Dinosaurens comeback

Resultatet af det nu overståede valg minder mig om en novelle af den guatemalanske forfatter Augusto Monterroso. Novellen El Dinosaurio lyder slet og ret således:

Cuando despertó, el dinosaurio todavía estaba allí.
Da han vågnede, var dinosauren der endnu.

Prøv lige at læse den et par gange, gerne højt, og smag på ordene. Novellen på blot syv ord må være en af verdens korteste, men samtidig rummer den en overordentlig suggestiv kraft.

Novellen er selvsagt åben for mange fortolkninger. En almindelig fortolkning er at læse novellen fra 1959 ud fra en politisk forståelse. Her bliver dinosauren til et billede på militærdiktaturet, som den demokratiske periode fra 1944 til 1954 skulle have gjort op med, men som vendte frygteligt tilbage, da den demokratisk valgte præsident blev afsat af en kontrarevolutionær hær med støtte fra USA. Efter de revolutionære drømme og det tiårige demokratiske intermezzo, vågnede guatemalanerne i 1954 op til de gamle magthavere som de troede, at de var sluppet af med.

Men hvorfor minder valgresultatet om Monterrosos dinosaur? Generalen tabte, og ingeniøren vandt jo? Udenlandske nyhedsbureauer har endda udråbt valgresultatet til en historisk kursændring, fordi vinderen Álvaro Colom har erklæret sig ideologisk inspireret af den demokratiske revolution i 1944. Så hvorfor sige, at dinosauren er hos os endnu?

Det er der to grunde til.

For det første er militærets magt stadig så stor, at ingen præsidentkandidater kan nå til anden valgrunde uden at indgå én eller anden form for alliance med grupper med tilknytning til militæret. Taberen Otto Pérez Molina er ifølge en rapport fra WOLA (Washington Office on Latin America) leder af den militære gruppering, El Sindicato, der er stærkt involveret i illegale aktiviteter. Det er tidligere militærfolk der leder landets mafialignende grupper, og også Álvaro Coloms parti UNE rummer militære grupper, som er sat i forbindelse med den organiserede kriminalitet.

For det andet er der al mulig grund til at tro at det ikke er det sidste vi har hørt til Pérez Molina. Han ser ud til at have gode chancer for at vinde præsidentposten ved det næste valg i 2011. Siden indførelsen af demokrati i Guatemala i 1986 er det endnu ikke lykkedes noget parti at beholde regeringsmagten efter et valg, og præsidenten som sådan kan ikke genopstille når den fireårige periode slutter.

Derimod har de seneste tre valg vist, at det bedste man kan gøre, hvis man vil vinde præsidentembedet, er at blive nr. to ved det første valg, og så genopstille ved næste valg. De utilfredse borgere får så mulighed for at stemme på den kandidat de ikke gav chancen sidste gang, og tankegangen synes at være, at når vinderen fra sidst ikke kunne levere varen, kan det jo være at kandidaten på andenpladsen kan gøre det bedre.

Sådan har det været de seneste tre gange:
Ved valget i 1995 vandt Álvaro Arzú (PAN) over Alfonso Portillo (FRG).
I 1999 vandt Alfonso Portillo til gengæld over Oscar Berger (GANA).
I 2003 vandt Oscar Berger så over Álvaro Colom (UNE), der vandt over Otto Pérez Molina (PP) i 2007.
Og i 2011...

Demokratiet i Guatemala

Så er valgkampen ovre. Den erklærede socialdemokrat Alvaro Colom vandt noget overraskende anden runde af præsidentvalget i søndags, og Otto Pérez Molina - den pensionerede general der er bedre kendt under navnet "la Mano Dura" (Den Hårde Hånd, et navn taget fra hans valgslogan) - har accepteret valgnederlaget. At det ikke blev en general, der vandt valget, og at taberen har accepteret valgnederlaget, er i sig selv positivt. Men at iagttagere hæfter sig ved dette i deres kommentarer til valget, siger også noget om, hvor ungt og skrøbeligt det guatemalanske demokrati er.

