En uge efter orkanen er landet stadig i katastrofetilstand, og mange ofre har endnu ikke fået hjælp.
Landet var helt uforberedt, da orkanen kom. Regeringen har ikke reageret på faresignalerne fra naturen i den foregående periode. Den har tilladt systematisk nedbrydelse af miljøet til fordel for snævre erhvervsinteresser knyttet til præsidenten og hans familie, men til fare for den brede befolknings sikkerhed i almindelighed og den fattige befolkning i særdeleshed. Den har systematisk skåret ned på forebyggelse af katastrofer til fordel for budgetterne til militær oprustning.
Efter orkanen er det tydeligt, at regeringen først og fremmest interesserer sig for at beskytte den "hvide" befolkning - middelklassen - og den har negligeret behovene for hjælp i de fattigste områder, som er blevet oversvømmede.
Redningsarbejdet mangler koordinering og det har fra begyndelsen været præget af politiske magtkampe om, hvem der har ansvaret for at det gik så galt, og hvilken politiker der kan komme i medierne som redningsmanden med henblik på næste valgkamp. Hæren måtte indsættes i redningsarbejdet, hvilket var afslørende for den himmelråbende mangel på civile korps til civile opgaver, og konfrontationer mellem militær og den nødstedte civilbefolkning udeblev da heller ikke. Korruptionsskandaler begyndte øjeblikkeligt at rulle i kølvandet på den stærkt politiserede statslige hjælp, som favoriserer præsidentens politiske venner og forretningsforbindelser.
Hvilket land taler jeg mon om? Ja, jeg kan godt forstå, hvis læseren er i tvivl, for beskrivelsen passer lige så godt på USA efter Katrina i august/september som på Guatemala efter Stan i oktober i år.
"
Velkommen til Den tredje Verden". Sådan kommenterede den guatemalanske weblog "Hunahpú e Ixbalanqué" situationen, efter at orkanen Katrina havde ramt flere sydlige stater i USA og forårsaget tusinder af døde og gjort hundredetusindevis hjemløse i Louisiana.
Mange guatemalanere har undret sig over at se myndighederne i det rige land mod nord opføre sig som i et u-land. Det er nedslående for mange latinamerikanere, at det land som de beundrer mest af alle, er ude af stand til at reagere på nogen rimelig måde over for en katastrofe på dets egen jord, som rammer dets egen befolkning.
Den danske regering tilbød hjælp efter orkanen Katrina, og igen efter orkanen Rita ramte USA for en lille måned siden læste jeg, at regeringen ville give 15 mio. til nødhjælp. Det kan jeg godt undre mig lidt over. Især vil jeg gerne vide, om de bevillinger betyder, at der er færre penge til ofrene for katastrofer i
fattige lande - som f.eks. nu efter orkanen Stan i Mellemamerika, hvor den danske regering så vidt jeg er orienteret har forpligtet sig til at hjælpe med tre mio. kr. til de 200.000 berørte. Selvfølgelig skal vi hjælpe med forsyninger og udstyr til USA i en desperat situation, hvis vi kan. Men hvorfor USA skal have
penge af Danmark, dét er svært at forstå.
Nu drejer det sig om nødhjælp og ikke udviklingsbistand, men det er alligevel nærliggende at se på nogle af de kriterier, som den danske regering lægger til grund, når den indgår aftaler om bistand til fattige lande. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har netop været på besøg i flere afrikanske lande, og har udtalt at god regeringsførsel skal være en forudsætning for enhver dansk udviklingsbistand. God regeringsførsel betyder, at det ikke skal være sådan, at bevillingerne til u-landshjælp bliver væk i korruption, nepotisme, ineffektivitet eller opskruede militærbudgetter. Ellers nytter det alligevel ikke noget, siger statsministeren.
Jamen det synes jeg Anders Fogh skulle huske at sige til George Bush næste gang, de spiser morgenmad sammen. For skandalerne efter Katrina i USA har vist, at den nordamerikanske regerings håndtering har været kendetegnet ved alle disse ting, som netop
ikke er god regeringsførsel, og det er faktisk meget muligt at den danske hjælp kommer til at gå i præsident George Bush's venners lommer i stedet for at komme USA's fattige til gode. ("Bushs venner tjener tykt på Katrina", Politiken 29.9.05).
Når et fattigt land bruger sine penge på militæret i stedet for en social og miljømæssig udvikling, så plejer det ikke at kunne modtage u-landsbistand uden at få en løftet pegefinger med i samme omgang. Fortjener George Bush's regering ikke også sådan én? Sammenhængen mellem de militære udgifter og katastrofen i Louisiana er ikke engang en indirekte, men en direkte sammenhæng for på trods af rapporter om overhængende fare for sammenstyrtninger af dæmningerne omkring byen, gav Bush ordre til at overføre midler fra budgettet til deres vedligeholdelser og til krigen i Irak.
George Bush har sagt, at "ingen" kunne forudse katastrofen i Louisiana, og hans støtter har latterliggjort kritikerne ved at sige ting som, at "nu vil de også gøre præsidenten ansvarlig for vejret".
Det er en ansvarsforflygtigelse, som sætter et rigtigt dårligt eksempel for ledere i resten af verden. Lad os i denne sammenhæng bare se bort fra diskussionerne om, hvorvidt menneskeheden har et medansvar for det ustabile klima og den globale opvarmning. Naturkatastrofer er naturligvis ikke den enkelte regerings ansvar. Men det er håndteringen af dem.
