Glædelig Valentinsdag!

¡Feliz día del cariño!

Fejringen af Skt. Valentinsdag er en af de mange nordamerikanske traditioner som er blevet overtaget af mellemamerikanerne. Der sælges chokolade og gaveartikler alle vegne, og priserne på roser stiger pludselig til flere gange det normale. Folk ses på gaden bærende på kæmpestore chokoladehjerter eller hjerteformede puder, som de skal give i gave.

Her er et snapshot fra et hjørne i centrum af Guatemala By den 14. februar. Buschaufførens kæreste holder tilsyneladende meget af ham.

Bondemarch markerer CUC's 30 år

Så går det endelig løs... I morgen begynder den store bonde- og indianermarch, som er indkaldt af Comité de Unidad Campesina-CUC- i anledning af organisationens 30 års jubilæum den 15. april. Tusindvis af bønder går fra Los Encuentros (Sololá) for at ankomme til hovedstaden på tirsdag på jubilæumsdagen, som bliver fejret på Parque Central med taler og musik med berømte internationale og nationale navne, som jeg ikke skal røbe her. Jeg vil nøjes med at love at det bliver noget af en oplevelse, og I er alle sammen inviteret, kære læsere.

I dag holdt CUC og CNOC pressekonference for at bekendtgøre marchen for folkenes suverænitet, retten til Moder Jord og forsvaret mod den udplyndring af naturrigdommene i undergrunden, som foregår i øjeblikket. Mere information hos Comité de Unidad Campesina.

28 år efter massakren på den spanske ambassade

I torsdags holdt CUC og andre organisationer i netværket Genocidio Nunca Más en højtidelighed ved den spanske ambassade i Guatemala, til minde om ofrene for politiets nedbrænding af den spanske ambassade den 31. januar 1980, og til styrkelse af kravet om et retsopgør med de ansvarlige. Her er en løbeseddel med navnene på de 37 dræbte.

Til stede var pårørende til de døde, som var kommet fra Uspantán, el Quiché, deriblandt José Ernesto Menchú, nevø til den myrdede Vicente Menchú, og altså fætter til Rigoberta Menchú. Begivenheden var kulminationen på en række aktiviteter i dagene op til årsdagen.

Fotografen James Rodriguez bringer en flot fotoreportage på sin blog.

Jomfruen af Guadalupe

I dag fejres i Mexico el Día de la Virgen de Guadalupe, dagen hvor jomfruen i Mexico i 1531 viste sig for indianeren Juan Diego. Juan Diego fik overtalt den mexicanske biskop til at lade opføre en helligdom for Jomfruen - den der blev til den verdensberømte basilika, som i dag er et af Latinamerikas største valfartssteder - og i 2002 blev Juan Diego til San Juan Diego, da han blev kanoniseret af el Papa Juan Pablo Segundo (Pave Johannes Paul II).

Dyrkelsen af Jomfru Maria i den mørkhudede Guadalupe-udgave er enorm og vidner om hendes fantastiske popularitet, ikke bare i Mexico men i hele Mellemamerika.

Også i Guatemala fejres denne dag til ære for "den indianske Maria". Hvis du er så heldig at være i landet, kan du deltage i festen og nyde de traditionelle julegodter som torrejas og buñuelos, mens du iagttager skolebørnenes optog.

De "hvide" ladino-mødre klæder i dag deres småpiger ud som indianere og lader dem gå i optog i deres lånte eller lejede dragter. Hvad der ville være utænkeligt resten af året - at ladinoer bærer indianske dragter - er muligt på denne ene dag. (At San Juan Diego var azteker mens børnene i Guatemala klædes ud som "mayaer", er så underordnet i denne sammenhæng).

Sidste år kommenterede jeg på Blog de mi Guatemala det mærkværdige i det faktum, at selv ladino-familier, som tager afstand fra indiansk kultur, finder stolthed i at klæde deres børn ud som indianere på denne dag. Mine kommentarer vakte en ret heftig debat, og skønt debattørerne er sympatiske og velmenende mennesker, som jeg ikke ville beskylde for at foragte indiansk kultur, var det alligevel sigende at flere af debattørerne ikke inkluderede indianerne i deres "vi", når de talte om "vi guatemalanere" eller: los chapines.

