Indianernes iboende længsel

Diego Riveras gengivelse af La Conquista
(murmaleri fra Nationalpaladset i Mexico By)

Historien skrives som bekendt af sejrherrerne. Men jeg kan nu alligevel stadig blive overrasket over, hvad de forsøger at bilde mig ind.

For to uger siden kom Pave Benedikt XVI i en tale til latinamerikanske biskopper for skade at sige, at den kristne religion ikke blev påtvunget Amerikas oprindelige indbyggere. Indianerne havde derimod en "iboende længsel" efter kristendommen og bød derfor missionærerne velkommen. Kirken "rensede" indianerne, sagde paven. Udbredelsen af evangeliet betød ikke nogen påtvingelse af en fremmed kultur, for den kristne tro var netop hvad indianernes forfædre længe havde søgt efter i deres religiøse traditioner.

Hvis paven troede, at han kunne slippe af sted med så grov en forvanskning af historien, så kender han ikke meget til den latinamerikanske virkelighed i dag. De indfødte folk har forlængst fået en stemme i offentligheden, og antropologer og u-landsarbejdere behøver ikke længere opfatte sig selv som "the voice of the voiceless".

Som det var at vente affødte pavens udtalelser vrede protester fra indianske bevægelser i hele Amerika. Der gik da heller ikke længe, før paven måtte trække i land.

Nu er det selvfølgelig ikke første gang, at indianerne har måttet høre på den slags vrøvl. Men det er en yderligere provokation, når udtalelserne kommer fra samme institution som i 1493 udsendte den pavelige bulle Inter caetera, som delte Den nye Verden mellem Spanien og Portugal. Paven gav samtidig kolonimagterne til opgave at instruere Amerikas oprindelige befolkning i den kristne tro og opdrage dem i god moral.

UPDATE: Ibis.dk har en nyhedsartikel vedr. sagen samt to protestbreve fra indianske organisationer.

Hvilken dag i mayakalenderen er du født?

Forlaget Cholsamaj's svar på Mayland, den årlige udgave af mayakalenderen Cholb'al Q'ij, har vundet udbredelse i Guatemala i de senere år. Ved siden af datoerne angives dagenavne, numre og glyffer efter den ceremonielle 260-dages kalender Cholq'ij, der også er kendt under navnet Tzolkin.

Men kalenderen rummer også et historisk-politisk afsnit om mayasprogene og de moderne mayaers historiske situation og aktuelle kamp for deres rettigheder. Og så giver bogen anbefalinger, hvis man ønsker at tage et mayaindiansk navn, hvilket bogen i øvrigt også indirekte synes at anbefale at man gør. Den foreslår at man bruger navnet på den nawal, den naturkraft eller guddom, der er knyttet til éns fødselsdag.

Historisk har der været tradition for, at mayaerne navngaves efter den dag, hvor de blev født. Det kender vi jo fra mange andre kulturer og især fra katolicismen, hvor mange nyfødte i Guatemala endnu i dag døbes med navnet på den helgen, som dagen tilhører. Derfor hedder det i den mexicanske fødselsdagssang over alle fødselsdagssange, Las mañanitas:

Esas son las mañanitas, que cantaba el rey David, hoy por ser día de tu santo, te las cantamos a ti.

Sangen forudsætter altså, at fødselsdagen er den samme som helgendagen eller navnedagen. Sådan er det også med de fleste af de navne, vi støder på i Popol Wuj, og sådan er det med mange navne på de berømte mayaindianske konger fra før og under den spanske invasion, som det fremgik af Waqib' Kejs pressemeddelelse fornylig. Her er det bare ikke helgennavne, men numre og navne på dagens nawal, der tages i brug.

Men hvordan finder man så ud af, hvilken dag man er født? Cholb'al Q'ij indeholder kun mayadatoer for det indeværende gregorianske år, så den er ikke til megen hjælp. Heldigvis er der flere redskaber på nettet til rådighed. De kalenderværktøjer, som jeg tidligere har henvist til på min hjemmeside (se nederst), angiver mayakalenderens dagenavne på yukatekisk, når man indtaster datoerne som vi kender dem.