Claudia Samayoa undersøger de illegale magtstrukturer som truer det guatemalanske demokrati
Ja altså i det omfang der findes et reelt demokrati i Guatemala. I mellem første og anden valgrunde interviewede jeg Claudia Samayoa fra Unidad de Protección de Defensores de Derechos Humanos om demokratiets tilstand i Guatemala, knap 11 år efter underskrivelsen af fredsaftalerne. Nogle vil måske huske Claudia fra hendes besøg i Danmark i 2003, hvor hun fortalte om, hvordan hemmelige mafiastrukturer og folk inden for regeringsmagten samarbejder om dels forfølgelse af politiske modstandere, dels sikring af straffrihed for deres egne forbrydelser.

Som Claudia bemærker, må det overordnet betegnes som et væsentligt fremskridt, at det overhovedet er muligt at afholde valg i nogenlunde ro og orden i et så ungt demokrati, og oven på en så blodig borgerkrig. Men som hun også er inde på, er mekanismerne til overvågning af valget ikke tilstrækkelige til at sikre, at valget også er hemmeligt og frit.

Derfor kan jeg ikke undgå at have en dårlig smag i munden, når valgobservatørerne må erklære valget for legitimt. Hvorfor bliver rapporterne om stemmekøb ikke taget mere alvorligt? Hvorfor bliver der ikke sat en stopper for kandidater, der fortæller vælgerne, at de nok skal få kendskab til, hvordan de stemmer?

Men det største problem er den politiske kultur i Guatemala. De færreste opfatter valget som en proces, hvor man sætter sig ned og overvejer, hvilke kandidater man er mest enig med, og så stemmer man på dem. Valgprocessen handler i stedet om magt. Og her gælder det om ikke at være på det tabende hold. Det kunne man jo blive straffet for, når vinderne kommer til magten. Derfor er meningsmålingerne det centrale indhold i kampen: Hvem ser ud til at vinde? Hvem skal man stemme på for ikke at blive straffet men måske ligefrem belønnet, når vinderen kommer til?

Valgkampens substantielle indhold er dermed til at overse.

Valgobservation i Guatemala

En valgtilforordnet i San Marcos La Laguna kontrollerer, at vælgeren har sine stempler fra valgregistret i roden.

Forrige søndag d. 9. september var der valg i Guatemala. I stedet for at sidde hjemme i sofaen og følge valgresultaterne på tvskærmen, havde jeg meldt mig til en gruppe af observatører, som var sammensat af Mellemfolkeligt Samvirke og Vivamos Mejor i Panajachel.

Vi overvågede valghandlingen i to fattige kommuner ved Atitlansøen i Sololá. Som borger i det velordnede danske samfund kan man nemt glemme, hvor enorm en logistisk opgave det er at gennemføre en valghandling, og udfordringen bliver ikke mindre i et land som Guatemala, hvor vejene er usikre i regntiden, hvor en stor del af befolkningen ikke kan læse og skrive, og hvor der tales over 20 forskellige sprog.

Alt gik dog ordentligt til i San Marcos la Laguna og San Andrés Semetabaj, mens vi observerede valget. Først senere viste det sig, at der var opstået tumult i San Marcos om aftenen under stemmeoptællingen, og stemmesedlerne var blevet brændt af. Lignende problemer opstod i en snes kommuner, og politiet mener at der i nogle tilfælde er tale om optøjer planlagte af partier med tilknytning til den organiserede kriminalitet.

Jeg må tilstå, at jeg havde ambivalente følelser som valgobservatør. At de stemmeberettigede og kun de stemmeberettigede får lov at stemme, og at der ikke bliver fusket under stemmeoptællingen og at optællingen ikke bliver forstyrret, det er jo blot den absolutte minimumsforudsætning for et frit og retfærdigt valg. Men ingen valg i Guatemala kan være frie og retfærdige, med den voldelige valgkamp som vi oplever, og med de magtforhold, som vi lever under i Guatemala.

Sandheden er, at den helt afgørende manipulation og fordrejning af vælgernes stemmeafgivelse begynder længe før valgdagen. Brugen af stemmekøb og trusler om vold fra partier og politikere, der ønsker vælgernes stemmer, har ved dette valg nået en størrelsesorden, som jeg ikke tror er set siden demokratiseringen af landet i slutningen af 1980'erne. Og her skal man huske på, at det er de færreste guatemalanere der stoler på, at det der med hemmelige valg nu også er rigtigt. De fleste jeg har talt med uden for de store byer har en opfattelse af, at det alligevel altid kommer frem, hvordan man har stemt, og det kan de faktisk godt have ret i, for de store partier har systemer på plads til at overvåge, om de nu også får de stemmer de har betalt for.

