Godt nytår!

I dag fejres nytår i Guatemala af de indianere, som bruger mayaernes gamle 260-dages kalender Chol Q'ij (tidl. kaldet Tzolkin).

De gamle mayaer brugte flere kalendere til at holde styr på tiden. I landbruget havde man naturligvis brug for en solkalender, så man vidste hvornår regntiden kom og gik, men i de divinatoriske ritualer var det 260-dageskalenderen, som havde størst betydning.

Der er flere teorier om, hvorfra tallet 260 kommer, uden at spørgsmålet kan afgøres definitivt. Året har 13 "måneder" af 20 dage, og det er to tal, som har en særlig betydning i mesoamerikansk tradition (aztekisk og mayakultur). En shaman i Guatemala har engang forklaret mig, at tallet 20 kommer fra antallet af fingre og tæer på menneskets hænder og fødder, mens tallet 13 kommer fra antallet af store led på den menneskelige krop. Andre forklaringer siger, at de 260 svarer til en kvindes graviditet eller til en bestemt atronomisk cyklus.

Kalenderen bruges mange steder i Guatemala i dag, særligt i Momostenango, hvor kalenderen bruges i en ubrudt tradition fra gammel tid, men også mange andre steder i landet. I de senere år, hvor mayakulturen har fået en opblomstring, har også kalenderen fået en renæssance. Det gælder både som astrologisk rettesnor og som rituel praksis. I Momostenango er det denne dag, at en udlært shaman træder offentligt frem.

Wajxaqib' B'atz' regnes for nytårsdag i mayakalenderen, og det er en dag, som er blevet et samlingspunkt i vore dages mayatradition. Der er lidt tvivl om, hvorvidt der egentlig kan siges at være en første dag i mayakalenderen, eftersom den opfattes som en cyklus og oftest afbildes som et hjul. En cirkel har jo hverken en begyndelse eller en slutning. Men natten forud for og på selve dagen Wajxaqib' B'atz' fejres afslutningen af et år og begyndelsen på et nyt i ét og samme ritual. Ritualet består typisk af flere faser, hvor man først tager afsked med året og dagen der gik, og så tager imod den nye dag og det nye år.

Navnet Wajxaqib' B'atz' oversættes oftest til "8 Abe", som er navnet på dagen. Alle dagene i kalenderen angives ved et tal mellem 1 og 13 efterfulgt af ét af de tyve dagnavne. B'atz' er dyret aben, men også tidens tråd, og dagen har således en særlig betydning i kalenderens cyklus.

Kalenderens betydning understreges af, at dagenes navne betragtes som navne på nawal'er (guddommelige kræfter, ånder eller naturkræfter), ligesom hovedpersonerne i myterne i den gamle mayabog Popol Wuj også bærer navne efter den dag de er født (inkl. tallet). "Señor Wajxaqib' B'atz'" er en vigtig nawal, og der holdes derfor en vigtig ceremoni på hans dag.

Jeg har deltaget i en sådan ceremoni sammen med CONIC ved et alter i den gamle tempelby Iximche (Tecpán), som i de senere år har været et meget populært sted for mayaceremonier. Stedet er særligt velegnet til nytårsceremonier, fordi der ved disse ritualer ofte deltager store grupper af mennesker, hvilket der er god plads til i Iximche. Samtidig får ceremonien ekstra betydning i kraft af, at de moderne mayaer dermed bekræfter deres arveret til deres forfædres tempelbyer og kultur.

Få besked om opdateringer på Kawa Mek

Det er langt fra hver dag, jeg skriver her på bloggen. Men så rammes Guatemala af en orkan eller skrivelysten kommer over mig, og der er pludselig masser at skrive om.

Hvis du gerne vil undgå at skulle kigge forgæves efter nye opslag på bloggen, men gerne vil opdage, når der sker opdateringer, er der flere muligheder.

Du kan bruge en RSS-reader som kan læse XML-feeds. Jeg har tidligere tilbudt feedet i flere formater, men nu har Feedburner så mange indstillingsmuligheder, at det ikke længere skulle være nødvendigt med flere formater. Det feed som du kan finde ved hjælp af Feedburner-ikonet ovre til højre, skulle kunne læses af alle feed-readere. Hvis du abonnerer på det gamle atom-feed vil jeg opfordre dig til at skifte til det nye one-size feed.

Feedet kan også ses i en browser. Jeg bruger selv funktionen "Live bookmarks" i browseren Firefox til at følge med i diverse feeds.

Endelig har jeg oprettet en mailservice hos Feedblitz, som udsender en e-mail til abonnenterne morgenen efter hver opdatering på bloggen. Det betyder at man som abonnent modtager nogle få mails om ugen, afhængigt af hvor flittigt jeg skriver, og højst én mail om dagen. Denne service kan man tilmelde sig i nederste højre hjørne.

Hvis du får problemer med nogle af disse services, er du velkommen til at skrive til mig.

Flere tolkninger af katastrofen ved Atitlan

I søndags bragte El Periódico en meget værdifuld artikel, som kaster nyt lys over tolkningerne af katastrofen ved søen Atitlán, som jeg skrev om forleden.

Avisen er taget til San Juan la Laguna på den anden side af søen. Her blev to bydele begravet i mudder, men i modsætning til Panabaj var der her ikke et eneste dødsoffer. Hvorfor ikke? Fordi byen ikke lyttede til ekspertene, der mente at kaffebuskene ville holde på jorden, men i stedet til advarslerne fra byens ældsteråd, der forudså en katastrofe. Byens myndigheder og borgere organiserede hurtigt en evakuering.

Budskabet fra Felipe Gómez fra shamanernes forening Oxlajuj Ajpop synes umiddelbart at være det samme som vi hørte i Santiago: "Det er en besked til de indfødte folk som blev kristnede; det er vigtigt at de vender tilbage til deres rødder. I det øjeblik de igen begynder at værdsætte de principper og værdier, vil de sikre naturen og mijøet."

Men at det måske alligevel er mere komplekst end som så antyder samme Gómez med bemærkningen: "Folkets glemsel af sine rødder, forfædre og helligsteder er resultatet af sådanne tragedier." Hvad er mon årsag, og hvad er virkning?

Senere i artiklen hedder det: "Gómez siger at Kirken har arbejdet på at udviske erindringen hos disse folk, hvor der kun er bevaret en religiøs synkretisme, der har tilladt, at dyrkelsen af naturens elementer er blevet glemt."

Det er en lidt underlig brug af ordet synkretisme, vi ser her. Ordet betegner de former der opstår, når religiøse traditioner blandes. Men i Guatemala er det blandingen mellem katolicisme og indiansk tradition, der tænkes på, og derfor bruges ordet i en uegentlig betydning som betegnelse for en bestemt religion, nemlig den folkekatolske praksis. Skønt ordet egentlig betegner blandingen af tradtioner, kan Gómez her kritisere den katolske synkretisme for ikke at give plads til den indianske tradition.

I den indianske tradition afholdes ceremonier til ære for vigtige naturelementer. Artiklen fra AP, som jeg skrev om forleden, nævner "vandguden Inox". Jeg har aldrig hørt om "Inox", men der er muligvis tale om den nawal, der på kaqchikel hedder "Imox", og som er en af de 20 dage i den hellige kalender. Imox forbindes netop med havet eller jordmonsteret, urolige naturelementer, konflikt og fare. Mudderskredene i Santiago og i San Juan la Laguna d. 5. oktober skete i øvrigt på dagen, der på kaqchikel hedder Kame, og som associeres med døden.

Men hvordan kunne de ældste i San Juan vide, hvad der ville ske? Artiklen fortæller, at medlemmerne af ældsterådet husker, hvordan lignende begivenheder fandt sted i 1948, hvor søens vandstand først faldt, hvorefter regnen strømmede ned og endte med at begrave San Marcos la Laguna. I år advarede de om, at noget lignende ville ske, og det var takket være dem, at befolkningen i San Juan la Laguna blev reddet i tide.

På den baggrund kan det ikke overraske at høre mænd som Felipe Gómez sige, at redningen består i respekten for de ældste og genoptagelsen af traditionen.

Rosa Parks - et eksempel til efterfølgelse

Rosa Parks 1955: ikke fin nok til at sidde på de hvides sæder
(Politifoto, Wikipedia)
Dagens aviser bringer nekrologer over en kvinde, der fik afgørende betydning for nyere nordamerikansk historie ved at sætte et eksempel, som tusinder af andre sorte fulgte: borgerrettighedsforkæmperen Rosa Parks, som døde i går.

