Kunsten at sige goddag i Guatemala

af Mikkel Møldrup-Lakjer

Guatemala er er multietnisk land med 25 officielt anerkendte sprog og mange forskellige etniske grupper, der ikke kan tale sammen pga. sprog- og kulturbarrierer. Kritiske røster hævder imidlertid, at de kulturelle forskelle er langt overdrevne, og at indianere og ladinoer i virkeligheden alle sammen tilhører den samme blandingskultur og burde kaldes mestizer, hvis bare de ville være ved det, så vi kan komme i gang med at opbygge en nation af guatemalanere, der ikke definerer sig selv efter opfundne kulturelle forskelle.

Måske er det rigtigt at indianere og ladinoer har mere til fælles, end man først skulle tro. For en udefrakommende iagttager er det dog forskellene, der springer i øjnene, og det kan være svært at begå sig på tværs af de forskellige sammenhænge.

Tag nu bare noget så tilsyneladende enkelt som dét at sige goddag. Guatemala er et meget høfligt land, hvor der lægges enorm megen vægt på formaliteter som goddag og farvel, tak og velbekomme, velkommen og lykke på rejsen. At kende den rigtige måde at hilse goddag på er essentielt, hvis man ikke ønsker at falde uden for den sociale sammenhæng ved at optræde uhøfligt.

Lad os bare i første omgang se bort fra de sproglige vanskeligheder, for de rent kropslige forskelle i måden at hilse på er nok til at hyle en udenforstående ud af den. Forleden forekom en interessant episode på CIRMA's multietniske udstilling i Xelaju. En amerikansk besøgende ville hilse på én af de ansvarlige kvinder for udstillingen. Hun lagde sit hoved på skrå med kinden klar, men da amerikaneren så det, trak han luft ind og brølede "BRIAN" ind i hendes ansigt. Han antog at hun havde dårlig hørelse, eftersom hun vendte øret til. Hvordan kunne han også vide, at denne fremmede kvinde ventede på et kindkys?

I det hele taget er der meget at holde tjek på, når man skal hilse. For at sige goddag er man nødt til at vide, hvem den anden er: er det en indianer eller ladino, by- eller landbo, kvinde eller mand, ven eller fremmed, ligemand eller højerestående?

I byområderne er kulturen præget af den latinske omgangsform med faste håndtryk og kindkys (luftkys) mellem mænd og kvinder, ledsaget af den talte hilsen. Der kysses på højre kind, men oftest kysses i virkeligheden mest i luften, og det er lyden af de smældende læber, der er det vigtige. Kvinder og mænd, der ikke kender hinanden, vil dog ikke altid hilse med kys, men evt. blot give hånd. Så man må altså fra gang til gang afgøre, om relationen til den anden er tæt nok til at kysse.

Rejsende i Centraleuropa vil kunne nikke genkendende til dette. Dér drejer det sig om at vide, i hvilke franske og schweiziske regioner man kysser henholdsvist to, tre, eller fire gange (på de to kinder), så man får antallet korrekt. I Guatemala er det tilsyneladende meget nemmere; her er det én gang på højre kind.

Men stakkels den udenlandske rejsende, der tror han endelig har lært det, når han kommer fra byen ud på landet, hvor han vil hilse på en indiansk kvinde! Han kommer til at stikke sit hoved med kind frem i tom luft og bringe både sig selv og kvinden i forlegenhed. I de indianske landområder bruges hilsnen med kindkys nemlig slet ikke. Mænd kan give hinanden hånden, eller hvis de har en tæt relation kan de hilse ved at lægge venstre hånd på den andens højre overarm (eller omvendt). Eller de kan bruge både håndtryk og overarms-greb samtidigt, som udtryk for en nær relation mellem ligemænd. Kun ved respektfuld hilsen til en ældre mand eller kvinde bruges håndkys, i knælende eller halvt knælende stilling.

Så kunne man tro, at det sikreste bare er at række sin hånd frem til den indianske kvinde, man vil hilse på. Men de fleste indianske kvinder på landet bruger slet ikke håndtryk, med mindre det ikke kan undgåes. Når man som besøgende kommer ind i et hjem og rækker hånden frem for at hilse på kvinden i huset, kan man få en underarm rakt frem til gengæld, med håndleddet bøjet og hånden hængende slapt ned. Det betyder dog ikke, at kvinden ikke vil hilse, men at hun ikke kan trykke den tilbudte hånd, fordi hendes egen er våd af vaskearbejde/klæbrig af tortilladej/sodet af madlavning. I stedet trykker man så underarmen.

En bedre måde at hilse på en moden indiansk kvinde på, er forsigtig brug af overarmshilsnen. Hvis man rækker hånden frem, og kvinden begynder at røre på sin egen modsatte hånd overfor, kan man trygt gå ud fra, at hun lægger an til overarmshilsnen. De unge (ugifte) indianske kvinder på landet er det sikrest kun at hilse med ord, med mindre de selv lægger an til at bruge hånden.

Ja, og så er der jo alle ordene. Som udlænding skal man først lære at huske at skifte spansk hilsen alt efter klokkeslættet (??-12:00: "buenos días", 12.00-18.00: "buenas tardes", 18.00-??: "buenas noches"), og så huske at følge op med spørgsmålet: "Hvordan har De det?" ("¿Cómo está?", "¿Cómo amaneció?").

I mange af de indianske kulturer er dette høflige spørgsmål derimod udvidet til en lang række spørgsmål, der hører til almindelig høflig omgangsform. I en kaqchikel landsby i Chimaltenango kan det tage flere minutter for to høflige indianere at passere hinanden: "Har De fred i Deres hjerte? Hvordan står det til i Deres hjem? Hvordan har Deres moder det? - og er Deres faders helbred blevet bedre?" Derefter venter man lidt og giver den anden lejlighed til at stille den samme række spørgsmål, før man går videre.

Eller sådan har det i hvert fald været. Selvfølgelig er heller ikke Guatemala uberørt af de moderne tider og sædernes skifte. Det er dog stadig langt fra, at de almindeligt accepterede høflige hilsner bliver lige så korte og uformelle som i Danmark, hvor goddag er blevet til "hej", og farvel til "hej-hej".

Opdateret d. 20.4.2006