Så selv om de forskellige organisationer der observerede valget, måtte erklære at det generelt var gået ordentligt for sig, så får ingen mig til at sige at der er demokrati i Guatemala. Desværre.

Jeg har skrevet om vores valgobservation i en artikel for MS. Du kan også se mine fotografier fra dagen i mit webgalleri hos Picasa.

Valgresultatet blev en skuffelse for venstrefløjen og for Rigoberta Menchú. Anden valgrunde af præsidentvalget afholdes den 4. november, og som ventet blev det UNE's Álvaro Colom og Partido Patriotas Otto Pérez Molina, som går videre. Vi må altså holde valgkampen ud endnu en halvanden måneds tid.

Mere om valgresultatet og anden valgrunde her på bloggen senere. I mellemtiden anbefaler jeg analysen fra NISGUA.

Derfor er Rigobertas kandidatur en fiasko

Er Rigoberta Menchú blot et flygtigt stjerneskud på valghimlen? Sådan spørger antropologen Ricardo Falla i julinummeret af tidsskriftet Envio i en artikel, som i øjeblikket cirkulerer på e-mail i organisationsmiljøet i Guatemala.

Jesuitten Ricardo Falla er ikke hvem som helst, og når han taler er der mange der lytter. Han har et langt liv blandt bønder, indianere og bevægelser bag sig, og han har skrevet bøger om massakrerne på den indianske landbefolkning, om bondebevægelsen Comité de Unidad Campesina-CUC og dens unge aktivist Rigoberta Menchú.

Da Rigoberta annoncerede sit præsidentkandidatur, vakte det forhåbninger hos mange om, at valget denne gang kunne blive anderledes. At der denne gang ville være mulighed for at stemme på et ægte alternativ til de korrupte og morderiske regeringer, som Guatemala altid har lidt under. At den fattige indianske befolkning nu kunne være deltagere, og ikke bare tilskuere, til de politiske processer i landet. Men allerede nu synes håbet at være slukket, skriver Ricardo Falla:

Hvad er der sket med præsidentkandidaten Rigoberta Menchú? Var hun ikke den mest kendte og anerkendte person i Guatemala ifølge flere opinionsmålinger? Forårsagede hendes opstillingserklæring i februar ikke en voldsom reaktion i nervesystemet hos det dominerende ladino-samfund? Hvordan kan det være muligt at hendes opbakning i en opinionsmåling - om ikke den mest nøjagtige, så den mest indflydelsesrige - i juni er faldet til tarvelige 1,5%? Var hun ikke gjort til stjernen på vores politiske himmelhvælv af udenlandske regeringer og internationale udviklingsorganisationer? Hun som var veninde med Jacques Chirac, som tiltrak ungdommen i Italien der stimlede sammen for at høre hende, som blev inviteret hjem i privaten af den tidligere præsident af Mexico, som modtog Nobels fredspris i 1992, og som tændte så store forhåbninger blandt indianske folk på kontinentet og blandt mange andre indfødte folk, heriblandt de indfødte folk i Skandinavien; hvordan kan hun finde så lille genklang med sit politiske program?

Falla leverer selv seks brikker til forklaringen:

1. Rigoberta har ingen bevægelse bag sig, hendes Fundación Rigoberta Menchú Tum er en NGO, et kontor i hovedstaden uden folkelig base. På hjemmebanen blandt de skinsyge guatemalanere er Rigobertas internationale opbakning snarere en svaghed end en styrke. Og derfor må vi endnu svare NEJ til spørgsmålet: Kan "Evo Morales" ske i Guatemala?

2. Siden Rigoberta modtog nobelprisen har hun fået ry som en forretningskvinde, der investerede prisen i en forretningskæde (Farmacias Similares, apotekskæde der sælger billig kopimedicin) i stedet for at "dele den med folket". Rigobertas image lider under et utal af historier om, hvordan hun ikke har tid til at tale med fattige indianere om deres problemer, men altid har tid til et møde med "los gringos", med repræsentanter for FN eller med sine forretningsforbindelser.