Det er nu 50 år siden, at Rosa Parks nægtede at rejse sig for en hvid mand i en bus i Montgomery, Alabama i december 1955. Busserne i sydstaterne var dengang opdelt i forenden, som var for de hvide; midten, hvor de sorte måtte sidde, hvis ingen hvide gjorde krav på pladsen; og bagenden, som var for de sorte, som i øvrigt udgjorde langt hovedparten af passagererne.

Historien har lydt, at hun var for træt efter en hel dags arbejde som syerske til at rejse sig for den hvide. Men flere nekrologer fortæller, at Rosa Parks har afvist denne version, som i virkeligheden gjorde hendes oprør mindre, end det var. Hendes træthed stammede ikke bare fra dagens dont, men fra den behandling, som de sorte borgere i USA's sydstater levede med under 1950'ernes raceadskillelse, og den var årsagen til hendes beslutning om at blive siddende.

Buschaufføren tilkaldte prompte politiet, og Rosa Parks blev anholdt og idømt en bøde. Først ved den føderale højesteret året efter blev al raceadskillelse i det amerikanske samfund erklæret forfatningsstridig. Det var til gengæld en sejr, som gav genlyd i andre stater og i alle dele af det amerikanske samfund.

Inden da havde en hel bys sorte befolkning deltaget i en boycott af de offentlige busser og en sort borgerrettighedsbevægelse ledet af blandt andre præsten Martin Luther King var blevet født.

Det er mærkeligt at tænke på, at det ikke engang er 50 år siden, at USA havde den slags racelove. Siden er Rosa Parks blevet en national helt i USA og er blevet udnævnt af Time Magazine til en af det 20. århundredes 100 vigtigste personligheder. Amerikanene elsker den slags historier om, hvordan et enkelt menneskes mod kan ændre historien. Der er heller ingen tvivl om, at sejren kostede både mod og offervilje hos Rosa Parks, som mistede sit job og måtte flytte til en anden by efter dødstrusler. Men i dag ved vi også, at Rosa Parks ikke var alene. Hun var del af en bevægelse, som i hende så en velegnet prøvesag til at gøre op med USA's racelove. Rosa Parks var den perfekte til sagen, fordi hun var en pæn og nydelig kvinde med en god uddannelse, fast arbejde og et stabilt ægteskab, og det var lige sådan en pletfri sort kvinde, som bevægelsen havde brug for. Den del af historien er efterhånden kendt. Men det er sikkert de færreste, der kender til bevægelsens forbindelse til den danske grundtvigianske højskolebevægelse gennem Miles Horton og Highlander High School.

Irma Alicia Velásquez Nimatuj 2002:
ikke fin nok til at spise på de hvides restaurant
(Foto cortesía de La Hora, gracias al Sr. Oscar Clemente Marroquín)
Guatemala er tit blevet kaldt for Latinamerikas apartheidsamfund. Den slags sammenligninger er ofte lidt uheldige, fordi der altid er forskelle såvel som ligheder. Men sammenligningen med Sydafrika udtrykker den pointe, at skønt Guatemala lige som USA har afskaffet sine racelove, så er raceadskillelsen og racismen ikke ophørt.

Raceadskillelsen behøver ikke være påbudt ved lov. Der er mange andre, mere eller mindre sofistikerede måder at nægte den indianske befolkning adgang til de "hvides" sfærer på. Private skoler kan f.eks. kræve, at eleverne bærer skoleuniform. Det er et effektivt middel til at udelukke indianske piger i den traditionelle dragt (traje) fra skolen. Eller en restaurant kan nægte indianske kvinder adgang med en "dress code" som ikke tillader traje. Paradoksalt nok er der eksempler på restauranter, som har krævet af deres indianske personale, at det bar traje, mens man ikke har ønsket indianere i traje som kunder, men har afvist dem i døren.

Sådanne tilfælde er dagligdag i Guatemala. Men i de senere år har mayabevægelsen ført og vundet flere sager om diskrimination mod indianske kvinder. Den mest berømte var da Irma Alicia Velásquez Nimatuj blev nægtet adgang til restauranten el Tarro Dorado i Guatemala By.

Måske troede el Tarro Dorados direktør, at denne unge k'iche' lige som mange andre indianske kvinder ville vende om og gå sin vej, når hun fik at vide at hun ikke var velkommen. Men så havde han forregnet sig. Hvordan skulle han også vide, at denne indianske kvinde havde en Ph.D. fra Harvard University og havde speciale i etniske relationer og diskrimination? Landets nationalbryggeri, som ejede restaurantkæden, måtte rykke ud med en beklagelse, der blev en stor ydmygelse for virksomheden, skønt den påstod, at der måtte være tale om en "beklagelig fejl". Enhver kunne gennemskue, at der ikke var tale om en "fejl", men om en politik fra koncernens side, hvilket direktøren for restauranten også havde givet udtryk for hin aften.

Det kan forekomme mærkeligt, at retten til at kunne besøge en restaurant som kunde - og ikke kun som servitrice - står øverst på listen for en indiansk borgerrettighedsbevægelse. Det skorter da heller ikke på anklager om, at aktivisterne i mayabevægelsen er en elite, som ikke repræsenterer den fattige indianske befolkning.

Men lige som Rosa Parks' sejr blev banebrydende fordi den symboliserede andet og mere end blot de sortes ret til at sidde på bænke i busserne, så handler Irma Alicia Velásquez Nimatujs kamp heller ikke blot om indianske kvinders ret til at gå ud og spise i den rige del af byen. Hun er lige som Rosa Parks en ressourcestærk yngre kvinde, der med støtte fra sit bagland har taget kampen op på vegne af alle de mange kvinder, der dagligt lider under en racistisk diskrimination, men ikke har mulighed for at føre en sag.

Det er der kun grund til at glæde sig over.

Link: Rosa Parks på apple.com Rosa Parks er åbenbart i dag så hip, at Apple kan bruge hende til at styrke sit brand som firmaet der har mod til at være anderledes.

Religiøse tolkninger af tragedien i Santiago Atitlan

Dette er egentlig en fortsættelse af min foregående 'post', men jeg synes det er så forfærdeligt trist, hvad der skete i Panabaj i Santiago, at jeg ikke havde lyst til at fortsætte under samme overskrift. Inden jeg skriver videre, vil jeg gøre opmærksom på websitet Pueblo a Pueblo, som er dedikeret til at hjælpe befolkningen i Santiago Atitlán.

En ven fra Mellemamerika Komiteen har gjort mig opmærksom på endnu en artikel om Panabaj, som handler om de religiøse tolkninger af tragedien.

I krisesituationer kommer de religiøse institutioner på overarbejde, når de skal forklare og give mening til lidelsen. Befolkningen i Santiago må spørge sig selv: Hvorfor netop Panabaj? Her blev over 80% af husene jævnet med jorden af mudderskredet, mens de 4.000 indbyggere i den lidt større nabolandsby Tzanchaj stort set gik fri. Hvilke kræfter havde set sig vrede på Panabaj? Det finder borgerne i Santiago forskellige svar på. Nogle mener, at lavinen alene må tilskrives vejret, men de er formentlig i mindretal. En så stor katastrofe kræver en dybere forklaring, og den er der da også flere bud på.

Der er medlemmerne af protestantiske (pinsemissionske) sekter, som mener at man kun kan beskytte sig ved at angre sine synder og fromt forberede sig på den endelig udfrielse, som kun Jesus kan give. Det havde indbyggerne i Panabaj åbenbart ikke gjort ifølge denne forklaring.

Der er katolikkerne, som vægrer sig ved at give så kontante svar på så specifikt et spørgsmål om skyld. Herrens veje er som bekendt uransagelige (Rom. 11,33).

Endelig er der de mayareligiøse, som mener at mudderskredet skyldes tz'utujil-indianernes manglende respekt for deres nawales og misligholdelse af forholdet til regn- og bjerguddommene i området.

I artiklen fortæller bondelederen Pedro Esquina, at han tidligere i år under en vandretur i bjergene fandt et forladt alter for en lokal guddom. Samme nat drømte han om vand, og da han fik hjælp af en shaman til tydning af drømmen, var beskeden at landsbyen skulle udføre tre ceremonier for at undgå en naturkatastrofe. Dette skete imidlertid ikke, eftersom kun få troede Pedro. Nu forventer han, at flere vil genoptage den traditionelle religiøse praksis. I Tzanchaj, som gik fri, fortæller en kvinde, at hendes familie altid har udført de traditionelle ritualer, og at hvert familiemedlem har drømt om sin nawal, som har lovet beskyttelse fra naturen.

