Vicepræsidenten venter i kulissen

"Tro ikke på alt hvad du hører. Men undervurdér aldrig rygternes magt." Det er det råd jeg giver til folk, som prøver at forstå hvad der sker i Guatemala.

Det gælder også i den nuværende krise forårsaget af Rosenberg-sagen. Jeg kan anbefale det udmærkede netmagasin albedrio som efterhånden har en hel del analyser og kommentarer til krisen. Spekulationerne er mange, og jo mere man graver, jo mere mudret bliver billedet. Hvilken betydning skal man mon tillægge det faktum, at både radioværten der optog videoen med Rosenberg, og manden der distribuerede dvd'en, er ultrahøjre-aktivister med en blakket fortid i fascistiske bevægelser der forsøgte at vælte landets første demokratisk valgte præsident i nyere tid, Vinicio Cerezo? Det kan man læse om i en interessant artikel fra Inforpress, et andet meget anbefalelsesværdigt nyhedsmedium, som dog normalt kræver et ret dyrt abonnement.

Rygter og beskyldninger er der som sagt nok af. Jeg tror ikke der er den guatemalanske præsident i nyere tid, der ikke har været udsat for anonym tilsværtning eller smædekampagner udført under falske navne, og det gælder da i særdeleshed den nuværende præsident. Bare for at give et enkelt eksempel, så cirkulerede der efter at Colom var trådt til en erklæring signeret af foreningen af tidligere officerer AVEMILGUA, som opfordrede til statskup. Foreningen måtte selvfølgelig hurtigt afvise erklæringen som falsk, men truslen om statskup blev ved med at hænge i luften.

Det har heller ikke hjulpet på Coloms forhold til hæren, at han har erklæret at ville åbne for adgang til hærens arkiver fra diktaturets tid, (skøndt det endnu ikke er sket), lige som der nu er adgang til det gamle politis arkiv. Senest har forsvarsministeren i en artikel i den statslige Diario Centroamérica måttet forsikre om, at militæret vil sikre den guatemalanske forfatning. Hensigten er tilsyneladende i lige så høj grad at forsikre om hærens loyalitet over for præsidenten som at advare hans modstandere mod at forsøge at afsætte ham.

Regeringen har måttet gennemleve flere kriser allerede i sit første år, men det var advokaten Rodrigo Rosenbergs mordanklager mod præsidenten, hans kone og højtstående embedsmænd, som for alvor bragte præsidentens politiske liv i fare, og gennem nogle dage så det ud til at han kunne blive tvunget til at gå af.

Erhvervsledere fra CACIF og grupper af aktivistiske unge fra middelklassen arrangerede hurtigt protester, som dagligt blev større og større. Og næsten lige så hurtigt fik regeringen arrangeret demonstrationer til støtte for præsidenten. Siden har der været talrige demonstrationer, de største på de to seneste søndage. Heldigvis er det ikke kommet til sammenstød mellem grupperne, som efter de første dage klogeligt valgte ikke at lade deres ruter krydse.

Nu ser krisen ud til at klinge af i denne omgang. Erhvervslederne skiftede kurs undervejs og droppede officielt kravet om præsidentens afgang, for i stedet blot at kræve opklaring af mordet på Rosenberg. Men hvad fik mon CACIF til at skifte kurs? Lad os se på den seneste uges begivenheder igen.

Som jeg har skrevet før, var det ikke noget kønt syn at se de hvide middeklassemænd (fra den rige del af byen) og de mørke fattige koner med arbejdsforklæder (fra regeringens bosættelsesprojekter i byens randområder) stå og råbe ad hinanden. Regeringen har i en tvannonce vist billeder, hvor demonstranterne mod Colom foran præsidentpaladset vifter med pengesedler i ansigtet på deres "modstandere". Beskeden er tydelig nok: "I er købt og betalt af regeringen for at komme. Vi kommer derimod for vore egne penge."

Der kan være megen sandhed i denne besked, problemet er bare at demonstranterne fra middel- og overklasssen åbenbart er så blinde for betydningen af de enorme klasseforskelle i det guatemalanske samfund, at de ikke kan se hvor ødelæggende det er for deres sag at bruge viftende pengesedler til at håne deres modstandere. Men præsidentens kommunikationsfolk var derimod hurtige til at se potentialet i disse billeder.