3. Rigobertas valgkampagne er dødfødt fra begyndelsen, fordi ikke engang hendes sympatisører tror, at valget kan vindes. Tidligere var tusinder villige til at give deres liv for den revolutionære sag, men denne gang tror ingen at egentlige forandringer er mulige i Guatemala i dag, og ingen af Rigobertas tilhængere ofrer deres tid på valgkampen. Det er de færreste der tror, at Rigoberta ville kunne hamle op med det etablerede politiske system og for alvor gøre en forskel, selv hvis hun skulle blive valgt.

4. Valgkampen opfattes af den brede befolkning som ren forretning og politikernes kamp om at få hver deres del af kagen. Derfor har ingen lyst til at bidrage med penge til Rigobertas valgkamp, for hvorfor skulle man bidrage til at gøre Rigoberta rigere.

5. Skønt Rigoberta i kraft af sin vicepræsidentkandidat har allieret sig med den rigeste del af erhvervslivet, så er denne politiske alliance ikke blevet omsat i finansiering af hendes valgkamp, og hun er endt med at have ganske få midler at føre valgkamp for, samtidig med at hun anklages for at være blevet købt og betalt af den økonomiske elite.

6. Rigoberta ønskede ikke at være kandidat for venstrefløjen, men opstillede i stedet for Nineth Montenegros socialdemokratiske "Encuentro Por Guatemala", som hverken er indiansk eller har tilstedeværelse blandt den fattige landbefolkning. Rigoberta er dermed blevet en del af det etablerede partisystem og er bundet på hænder og fødder i sin kampagne.

Det er med blødende hjerte at jeg må give Ricardo Falla ret. Ingen der kender Guatemalas historie under militærdiktaturet kan glædes over at se Rigobertas politiske nedtur. Hendes afstandtagen til venstrefløjen går dog efterhånden mange år tilbage, hvilket blev tydeligt om ikke før så i hvert fald efter hun accepterede den liberale præsident Bergers udnævnelse af hende til "goodwill-ambassadør" uden portefølje og senere, bl.a. efter de voldelige fordrivelser af en række landsbyer fra deres jorde, overhørte bevægelsernes opfordringer til hende og andre prominente oppositionsledere om at forlade regeringen.

Det var derfor ikke nogen stor overraskelse, at Rigoberta ved forberedelserne til dette valg afviste URNG og ANN's opfordringer om at stille sig i spidsen for en bred venstrefløjsbevægelse, men i stedet grundlagde den partiforberedende centrum-højregruppe Winaq og indgik en valgaftale med Encuentro Por Guatemala.

Der er dog endnu et spørgsmål vi må stille os selv: Rigoberta har stædigt benægtet at hendes kampagne skulle være finansieret af de store virksomheder og det erhvervsliv, hvorfra hendes vicepræsidentkandidat - den tidligere formand for arbejdsgiverforeningen CACIF - kommer. At dømme efter hendes beskedne kampagne ser det ud til at være rigtigt. Men hvis det ikke er for pengenes skyld, at hun har indgået alliance med folkene fra toppen af erhvervslivet, er det så fordi hun er enig med dem? Og hvad får hver af parterne ud af den alliance?

Det er trist at se, hvordan Rigobertas kandidatur allerede har splittet bevægelserne, efter at hun sagde nej til tilbudet fra URNG og ANN om at stå i spidsen for et forsøg på at forene dem.

Rigoberta har ingen opbakning fra Comité de Unidad Campesina-CUC, organisationen som hendes politiske lederskab fødtes af. Mayanetværket Waqib' Kej erklærede ved en pressekonference, at netværket ikke støtter noget parti ved dette valg, og da talskvinden Magdalena Sarat (CONAVIGUA) blev spurgt, hvorfor Waqib' Kej ikke støtter Rigoberta, svarede Sarat med henvisning til, at Rigoberta ikke repræsenterer de mindre producenter (småbønder), men det etablerede erhvervsliv.

Kun hos CONIC ser de ud til at tro på at "Evo Morales" kan finde sted i Guatemala. Lederen Pedro Esquino reagerede hurtigt med en pressemeddelelse, der i stærke vendinger kritiserer Sarats udtalelse og forsvarer Rigoberta Menchú.