Min ven, som sendte mig artiklen, tilføjede følgende kommentar: "Tillad mig at citere Henrik Nordbrandt: 'Religion er i den grad noget vrøvl'. Men jeg må jo indrømme religion og religiøsitet en vis social betydning."

Der er ingen tvivl om, at det er svært for os i solidaritetsbevægelsen at forholde os til de religiøse forklaringer på katastrofen. Vi kan måske blive enige om at tage afstand fra de pinsemissionske kirkers begreber om synd og skyld, fordi de ofte også fordømmer socialt engagement og politisk aktivitet. Men det er straks sværere for os at forholde os til en bondebevægelse, som vil sætte den indianske religiøsitet i centrum for den politiske kamp.

Vi vil gerne rationalisere "overtroen", så bondebevægelsens religiøse ritualer kan forstås som et middel til andre, mere jordnære mål. Skønt vi indrømmer at frihed til at dyrke sin religion er en ret, har vi svært ved at acceptere, at dygtige og intelligente folkelige ledere kan være "overtroiske". Men er det rimeligt at antage, at der i virkeligheden ligger realpolitiske mål bag, når Pedro Esquina taler om at stemme guderne mildt og opretholde et godt forhold til los nawales?

Jeg har deltaget i flere ritualer sammen med Pedro Esquina hos den indianske organisation CONIC. I den forbindelse har jeg overvejet det spørgsmål, som stilles i solidaritetsmiljøet: Bruger bondelederne mon den religiøse tradition med kalkuleret politisk overlæg, eller udspringer den religiøse praksis af en oprigtigt ment hengivenhed over for traditionen? Det er egentligt et ret frækt spørgsmål, men alligevel ét, man ikke helt kan undgå. Efter deltagelse i et ritual, som var ved at gå galt, kom jeg med den vurdering, at bondelederne er helt oprigtige, når de praktiserer de traditionelle ritualer, men at de samtidig er yderst bevidste om de politiske implikationer af deres religiøse praksis og diskurs.

En tragedie som den i Santiago, hvor bjerget udfolder sin enorme naturkraft og udsletter flere tusind huse i én landsby, mens nabolandsbyen går næsten uskadt fri, ville åbne for en religiøs tydning i ethvert samfund. Guatemala er hertil et stærkt religiøst samfund, hvor befolkningen søger pragmatiske og konkrete religiøse svar på deres fysiske lidelser. Det er en væsentlig forklaring på den katolske kirkes tilbagegang og de pinsemissionske kirkers hastige vækst siden 1980'erne. Mange tolkede 1980'ernes violencia (diktaturets forfølgelser) som et tegn på, at det var på tide at gå til bekendelse og dyrke et mere intenst religiøst liv, end den katolske kirke kunne tilbyde.

Den traditionelle religion i området ved søen Atitlán er centreret omkring bjergene, som befolkningen har et moralsk, næsten personligt forhold til. Den religiøsitet har tz'utujilerne kunnet dyrke i ly af katolicismen. Men i Santiago er flere og flere pinsemissionske grupper kommet til i de sidste par årtier og har fået flere og flere medlemmer. I andre dele af Guatemala har jeg set, hvordan den religiøse opdeling kan ødelægge landsbyfællesskabet og give anledning til splittelse, når der skal tages politiske beslutninger.

Jeg må derfor være glad for, at de indianske bondeledere kommer på banen og ikke overlader kampen om sjælene efter den apokalyptiske tragedie i Panabaj til højrefundamentalistiske dommedagssekter.

Men må vi så ikke frygte, at folk så vil undlade at beskytte sig i fremtiden, men i stedet forlade sig på, at bare man udfører de foreskrevne ritualer og opretholder et godt forhold til bjerget, så vil det ikke gå galt igen? Jeg mener ikke, at der er noget der tyder på en sådan fare; derimod vidner den slags spørgsmål om en manglende forståelse af den religiøse traditions væsen.

Engang i etnografiens barndom mente antropologerne, at magiske ritualer skulle forstås som en slags "primitiv videnskab" eller en forfejlet teknologi til at dyrke jorden og kontrollere naturen. Heldigvis ved vi bedre i dag. Skønt traditionelle forestillinger i Guatemala siger, at man skal udføre bestemte ritualer i forbindelse med såning af majsen for at sikre jordens frugtbarhed og bjergets velvillighed, er der dog ingen indianere, der tror at disse ritualer i sig selv vil sikre høsten. Alle bønder ved, at det også er nødvendigt at gøde og passe marken.

Når lederen af en indiansk bondeorganisation siger, at tragedien skyldtes at man har forsømt alteret for regnguddommen, er det ikke en opfordring til at ignorere faren for nye mudderskred i fremtiden. Det er en opfordring til at forny sin spiritualitet i kraft af den tradition, som forfædrene har efterladt. Det er også en opfordring til at finde sammen som landsby i et fællesskab, der går på tværs af skel mellem katolikker og protestanter.

Når indianere dør

Der er noget sært over måden, der tales om indianernes ulykker på i medierne. Når indianere dør, er det ikke helt som når hvide mennesker dør, får man indtryk af.

Efter et mudderskred i juni i år nævnte jeg, at Prensa Libre skrev om "q'eqchi' sorg". De danske medier kan også være også med. Mellemfolkeligt Samvirkes nyhedsartikel om tragedien i Panabaj, Santiago Atitlán bar overskriften: "Maya landsby dækket af 12 meter mudder". Jeg studsede over titlen. Hvorfor understrege, at der er tale om en maya-landsby? Kunne vi forestille os, at noget tilsvarende ville være tilfældet for historier om den "hvide" mestiz-befolkning? "Hvid landsby dækket af mudder" - nej vel? Men hvorfor så tale om "maya-landsbyer" i forbindelse med mudderskredene?

"Indianere vil ikke have hjælp"
Også andre artikler fra Panabaj har lagt vægt på, at befolkningen i den begravede landsby var indiansk. Da webloggeren La mariposa vuela søgte på 'where to give aid to Guatemala' (uden anførselstegn), returnerede Google artiklen "Guatemala's Indians Refuse Flood Aid" som det mest relevante resultat.

Den slags overskrifter får alle mine alarmklokker til at ringe. Det er jo så moderne for tiden at sige, at det er "deres egen skyld", når folk har det elendigt. Det var sådanne undertoner, jeg hørte mellem linjerne, når journalisterne ikke kunne forstå, hvorfor de fattige sorte i Louisiana dog ikke forlod byen, og det er jo også den slags, vi plejer at høre om indianerne i Guatemala.

Jeg frygtede, at det næste ville blive historier om de besværlige mayakvinder, som er umulige at hjælpe, fordi de ikke kan tage imod bukserne og bluserne fra nødhjælpen. Cholsamaj har udsendt en erklæring til støtte for de indianske kvinder, som fastholder at de fortsat vil gå med traditionelle klæder, skønt der er mangel på tøj. I en situation som denne er indianerne sårbare over for kritik.

Men når man går ned i artiklen fra Associated Press om indianerne, der afviser hjælp, tegnes heldigvis et mere nuanceret billede. Min ven Rodolfo Pocop citeres for at sige, at det handler om kulturel overlevelse, hvilket måske kan undre. Men det viser sig, at den hjælp, som de overlevende tz'utujiler fra Panabaj afviser at tage imod, er hjælp fra militæret til opgravning af de døde fra mudderet. Netop ved Panabaj lå en mindelund for ofrene for militærets massakre på civile d. 2.12.90 og for præsidentens efterfølgende lukning af kasernen, hvilket var en helt enestående begivenhed i Guatemala og en opsigtsvækkende sejr for civilbefolkningen, der gav genlyd både nationalt og internationalt. Jeg har selv været med til at fejre femårsdagen for denne sejr sammen med CONIC og mange andre bevægelser i karavanen fra Guatemala By til Santiago i 1995.

Den daværende præsidents løfte til Santiagos borgere om frihed fra militærets tilstedeværelse har været en torn i øjet på hæren og de efterfølgende regeringer, og mange gange siden har en præsident eller en general forsøgt at lade hæren komme ind i byen igen under påskud af en national krisesituation, som "nødvendiggjorde" hærens tilstedeværelse.

