El Silencio de Neto nu på dvd

Den guatemalanske spillefilm: El Silencio De Neto (1994), er netop udkommet på dvd.

Det kan forekomme at være en triviel nyhed, men det er så ganske få guatemalanske spillefilm, der bliver produceret, og hidtil er det kun La Casa De Enfrente, der har kunnet fås på dvd.

El Silencio de Neto er den første guatemalanske spillefilm, som blev kendt i udlandet, og den har modtaget priser ved flere internationale filmfestivaler. Alle scener er optaget i Guatemala, i Antigua Guatemala og i bjergene omkring byen.

Filmen fortæller historien om drengen Neto og hans udvikling til voksen i skyggen af den CIA-støttede invasion af landet i 1954. Netos kamp for at kunne udtrykke sig om, hvad der foregår i hans familie, og hans svære forhold til de voksne er et stærkt billede på landet Guatemala efter invasionen fra nord.

Filmen har uden tvivl stor værdi som oplysning om den del af Guatemalas nyere historie, som har været undertrykt under diktaturet. Jeg så denne film ved en forevisning under projektet COMPA: Cine Comunitario Popular y Alternativo, som drives af sprogskolen Proyecto Lingüístico Quetzalteco de Español. Her oplevede jeg, hvordan de guatemalanske tilskuere var overraskede over at opdage, hvordan de historiske begivenheder i forbindelse med invasionen og indsættelsen af militærdiktaturet hang sammen, og filmen var en god indledning til en diskussion.

Mange guatemalanere ved ikke, at bananproducenten, United Fruit Company (i dag Chiquita), bad om en invasion af landet for at forhindre en jordreform og beskytte sine enorme landejendomme i landets østlige del. En aktionær og advokat for firmaet var på det tidspunkt udenrigsminister i USA. Bedre forbindelser kan et firma vist ikke få! Historien fortælles fremragende i bogen Bitter Fruit, men dette stof har ikke været del af pensum i de guatemalanske skoler under diktaturet.

For mig var det dog ikke de historiske begivenheder, men filmens miljøskildring og det gode skuespil, der gjorde indtryk. Filmen er blevet fremhævet som et eksempel på, hvordan den spirende guatemalanske filmgenre har følt sig nødsaget til at fortælle historier i billeder. Det er der heldigvis kun kommet noget godt ud af.

DVD'en har spansk tale og engelske undertekster, samt et kommentarspor fra instruktøren Luis Argueta på både spansk og engelsk. Jeg glæder mig til at opleve filmen igen.

Mere om denne og om andre guatemalanske film på min hjemmeside.

Molotov, mayaer og homoer

Forleden aften havde jeg en tankevækkende oplevelse under en bytur i Xela. Vi var gået ind på en lille klub i samme bygning som Telgua, som viste sig at være et sted for byens bøsser og lesbiske, og jeg skal love for, at de vidste at holde fest.

Nu er Guatemala er et ekstremt konservativt samfund, som lægger enorm vægt på pæne dyder, puritanisme og bibelsk moralisme. Det er ikke uden grund, at den tidligere general og militærdiktator, Efraín Ríos Montt, kunne blive populær på sine højrefundamentalistiske religiøse prædikener.

Mange af mine danske venner er overraskede over, at der overhovedet eksisterer et miljø af bøsser i Guatemala. Det vidste jeg nu godt, for jeg mødte dem hver dag under et tidligere ophold, når jeg stod på Parque Central i hovedstaden Guate og ventede på, at min kæreste skulle få fri fra arbejde. Pladsen var åbenbart et af hovedstadens mødesteder, og så behøvede jeg ikke føle mig ensom, mens jeg ventede. Jeg vil dog ikke anbefale nogen at bruge de offentlige herretoiletter på Parque Central, med mindre man ønsker at lære de unge mænd rigtigt godt at kende.

Guates bøssemiljø, som jeg har mødt det i Zona 1, lever i lukkede fester og på en række diskrete mødesteder. Der er sikkert andre steder, som jeg ikke kender til, men her i Xela var det noget andet. Sikke en befrielse at opleve et så åbent homomiljø midt i byen i et land, hvor det at være bøsse er så ekstremt stigmatiseret. Først tænkte jeg, at det her lige så godt kunne være en Pan-klub i den danske provins: et lille intimt sted, hvor dansegulvet fyldte dobbelt så meget som siddearealet; udstyret med et skrabet, men funky high tech-interiør, der oplystes af en roterende discokugle.

Musikken var også den samme, som jeg ville forvente derhjemme: Madonna, Robbie Williams, danske Aqua, colombianske Juanes (som jeg ikke har været så imponeret af som alle andre, skønt jeg må indrømme, at hans "Camisa Negra" er bastante bailable), og et forfærdeligt danse-remix af Don't Cry for me Argentina.

Men der var også noget, som var anderledes. Kort efter at vi var ankommet, råbte det mexicanske rockband Molotov ud gennem højttalerne: "¡darle matarile al maricón!" Det betyder sådan frit oversat: "lad os lege 'dræb den bøsserøv'!" (Matarile er en mexicansk børnesang, men teksten spiller på ordet "matar" - at dræbe). Da Molotov spillede på Roskilde Festivalen skabte det splittelse på den københavnske venstrefløj mellem på den ene side nogle af folkene fra Mexico&Chiapas-solidariteten, der var vilde med Molotovs angreb på den korrupte mexicanske regering, og på den anden side feministiske grupper, som opfordrede til boycott af gruppen pga. dens ekstreme mandschauvinistiske og homofobiske sprog. At feministerne havde fat i noget rigtigt, er svært at benægte, når man hører efter Molotovs tekster. Citatet ovenfor stammer fra albummet Donde Jugarán Las Niñas? fra sangen "Puto": et andet mexicansk skældsord for bøsse, der kommer af maskulinumsformen til puta (prostituta).