I en butik i Chimaltenango, som sælger traditionelt kunsthåndværk og vævede klæder, så jeg engang en række små dragter, som skilte sig ud fra de andre ved at stoffet var af dårligere kvalitet og farverne ret smagløst sat sammen.
-Hvem vil mon gå i dem, er det de fattige indianere, som ikke har råd til de fine dragter, spurgte jeg?
-Nej, lød svaret, det er dragterne til dagen for Jomfruen af Guadalupe, som ladinokvinderne kommer for at købe til deres piger, for de ved alligevel ikke, hvad der er god kvalitet, og de ville heller ikke betale for det, hvis de vidste det.

Så kort og så klart! Ladinoerne skulle åbenbart ikke tro, at de bare sådan kan komme og købe sig en dragt og et stk. indianeridentitet. Jeg måtte føle sympati for den stilfærdige lille modstand, som lå i denne holdning, for det var svært ikke at give indianerne ret i det latterlige i, at ladinoerne kommer og køber noget billigt, fabriksfremstillet "vævet" tøj, som ingen indianere ville gå med, og som er "uautentiske" dragter af materialer og farvesammensætninger, som ikke tilhører nogen lokal tradition.

Hertil skal siges, at der også er ladinofamilier som lejer flotte og dyre traditionelle dragter til deres døtres deltagelse i optoget på dagen i dag, men det gør ikke billedet mindre grotesk.

Men hvad er egentlig oprindelsen til denne mærkelige indianske Maria? Og hvordan fik hun sit navn, Guadalupe, når hun nu viste sig i Mexico, og ikke Guadalupe? Læs mere om Jomfruen af Guadalupe her på bloggen i den kommende tid.

(fortsættes)

Allehelgensdag

Festen for de døde - udstilling på Kulturcentret Assistens
I dag er Allehelgensdag eller: Día de Todos los Santos, som sammen med d. 2. november: Día de los muertos (De dødes Dag eller Alle sjæles Dag) er en af årets vigtigste fester i Mexico og Guatemala (se kalender).

Katolsk tradition smelter her sammen med den mesoamerikanske dødekult og får et meget specielt udtryk. Det er tydeligt, at der her er tale om et forhold til døden, som adskiller sig radikalt fra forestillingerne i Vesten. Den mexicanske forfatter og nobelprismodtager, Octavio Paz, beskriver i et berømt essay i Ensomhedens Labyrint mexicanerens ambivalente forhold til døden. Døden frygtes, men frygten bliver netop hele tiden overvundet i en voldsom konfrontation med døden. Mexicaneren har en forbløffende fortrolighed med døden, ja næsten et familiært forhold. De forbavsende levende skeletter, som på De dødes Dag spiser og drikker og fester nøjagtig(?) som de levende, har fået en central plads i mexicansk ikonografi.

Da jeg for et par år siden besøgte det fantastiske museum i Xalapa (Jalapa) i Veracruz i Mexico, gav museets guide en fremragende fortolkning af de gamle olmekeres opfattelser af døden ud fra museets genstande. Guiden opsummerede sin fremlæggelse sådan: "Los olmecas realmente pensaban lo mismo que José Alfredo: La vida no vale nada - la muerte sí." Olmekerne mente faktisk, hvad José Alfredo sagde: Livet er intet værd, kun døden.

Museumsgæsterne nikkede, de forstod godt hvad guiden hentydede til. "La vida no vale nada" er omkvædet i en af José Alfredo Jiménez' mest berømte rancheras (Camino de Guanajuato), og desuden titlen på en film, hvor Pedro Infante synger titelnummeret i en berømt scene. Også den kendte mexicanske folkesang, "La llorona", er en sang til døden, som oftest afbildes som en gammel kvinde. I filmen Frida (2002), som jeg holder meget af, synger den gamle sangerinde Chavela Vargas denne sang til Frida Kahlo (Salma Hayek), netop som Trotsky bliver myrdet. Det er en scene, der virkelig kan give kuldegysninger!

Hvis man er så heldig at komme forbi København i den kommende tid, har man fra i dag mulighed for at se en meget flot udstilling om den mexicanske dødefest-tradition i kapellet ved Assistens kirkegård. Man kan også benytte sig af den tilhørende foredragsrække. (T.v.: sukkerkranier fra udstillingen).