Santiagos borgere har stået fast og har ikke accepteret hærens dårlige påskud til at få fodfæste i byen igen. De har kun dårlige erfaringer med militærets tilstedeværelse i byen. Hærens massakrer på civilbefolkningen og de konstante mord og voldtægter havde et klart racistisk islæt. 83% af ofrene under krigen var indianere, og hæren var mere tilbøjelig til også at dræbe børn og gamle, når det var indianere det drejede sig om. 93% af overgrebene blev begået af hæren og dens paramilitære støttegrupper. Det er baggrunden for, at Guatemalas "indianere ikke vil have hjælp" fra militæret til at tage sig af deres døde. Mayaindianerne har et særligt forhold til døden, og behandlingen af ligene er ikke noget man tager let på. Men hvem ville også lade en bande mordere håndtere ligene af ens kære?

I nærheden af Hermandad Educativas bjergskole ligger landsbyen Las Nubes, som vi nu samler ind til at hjælpe. Også her bragte orkanens ødelæggelser makabre begivenheder fra fortiden frem igen. Cerigua skriver, at da regnen skyllede jorden væk afsløredes en hemmelig massegrav, som nu skal udgraves. Hvis hæren havde været til stede i landsbyen, er det ikke til at vide, hvordan den opdagelse var blevet håndteret.

Det sørgelige faktum er, at hvis man ikke vil have "hjælp" af hæren i et land så militariseret som Guatemala, er der mange gange ikke anden hjælp at få fra regeringen - især ikke hvis man bor i de indianske områder, som regeringen systematisk har udsultet og nægtet offentlig service. Den første nødhjælp til landsbyerne i Santiago er ikke kommet fra regeringen men fra indsamlinger blandt guatemalanske borgere og organisationer som den indianske organisation CONIC og sprogskolen Proyecto Lingüístico Quetzalteco i Xela (Mellemamerika Komiteens samarbejdspartnere).

Når Guatemala rammes af en katastrofe som orkanen Stan, rammer den nogle hårdere end andre. Når indianere dør i en landsby, der oversvømmes af regn eller dækkes af mudder, er der mange andre ting end selve naturkatastrofen på spil for både de overlevende og de døde.

Derfor er Mellemfolkeligt Samvirkes overskrift berettiget.

Desværre.

Et u-land

En uge efter orkanen er landet stadig i katastrofetilstand, og mange ofre har endnu ikke fået hjælp.

Landet var helt uforberedt, da orkanen kom. Regeringen har ikke reageret på faresignalerne fra naturen i den foregående periode. Den har tilladt systematisk nedbrydelse af miljøet til fordel for snævre erhvervsinteresser knyttet til præsidenten og hans familie, men til fare for den brede befolknings sikkerhed i almindelighed og den fattige befolkning i særdeleshed. Den har systematisk skåret ned på forebyggelse af katastrofer til fordel for budgetterne til militær oprustning.

Efter orkanen er det tydeligt, at regeringen først og fremmest interesserer sig for at beskytte den "hvide" befolkning - middelklassen - og den har negligeret behovene for hjælp i de fattigste områder, som er blevet oversvømmede.

Redningsarbejdet mangler koordinering og det har fra begyndelsen været præget af politiske magtkampe om, hvem der har ansvaret for at det gik så galt, og hvilken politiker der kan komme i medierne som redningsmanden med henblik på næste valgkamp. Hæren måtte indsættes i redningsarbejdet, hvilket var afslørende for den himmelråbende mangel på civile korps til civile opgaver, og konfrontationer mellem militær og den nødstedte civilbefolkning udeblev da heller ikke. Korruptionsskandaler begyndte øjeblikkeligt at rulle i kølvandet på den stærkt politiserede statslige hjælp, som favoriserer præsidentens politiske venner og forretningsforbindelser.

Hvilket land taler jeg mon om? Ja, jeg kan godt forstå, hvis læseren er i tvivl, for beskrivelsen passer lige så godt på USA efter Katrina i august/september som på Guatemala efter Stan i oktober i år.

"Velkommen til Den tredje Verden". Sådan kommenterede den guatemalanske weblog "Hunahpú e Ixbalanqué" situationen, efter at orkanen Katrina havde ramt flere sydlige stater i USA og forårsaget tusinder af døde og gjort hundredetusindevis hjemløse i Louisiana.

Mange guatemalanere har undret sig over at se myndighederne i det rige land mod nord opføre sig som i et u-land. Det er nedslående for mange latinamerikanere, at det land som de beundrer mest af alle, er ude af stand til at reagere på nogen rimelig måde over for en katastrofe på dets egen jord, som rammer dets egen befolkning.

Den danske regering tilbød hjælp efter orkanen Katrina, og igen efter orkanen Rita ramte USA for en lille måned siden læste jeg, at regeringen ville give 15 mio. til nødhjælp. Det kan jeg godt undre mig lidt over. Især vil jeg gerne vide, om de bevillinger betyder, at der er færre penge til ofrene for katastrofer i fattige lande - som f.eks. nu efter orkanen Stan i Mellemamerika, hvor den danske regering så vidt jeg er orienteret har forpligtet sig til at hjælpe med tre mio. kr. til de 200.000 berørte. Selvfølgelig skal vi hjælpe med forsyninger og udstyr til USA i en desperat situation, hvis vi kan. Men hvorfor USA skal have penge af Danmark, dét er svært at forstå.

Nu drejer det sig om nødhjælp og ikke udviklingsbistand, men det er alligevel nærliggende at se på nogle af de kriterier, som den danske regering lægger til grund, når den indgår aftaler om bistand til fattige lande. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har netop været på besøg i flere afrikanske lande, og har udtalt at god regeringsførsel skal være en forudsætning for enhver dansk udviklingsbistand. God regeringsførsel betyder, at det ikke skal være sådan, at bevillingerne til u-landshjælp bliver væk i korruption, nepotisme, ineffektivitet eller opskruede militærbudgetter. Ellers nytter det alligevel ikke noget, siger statsministeren.

Jamen det synes jeg Anders Fogh skulle huske at sige til George Bush næste gang, de spiser morgenmad sammen. For skandalerne efter Katrina i USA har vist, at den nordamerikanske regerings håndtering har været kendetegnet ved alle disse ting, som netop ikke er god regeringsførsel, og det er faktisk meget muligt at den danske hjælp kommer til at gå i præsident George Bush's venners lommer i stedet for at komme USA's fattige til gode. ("Bushs venner tjener tykt på Katrina", Politiken 29.9.05).

Når et fattigt land bruger sine penge på militæret i stedet for en social og miljømæssig udvikling, så plejer det ikke at kunne modtage u-landsbistand uden at få en løftet pegefinger med i samme omgang. Fortjener George Bush's regering ikke også sådan én? Sammenhængen mellem de militære udgifter og katastrofen i Louisiana er ikke engang en indirekte, men en direkte sammenhæng for på trods af rapporter om overhængende fare for sammenstyrtninger af dæmningerne omkring byen, gav Bush ordre til at overføre midler fra budgettet til deres vedligeholdelser og til krigen i Irak.

George Bush har sagt, at "ingen" kunne forudse katastrofen i Louisiana, og hans støtter har latterliggjort kritikerne ved at sige ting som, at "nu vil de også gøre præsidenten ansvarlig for vejret".

Det er en ansvarsforflygtigelse, som sætter et rigtigt dårligt eksempel for ledere i resten af verden. Lad os i denne sammenhæng bare se bort fra diskussionerne om, hvorvidt menneskeheden har et medansvar for det ustabile klima og den globale opvarmning. Naturkatastrofer er naturligvis ikke den enkelte regerings ansvar. Men det er håndteringen af dem.

Organisationen til bekæmpelse af korruption, Transparency International, udsendte i går sit årlige "Corruption Perceptions Index" for 159 af verdens lande. Guatemala ligger på en 117.-plads med en gennemsigtigheds-score på kun 2.5, mens USA scorer 7.6. og ligger på en 17.-plads. Beskeden fra Transparency Internationals direktør, David Nussbaum, ved udgivelsen af rapporten var klar: "Korruption er ikke nogen naturkatastrofe [natural disaster]". Korruption er bevidst tyveri fra dem, der dårligst kan forsvare sig.

Man kan mene, at USA's 17.-plads ikke er så ringe endda, men det må alligevel gøre indtryk, når korruptionen er sanktioneret og tilsyneladende endda organiseret fra samfundets allerøverste top. Dermed også sagt, at det ikke er korruptionens omfang i sig selv, som er det største problem, men derimod den politiske og menneskelige arrogance, som regeringen lægger for dagen i negligeringen af den fattige befolkning før og efter naturkatastrofer som Katrina og Rita i USA og Stan i Guatemala.