Det kan selvfølgelig være meget godt. Yukatekisk kaldes på engelsk også Maya proper, altså "det egentlige mayasprog". Sproget tales i det historiske område for mayab', en indiansk gruppe der har givet navn til hele mayacivilisationen og mayasprogfamilien, og det var det sprog, Mel Gibson talte om, da han proklamerede at han ville lave en film på "maya".

Men hvis man ville kende dagenes betydning i Guatemala, har man altså først skullet oversætte kalenderprogrammernes output til et af de guatemalanske mayasprog. Eller købe en af de trykte evighedskalendere, som er udgivet i Guatemala.

Nu kan jeg imidlertid henvise til et kalenderværktøj, der angiver dagenes tal og navne på k'iche'. I dag den 29. marts 2007 er således dagen "3 Kame(y)" (alternativ stavemåde: Keme), dvs. "Tre Død" eller "Tre Genopstandelse". Disse dagenavne bruges endnu som navne blandt de moderne mayaer. I dag dog sjældent som fornavne, men ofte som efternavne. Det gælder f.eks. den tidligere borgmester i Xela, Rigoberto Quemé (Keme).

Til den ceremonielle mayakalender knytter sig en righoldig "astrologi". Ovennævnte værktøj fortæller således også noget om dagenes mulige betydning. Forklaringen synes at være hentet fra Walburga Rupflin Alvarados interviews af mayashamaner, som er udgivet i bogen El Tzolkin es más que un calendario.

Andre udlægninger af dagenes etymologiske og astrologiske betydning kan findes i Cholb'al Q'ij, hos kulturministeriet eller i kalendere fra Proyecto Lingüístico Francisco Marroquín og andre mayaforlag.

Iximche' renset

I forgårs kunne Prensa Libre berette, at mayaorganisationerne havde holdt deres løfte om at "rense" Iximche' efter George Bush's besøg på stedet, hvor han overværede en opførelse af de gamle mayaers hellige boldspil.

Den amerikanske præsident rejste med et følge af mange hundrede sikkerhedsfolk, som flere dage i forvejen havde fyldt hotellerne i området: Albergues de Tecpán (hytterne ned mod hovedlandevejen, som i øvrigt godt kan anbefales) og la Villa de Dona Pancho.

Præsidentens besøg betød en midlertidig militarisering af området, og i Prensa Libre siger mayaorganisationerne, at skytter var posteret rundt omkring på pyramiderne - endnu en grund til at "udrense" de negative energier.

De tre organisationer, som af Waqib' Kej har fået det praktiske ansvar for afviklingen af Abya Yala-mødet, er også de organisationer der er gået foran i protesterne mod George Bush' besøg ved Iximche'., og flere af dem nåede også i de danske medier: Fra CONIC Rodolfo Pocop og Juan Tiney, som blev citeret på bl.a. dr.dk, fra Uk'ux B'e Leopoldo Méndez, som deltog i renselsesritualet, og fra MOJOMAYAS Jorge Morales Toj, som udtalte sig på vegne af ofrene for den krig, som USA støttede i 1980'erne.

Der er lidt mystik vedrørende, præcist hvilket kulturelt arrangement George Bush egentligt deltog i. Først forlød det fra de protesterende mayaer, at han skulle deltage i en mayaceremoni. Men noget tyder på, at der ikke har været nogen shamaner eller andre religiøse specialister til stede under aktiviteterne. Ved renselsesceremonien blev nemlig fundet en række majskolber, som ifølge Méndez var blevet brugt til et tæppe som præsidenten kunne træde på.

Denne behandling af majsen er utænkelig for en mayareligiøs, og Méndez og de andre shamaner indsamlede derfor alle majskolber for at rense dem og derefter give dem tilbage til bjerget, som er ophavet til al majs i mayernes kosmologi. Hvis ikke man behandler majsen med respekt, men efterlader de små majskorn på jorden, kan det bevirke, at bjerget ikke vil uddele af sin majs ved næste høst.

Når majsen er brugt som tæppe, kan det dårligt have været led i en religiøs ceremoni, og Bush har således formentligt måttet nøjes med et sekulært arrangement med turist-appeal og kulturministeriets opvisning af det hellige boldspil.

