Indianernes iboende længsel

Diego Riveras gengivelse af La Conquista
(murmaleri fra Nationalpaladset i Mexico By)

Historien skrives som bekendt af sejrherrerne. Men jeg kan nu alligevel stadig blive overrasket over, hvad de forsøger at bilde mig ind.

For to uger siden kom Pave Benedikt XVI i en tale til latinamerikanske biskopper for skade at sige, at den kristne religion ikke blev påtvunget Amerikas oprindelige indbyggere. Indianerne havde derimod en "iboende længsel" efter kristendommen og bød derfor missionærerne velkommen. Kirken "rensede" indianerne, sagde paven. Udbredelsen af evangeliet betød ikke nogen påtvingelse af en fremmed kultur, for den kristne tro var netop hvad indianernes forfædre længe havde søgt efter i deres religiøse traditioner.

Hvis paven troede, at han kunne slippe af sted med så grov en forvanskning af historien, så kender han ikke meget til den latinamerikanske virkelighed i dag. De indfødte folk har forlængst fået en stemme i offentligheden, og antropologer og u-landsarbejdere behøver ikke længere opfatte sig selv som "the voice of the voiceless".

Som det var at vente affødte pavens udtalelser vrede protester fra indianske bevægelser i hele Amerika. Der gik da heller ikke længe, før paven måtte trække i land.

Nu er det selvfølgelig ikke første gang, at indianerne har måttet høre på den slags vrøvl. Men det er en yderligere provokation, når udtalelserne kommer fra samme institution som i 1493 udsendte den pavelige bulle Inter caetera, som delte Den nye Verden mellem Spanien og Portugal. Paven gav samtidig kolonimagterne til opgave at instruere Amerikas oprindelige befolkning i den kristne tro og opdrage dem i god moral.

UPDATE: Ibis.dk har en nyhedsartikel vedr. sagen samt to protestbreve fra indianske organisationer.

Kunsten at hilse på hinanden

Nogle gange kan det godt være pinligt at skulle fortælle sine venner i det fremmede om debatterne derhjemme. Tag nu bare ”håndtryk”-sagen, som kører for tiden.

Enhedslistens byrådmedlem i Odense og folketingskandidat, Asmaa Abdol-Hamid, har erklæret, at hun ikke giver hånd til mænd. Siden har politikerne stået i kø for at score billige politiske point på sagen.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har krævet, at alle offentligt ansatte i forbindelse med deres arbejde skal ”hilse på folk med håndtryk, hvad enten de er mænd eller kvinder”. Ministeren giver denne besynderlige begrundelse: ”Vi kan ikke acceptere, at man skelner mellem folk i de situationer, og det er ikke op til folks forgodtbefindende selv at afgøre, hvem de vil hilse på.”

Nu er Claus Hjort Frederiksen efter alt at dømme en begavet mand, og det kan derfor næppe tilskrives uvidenhed når Claus Hjort Frederiksen giver indtryk af, at Asmaa og andre muslimer i Danmark ikke ønsker at hilse på folk af det modsatte køn. Det er en løgnagtig fremstilling, som journalisterne let kunne have afsløret, hvis de havde gjort deres arbejde.

Asmaa Abdol-Hamid siger, at hun i stedet for håndtrykket har valgt at hilse på mænd ved at lægge sin hånd på sit hjerte. Jeg husker at mange søde rare mennesker af begge køn med et stort smil hilste på mig på samme måde, da jeg var på interrail i Marokko i 1990.

Men den går ikke hos Claus Hjort Frederiksen. Hans forsøg på at score billige politiske point står og falder med den løgn, at håndtryk er den eneste måde at hilse på hinanden på. Og at alt andet end håndtryk er udtryk for mangel på respekt for det andet menneske.

Med den indstilling må Claus Hjort Frederiksen have brug for grundig vejledning, hvis han skal undgå at komme galt af sted i sin omgang med andre mennesker.

Til en begyndelse vil jeg henvise til min artikel om, hvordan man siger goddag til hinanden i Guatemala. Som det fremgår er der mange meget forskellige måder at hilse på i Guatemala, hvoraf håndtrykket efter min vurdering er den mindst almindelige.

Men lad os ikke lade det blive ved det. Hvorfor ikke spørge muslimer som Asmaa selv, hvorfor de har valgt at hilse på folk af det modsatte køn ved at lægge hånden på hjertet? Den slags spørgsmål har medierne tilsyneladende haft for travlt med dækningen af ”sagen” til at stille.

Så er det jo godt, at der er andre der har været mere fornuftige. En flygtningerådgiver stillede tilbage i 2002 de relevante spørgsmål, og fik nogle lærerige svar. Det kan man læse om i en artikel om hilsner og håndtryk i bladet ZigZag, udgivet af Ibis.