Fra Guatemala til Guatemaya

Efter valgmødet i forrige uge rekvirerede jeg powerpointshowet med mayaorganisationernes politiske platform hos Waqib' Kej. Jeg bringer pps-filen her så læserne selv kan orientere sig om organisationernes Agenda Política Maya.

Det politiske forslag er udarbejdet i koordination mellem flere organisationer, hvor det ser ud til at de akademiske foreninger har haft størst indflydelse, heriblandt Asociación Maya de Estudiantes Universitarios. Rigoberta Menchú skulle også være blevet konsulteret under udarbejdelse af forslaget, som organisationerne må have tænkt som en ren foræring til hende; en gave hun desværre ikke forstod at udnytte.

Forslaget kommer vidt omkring de mange forskellige politikområder, men det er langt fra alle der får lige detaljeret behandling, og mange af punkterne smager mere af slogans end af forslag. Om den helt grundlæggende konflikt mellem de sociale klasser på landet: kampen om landbrugsjorden, hedder det blot i helt generelle vendinger, at der skal findes en hurtig løsning, så bønderne kan få adgang til landbrugsjorden.

I det hele taget er dette mayaorganisationernes dagsorden, som overlapper men ikke er identisk med de folkelige organisationers krav.

Alligevel er det overvældende så mange politikområder, forslaget berører ud fra en "mayasynsvinkel":

lokaldemokrati og territoriale rettigheder,
miljø og udnyttelse af naturressourcer,
mayaernes deltagelse i det officielle politiske system,
fødevaresikkerhed og selvforsyning i de indianske områder,
landbrug og lokaludvikling,
udvandringspolitik(!),
uddannelse og sprogpolitik,
sundhed og mayamedicin,
retsvæsen og sikkerhed,
religion og helligsteder,
kultur og indiansk sport,
etnicitet og identitetspolitik.
Og så hedder det til sidst:

Fremme ændring af navnet Guatemala til Guatemaya (sic).

God læsning!

Rigoberta slået på hjemmebane

Siden 1991 har mayaorganisationerne før hvert præsidentvalg afholdt et debatforum, hvor kandidaterne bliver præsenteret for organisationernes forslag og derefter udspurgt om, hvilke politikker til bedring af den indianske befolknings vilkår, de vil gennemføre, hvis de bliver valgt. Afholdelsen af det første forum var en stor bedrift i sin tid, som bidrog til at sætte diskriminationen mod den indfødte befolkning på den politiske dagsorden.

I dag afholdtes det femte forum af slagsen, arrangeret af Consejo de Organizaciones Mayas de Guatemala-COMG og netværket Waqib' Kej forud for valget d. 9 september, og på dagen før den internationale dag for indfødte folk d. 9. august.

Rigoberta deltager i invokationen ved valgmødets begyndelse. I baggrunden ses de fraværende kandidaters tomme stole. Foto: Mikkel Møldrup-Lakjer.

Mange indianere fra det vestlige højland var stået op i de tidlige morgentimer for at gøre den lange rejse ind til hovedstaden og deltage i valgmødet i Hotel Tikal Futura. De fleste af de inviterede kandidater havde dog ikke gjort sig en tilsvarende anstrengelse. Ja faktisk var Rigoberta Menchú den eneste kandidat der var til stede, da forumet begyndte med fire maya-shamaners anråbelse af universets gode kræfter om hjælp til, at indianerne skulle få svar på deres spørgsmål i dette forum.

Det var også kun Rigoberta, der overværede mayaorganisationernes fremlæggelse af statistisk dokumentation for diskriminationen mod den indianske befolkning: De offentlige investeringer er langt ringere i de indianske områder, og den offentlige service lige så ringe. Denne diskrimination blev sat i sammenhæng med indianernes forsvindende lille deltagelse i de politiske partier, der former lovgivningen og vedtager de offentlige budgetter.

Senere på dagen bekræftede Rigoberta organisationernes synspunkt, da hun hævdede at i hendes hjemegn Uspantán (el Quiché) er selv strømforsyningen racistisk, for den er så svag og ustabil, at ingen kan bruge en computer. En kontrast til indkøbscentrene i de velhavende kvarterer i hovedstaden, som ikke har problemer med at holde deres køleanlæg igang.