Mange mellemamerikanere har allerede lært lektien. Efter Stan er det i Guatemala befolkningen selv, der har hjulpet med at donere og udbringe hjælp til de nødstedte landsbyer, mens den statslige hjælp i mange områder stort set har været fraværende. Hvis ikke engang Amerikas rigeste land kan finde råd til at beskytte sine borgere, er det måske utopisk at tro, at et fattigt mellemamerikansk land skal kunne gennemføre en redningsplan?

Her springer et eksempel fra et andet land i øjenene, nemlig det land som måske er det mest beundrede i Latinamerika efter USA: Cuba. Efter orkanen Ivan sidste efterår måtte FN rose Cubas beredskab som forbilledligt, da hele 2 mio. (sic!) af øens samlede befolkning på 12 mio. mennesker blev midlertidigt evakueret i ro og orden samtidig med at husdyr og fødevareforsyningen blev sikret.

Skribenten på Gegenstandpunkt ironiserer over, hvordan Cubas forbilledlige håndtering af faren blev fremstillet i bladet Der Spiegel. Gegenstandpunkt citerer bladet:

"Den stramme statslige organisation i den socialistiske republik Cuba gør det lettere at forebygge mod orkaner: Lokalkomitéerne, der kontrolleres af det almægtige kommunistiske parti, kan hurtigt efterprøve, om alle beboere har forladt deres huse; der er næppe nogen, der tør yde modstand mod evakueringen."
"De to naturkatastrofer, som i det store og hele forløb glat og uden dødsofre, var for Castro en lejlighed til at forbedre sit image som omsorgsfuld landsfader, og for partihierarkiet var de en lejlighed til at bevise den bovlamme revolutions eksistensberettigelse (...) det gjaldt om at vise dem (cubanerne), hvor vigtig et omsorgsfuldt kollektiv (...) og blind lydighed er specielt i nødsituationer." (Spiegel 40, 2004, s.112)

Jeg ønsker på ingen måde at optræde som apologet for det cubanske diktatur. Men netop fordi der er nok at kritisere ved Fidel Castros regime, forekommer det mig ekstra stupidt at angribe det for én af de ting, som det faktisk gør rigtigt.

Der Spiegels holdning til den stakkels cubanske befolkning, der ifølge bladet må tvinges til at redde sig livet ved at lade sig evakuere væk fra den overhængende fare, fik en mærkelig omvendt genklang i de danske mediers første rapporter fra Louisiana.

Flere gange stod danske tv-reportere og trådte sig selv over tæerne, når de skulle tale rundt om det faktum, at titusindvis af mennesker i Louisiana ikke havde forladt byen endnu på trods af myndighedernes opfordring. Reporterne kunne ikke direkte, men kun indirekte få sig selv til at sige, at det på en måde var den fattige sorte befolknings egen skyld, hvis der skete noget, eftersom de var blevet hjemme i stedet for at forlade byen lige som de hvide. Det var pinligt at se reporterne stå dér uden noget bud på, hvorfor befolkningen nu var så modvillig til at tage af sted.

Det var først da Jacob Holdt endelig kom på skærmen, at vi fik en anstændig dækning og en forklaring: For det første havde den fattige sorte befolkning ikke nogen biler at tage af sted i. (Hvem forestiller sig at en amerikansk by som Louisiana har offentlig transport til at evakuere 150.000 mennesker på et døgn?). For det andet ventede den fattige befolkning på deres månedlige socialhjælp, som skulle komme til udbetaling dagen efter. Og så var det pludselig for sent at tage af sted.

Også i Guatemala er det den fattige befolkning, som er blevet hårdest ramt af orkanen. Det er den fattige befolkning, som bor de farligste steder for foden af vulkanerne og på bjergskråningerne, hvor tømmer- og mineselskaber har fået fripas af regeringen til drastiske ødelæggelser af miljøet med yderligere farer for mudderskred til følge. Det er de fattige landsbyer med vanskelige adgangsforhold, som Guatemalas økonomiske og politiske elite mener den kan tillade sig at ignorere.

Det er hverken præsident Bush eller præsident Bergers skyld, at det regner. Men det er uanstændigt at de har nægtet deres borgere en paraply og tørt tøj. For nu at blive i underdrivelsen.

Orkanen Stan i billeder

Under katastrofer som denne er internettet et vigtigt redskab. Mange navngivne og unavngivne fotografer har lagt billeder af orkanens ødelæggelser ud på nettet. Andre fotos er blevet sendt pr. e-mail så snart strømmen og internetforbindelsen har tilladt det.

Sonja Perkic-Krempl har sendt mig en række billeder, som hun har taget af store oversvømmelser i Escuintla på Guatemalas Costa Sur.

Ibis' fotogalleri har billeder distribueret af CONIC og fotografier af Arne Simonsen.

Flere anonyme fotos kan ses hos Incidencia Democrática.

Udenlandske og guatemalanske webloggere har også været meget aktive i distributionen af fotos, dokumentation af ødelæggelserne og opfordringer til hjælp fra både indland og udland. Disse sider er gode kilder til regional information om situationen i de forskellige områder.

Området omkring Atitlánsøen har været særligt hårdt ramt, da søen gik over sine bredder. Og på en weblog i Esquipulas er offentliggjort tekst og fotos fra Panajachel, Xela, Totonicapán m.fl. som er modtaget fra mange dele af landet.

Opdatering: Fotoserie med tekst og billeder fra bl.a. Santiago og Panabaj.

Salsafest for Mellemamerika-indsamling

Jeg viderebringer en invitation til støttefest for ofrene for orkanen Stan:

Søndag den 23. oktober kl. 19.00 åbner Club Mambo på Vester Voldgade 85 dørene for alle, der har lyst til at bruge en aften i latinorytmernes tegn.

Salsalærer Juan står for at vise grundtrinene, så alle kan være med, og baren serverer piña coladas og tapas. Senere kan øvede også komme på gulvet og vise hvad de kan.

Aftenen igennem vil der blive spillet musik af byens bedste latino-DJ’s og vist billeder fra Mellemamerika på storskærm.

Entréen er 30 kr., og hele overskuddet fra aftenen går ubeskåret til ofrene for orkanen Stan.

Arrangementet er en del af Mellemamerika Komiteen og Mellemfolkeligt Samvirkes fælles indsamling.

Se det flotte program for aftenen hos Club Mambo
(siden virker kun i Internet Explorer)

Kom og vær med til at gøre en forskel - og tag dine venner med!

Download flyer om salsafest (pdf-fil)

Guatemala har brug for din hjælp

Mellemamerika Komiteen og MS går sammen om indsamling efter orkanen Stan

Over 200.000 mennesker er berørt af katastrofen i Guatemala, El Salvador og Nicaragua. Fattige bønder har mistet alt hvad de ejer og for mange er høsten også gået tabt. Det betyder at hele deres eksistensgrundlag er forsvundet i mudderet og regnen. Selvom regnen nu er ved at stilne af, er faren ikke drevet over.

I de områder som har været værst ramt af oversvømmelser, er der nu frygt for epidemier pga. forurenet vand. Derfor er der akut behov for hjælp til sikring af drikkevand, mad og medicin. Senere venter et større genopbygningsarbejde, når folk, som har mistet deres hjem skal genhuses, vejes genoprettes og markerne tilsås påny.

Mange guatemalanere har givet tøj og mad til de værst ramte områder. Som altid er det de fattigste på landet, som er blevet hårdest ramt. Det er de fattigste, der bor de farligste steder for foden af bjergene eller på bjergskråningerne, og det er i de fattige landsbyer, at der står mest på spil, når livsgrundlaget - majshøsten - med ét bliver ødelagt.

Desværre har regeringen været langsom og ineffektiv til at yde den nødvendige hjælp. Hjælpen der uddeles for statslige midler er stærkt politiseret, og mange steder har man ladt forsyningerne blive i depotet ind til præsident Berger, en guvernør eller en borgmester har kunnet ankomme for at lade sig fotografere sammen med nødhjælpen, når den deltes ud.

Flere danske NGO'er har hurtigt igangsat indsamlinger til Guatemala og Mellemamerika. Hos Folkekirkens Nødhjælp kan du se et kort over de ti departementer, som har været hårdest ramt.

I Mellemamerika Komiteen har vi valgt at gå sammen med Mellemfolkeligt Samvirke om at samle ind. Mellemamerika Komiteens andel af indsamlingen vil gå til vores samarbejdspartner i mere end ti år, den indianske bondeorganisation CONIC, hvis medlemmer er hårdt ramt af katastrofen. Det gælder særligt i byerne omkring Atitlán-søen (Santiago m.fl.) og i San Marcos.