Bush besudler Iximche

Krigen i Irak, USA’s støtte til de tidligere militærdiktaturer og deres massakrer på landbefolkningen i Guatemala, den amerikanske støtte til det guatemalanske narkopoliti og dets overgreb mod uskyldige guatemalanske borgere, en handelsaftale som bondebevægelserne forudser bliver et hårdt slag mod småproducenterne, og nu senest de amerikanske myndigheders tvangsdeportationer af illegale indvandrere der har arbejdet årevis i landet nordpå: Jo, der var rigeligt med grunde til at forvente at besøget fra George Bush ville blive mødt med voldsomme protester i Guatemala.

Men det der skulle få størst opmærksomhed i de internationale medier viste sig at være en gruppe mayaorganisationers protest over, at ”folkemorderen” Bush skulle betræde den hellige jord ved tempelcentret Iximche ved byen Tecpan. I erkendelse af, at de ikke kunne forhindre præsidentens besudling af helligstedet, erklærede organisationerne i Waib Kej, at de ville foretage en efterfølgende spirituel rensning af helligstedet og dets altre; et løfte de nu har holdt.

For en udenforstående er det svært at værdsætte den udsøgte fornærmelse af den amerikanske præsident, der ligger i denne meddelelse. Man kunne frygte at den heller ikke er gået op for præsidenten selv. For mange danskere har meddelelsen sikkert forekommet lettere komisk, og måske har den vakt minder om en ret bizar sag fra Grønland i 2003. Overtro og ”onde ånder” er jo altid en god historie i de vestlige medier. Men for de involverede i Guatemala er det svært at se komikken.

Ifølge mine oplysninger var det kulturminister Manuel Salazar Tetzagüic, der havde foreslået at præsidenten skulle overvære en ceremoni mellem de gamle mayaers pyramider, og det var ministeriets afdeling for administration af helligsteder, der fik ansvaret for afviklingen af ”det kulturelle program” i samarbejde med turistkammeret. Og så var scenen sat for et nyt kapitel i historien om kampen om retten til mayaernes helligsteder…

Tetzagüics var ellers udråbt som præsident Oscar Bergers alibi ved regeringsdannelsen, der kun gav plads til enkelte indianske ministre. Men mayabevægelsen har hele tiden været skeptiske over for Tetzagüic, der ellers har udgivet en bog om mayakulturens værdier og er en habil marimbaspiller og komponist. En mayaleder fra Chimaltenango sagde til mig, at Tetzagüíc kun var maya ”fra mandag til fredag”. Lørdag holdt han fri, og søndag gik han i den kristne kirke, forstås. Men fornærmelsens egentlige betydning var, at Tetzagüíc var en karrieremaya, der ikke mente det med mayaidentiteten alvorligt.

Efter denne uges begivenheder kan ingen være i tvivl om, at i hvert fald den intellektuelle mayabevægelse og lederne af de folkelige indianske organisationer tager det med mayaidentiteten særdeles alvorligt. Derfor var retten til helligstederne også et vigtigt forhandlingsemne under fredsprocessen i 1990’erne.

Lad mig sige det så klart som det kan siges: Den ”hvide” mestiz-regering og turistkammeret INGUAT anser helligstederne som attraktive turistattraktioner, der kan bruges til at fremhæve Guatemalas særegenhed og skønhed over for udlandet, uden at man behøver inddrage nutidens indianere. For mayaerne er helligstederne derimod helligsteder og gravpladser, hvor man kommunikerer med forfædrene om fremtid og fortid igennem ofre og bålceremonier.

Netop Iximche er et af den moderne mayabevægelses foretrukne steder for ceremonier med deltagelse af større grupper. Stedet ligger centralt i landet og har gode adgangsforhold, og parken giver plads til både folkemøder og store ceremonier ved en håndfuld altre. Allerede i 1980 mødtes en forsamling af indianske repræsentanter på dette sted og udsendte den såkaldte Iximche-erklæring, hvor de afviste at lade sig benytte som turistattraktioner og krævede anerkendelse af den indianske kultur. Stedet er også flittigt benyttet til ceremonier med personlige formål.

Fra den 26 til den 30 marts danner Iximche ramme om det kontinentale Abya Yala-møde for indianske og indfødte folk fra hele Amerika, hvor Bolivias præsident Evo Morales har meldt sin ankomst. Også derfor ønskede de indianske værtsorganisationer at rense stedet for de negative energier, som George Bush måtte efterlade.