Mens arrangørerne var igang med præsentationen af organisationernes konkrete forslag til den kommende regering, marcherede Otto Pérez Molina, præsidentkandidat for Partido Patriota, pludselig ind i salen med sit følge. På den måde undgik han at være til stede under mayaceremonien og fik samtidig alles opmærksomhed under sit indtog. Herefter var det ham, der satte scenen, mens arrangører og Rigoberta Menchú måtte se undrende til.

Rigoberta var den første der fik ordet, og hun brugte den første håndfuld af sine femten minutter på at henvende sig til forsamlingen på sit modersmål k'iche', mens Otto Pérez sad med hænderne for ansigtet og så ud til at kede sig bravt.

Herefter slog hun over i spansk og kritiserede de andre partier for kun at have en indiansk facade ("ventana indígena") med deres afdelinger for indianske programmer, der kun er til for et syns skyld. Her kunne man med god ret spørge, hvad i al verden hun så har lavet som den nuværende præsident Bergers officielle "Goodwill Ambassadør", en post hun beholdt ind til hun måtte træde tilbage pga. sit præsidentkandidatur. Men det fik forsamlingen ikke lejlighed til.

Rigoberta kritiserede de andre partier for alle at bruge en multikulturalistisk diskurs uden hold i virkeligheden. Det handler ikke om at have studeret på universitetet, men om at have mærket, hvordan det er at leve på landet i departementerne, sagde hun.

Og så leverede hun en direkte kritik af den politiske linje hos organisationerne bag det kontinentale indianske møde Abya Yala: "Nogle af jer her taler om 'de la resistencia al poder' ('fra modstanden til magten', en parole fra Abya Yala-mødet), men jeg siger: 'nosotros somos el poder' ('vi er magten')". Kravet fra organisationerne bag Abya Yala-mødet var "la refundación del estado", dvs. en omdannelse af det politiske system så det svarer til de gældende etniske og sociale forhold, men Rigoberta mener derimod at det drejer sig om at øge den indianske deltagelse i det gældende politiske systems strukturer.

Gang på gang vendte Rigoberta tilbage til vigtigheden af at øge den indianske befolknings deltagelse på alle niveauer af statsmagten, som politikere og embedsmænd. Hun lod dog ikke til at have andre forslag til, hvordan diskriminationen kan modvirkes og racismen bekæmpes, så det blev hurtigt til gentagelser.

Otto Pérez Molina og Rigoberta Menchú Tum
Så var der mere kraft og saft over Otto Pérez Molinas tale. Han skyndte sig at understrege, at han kender vilkårene i de fattige departementer som el Quiché på første hånd, for han har selv boet der i mange år. Desværre var der ingen der spurgte den pensionerede general om, hvad han lavede i de mange år blandt den fattige indianske befolkning. F.eks. da han var kommandant for kasernen i Nebaj, hvor hæren begik folkedrab mod maya-ixilfolket ifølge de verserende sagsanlæg støttet af menneskerettighedsorganisationer. Eller da han angiveligt skulle have været på CIA's lønningsliste.

Og mens Rigoberta havde talt og talt om vigtigheden af at bringe indianere ind i statsmagten og i de politiske partier uden at komme med nogen konkrete forslag, så stjal Otto Pérez fuldstændigt billedet da han fik sit partis to indianske parlamentsmedlemmer Alfredo Cojtí og Efraín Asij til at rejse sig og hilse på forsamlingen med et løfte om at "analysere" organisationernes forslag, som Pérez i øvrigt fik lov at påstå at Cojtí og Asij havde været med til at udarbejde. En påstand som en repræsentant for Waqib' Kej' senere afviste over for mig, men da var mikrofonerne slukkede.

Den tredje og sidste taler var vicepræsidentkandidaten for Democracia Cristiana, som trådte op på scenen ved siden af de to andre kandidater.

Klummeskriveren og tidligere avisredaktør Haroldo Shetemul gjorde i sin opsummering af debatten ganske skarpsindigt opmærksom på, at det ville være mere interessant at vide, hvad Partido Patriota har bidraget med for at forbedre indianernes vilkår i den forgangne periode?