I Guatemala er det sjoveste sted at være i dag nok den lille bjergby Todos Santos Cuchumatanes (Huehuetenango). Det er jo byens navnedag, og byen er internationalt kendt for sin fest, der byder på den berømte Corrida del Gallo, som er et vildt og voldsomt hestevæddeløb, hvor flere ryttere hvert år kommer til skade. Mange undrer sig over at væddeløbet er navngivet efter en hane (gallo), når det nu er et hestevæddeløb, der er tale om. Vittige hoveder ville måske sige, at navnet refererer til Guatemalas nationaløl la Gallo, for alle ved, at den er skyld i mange af rideulykkerne den dag. Men da jeg gik på sprogskole i Todos Santos fik jeg at vide, at rytterne før i tiden forfulgte en hane, som blev trukket på en snor igennem byen. En lidt bizar tradition, hvis oprindelse jeg ikke tør gætte på. Nu hvor hanen er gået af brug og ingen forstår det oprindelige navn, bliver væddeløbet ofte bare kaldt for "Carrera de Caballos" (hesteløbet).

Andre steder i landet går det mere fredeligt til. Santiago og Sumpango (Sacatepéquez) er berømt for deres drageflyvninger med kæmpestore drager af farvet papir på skeletter (ordspillet utilsigtet) af træpinde.

Den 2. november besøger man de døde på gravstederne eller stiller mad frem til dem ved husaltrene. Det kan være frugter, brændevin eller lidt af den mad, som man selv spiser, der stilles frem for de døde. Inden dagen tager man ud for at gøre gravstederne i stand, så de fremstår ordentlige og pyntede på De dødes Dag.

Den traditionelle spise ved denne højtid er den guatemalanske ret fiambre, som af den guatemalanske antropolog og folklorist Celso Lara Figueroa er blevet fremhævet som et billede på den skønne blanding af traditioner og kulturelle elementer i Guatemala. Fiambre er en ladinoret, mens desserten ayote en dulce sandsynligvis har mere indiansk oprindelse.

Fiambre er en slags kold buffet, som er praktisk at have med ved en udflugt til kirkegården, når man besøger sine afdøde kære. I år har aviserne dog skrevet om, at mange familier får svært ved at få råd til fiambre pga. situationen efter Stan, hvor mange fødevarer sælges til stærkt forhøjede priser.

Godt nytår!

I dag fejres nytår i Guatemala af de indianere, som bruger mayaernes gamle 260-dages kalender Chol Q'ij (tidl. kaldet Tzolkin).

De gamle mayaer brugte flere kalendere til at holde styr på tiden. I landbruget havde man naturligvis brug for en solkalender, så man vidste hvornår regntiden kom og gik, men i de divinatoriske ritualer var det 260-dageskalenderen, som havde størst betydning.

Der er flere teorier om, hvorfra tallet 260 kommer, uden at spørgsmålet kan afgøres definitivt. Året har 13 "måneder" af 20 dage, og det er to tal, som har en særlig betydning i mesoamerikansk tradition (aztekisk og mayakultur). En shaman i Guatemala har engang forklaret mig, at tallet 20 kommer fra antallet af fingre og tæer på menneskets hænder og fødder, mens tallet 13 kommer fra antallet af store led på den menneskelige krop. Andre forklaringer siger, at de 260 svarer til en kvindes graviditet eller til en bestemt atronomisk cyklus.

Kalenderen bruges mange steder i Guatemala i dag, særligt i Momostenango, hvor kalenderen bruges i en ubrudt tradition fra gammel tid, men også mange andre steder i landet. I de senere år, hvor mayakulturen har fået en opblomstring, har også kalenderen fået en renæssance. Det gælder både som astrologisk rettesnor og som rituel praksis. I Momostenango er det denne dag, at en udlært shaman træder offentligt frem.

Wajxaqib' B'atz' regnes for nytårsdag i mayakalenderen, og det er en dag, som er blevet et samlingspunkt i vore dages mayatradition. Der er lidt tvivl om, hvorvidt der egentlig kan siges at være en første dag i mayakalenderen, eftersom den opfattes som en cyklus og oftest afbildes som et hjul. En cirkel har jo hverken en begyndelse eller en slutning. Men natten forud for og på selve dagen Wajxaqib' B'atz' fejres afslutningen af et år og begyndelsen på et nyt i ét og samme ritual. Ritualet består typisk af flere faser, hvor man først tager afsked med året og dagen der gik, og så tager imod den nye dag og det nye år.