Sådan kan du støtte:

Ring din støtte ind på tlf. 90 56 55 50
(100 kroner pr. opkald)

SMS på 1299 med teksten MS og støt med 100 kroner

Indbetal på indsamlingsgiro 1 341 200, mrk.: STAN.

Download flyer om indsamlingen (pdf-fil) og giv beskeden videre.

"Nu er vi alle en survivor" (ii)

CBS har nu åbnet deres webside om hjælp til ofrene for orkanen Stan i Guatemala og Mellemamerika. Det jo godt nok, men dens indhold er mildest talt mærkværdigt. Det er tydeligt, at reality-tvselskabet slet ikke har vidst, hvordan det skulle røre ved "virkeligheden".

Det mest iøjnefaldende på siden er ikke opfordringen om at give hjælp, men en advarsel mod at give penge til indsamlinger på et falsk grundlag. Hvad mon "Louisiana Society for the Prevention of Cruelty to Animals" har gjort for at komme på CBS' liste over organisationer, som fortjener et bidrag?

Webloggeren Rob Mercatante på ElCanche.com har kommenteret CBS' initiativ. Han hæfter sig ved at der slet ikke linkes til siden om katastrofen, når man besøger "Survivors" hjemmeside.

Den slags "hjælp" kan vist egentlig bare være lige meget.

Update: Efter kritik har CBS nu ændret deres side om hjælpen. Læs mere hos elCanche.

After the Hurricane: A message from el PLQE

This message was sent out by the Proyecto Lingüístico Quetzalteco de Español on October 12th 2005. I provide it here in my English translation in order to make it available to as many people as possible. Please see the letter to friends of el PLQE for information on how you can help.

The letter from el PLQE says:

We the people at el PLQE send our greetings to our friends abroad and wish to inform them that we are all well here at the school in Xela and at the Mountain School. Fortunately we did not suffer any damage and all of our students, teachers and workers are all sound and well.

Sadly this is not the case of many people of the rural areas, where the hurricane caused many damages and destruction. The situation is dramatic in many cases where people need food, clothes and medicine, but the problem is that the roads have been blocked by collapsed bridges and avalanches of mud, making it difficult to bring out help.

During the last days more than half of the country's territory was covered by incessant rains as a consequence of the hurricane Stan which came from the Pacific coast. The region which was hurt the most is home to communities of indigenous peasants. According to the international peasants organisation Vía Campesina more than 80.000 people are estimated to have lost their houses and crops. Partial information distributed from official sources on the morning of October 8th estimated that the rains had caused the death of more than 500 people and the disappearance of about 1000. Now we know that the number of deaths is higher than 2000. Yesterday the number of people affected by the hurricane had gone above 3.5 million people and the affected area covered 12 of the 13 most populated departments in the country.

While most of the damaged indigenous communities did not receive any emergency assistance at all, the government sent rescue teams and offered economic aid on the south coast, where cash crops, cattle and agriculture for exportation predominate. The areas that produce the agricultural products that feed our country were badly hurt. We are still in the rainy season and more rains are foreseen, carrying a risk of further flooding and landslides. As entire crops were destroyed there is sure to be a shortage of foods in the coming months.

Juan Tiney, secretary of CLOC, the Latin American peasant organisation, denounces that the tragedy in Guatemala - which happens two years before elections en Guatemala - is being used to promote political interests. In some places the provisions in stock are still waiting for the president to arrive to distribute them. The same kind of abuse is being committed by local authorities.

The peasant movements consider that the official story of a natural disaster hides the structural reasons of the tragedy. The operations of lumber companies and the construction of dams have systematically destroyed the environment. Guatemala is one of the poorest countries en Latin America and is going through a profound economic and social crisis.

In addition to the human and material sufferings and damages, the inhabitants of various provinces such as San Marcos, Quetzaltenango and Huehuetenango now face a shortage of foods, drinking water and fuel. At this moment there is only petrol available to vehicles which bring out relief to the victims.

Carlos Sánchez
Proyecto Lingüístico Quetzalteco de Español
Hermandad Educativa
Quetzaltenango
Guatemala

After the Hurricane: Information for students at Spanish schools

Many students who have planned to study Spanish with Hermandad Educativa in Quetzaltenango (Xela) have asked me if it is safe to go to Guatemala after the hurricane Stan. My answer is that if you wish to go, I believe you should. Here I will give you some relevant facts about the situation.

For the past week I have been in daily contact with El Proyecto Lingüístico Quetzateco in Xela to receive updates and to know how we can help from abroad. However, as none of the schools of Hermandad Educativa were hurt by the hurricane, their minds have been less worried about themselves and more preoccupied with how to help the communities in need around them.

Last week the government closed the highway between the capital and Xela (Quezaltenango) because of the damages to the road. Today the road has been reopened and it is once again possible to travel to and from Xela. The road from Xela to the Mountain school in Colomba has suffered damage at two points where cars are currently unable to pass. An interim by-pass is being built, and the road will probably reopen soon.

The lower part of Xela at the foot of el Cerro Baúl was flooded, but the water has withdrawn again. The rainy season is supposed to last almost a month more, but no new heavy rains of a dangerous intensity are foreseen.

There have been fears of epidemics because of the floodings. There is always a higher risk of illnesses spreading when an area is flooded. Fortunately there have been no reports of such epidemics, and I don't think this will be a problem around Xela.

Xela was left without water and electricity for a few days. These services are functioning once again in the city, and both telephone and internet services are running as normal.

Of course everyone in Guatemala has been deeply moved by the destruction left by the hurricane. But I am glad to say that the people of Xela have not gone into despair but are struggling to see the end of this crisis with an admirable bravery.

The teachers at el Proyecto Lingüístico Quetzalteco de Español and at La Escuela de la Montaña hope that students will not stay away but continue to come to study Spanish and learn about the facts of life in Guatemala, thus contributing to the recovery of Xela.

The aftermath of the hurricane also provides plenty of opportunity of making a difference through all sorts of voluntary work that you may wish to sign up for during or after your stay at our schools.

Saludos cordiales from la Hermandad Educativa in Xela, Colomba and our European Office in Denmark.

Update (14.10.): The interamerican highway was blocked once again yesterday because of new rains. Even rains of normal intensity can now cause problems because of the heavy rainfall last week which has left the ground unable to absorb more. Traffic is being directed through alternative routes for parts of the highway between Xela and Guatemala City.

Update (18.10.): There are still several hours of delay to be expected when travelling on the road between Guatemala City and Xela. The condition of the roads is something to watch closely, as we are still in the rainy season, and the main road has suffered further damages because of continued rains. However, students managed to arrive for this week's classes at both Proyecto Lingüístico Quetzalteco de Español and at La Escuela de la Montaña. Both of our schools continue tuition as planned.

After the Hurricane: Proyecto Lingüístico Quetzalteco working to assist damaged communities

I am writing this post in English, because I know that El Proyecto Lingüístico Quetzalteco de Español (PLQE) and La Escuela de la Montaña (The Mountain School) have many friends around the world who are worried if the schools, teachers and students are well after Guatemala was hit by the hurricane Stan last week.

I can assure you that everybody is fine at both of our schools. Zones 2 and 4 of Xela were partially flooded for a couple of days, but the water has now withdrawn. The owners of the flooded houses now face the challenge of taking out the mud and making their houses inhabitable again.

However, many communities around Xela and in the area of the Mountain School have been less fortunate. El PLQE is now working to provide relief to communities where houses and crops were destroyed.

Government aid is not expected any time soon, so these communities depend upon the type of help that we can offer.

I have written a letter to friends and former students of the school around the world. This letter also explains how you can help el PLQE and its volunteer students and teachers in their efforts to provide assistance to communities in need.

The first thing you can do is to help pass the letter around to every friend of the school that you know.

Thank you.

Ugh!

Da jeg gik i børnehave, var der noget, der hed en "høvdingefjer". Det var en hovedpragt af farvede plasticfjer, som gik hele vejen rundt om hovedet. De almindelige indianere måtte derimod nøjes med en enkelt plasticfjer, som blev sat fast i håret bag i nakken, sådan som de også bedst kan lide det i "Survivor".

Da jeg mange år senere kom til Guatemala, medbragte jeg en billedbog om Danmark, som jeg havde købt på turistkontoret i Aalborg. Der var også en side om Legoland og med billeder fra guldgraverbyen Legoredo, komplet med cowboys og indianere.

Jeg havde ikke lige bemærket billedet af et blegt ansigt med høvdingefjer, der gik rundt i Legoredo. Men det blev der lagt mærke til i Guatemala, da jeg viste bogen frem til mine nye venner.