Af arrangørernes indledning var fremgået, at kun 3% af Partido Patriotas parlamentskandidater på den nationale liste er indianere, lige som kun 10% af kandidaterne i departementerne. Men det var altsammen lige meget nu; tallene fra organisationernes præsentation taler deres eget sprog, men det er ikke et folkeligt sprog med samme visuelle kraft som Otto Pérez Molina og Partido Patriotas optræden på valgmødet.

Otto Pérez Molinas parti havde placeret sine tilhængere rundt omkring i salen, så de kunne huje og klappe på de rigtige tidspunkter. Efter mødet blev "Generalen" - et navn der tidligere kun tilkom Efraín Ríos Montt i guatemalansk politik - nærmest båret omkring af sine tilhængere, og han lignede mere og mere en arvtager til Ríos Montt og FRG's politiske stil.

Til sammenligning var Encuentro por Guatemala helt usynligt; medlemmerne så ud til at have efterladt Rigoberta helt alene på valgmødet, og kun et par tavse medlemmer af Winaq fik jeg øje på.

Både arrangøren Juana Batzibal, kommentatoren Haroldo Shetemul og Rigoberta selv bemærkede undervejs, at fraværet af de andre kandidaterne blot var endnu et bevis på deres manglende interesse for indianernes vilkår.

En af arrangørerne fortalte mig dog senere, at kun de fire største partier var blevet inviteret: regeringspartiet GANA, valgkampens førende parti UNE, Partido Patriota og Encuentro por Guatemala. Democracia Cristiana var kun kommet med fordi vicepræsidentkandidaten var mødt op og havde insisteret på at få taleret.

Men det fik forsamlingen ikke at vide. Arrangørerne gav det indtryk, at de fraværende kandidater ikke havde udvist interesse for at deltage, og tilhørerne måtte derfor tro at URNG's Miguel Ángel Sandoval og CASA's Eduardo Suger og de andre kandidater, som ikke var inviterede, bare var ligeglade med indianernes levevilkår.

Manu Chao støtter Rigoberta

For hvem det måtte interessere: Manu Chao støtter Rigobertas præsidentkandidatur.

Det er tilsyneladende den franske støttegruppe Club Quetzal der har optaget budskabet fra den fransk-spanske sanger: "Con los jóvenes de Guatemala, y Rigoberta, hasta la muerte" til udgivelse på Youtube.


Ja, det er ham - musikeren "Manu" (Manuel) Chao fra bandet Mano Negra, som gik solo og udgav det overseje migrant- street- latino-album "Clandestino" i 1998 - det er ham, og jeg håber han ved hvad han gør.

Rigoberta på CONIC's kongres

Dyrk lige de her billeder fra Rigobertas optræden på CONIC's kongres i søndags... Flot var det sørme.



Rigoberta taler til de delegerede. Siden hun begyndte sin valgkamp har hun båret en tocado (traditionel hovedbeklædning) der matcher Encuentro por Guatemalas røde og grønne farve. Foran scenen ses et maya-alter.



Ledere fra CONIC og Winaq side om side ved bordet for kongressens præsidium. Fra venstre mod højre ses: Juan Tiney (CONIC), Carmela Curup (Winaq-EG, tidl. vicepræsidentkandidat for partiet PLP), Otilia Lux de Cotí (Winaq-EG, tidl. kulturminister under præsident Portillo), fulgt af Rigoberta Menchu (Winaq-EG), Pedro Esquina (CONIC), Rodolfo Pocop (CONIC) og Marta Cecilia Ventura (CONIC).



Marta Cecilia Ventura (CONIC) (t.h.) blev præsenteret som parlamentskandidat. Hun er nr. 12 på Encuentro por Guatemalas kandidatliste.



Rigoberta Menchu og Juan Tiney danser den traditionelle son. Manden danser med hænderne på ryggen og kvinden tager fat i sin corte (traditionelle nederdel).

Billederne stammer fra en serie pressefotos udsendt af Encuentro Por Guatemala (EG).

CONIC bakker op om Rigoberta

Lige siden Rigoberta Menchus præsidentkandidatur blev officielt, har spekulationerne gået på, hvilke folkelige bevægelser og indianske grupper der ville give hende deres politiske støtte.