Organisationen til bekæmpelse af korruption,
Transparency International, udsendte i går sit årlige "Corruption Perceptions Index" for 159 af verdens lande. Guatemala ligger på en 117.-plads med en gennemsigtigheds-score på kun 2.5, mens USA scorer 7.6. og ligger på en 17.-plads. Beskeden fra Transparency Internationals direktør, David Nussbaum, ved udgivelsen af rapporten var klar: "Korruption er ikke nogen naturkatastrofe [
natural disaster]". Korruption er bevidst tyveri fra dem, der dårligst kan forsvare sig.
Man kan mene, at USA's 17.-plads ikke er så ringe endda, men det må alligevel gøre indtryk, når korruptionen er sanktioneret og tilsyneladende endda organiseret fra samfundets allerøverste top. Dermed også sagt, at det ikke er korruptionens omfang i sig selv, som er det største problem, men derimod den politiske og menneskelige arrogance, som regeringen lægger for dagen i negligeringen af den fattige befolkning før og efter naturkatastrofer som Katrina og Rita i USA og Stan i Guatemala.
Mange mellemamerikanere har allerede lært lektien. Efter Stan er det i Guatemala befolkningen selv, der har hjulpet med at donere og udbringe hjælp til de nødstedte landsbyer, mens den statslige hjælp i mange områder stort set har været
fraværende. Hvis ikke engang Amerikas rigeste land kan finde råd til at beskytte sine borgere, er det måske utopisk at tro, at et fattigt mellemamerikansk land skal kunne gennemføre en redningsplan?
Her springer et eksempel fra et andet land i øjenene, nemlig det land som måske er det mest beundrede i Latinamerika efter USA: Cuba. Efter orkanen Ivan sidste efterår måtte FN rose Cubas beredskab som forbilledligt, da hele 2 mio. (sic!) af øens samlede befolkning på 12 mio. mennesker blev midlertidigt evakueret i ro og orden samtidig med at husdyr og fødevareforsyningen blev sikret.
Skribenten på
Gegenstandpunkt ironiserer over, hvordan Cubas forbilledlige håndtering af faren blev fremstillet i bladet Der Spiegel. Gegenstandpunkt citerer bladet:
"Den stramme statslige organisation i den socialistiske republik Cuba gør det lettere at forebygge mod orkaner: Lokalkomitéerne, der kontrolleres af det almægtige kommunistiske parti, kan hurtigt efterprøve, om alle beboere har forladt deres huse; der er næppe nogen, der tør yde modstand mod evakueringen."
"De to naturkatastrofer, som i det store og hele forløb glat og uden dødsofre, var for Castro en lejlighed til at forbedre sit image som omsorgsfuld landsfader, og for partihierarkiet var de en lejlighed til at bevise den bovlamme revolutions eksistensberettigelse (...) det gjaldt om at vise dem (cubanerne), hvor vigtig et omsorgsfuldt kollektiv (...) og blind lydighed er specielt i nødsituationer." (Spiegel 40, 2004, s.112)
Jeg ønsker på ingen måde at optræde som apologet for det cubanske diktatur. Men netop fordi der er nok at kritisere ved Fidel Castros regime, forekommer det mig ekstra stupidt at angribe det for én af de ting, som det faktisk gør rigtigt.
Der Spiegels holdning til den stakkels cubanske befolkning, der ifølge bladet må tvinges til at redde sig livet ved at lade sig evakuere væk fra den overhængende fare, fik en mærkelig omvendt genklang i de danske mediers første rapporter fra Louisiana.
Flere gange stod danske tv-reportere og trådte sig selv over tæerne, når de skulle tale rundt om det faktum, at titusindvis af mennesker i Louisiana ikke havde forladt byen endnu på trods af myndighedernes opfordring. Reporterne kunne ikke direkte, men kun indirekte få sig selv til at sige, at det på en måde var den fattige sorte befolknings egen skyld, hvis der skete noget, eftersom de var blevet hjemme i stedet for at forlade byen lige som de hvide. Det var pinligt at se reporterne stå dér uden noget bud på, hvorfor befolkningen nu var så modvillig til at tage af sted.
Det var først da
Jacob Holdt endelig kom på skærmen, at vi fik en anstændig dækning og en forklaring: For det første havde den fattige sorte befolkning ikke nogen biler at tage af sted i. (Hvem forestiller sig at en amerikansk by som Louisiana har offentlig transport til at evakuere 150.000 mennesker på et døgn?). For det andet ventede den fattige befolkning på deres månedlige socialhjælp, som skulle komme til udbetaling dagen efter. Og så var det pludselig for sent at tage af sted.
Også i Guatemala er det den fattige befolkning, som er blevet hårdest ramt af orkanen. Det er den fattige befolkning, som bor de farligste steder for foden af vulkanerne og på bjergskråningerne, hvor tømmer- og mineselskaber har fået fripas af regeringen til drastiske ødelæggelser af miljøet med yderligere farer for mudderskred til følge. Det er de fattige landsbyer med vanskelige adgangsforhold, som Guatemalas økonomiske og politiske elite mener den kan tillade sig at ignorere.
Det er hverken præsident Bush eller præsident Bergers skyld, at det regner. Men det er uanstændigt at de har nægtet deres borgere en paraply og tørt tøj. For nu at blive i underdrivelsen.
Etiketter: Stan, USA
