Dinosaurens comeback

Resultatet af det nu overståede valg minder mig om en novelle af den guatemalanske forfatter Augusto Monterroso. Novellen El Dinosaurio lyder slet og ret således:

Cuando despertó, el dinosaurio todavía estaba allí.
Da han vågnede, var dinosauren der endnu.

Prøv lige at læse den et par gange, gerne højt, og smag på ordene. Novellen på blot syv ord må være en af verdens korteste, men samtidig rummer den en overordentlig suggestiv kraft.

Novellen er selvsagt åben for mange fortolkninger. En almindelig fortolkning er at læse novellen fra 1959 ud fra en politisk forståelse. Her bliver dinosauren til et billede på militærdiktaturet, som den demokratiske periode fra 1944 til 1954 skulle have gjort op med, men som vendte frygteligt tilbage, da den demokratisk valgte præsident blev afsat af en kontrarevolutionær hær med støtte fra USA. Efter de revolutionære drømme og det tiårige demokratiske intermezzo, vågnede guatemalanerne i 1954 op til de gamle magthavere som de troede, at de var sluppet af med.

Men hvorfor minder valgresultatet om Monterrosos dinosaur? Generalen tabte, og ingeniøren vandt jo? Udenlandske nyhedsbureauer har endda udråbt valgresultatet til en historisk kursændring, fordi vinderen Álvaro Colom har erklæret sig ideologisk inspireret af den demokratiske revolution i 1944. Så hvorfor sige, at dinosauren er hos os endnu?

Det er der to grunde til.

For det første er militærets magt stadig så stor, at ingen præsidentkandidater kan nå til anden valgrunde uden at indgå én eller anden form for alliance med grupper med tilknytning til militæret. Taberen Otto Pérez Molina er ifølge en rapport fra WOLA (Washington Office on Latin America) leder af den militære gruppering, El Sindicato, der er stærkt involveret i illegale aktiviteter. Det er tidligere militærfolk der leder landets mafialignende grupper, og også Álvaro Coloms parti UNE rummer militære grupper, som er sat i forbindelse med den organiserede kriminalitet.

For det andet er der al mulig grund til at tro at det ikke er det sidste vi har hørt til Pérez Molina. Han ser ud til at have gode chancer for at vinde præsidentposten ved det næste valg i 2011. Siden indførelsen af demokrati i Guatemala i 1986 er det endnu ikke lykkedes noget parti at beholde regeringsmagten efter et valg, og præsidenten som sådan kan ikke genopstille når den fireårige periode slutter.

Derimod har de seneste tre valg vist, at det bedste man kan gøre, hvis man vil vinde præsidentembedet, er at blive nr. to ved det første valg, og så genopstille ved næste valg. De utilfredse borgere får så mulighed for at stemme på den kandidat de ikke gav chancen sidste gang, og tankegangen synes at være, at når vinderen fra sidst ikke kunne levere varen, kan det jo være at kandidaten på andenpladsen kan gøre det bedre.

Sådan har det været de seneste tre gange:
Ved valget i 1995 vandt Álvaro Arzú (PAN) over Alfonso Portillo (FRG).
I 1999 vandt Alfonso Portillo til gengæld over Oscar Berger (GANA).
I 2003 vandt Oscar Berger så over Álvaro Colom (UNE), der vandt over Otto Pérez Molina (PP) i 2007.
Og i 2011...

Demokratiet i Guatemala

Så er valgkampen ovre. Den erklærede socialdemokrat Alvaro Colom vandt noget overraskende anden runde af præsidentvalget i søndags, og Otto Pérez Molina - den pensionerede general der er bedre kendt under navnet "la Mano Dura" (Den Hårde Hånd, et navn taget fra hans valgslogan) - har accepteret valgnederlaget. At det ikke blev en general, der vandt valget, og at taberen har accepteret valgnederlaget, er i sig selv positivt. Men at iagttagere hæfter sig ved dette i deres kommentarer til valget, siger også noget om, hvor ungt og skrøbeligt det guatemalanske demokrati er.

Claudia Samayoa undersøger de illegale magtstrukturer som truer det guatemalanske demokrati
Ja altså i det omfang der findes et reelt demokrati i Guatemala. I mellem første og anden valgrunde interviewede jeg Claudia Samayoa fra Unidad de Protección de Defensores de Derechos Humanos om demokratiets tilstand i Guatemala, knap 11 år efter underskrivelsen af fredsaftalerne. Nogle vil måske huske Claudia fra hendes besøg i Danmark i 2003, hvor hun fortalte om, hvordan hemmelige mafiastrukturer og folk inden for regeringsmagten samarbejder om dels forfølgelse af politiske modstandere, dels sikring af straffrihed for deres egne forbrydelser.

Som Claudia bemærker, må det overordnet betegnes som et væsentligt fremskridt, at det overhovedet er muligt at afholde valg i nogenlunde ro og orden i et så ungt demokrati, og oven på en så blodig borgerkrig. Men som hun også er inde på, er mekanismerne til overvågning af valget ikke tilstrækkelige til at sikre, at valget også er hemmeligt og frit.

Derfor kan jeg ikke undgå at have en dårlig smag i munden, når valgobservatørerne må erklære valget for legitimt. Hvorfor bliver rapporterne om stemmekøb ikke taget mere alvorligt? Hvorfor bliver der ikke sat en stopper for kandidater, der fortæller vælgerne, at de nok skal få kendskab til, hvordan de stemmer?

Men det største problem er den politiske kultur i Guatemala. De færreste opfatter valget som en proces, hvor man sætter sig ned og overvejer, hvilke kandidater man er mest enig med, og så stemmer man på dem. Valgprocessen handler i stedet om magt. Og her gælder det om ikke at være på det tabende hold. Det kunne man jo blive straffet for, når vinderne kommer til magten. Derfor er meningsmålingerne det centrale indhold i kampen: Hvem ser ud til at vinde? Hvem skal man stemme på for ikke at blive straffet men måske ligefrem belønnet, når vinderen kommer til?

Valgkampens substantielle indhold er dermed til at overse.