-Sé, en viking! udbrød en ven, da han så billedet af "høvdingen". Jeg måtte så noget sammenbidt forklare, at manden med fjerene ikke var un vikingo, men en dansker, der var klædt ud som indianer. Det gav mig stof til eftertanke, at danskernes forestilling om den vilde indianer svarede til indianerens forestilling om de vilde danskere.

Men også indianerne kan lide at klæde sig ud. Sidste år var jeg til byfest i Cubulco, Baja Verapaz, hvor jeg oplevede flere af byens traditionelle danse. Her fik jeg lejlighed til at opleve, hvordan en indianer klæder sig ud, når han skal ligne en spanier. Jeg har indsat et billede af den spaske hærfører Pedro Alvarado, som han protrætteres i dramaet om erobringskrigen. En dans, som er opfundet af spanske munke, men som indianerne gradvist har overtaget mere og mere. Her kommer Pedro Alvarado med sværdet i den ene hånd og den senere republiks flag i den anden.

Gringoer leger indianere (ii)

Jeg er ikke den eneste, som har undret sig over, at realityshowet "Survivor" (optaget i Petén, Guatemala) bare er kørt videre, som om intet var hændt efter orkanen Stan, som har dræbt tusindvis af mennesker og gjort op mod hundredtusinde hjemløse.

Men som Al Tompkins skriver, så optages programmerne i forvejen og alle optagelser var færdige længe inden orkanen ramte landet. Jeg håber producerne gør alvor af overvejelserne om at nævne orkanen og behovet for hjælp i forbindelse med showet.

Foreningen af latinamerikanske journalister i USA har gjort opmærksom på, at katastrofen i Guatemala har fået meget lidt dækning i medierne. Guatemalas krise har været overskygget af katastrofen i Pakistan i samme uge, hvor titusindvis af mennesker er dræbt ved et jordskælv, og det har betydet mindre medieopmærksomhed og formentlig også mindre hjælp fra andre lande til Guatemala og Mellemamerika. Hvis Survivor-folkene beslutter sig for at gøre noget ved det, er det selvføgelig al ære værd.

Jeg har i en tidligere post også omtalt protesterne over tvprogrammets fremstilling af mayaerne og mayakulturen. Jeg kan på ingen måde sympatisere med den barnagtige måde, hvorpå folkene fra CBS lader deltagerne lege mayaer ved at klæde sig ud som prærieindianere i tempelruinerne i Guatemalas jungle. Jeg er da også endt med at underskrive det åbne brev til CBS, som Natives Against Racial Stereotypes (NARS) har bedt om støtte til.

Protesten taler især ud fra nordamerikanske forhold og ud fra, hvordan indianere opfattes i USA. Det er på en måde naturligt nok, fordi programmet jo vises i USA, og fordi deltagerne i Survivor mere ligner prærieindianere end mayaindianere, når de klæder sig ud.

Men jeg må indrømme, at jeg snarere følte trang til at grine end til at blive vred, da jeg så disse voksne mennesker iført legetøjsfjer og krigsmaling. Denne karikatur hører hjemme i USA og spiller ikke nogen større rolle i Guatemala, hvor mayaindianerne i årtusinder har været majsbønder og ikke prærie-nomader. Det er først og fremmest denne prærie-karikatur af "indianerne", som NARS har reageret imod, og det er fint, når de i det åbne brev skriver:

"The producers provided the contestants with materials which were clearly intended to impose a North American Plains Indian stereotype on a distinct South American culture and to imply that all Indigenous cultures are inter-changeable."

Det er også helt fint, at NARS opfatter sig så meget som del af en international indiansk bevægelse, at gruppen vil solidarisere sig med mayaerne og forsvare dem. Men netop derfor kan NARS heller ikke udtale sig på vegne af mayaerne, som jo i øvrigt ikke bor i Sydamerika, men i Mellemamerika.

Der er mange andre ting ved Survivor-programmet, som vil være langt mere fornærmende for vore dages mayaer, end de forhold som NARS har lagt vægt på. Jeg er forarget over, at CBS's folk har fået lov til at bo inde i tusindårige templer, som ligger på helligt område og stadig er offersteder for nutidens indianere - og som har været gravsteder for den gamle højcivilisation.

Survivor-folkene har endda fået lov til at grave gamle potteskår op og bruge dem i camping-husholdningen, og de har fået lov til at grave huller på gamle tempelpladser til pælene i deres "spejderlejr" og til at bygge videre på dele af den ældgamle struktur. Affaldet fra lejren smides også på det hellige område.

Krigsmaling og legetøjsfjer er noget, som de fleste mayaer i Guatemala godt vil kunne grine af. Det er gravskænderi og lemfældig omgang med gamle helligsteder til gengæld ikke.

At det så er idiotisk at CBS påstår, at nu skal deltagerne spille "The Ancient Mayan Ball Game", men at det så viser sig at de spiller et helt andet spil, som intet har med mayaerne at gøre - ja det forekommer næsten som en triviel indvending i forhold til den grove udnyttelse af mayatemplerne.

Den kommercielle udnyttelse af mayatemplerne er ikke noget nyt. I den gamle film "Star Wars: A New Hope" (1977) ses et rumskib under indflyvning ved rebellernes hovedkvarter i tempelbyen Tikal i Peten, Guatemala. Jeg husker også en Fantareklame, hvor en dåse rullede ned ad pyramidens mange trappetrin, til den tørstendes store fortrydelse. Der må være mange penge på spil.

"Nu er vi alle en survivor"

I går skrev jeg om protester fra nordamerikanske indianere mod realityshowet Survivors fremstilling af mayaerne i Guatemala. Ind til videre kan CBS-direktøren vist sidde ganske roligt i sin stol.

Tvholdets tilstedeværelse har vakt opmærksomhed i Guatemala, hvor regering og turistindustri håber, at programmet vil trække flere turister til landet. Desværre har orkanen Stan nu lagt en dæmper på de forventninger.

Den guatemalanske sorte humor har heller ikke denne gang svigtet. Situationen har givet anledning til et nyt mundheld: Nu er vi alle en 'survivor'.

Nogle er survivor for sjov og leger indianere med fjer på i junglen, ind til de bliver stemt hjem. Andre er så uheldige at være født indianere og befinde sig midt i en katastrofe uden mulighed for at tage hjem, når det ikke er sjovt længere...

Nu er hele ideen med showet jo, at deltagerne skal isoleres fra omverdenen. De er hårdføre "survivors", men i CBS' tv-verden, ikke i den virkelige verden. Men måske CBS-folkene alligevel har følt et behov for at værne om firmaets brand. Variety Magazine skriver, at folkene bag programmet overvejer, om naturkatastrofen og behovet for nødhjælp og genopbygning skal nævnes i programmet. Det må søreme være en svær beslutning.

Columbus-dagen

Skønt Columbus-dagen i flere lande i år overskygges helt og aldeles af katastrofesituationen efter orkanen Stan, vil jeg alligevel benytte lejligheden til at fortælle lidt om denne fest- og kampdag.

I dag, den 12. oktober, er det 513 år siden, at Christoffer Columbus opdagede Amerika, da en af hans sømænd fik øje på Bahamaøerne. Det fejres i dag ved fester i hele Amerika og i Spanien.

Meget kan indvendes mod de officielle versioner af denne begivenhed: Columbus var ikke den første, der kom til Amerika, han var ikke engang den første europæer. Han opdagede heller ikke selv, at han havde opdaget et nyt kontinent; men troede til sin død, at de indfødte var "indere" (indios).

Den slags indvendinger har selvsagt været ret nyttesløse. De indfødte kom alligevel til at hedde "indios", "Indians" og "indianere", og selv om Leif den Lykkelige kom til Amerika før Columbus, kan ingen benægte, at det var Columbus' opdagelse, der fik verdenshistorisk betydning og blev en apokalyptisk katastrofe for Amerikas indfødte folk.

Men jeg har tidligere skrevet om, hvordan italienere, spaniere, mexicanere og indianere i USA og Latinamerika kæmper en politisk kamp om retten til Columbus Day, Native American Day, Día de la Resistancia, Día de la Hispanidad og hvad dagen ellers kaldes af de forskellige bevægelser og regeringer. Søreme om der ikke også findes en Leif Erikson Day, som skandinaverne fejrer i det amerikanske midtvesten d. 9. oktober!

I Guatemala er dagen traditionelt blevet fejret som "Día de la Raza", og det er stadig hvad dagen kaldes i skolerne, skønt kongressen nu officielt har afskaffet denne betegnelse. "Raza" henviser til den sublime mestizrace, det nye latinamerikanske folk, der voksede frem med spaniernes kolonisering, voldtægter og undertrykkelse af de indianske folk.