Rigoberta har de seneste år været upopulær i brede dele af landets befolkning og organisationsliv, hvor både indianere og ladinoer mener at Rigoberta har fjernet sig langt fra de folkelige bevægelser og den fattige befolkning, siden hun modtog Nobels Fredspris i 1992.

Nu er det imidlertid lykkedes for Menchu at få opbakning fra landets største bondeorganisation CONIC, som jeg kender fra mit arbejde for Mellemamerika Komiteen i Guatemala. Organisationen har siden kongressen i 2001 gennemgået en "mayaniseringsproces".

Her i weekenden afholdte CONIC kongres på festivalpladsen uden for byen Xela (Quetzaltenango), og det vakte opsigt at "Rigoberta" var inviteret til at tale ved mødet. Mens Prensa Libre blot citerer lederen Juan Tiney for at sige, at bøndernes stemmeafgivelse ved valget vil blive genstand for grundig overvejelse, så blev der på kongressen udtrykt opbakning til Rigobertas kandidatur, som det også fremgår af reportagen på en blog for Encuentro por Guatemala i Quetzaltenango.

Flere af organisationens mest markante ledere havde allerede inden kongressen udtryk deres støtte, og mindst to af dem deltager aktivt i Winaq, hhv. som bestyrelsesmedlem og som parlamentskandidat for valgalliancen mellem Winaq og Encuentro por Guatemala.

Som det også fremgår af reportagen i Prensa Libre, vakte Rigobertas tale ikke udelt begejstring hos tilhørerne. Isaías Pérez, den guatemalanske bondebevægelses skjald og forfatter til de mest berømte sange om kampen for jorden i Guatemala, hæfter sig ved, at Rigoberta ikke havde medbragt sin vicepræsidentkandidat Fernándo López, som repræsenterer Rigobertas bagland i det guatemalanske erhvervsliv.

Isaías Pérez sætter her fingeren på et ømt punkt for Rigoberta: Efter at Rigoberta ved en pressekonference havde talt om nødvendigheden af en jordreform i Guatemala, som også står øverst på bondebevægelsens ønskeliste, blev hun irettesat af sin vicepræsidentkandidat, der gjorde klart, at jordreformen ikke var en del af valgalliancens politiske grundlag.

Guatemalas anden store bondeorganisation, Comité de Unidad Campesina-CUC, har afvist at give Rigoberta sin anbefaling. CUC har historisk haft stærke bånd til den tidligere guerillabevægelse URNG, der også opstiller ved valget.

Rigoberta Menchu indskriver sig som præsidentkandidat

Så skete det endelig. I onsdags oplevede vi for første gang i Guatemalas historie at en indianer søgte om indskrivning som præsidentkandidat for et etableret parti. Ansøgningen kom oven i købet fra en indiansk kvinde.

Modtageren af Nobels Fredspris, Rigoberta Menchú Tum, opstiller for alliancen mellem det socialdemokratiske Encuentro Por Guatemala, ledet af Nineth Montenegro, og det "indianske" parti Winaq, ledet af Rigoberta selv.

På trods af kritikken af Rigoberta, som udtrykt på det kontinentale Abya Yala-møde og som fremlagt i artikler af Jorge Murga og Kajkoj Ba Tiul, er det i et så raceopdelt samfund som Guatemala en bedrift i sig selv overhovedet at deltage i valgkampen som indiansk kandidat. Tidligere forsøg er blevet totalt ignoreret af medier og offentlighed eller har slået fejl allerede inden indskrivningen, som da borgmesteren i Quetzaltenango, k'iche'indianeren Rigoberto Quemé, uden held forsøgte at lancere sig som kandidat i 2003.

Det historiske øjeblik blev foreviget af både presse og aktivister. En bruger, der kalder sig selv "Generation Rigoberta" har lagt en video ud på Youtube, som er blevet en yndet platform for flere af partierne. Du kan se videoen her på siden, hvis du har en Flashplayer installeret i din browser.

Videoen viser hvordan Rigoberta og hendes vicepræsidentkandidat ankom til valgmyndighedens kontor med bybus. På grund af den forfærdeligt voldelige situation i Guatemala med flere mord på byens buschauffører hver måned, er det blevet et kraftigt signal i sig selv, når en politiker vover at tage bussen.