunne undslippe de stereotyper, der siger, at det skal være en kvinde, der danser om stangen til mændenes ære; men så var det fyrenes tur, og de var lige så dygtige som hende.

Min kvindelige bondelederven er ikke ene om at mene, at det er descomposición social, når unge mayamænd svinger sig og sit om andet end majsplante-stangen. Mayaorganisationen La Defensoría Indígena Wajxaqib' No'j protesterede for nylig i en pressemeddelelse over, at de politisk og økonomisk stærkeste lande "forurener" den indianske befolkning i Guatemala med deres homoseksualitet. Det fik kvindegruppen "Lesbiradas" (Lesbianas Liberadas) til at reagere med en meget flot formuleret invitation til refleksion og en opfordring til at bekæmpe homofobi inden for de sociale bevægelser.

Det er heldigvis kun de mest forstokkede og konservative maya-aktivister, der holder stædigt fast på ideologien om mandens og kvindens ligeværdige, men komplementære kønsroller. Alligevel kan det ikke overraske i et samfund som det guatemalanske, at den almindelige opfattelse også i mayaorganisationerne er, at homoseksualitet er anti-natural, og at den dårligt kan kombineres med den cosmovisión maya, som er bevægelsernes grundlag.

De evangeliske kirker er endda aktivt gået til angreb på de homoseksuelles rettigheder. Denne måned afleverede de 30.000 underskrifter til parlamentet imod homoseksuelle gruppers ønske om en lovliggørelse af ægteskab mellem personer af samme køn.

Også foreningen af bøsser og lesbiske mobiliserede og gik i demonstration gennem Guatemala By, velvidende at loven ingen chance har for at blive vedtaget, før Guatemala har gennemgået en radikal forandring.

Men alting har jo som bekendt en begyndelse.