(mere følger)

Flere tolkninger af katastrofen ved Atitlan

I søndags bragte El Periódico en meget værdifuld artikel, som kaster nyt lys over tolkningerne af katastrofen ved søen Atitlán, som jeg skrev om forleden.

Avisen er taget til San Juan la Laguna på den anden side af søen. Her blev to bydele begravet i mudder, men i modsætning til Panabaj var der her ikke et eneste dødsoffer. Hvorfor ikke? Fordi byen ikke lyttede til ekspertene, der mente at kaffebuskene ville holde på jorden, men i stedet til advarslerne fra byens ældsteråd, der forudså en katastrofe. Byens myndigheder og borgere organiserede hurtigt en evakuering.

Budskabet fra Felipe Gómez fra shamanernes forening Oxlajuj Ajpop synes umiddelbart at være det samme som vi hørte i Santiago: "Det er en besked til de indfødte folk som blev kristnede; det er vigtigt at de vender tilbage til deres rødder. I det øjeblik de igen begynder at værdsætte de principper og værdier, vil de sikre naturen og mijøet."

Men at det måske alligevel er mere komplekst end som så antyder samme Gómez med bemærkningen: "Folkets glemsel af sine rødder, forfædre og helligsteder er resultatet af sådanne tragedier." Hvad er mon årsag, og hvad er virkning?

Senere i artiklen hedder det: "Gómez siger at Kirken har arbejdet på at udviske erindringen hos disse folk, hvor der kun er bevaret en religiøs synkretisme, der har tilladt, at dyrkelsen af naturens elementer er blevet glemt."

Det er en lidt underlig brug af ordet synkretisme, vi ser her. Ordet betegner de former der opstår, når religiøse traditioner blandes. Men i Guatemala er det blandingen mellem katolicisme og indiansk tradition, der tænkes på, og derfor bruges ordet i en uegentlig betydning som betegnelse for en bestemt religion, nemlig den folkekatolske praksis. Skønt ordet egentlig betegner blandingen af tradtioner, kan Gómez her kritisere den katolske synkretisme for ikke at give plads til den indianske tradition.

I den indianske tradition afholdes ceremonier til ære for vigtige naturelementer. Artiklen fra AP, som jeg skrev om forleden, nævner "vandguden Inox". Jeg har aldrig hørt om "Inox", men der er muligvis tale om den nawal, der på kaqchikel hedder "Imox", og som er en af de 20 dage i den hellige kalender. Imox forbindes netop med havet eller jordmonsteret, urolige naturelementer, konflikt og fare. Mudderskredene i Santiago og i San Juan la Laguna d. 5. oktober skete i øvrigt på dagen, der på kaqchikel hedder Kame, og som associeres med døden.

Men hvordan kunne de ældste i San Juan vide, hvad der ville ske? Artiklen fortæller, at medlemmerne af ældsterådet husker, hvordan lignende begivenheder fandt sted i 1948, hvor søens vandstand først faldt, hvorefter regnen strømmede ned og endte med at begrave San Marcos la Laguna. I år advarede de om, at noget lignende ville ske, og det var takket være dem, at befolkningen i San Juan la Laguna blev reddet i tide.

På den baggrund kan det ikke overraske at høre mænd som Felipe Gómez sige, at redningen består i respekten for de ældste og genoptagelsen af traditionen.

Religiøse tolkninger af tragedien i Santiago Atitlan

Dette er egentlig en fortsættelse af min foregående 'post', men jeg synes det er så forfærdeligt trist, hvad der skete i Panabaj i Santiago, at jeg ikke havde lyst til at fortsætte under samme overskrift. Inden jeg skriver videre, vil jeg gøre opmærksom på websitet Pueblo a Pueblo, som er dedikeret til at hjælpe befolkningen i Santiago Atitlán.

En ven fra Mellemamerika Komiteen har gjort mig opmærksom på endnu en artikel om Panabaj, som handler om de religiøse tolkninger af tragedien.

I krisesituationer kommer de religiøse institutioner på overarbejde, når de skal forklare og give mening til lidelsen. Befolkningen i Santiago må spørge sig selv: Hvorfor netop Panabaj? Her blev over 80% af husene jævnet med jorden af mudderskredet, mens de 4.000 indbyggere i den lidt større nabolandsby Tzanchaj stort set gik fri. Hvilke kræfter havde set sig vrede på Panabaj? Det finder borgerne i Santiago forskellige svar på. Nogle mener, at lavinen alene må tilskrives vejret, men de er formentlig i mindretal. En så stor katastrofe kræver en dybere forklaring, og den er der da også flere bud på.