Demonstrationerne mod præsidenten mangler netop troværdighed, fordi deres ledelse og organisering i høj grad kommer fra den økonomiske elite i Guatemala, som ikke har ønsket at bidrage til landets sociale udvikling, men har nægtet at betale skat og gang på gang har støttet og fået valgt regeringer, som med vold og magt, politi og militær, har beskyttet elitens private ejendom i by og på land. Det skønt den største demonstration kunne fremvise op mod 30-40.000 deltagere, som selvfølgelig langt fra alle falder inden for ovenstående karakteristik. De fleste af dem er sikkert motiveret af en generel vrede og frustation over volden i det guatemalanske samfund, eller i hvert fald den del af den, som rammer dem selv. (Mordene på bondeledere på landet er der vist ingen af disse kredse der har protesteret særligt højlydt over).

Skønt Colom ikke har gjort sig fri af erhvervslivets greb, så kommer han ikke fra det økonomiske oligarkis egne rækker. Regeringens sociale programmer kan næppe opfattes som en egentlig trussel af overklassen, men UNE-regeringens evne til at mobilisere demonstranter til støtte for præsidenten er kommet bag på mange. Faktisk er overklassens frygt for en guatemalansk "Hugo Chavéz" så stor, at Gustavo Berganza i sin klumme i elPeriódico har måttet overbevise den om, at det ikke kommer så vidt.

Hvem er det da, der har demonstreret til fordel for Colom? Bortset fra bosætterne fra hovedstaden har vi set lærernes fagforening, UASP og CONJUVE (en statslig ungdomsorganisation) demonstrere. Rygterne siger, at folk fra CONIC og medlemmer af URNG også uofficielt har støttet demonstrationerne, som skulle danne modvægt til protesterne arrangeret af CACIF, formentlig ud fra devisen: "din fjendes fjende er din ven".

Men det er altså (foreløbigt) bare rygter, måske udbredt af kredse, der er vrede på CONIC over organisationens samarbejde med regeringen. Hvad der er sikkert er at ved de massive demonstrationer de seneste to søndage har partiet UNE hentet tusindvis af folk til hovedstaden fra landets departementer, særligt de indianske områder i højlandet, hvor partiet står stærkt. Officielt er det partiet der har betalt for transporten, men ingen er i tvivl om, at der er brugt statslige penge til at dække udgifterne til de mange hundrede busser.

Begge sider beskylder den anden for at tvinge eller presse demonstranterne til at deltage i protesterne. Heller ikke her er nogen i tvivl om, at mange af de offentligt ansatte, som har demonstreret om søndagen, har følt et vist pres for at deltage. Også selv om der ikke er nogen meldinger om sanktioner begrundet i manglende deltagelse. En regeringstalsmand har på den anden side beskyldt erhvervsledere for at presse deres ansatte til at demonstrere på den anden side.

Vicepræsident Rafael Espada opfattes af organisationerne som erhvervslivets repræsentant i regeringen, og i denne sag ser det ud til at være rigtigt. Op til de første store demonstrationer d. 17.5. var der i organisationerne mange spekulationer om hvad der var på spil. Hvorfor pegede Rosenberg i sin video direkte på Espada som den ærlige mænd, der kunne redde Guatemala fra en korrupt regering? Og hvilken relation havde vicepræsidenten mon til erhvervslederne i CACIF?

Disse anelser fik næring af et mildest talt mærkværdigt interview som udkom samme dag i Prensa Libre, og hvor Espada erklærer sig rede til at overtage præsidentembedet, hvis det bliver nødvendigt. Han siger samtidig, at der blev peget på ham, fordi han er en ærlig mand. Underforstået: det er de andre omkring ham ikke... Jeg må konkludere at enten er vicepræsidenten utroligt snedig eller også er han utroligt dum.

Enten er han så dum at han ikke kan overskue konsekvenserne af sine udtalelser, eller også var han ved at positionere sig og bane vejen for sin magtovertagelse i et interview givet dagen før den første store demonstration mod præsidenten. I går skrev Prensa Libre da også, at flere erhvervsfolk forgæves har forsøgt at overbevise ham om at deltage i demonstrationerne mod præsidenten. Det bekræfter vicepræsidenten, men siger at han som vicepræsident for hele nationen enten måtte deltage i begge demonstrationer eller i ingen af dem...

Det ser dog ud til at erhvervsfolkene undervejs tabte modet på at få væltet præsidenten. I søndags skrev elPeriódico i sin sladderspalte elPeladero (som aldrig angiver kilder til sine rygter), at Colom om aftenen d. 16.5. frygtede for sit politiske liv og var tynget af nervøsitet, ind til Espada ankom med den besked til præsidenten og kabinettet, at han havde afsluttet forhandlingerne med folkene fra CACIF, som havde lovet ikke at kræve præsidentens afgang men i stedet fokusere på Rosenberg-sagen. Hvad har Espada mon lovet dem til gengæld?