Navnet Wajxaqib' B'atz' oversættes oftest til "8 Abe", som er navnet på dagen. Alle dagene i kalenderen angives ved et tal mellem 1 og 13 efterfulgt af ét af de tyve dagnavne. B'atz' er dyret aben, men også tidens tråd, og dagen har således en særlig betydning i kalenderens cyklus.

Kalenderens betydning understreges af, at dagenes navne betragtes som navne på nawal'er (guddommelige kræfter, ånder eller naturkræfter), ligesom hovedpersonerne i myterne i den gamle mayabog Popol Wuj også bærer navne efter den dag de er født (inkl. tallet). "Señor Wajxaqib' B'atz'" er en vigtig nawal, og der holdes derfor en vigtig ceremoni på hans dag.

Jeg har deltaget i en sådan ceremoni sammen med CONIC ved et alter i den gamle tempelby Iximche (Tecpán), som i de senere år har været et meget populært sted for mayaceremonier. Stedet er særligt velegnet til nytårsceremonier, fordi der ved disse ritualer ofte deltager store grupper af mennesker, hvilket der er god plads til i Iximche. Samtidig får ceremonien ekstra betydning i kraft af, at de moderne mayaer dermed bekræfter deres arveret til deres forfædres tempelbyer og kultur.

Columbus-dagen

Skønt Columbus-dagen i flere lande i år overskygges helt og aldeles af katastrofesituationen efter orkanen Stan, vil jeg alligevel benytte lejligheden til at fortælle lidt om denne fest- og kampdag.

I dag, den 12. oktober, er det 513 år siden, at Christoffer Columbus opdagede Amerika, da en af hans sømænd fik øje på Bahamaøerne. Det fejres i dag ved fester i hele Amerika og i Spanien.

Meget kan indvendes mod de officielle versioner af denne begivenhed: Columbus var ikke den første, der kom til Amerika, han var ikke engang den første europæer. Han opdagede heller ikke selv, at han havde opdaget et nyt kontinent; men troede til sin død, at de indfødte var "indere" (indios).

Den slags indvendinger har selvsagt været ret nyttesløse. De indfødte kom alligevel til at hedde "indios", "Indians" og "indianere", og selv om Leif den Lykkelige kom til Amerika før Columbus, kan ingen benægte, at det var Columbus' opdagelse, der fik verdenshistorisk betydning og blev en apokalyptisk katastrofe for Amerikas indfødte folk.

Men jeg har tidligere skrevet om, hvordan italienere, spaniere, mexicanere og indianere i USA og Latinamerika kæmper en politisk kamp om retten til Columbus Day, Native American Day, Día de la Resistancia, Día de la Hispanidad og hvad dagen ellers kaldes af de forskellige bevægelser og regeringer. Søreme om der ikke også findes en Leif Erikson Day, som skandinaverne fejrer i det amerikanske midtvesten d. 9. oktober!

I Guatemala er dagen traditionelt blevet fejret som "Día de la Raza", og det er stadig hvad dagen kaldes i skolerne, skønt kongressen nu officielt har afskaffet denne betegnelse. "Raza" henviser til den sublime mestizrace, det nye latinamerikanske folk, der voksede frem med spaniernes kolonisering, voldtægter og undertrykkelse af de indianske folk.

Ladinoernes (de "hvide" mestizers) fejring af sig selv (som ikke-indianere) er en festdag, der ikke kan andet end antage groteske former i et land som Guatemala. Det kan de indianske bevægelser naturligvis ikke acceptere, og derfor har dagen i de senere år fået stor betydning som en national indiansk kampdag.

På billedet ovenfor opfører indianske dansere udklædt som spanske conquistadores et drama om erobringskrigen for 500 år siden (Cubulco, 2004). Skønt alle ved, at spanierne vandt, lykkes det alligevel altid for danserne at få spanierne til at fremstå som latterlige.

Den indianske prinsesse af Xela

Uafhængighedsdagen d. 15. september nærmer sig. Det mener i hvert fald det lille band af blæsere, som forbereder sig mere og mere højlydt på en skole her i kvarteret. Det har de på den anden side ment siden slutningen af juni, hvor de har øvet en hel eftermiddag to gange om ugen for fulde blæs.