Der er medlemmerne af protestantiske (pinsemissionske) sekter, som mener at man kun kan beskytte sig ved at angre sine synder og fromt forberede sig på den endelig udfrielse, som kun Jesus kan give. Det havde indbyggerne i Panabaj åbenbart ikke gjort ifølge denne forklaring.

Der er katolikkerne, som vægrer sig ved at give så kontante svar på så specifikt et spørgsmål om skyld. Herrens veje er som bekendt uransagelige (Rom. 11,33).

Endelig er der de mayareligiøse, som mener at mudderskredet skyldes tz'utujil-indianernes manglende respekt for deres nawales og misligholdelse af forholdet til regn- og bjerguddommene i området.

I artiklen fortæller bondelederen Pedro Esquina, at han tidligere i år under en vandretur i bjergene fandt et forladt alter for en lokal guddom. Samme nat drømte han om vand, og da han fik hjælp af en shaman til tydning af drømmen, var beskeden at landsbyen skulle udføre tre ceremonier for at undgå en naturkatastrofe. Dette skete imidlertid ikke, eftersom kun få troede Pedro. Nu forventer han, at flere vil genoptage den traditionelle religiøse praksis. I Tzanchaj, som gik fri, fortæller en kvinde, at hendes familie altid har udført de traditionelle ritualer, og at hvert familiemedlem har drømt om sin nawal, som har lovet beskyttelse fra naturen.

Min ven, som sendte mig artiklen, tilføjede følgende kommentar: "Tillad mig at citere Henrik Nordbrandt: 'Religion er i den grad noget vrøvl'. Men jeg må jo indrømme religion og religiøsitet en vis social betydning."

Der er ingen tvivl om, at det er svært for os i solidaritetsbevægelsen at forholde os til de religiøse forklaringer på katastrofen. Vi kan måske blive enige om at tage afstand fra de pinsemissionske kirkers begreber om synd og skyld, fordi de ofte også fordømmer socialt engagement og politisk aktivitet. Men det er straks sværere for os at forholde os til en bondebevægelse, som vil sætte den indianske religiøsitet i centrum for den politiske kamp.

Vi vil gerne rationalisere "overtroen", så bondebevægelsens religiøse ritualer kan forstås som et middel til andre, mere jordnære mål. Skønt vi indrømmer at frihed til at dyrke sin religion er en ret, har vi svært ved at acceptere, at dygtige og intelligente folkelige ledere kan være "overtroiske". Men er det rimeligt at antage, at der i virkeligheden ligger realpolitiske mål bag, når Pedro Esquina taler om at stemme guderne mildt og opretholde et godt forhold til los nawales?

Jeg har deltaget i flere ritualer sammen med Pedro Esquina hos den indianske organisation CONIC. I den forbindelse har jeg overvejet det spørgsmål, som stilles i solidaritetsmiljøet: Bruger bondelederne mon den religiøse tradition med kalkuleret politisk overlæg, eller udspringer den religiøse praksis af en oprigtigt ment hengivenhed over for traditionen? Det er egentligt et ret frækt spørgsmål, men alligevel ét, man ikke helt kan undgå. Efter deltagelse i et ritual, som var ved at gå galt, kom jeg med den vurdering, at bondelederne er helt oprigtige, når de praktiserer de traditionelle ritualer, men at de samtidig er yderst bevidste om de politiske implikationer af deres religiøse praksis og diskurs.

En tragedie som den i Santiago, hvor bjerget udfolder sin enorme naturkraft og udsletter flere tusind huse i én landsby, mens nabolandsbyen går næsten uskadt fri, ville åbne for en religiøs tydning i ethvert samfund. Guatemala er hertil et stærkt religiøst samfund, hvor befolkningen søger pragmatiske og konkrete religiøse svar på deres fysiske lidelser. Det er en væsentlig forklaring på den katolske kirkes tilbagegang og de pinsemissionske kirkers hastige vækst siden 1980'erne. Mange tolkede 1980'ernes violencia (diktaturets forfølgelser) som et tegn på, at det var på tide at gå til bekendelse og dyrke et mere intenst religiøst liv, end den katolske kirke kunne tilbyde.