Ladinoernes (de "hvide" mestizers) fejring af sig selv (som ikke-indianere) er en festdag, der ikke kan andet end antage groteske former i et land som Guatemala. Det kan de indianske bevægelser naturligvis ikke acceptere, og derfor har dagen i de senere år fået stor betydning som en national indiansk kampdag.

På billedet ovenfor opfører indianske dansere udklædt som spanske conquistadores et drama om erobringskrigen for 500 år siden (Cubulco, 2004). Skønt alle ved, at spanierne vandt, lykkes det alligevel altid for danserne at få spanierne til at fremstå som latterlige.

Gringoer leger indianere

Måske kender du det nordamerikanske reality-tvshow "Survivor". Hvis jeg fortæller, at det er den nordamerikanske udgave af Robinson, ved du sikkert, hvad jeg taler om.


Tv-showet er i gang med en ny runde, som foregår i Guatemala. Regering og turistindustri har ligget på knæ for tv-holdet og deltagerne i programmet, som har fået lov at boltre sig og bo (sic!) i ellers beskyttede junglearealer og i de bevarede mayatempelbyer ved Yaxha i Peten.

Programmet har været omgivet med fantastisk meget medie-forskræp, det der på amerikansk slet og ret hedder hype. Nu ligger "guatemala adoption" ikke længere i toppen i Overtures statistikker over de mest søgte ord på internettets søgemaskiner. Til gengæld har "guatemala survivor" lagt sig i top tre for søgninger om Guatemala i de seneste måneder.

På Blog de mi Guatemala kan man se et lille reklamespot for udsendelsen, som fortæller om, hvordan deltagerne i konkurrencen denne gang bliver "forced to embrace the ancient Maya lifestyle".

Og her på billedet fra tv-serien kan man se, hvad det er CBS mener. Deltagerne hopper rundt med fuld krigsmaling og nogle temmelig selvlysende plasticfjer(?), der tilsyneladende er købt i BR (eller Wal-Mart).



Survivor spiller på alle de eksotiske maya-strenge og fortælller om de gådefulde, men blodtørstige mayaer, der godt kunne lide at ofre mennesker. Selvfølgelig! Hvad havde vi regnet med, da myndighederne gav tv-folkene fra CBS adgang til de fredede ruiner? Og det ligger sikkert myndighederne fjernt at klage over, at mayakulturen her gøres til et eksotisk lille stykke popkultur, som kan pakkes ned og konsumeres af den moderne forbruger, for det gør det guatemalanske offentlige turistkontor jo netop selv, så ofte det kan komme af sted med det.

I realityshowet spiller deltagerne det hellige gamle spil, som i dag på spansk bare kaldes el juego de la pelota, "boldspillet". De gamle mayaer var vilde med en sport, der gik ud på at skyde en bold af massivt gummi gennem en ring på boldbanens væg. (Spanierne, der ikke kendte til gummi, mente til gengæld, at bolden måtte være forhekset, for de havde aldrig før set en kugle hoppe af sig selv). I de store tempelbyer kan man i dag stadig bese hundredevis af disse boldbaner bygget i sten.

Forskerne mener, at taberne - eller måske vinderne? - blev ofret til guderne, når kampen var afgjort, og det får Survivor selvfølgelig maksimal spændingseffekt ud af i programmet. Det manglede da bare, fristes man til at sige.


Men, men, men... globaliseringen har også betydet, at de indianske bevægelser nu er internationale, og man slipper ikke længere sådan bare af sted med hvad som helst. Indianske grupper i USA har klaget til CBS over denne stereotype fremstilling af maya-indianerne. De er vrede over, at Survivorfolkene skal rende rundt med fjer på så man skulle tro, at det var fastelavn i en børnehave, men de er især vrede over udsendelsens fokus på mayaernes blodtørst. Så vrede, at de opfordrer til boycott af CBS.

Mange moderne mayaaktivister i Guatemala er lige så heftige i deres afvisning af de gamle mayaers brutale ofringer. Men hvorfor benægte, at mayaerne ofrede mennesker? Jeg ved udmærket godt at vikingerne voldtog, brændte byer og ofrede slaver, men det føler jeg mig lissom ikke ansvarlig for, vel?

Svaret er, at lige siden invasionen og folkemordet begyndte for 500 år siden har indianernes påståede blodtørst været både englænderne og spaniernes moralske halmstrå, når man skulle legitimere nødvendigheden af at underlægge sig de indianske folk. At indrømme at mayaerne ofrede mennesker, kommer for mange indianere - mayaer og nordamerikanske "native Americans" - til at smage af at give spanierne og englænderne moralsk ret til at indtage landet.
(fortsættes)

"Stan" forårsager katastrofe i Guatemala.

Jeg har ikke skrevet her på bloggen efter min hjemkomst til Danmark. Desværre er det en meget trist situation i Guatemala, som nu får mig til at skrive igen, efter at landet har været ramt af et ødelæggende regnvejr i sidste uge.

I forbindelse med udbygningen af mine rejsesider på min hjemmeside, har jeg skrevet om klimaet og vejrforholdene i Guatemala. Regntiden burde være ved at være ovre, men nu har Guatemala igen haft besøg af det gamle et-benede monster, Hurakan, i skikkelse af orkanen Stan, som har forårsaget oversvømmelse, der har drevet titusindvis ud af deres hjem og har begravet hele landsbyer i mudder i Santiago ved Atitlán-søen.

Det er især det centrale og vestlige højland, som har været ramt. I Santiago er op mod 1400 mennesker i landsbyen Panabaj døde ved et mudderskred fra vulkanen. Som det fremgår af dette kort lå denne landsby for foden af bjerget, og den var derfor helt uden beskyttelse fra den lavine af mudder, som flere dages heftig regn forårsagede. I andre dele af det centrale højland er floder gået over deres bredder og har taget huse med sig, eller har gjort dem ubeboelige. De der ikke havde fået majshøsten i hus, er nu ilde stedt.

Det er umuligt for mig at holde denne side fuldt opdateret med nyt om situationen, men jeg vil fortælle om udviklingen og bringe links til relevante nyheder.

Mellemfolkeligt Samvirke har skrevet om tragedien i Panabaj. Lars Wetter i San Cristóbal Verapaz lagde allerede i fredags tekst og fotos ud.

I Mellemamerika Komiteen har vi sikret os, at vores udsendte er i god behold. Jeg selv har været i daglig kontakt med Proyecto Lingüístico Quetzalteco - sprogskolen i Quetzaltenango (Xela), som jeg er repræsentant for i Europa. Heldigvis har alle på Hermandad Educativas to skoler det godt.

Guatemalanere uden for landet har taget initiativ til indsamlinger. Internettet spiller her en stor rolle, især tror jeg at de mange nye blogs kan få betydning.

Danske NGO'er går nu også igang. Ibis i Danmark har allerede lanceret en indsamling til ofrene.

Mellemamerika Komiteen har modtaget en anmodning om hjælp fra vores samarbejdspartner CONIC, som har meget stærke rødder i området ved Santiago, hvor den største tragedie skete. Vores afdeling i København afholder støttefest og andre indsamlingsaktiviteter i den kommende tid. I Århus vil vi også gå igang, når vi har besluttet hvordan.

Frivillige fra PLQE - lærere og elever - har bragt nødhjælp ud i de seneste dage: fødevarer, drikkevand og tøj, som er indsamlet eller doneret af skolen. Samtidig er skolen begyndt en indsamling til de hårdest ramte landsbyer i området, som har brug for hjælp. Jeg skriver mere herom, så snart jeg ved noget mere.

Vejen til bjergskolen ved Nuevo San José, Colomba, er lukket, så ind til videre er elever og lærere blevet på skolen. De har dog fortalt over radioen, at de har det godt. Vejen bliver forhåbentlig snart åbnet igen.

Myndighederne har frarådet folk at bevæge sig uden for de store byer, fordi landevejene er ødelagte af huller og sammenstyrtede broer. Busselskaberne forventede dog i går at hovedvejen mellem Xela og Guatemala By ville blive genåbnet i morgen, onsdag.

Der er endnu ikke overblik over ødelæggelserne, fordi både telefonnet og landevejene brød sammen under regnen. Regnvejret er dog drevet over nu, og solen skinner fra en blå himmel ned på de mudrede gader i Xela, fik jeg at vide i telefonen. Nu håber jeg at regnen ikke kommer igen.
(fortsættes)