I mange guatemalanske byer er der tradition for at fejre byfesterne med en god portion af den mexicanske musikalske genre banda, der næsten udelukkende består af blæsere. Efter sigende skulle det være en genre der opstod efter den mexicanske revolution, hvor de forhåndenværende instrumenter var de militære horn. Nu vi er så "heldige" at bo så tæt på musikskolen, har vi siden juni vidst, hvad der ville være på repertoiret den 15.9. Uden ønske om at spoile fornøjelsen for de af jer, der har tænkt jer at være til stede den dag, kan jeg fortælle, at "Meet the Flintstones" er en melodi, som åbenbart vil have en fremtrædende plads på hornenes program i år. Forstå det, hvem som vil.

Mellemamerikas uafhængighedsdag er også Quetzaltenangos festdag. Her i det vestlige Guatemala forsøgte man sig nogle år efter uafhængigheden af Spanien (1821) en overgang med oprettelsen af en uafhængig stat med Xela som hovedstad, el Estado de los Altos, som skulle være den sjette stat i den mellemamerikanske føderation. Det tillod regeringen i Guatemala By ikke ret længe, og hele byrådet i Quetzaltenango blev henrettet, men d. 15. september er stadig Quetzaltenangos festdag.

Byfestens vigtigste begivenhed er kåringen af den "indianske prinsesse", U'mial Tinimit Re Xe'lajuj (La hija del pueblo de Xelaju). Tidligere kaldtes titlen også for "La reina indígena de Xelajuj" (den indianske dronning af Xela), svarende til de titler, der gives ved tilsvarende konkurrencer ved andre byfester.

For et par dage siden kørte alle kandidaterne igennem byen i en kortege, og jeg fik lejlighed til at tage et billede af én af dem. Vinderen af konkurrencen i Xela går sammen med vinderne i andre byer videre til konkurrencen i departementet, hvorfra vinderen går videre til konkurrencen der uddeleler titlen: Rab'in Ajaw (kongens datter, prinsessen) i Cobán.

Disse konkurrencer er undertiden blevet misforstået som skønhedskonkurrencer. Men det drejer sig faktisk ikke om at være smukkest, men om at være "mest indiansk". Dvs. at det drejer sig om at kende lokalhistorien og de lokale traditioner, folkedansene, klædedragten, madkulturen og sproget.

I mange byer har militæret som i Cobán sat sig på og promoveret disse konkurrencer som en fejring af det folkloristiske billede af indianeren, som militæret ønsker: den patriotiske og pacifistiske indianer, hvis kultur hører til i fortiden, og som alle guatemalanere i dag kan fejre som en slags maskot, ligesom på dagen for Jomfruen af Guadalupe. I Cobán har man endda bedt museumsfolk komme fra Guatemala By for at være med til at bestemme, hvem der er mest indiansk. Men mayabevægelsen har gradvist overtaget scenen i mange byers konkurrencer, og under krigen udviklede de sig til en platform, hvor de indianske kvinder kunne tillade sig at kritisere de bestående magtforhold uden at blive skudt bagefter.

I 2001 forsøgte byrådet her i Xela endda at udelukke militærets kandidat fra konkurrencen, hvilket førte til trusler mod det ansvarlige byrådsmedlem fra den lokale militærkommandant, som også klagede til menneskerettighedsombudsmanden. Ombudsmanden erklærede klagen for grundløs, men det siger sig selv, at i Guatemala tager man den slags trusler meget alvorligt, når de kommer fra en militærperson. Siden har kandidaten opstillet af militærets afdeling for propaganda og social kontrol så vidt jeg ved fortsat deltaget i konkurrencen hvert år.

Kåringerne af unge kvinder som repræsentanter for deres byer er et iøjnefaldende eksempel på den etniske opdeling af det guatemalanske samfund. U'mial Tinimit er kun for k'iche'er, mens ladinaerne har deres egen konkurrence: Señorita Quetzaltenango. Konkurrencen for ladinokvinderne bruger ikke byens navn på k'iche': Xelaju(j), men det navn, som erobrerne gav byen: Quetzaltenango. Her poserer kandidaterne ikke i lokale vævede dragter, men i bikini og badetøj, og vinderen går ikke videre på vejen mod titlen i Cobán, men mod titlen Miss Guatemala, som giver adgang til Miss Universe-konkurrencen.

Et stærkt billede på to verdener, der ikke taler sammen.