Den traditionelle religion i området ved søen Atitlán er centreret omkring bjergene, som befolkningen har et moralsk, næsten personligt forhold til. Den religiøsitet har tz'utujilerne kunnet dyrke i ly af katolicismen. Men i Santiago er flere og flere pinsemissionske grupper kommet til i de sidste par årtier og har fået flere og flere medlemmer. I andre dele af Guatemala har jeg set, hvordan den religiøse opdeling kan ødelægge landsbyfællesskabet og give anledning til splittelse, når der skal tages politiske beslutninger.

Jeg må derfor være glad for, at de indianske bondeledere kommer på banen og ikke overlader kampen om sjælene efter den apokalyptiske tragedie i Panabaj til højrefundamentalistiske dommedagssekter.

Men må vi så ikke frygte, at folk så vil undlade at beskytte sig i fremtiden, men i stedet forlade sig på, at bare man udfører de foreskrevne ritualer og opretholder et godt forhold til bjerget, så vil det ikke gå galt igen? Jeg mener ikke, at der er noget der tyder på en sådan fare; derimod vidner den slags spørgsmål om en manglende forståelse af den religiøse traditions væsen.

Engang i etnografiens barndom mente antropologerne, at magiske ritualer skulle forstås som en slags "primitiv videnskab" eller en forfejlet teknologi til at dyrke jorden og kontrollere naturen. Heldigvis ved vi bedre i dag. Skønt traditionelle forestillinger i Guatemala siger, at man skal udføre bestemte ritualer i forbindelse med såning af majsen for at sikre jordens frugtbarhed og bjergets velvillighed, er der dog ingen indianere, der tror at disse ritualer i sig selv vil sikre høsten. Alle bønder ved, at det også er nødvendigt at gøde og passe marken.

Når lederen af en indiansk bondeorganisation siger, at tragedien skyldtes at man har forsømt alteret for regnguddommen, er det ikke en opfordring til at ignorere faren for nye mudderskred i fremtiden. Det er en opfordring til at forny sin spiritualitet i kraft af den tradition, som forfædrene har efterladt. Det er også en opfordring til at finde sammen som landsby i et fællesskab, der går på tværs af skel mellem katolikker og protestanter.

San Andrés Xecul

Nu skrev jeg i går, at vi var på vej til Xecul, og vi fik da også besøgt denne charmerende lille by langt oppe ad en meget stejl sidevej til hovedlandevejen mod Cuatro Caminos. Vi kom egentlig mest for at se kirken, som er berømt for sin sennepsfarvede facade og bemalede udsmykning.

Kirkefacaden var ganske rigtigt spektakulært udsmykket. Døm selv om den er turen værd. Et skilt proklamerer at kommunen giver en stor bøde, hvis man spiller bold foran indgangen. Men som det fremgår af billedet (se godt efter) afholdt det ikke børnene fra at spille frem og tilbage over pladsen.

Efter at have nydt synet af kirken og de legende børn spurgte vi os for efter et sted at sætte et lys, som det sig hør og bør, når man kommer til et nyt sted. Det er ofte oppe på den nærmeste lille høj, eller oppe ad bjergsiden, at man gør det, men her bød sig en anden mulighed. Det viste sig, at byens cofradía ikke bare tager vare på byens helgen San Andrés, men også på den lokale udgave af San Simón; en religiøs figur, som er en historie for sig. The Rough Guide to Guatemala fortæller endda, at den berømte kunstmaler Carmen Pettersen, som arbejdede i byen i 1970'erne (og hvis malerier hænger på tøjmuseet Ixchel i Guatemala By), anklagede indbyggerne for at drive en hekseskole, der tiltrak unge elever fra de omkringliggende k'iche'landsbyer. Tsk-tsk!


Vi fandt frem til den familie, der har ansvaret for San Simón og San Andrés i år, så vi kunne sige tak for at få lov at besøge byen. I huset satte vi et lys og gav San Simón en cigaret, som han røg med stort velbehag gennem hullet i sin træmund, imens hans lille alter ego (til højre for blomsterne) så misundeligt(?) til. San Andrés modtager derimod normalt kun åndelig føde.