Rosenberg-sagen

”Guatemala - et godt sted at slå ihjel”. Sådan lød titlen på en reportage fra Guatemala i Dagbladet Information sidste år, og det er der god grund til. Retsvæsenet hænger slet ikke sammen, kun få procent af de 17-18 daglige mord bliver efterforsket, endnu færre fører til dom, og mange af de dømte fortsætter deres kriminalitet i fængslet - dødstrusler og pengeafpresning via telefonopkald fra cellerne - eller bestikker sig til løsladelse. De statslige institutioner, inklusive politiet og hæren, er korrupte og infiltrerede af narkoringe med egne paramilitære grupper.

I et sådant klima af kronisk vold og straffrihed må det overraske, at et enkelt mord kan udløse en akut institutionel krise. Hvis ikke Rodrigo Rosenberg havde efterladt sig en videoptagelse med sine anklager mod præsidenten, præsidentens kone og andre højststående embedsmænd, eller hvis han kun havde efterladt sine anklager på skrift, så ville hans død og hans beskyldninger mod præsidenten formentlig ikke have tiltrukket sig så megen opmærksomhed. Men når man ser Rosenberg sidde foran kameraet og begynde med ordene: "Hvis De hører eller ser denne optagelse, så er det fordi jeg er blevet myrdet af hr. præsident Álvaro Colom, med hjælp fra hr. Gustavo Alejos", så kan det ikke undgå at gøre indtryk.

Det har i hvert fald gjort indtryk på middelklassen i hovedstaden, som angiveligt har mobiliseret demonstrationerne mod Colom via Facebook og Hi5. Vreden og frustrationen over det ekstreme voldsklima får tilsyneladende mange til at glemme, at Rosenberg ikke har fremlagt nogen beviser for sine påstande om præsidentens involvering. Medierne har talt om den ”mordanklagede præsident”, skønt der ikke er rejst nogen sag mod Colom.

Det er en speget sag, og guatemalanerne ved snart ikke hvad de skal tro. Situationen er konfus, hvilket jeg også synes fremgår af de pressemeddelelser som organisationerne har udsendt i de seneste dage. Ingen af dem leverer en overbevisende analyse af situationen, og det er måske også for tidligt at bede om. CONIC mener i sin pressemeddelelse at det er mistænkeligt at Rosenberg ikke gik til myndighederne med sine mistanker. Dette er dog ikke et overbevisende argument, taget i betragtning at myndighederne har vist sig næsten fuldstændigt ude af stand til at yde borgerne beskyttelse og retsforfølge mordene.

I går var der for tredje gang demonstrationer både for og imod præsidenten og hans regering. Modstanderne af Colom samlede underskrifter ind som kræver hans afgang, mens det denne gang var medlemmer af Unidad de Acción Sindical y Popular (UASP) der demonstrerede til støtte for præsidenten.

Rosenbergsagen har synliggjort de politiske skillelinjer, der har tegnet sig siden Colom kom til. Der er organisationer som CONIC og UASP som har et godt forhold til regeringen og synes at have den analyse, at hvis det lykkes mafiaen og den ekstreme højrefløj at umuliggøre Coloms regeringsførsel og politiske projekt, så er alt håb ude om at kunne etablere en regering af folket i fremtiden. Og der er organisationer som bondebevægelsen i CNOC og de indianske organisationer i Waqib’ Kej (på nær CONIC), som mener at Coloms regering er en del af problemet og dybt involveret i det morads af korruption og narkorelateret vold som er ved at ødelægge det guatemalanske samfund.

I dag fredag havde CNOC, Waqib’ Kej og andre organisationer indkaldt til pressekonference for at fremlægge en fælles udtalelse om situationen. De mener at krisen er udtryk for en kamp om magten mellem kriminelle grupper inden og uden for regeringen. Om Rosenberg blev myrdet af Coloms regering er det endnu for tidligt at afgøre (og det får vi måske aldrig at vide), men der er stærke kræfter fra højrefløjen som forsøger at udnytte situationen til at destabilisere regeringsmagten og fremkalde en institutionel krise, der kan bane dem vejen til magten.

Medierne – og især de stærkt højreorienterede radioværter i hovedstaden – har fremmanet en angst for situationen og har talt om faren for voldelige sammenstød mellem demonstranterne ved nationalpaladset. Det er trist at se hvordan Colom lader fattige fra slumområderne som deltager i regeringens programmer under præsidentfruens fond for ”Cohesión Social” køre ind med busser for at demonstrere til støtte for præsidenten. Det er populisme af værste skuffe. I Nicaragua og Sydamerika er vi vant til at se de folkelige organisationer demonstrere til fordel for den siddende præsident, men i Guatemala har det været uhørt ind til Colom kom til.

Ikke mindre bizart er det at se den hvide middel- og overklasse demonstrere i hovedstadens centrum, et sted de normalt aldrig kommer, under beskyttelse af deres personlige livvagter.

På søndag har fremtrædende erhvervsfolk og arbejdsgiverforeningen CACIF indkaldt til stor demonstration mod præsidenten og hans regering. Samtidig har regeringen annonceret, at den vil hente tilhængere og partifolk ind til hovedstaden fra hele landet. Det tegner altså til to store demonstrationer på samme tid og sted, og medierne vil svælge i frygten for sammenstød.

Daniel Pascual fra Comité de Unidad Campesina opfordrede i går de folkelige organisationer til ikke at lade sig manipulere af hverken den ene eller den anden side og til ikke at deltage i demonstrationerne hverken for eller imod præsidenten. Her har jeg fanget ham med mit nye lommevideokamera under Waqib' Kej og CNOC's pressekonference:



Hvordan skulle bonde- og indianerorganisationerne også kunne forsvare en præsident, som har foræret landets undergrund til transnationale selskaber der ødelægger naturen og ødelægger de indianske folks livsgrundlag, og som har slået hårdt ned på de indianske protester og indsat store politi- og hærstyrker på landet for at beskytte selskabernes økonomiske interesser?