Men det at sangen er populær blandt bøsser i Mellemamerika vidner dog om, at sagen er mere kompliceret end som så. Er der mon tale om samme strategi, som når bøsser har taget andre skældsord til sig - queer, bøsse, etc. - så de mister deres kraft og betydning? Eller kan de bare godt lide sangen? I teksten bruges udtrykkene faktisk ikke om en bøsse, men om en kujon. Maricón, puto og hueco er skældsord for bøsser, som i Mellemamerika først og fremmest betyder en kryster, og ifølge gruppen handler sangen slet ikke om homoseksuelle. (Molotov fik endda lov til at medvirke ved en hyldestkoncert til Queen i 1998, hvor de spillede deres version af "Bohemia, Rap y Soda").

Gæsterne i klubben var alle meget unge; der var både ladinoer og indianere, skønt min ledsager var den eneste indianer i traje. Som hun sagde: Jeg er jo ikke her fra byen, så jeg kan bedre tillade mig at komme her i traje. En af de andre kvinder fortalte, at hun brugte traje til daglig, men hun ønskede ikke at blive set i traje på dette sted. Hun ønskede mao. ikke at andre skulle se, at hun som indianer kom "sådan et sted".

Det fik mig til at tænke på en diskussion vi engang havde på kontoret hos en indiansk bondeorganisation i Guatemala. En mandlig spansk medarbejder på kontoret kritiserede, at personalet udtrykte fordomsfulde holdninger til bøsser, og det affødte en større diskussion om forholdet mellem mayaernes befrielseskamp og bøssernes frigørelse. Var der måske ikke også homoer i den gamle mayakultur, som er den moderne mayabevægelses ideal?

Det mente spanieren i hvert fald, men en kvindelig leder fra bondeorganisationen sagde bestemt nej. Den spirende bøsse-lesbiske bevægelse, som vi ser i Guatemala By i dag, er først vokset frem i løbet af de seneste ti år. Og når mayaer vælger at leve som homoseksuelle, er det udtryk for descomposición social: social opløsning, (intet mindre!), sagde hun. Det var ikke umuligt for mig at se, hvad hun mente. Hvis mayaerne danner homoseksuelle par, hvem skal så føre mayakulturen videre i fremtiden? Hvad skal der blive af den hellige balance mellem mand og kvinde, og hvem skal oplære børnene i forfædrenes traditioner?

Jeg må give bondelederen ret: Der var formentlig ingen homoer blandt de gamle mayaer. Mænd og kvinder med en homoseksuel identitet er formentlig et moderne fænomen, der hænger sammen med samfundsudviklingen. Men spanieren har også ret i, at der garanteret altid har været mænd, der har dyrket sex med mænd, også i Mesoamerika. Det behøver man ikke at have læst Platon for at regne ud. Så hvorfor skulle homoseksualitet diskvalificere en indianer som maya? Mon ikke de moderne mayaer skulle kunne finde ud af at revidere deres opfattelse af den hellige komplementaritet?

Imens fortsatte festen omkring os i højere og højere gear. Der gik ikke lang tid før råbene begyndte at lyde: tubo, tubo, tubo..., i begyndelsen med spredte mellemrum, men efterhånden mere og mere taktfast fra de dansende, der pegede op mod en stang (el tubo), der forbandt loftet med et lille podie. Og da Robbie Williams fik dansegulvet på kogepunktet, forlod en kvinde sin barstol, skred værdigt hen over gulvet og steg op på podiet, og så oplevede uskyldige jeg for første gang, at tubo-råbet er mere end bare en joke.

Kvinden dans om stangen var meget... øh, dygtigt udført, og jeg var imponeret over hendes akrobatiske evner. Jeg nåede lige at tænke, at det var dog trist, at ikke en gang en bøsse-lesbisk klub kunne undslippe de stereotyper, der siger, at det skal være en kvinde, der danser om stangen til mændenes ære; men så var det fyrenes tur, og de var lige så dygtige som hende.

Min kvindelige bondelederven er ikke ene om at mene, at det er descomposición social, når unge mayamænd svinger sig og sit om andet end majsplante-stangen. Mayaorganisationen La Defensoría Indígena Wajxaqib' No'j protesterede for nylig i en pressemeddelelse over, at de politisk og økonomisk stærkeste lande "forurener" den indianske befolkning i Guatemala med deres homoseksualitet. Det fik kvindegruppen "Lesbiradas" (Lesbianas Liberadas) til at reagere med en meget flot formuleret invitation til refleksion og en opfordring til at bekæmpe homofobi inden for de sociale bevægelser.

Det er heldigvis kun de mest forstokkede og konservative maya-aktivister, der holder stædigt fast på ideologien om mandens og kvindens ligeværdige, men komplementære kønsroller. Alligevel kan det ikke overraske i et samfund som det guatemalanske, at den almindelige opfattelse også i mayaorganisationerne er, at homoseksualitet er anti-natural, og at den dårligt kan kombineres med den cosmovisión maya, som er bevægelsernes grundlag.

De evangeliske kirker er endda aktivt gået til angreb på de homoseksuelles rettigheder. Denne måned afleverede de 30.000 underskrifter til parlamentet imod homoseksuelle gruppers ønske om en lovliggørelse af ægteskab mellem personer af samme køn.

Også foreningen af bøsser og lesbiske mobiliserede og gik i demonstration gennem Guatemala By, velvidende at loven ingen chance har for at blive vedtaget, før Guatemala har gennemgået en radikal forandring.

Men alting har jo som bekendt en begyndelse.

Mel Gibson på maya

Mayaernes kommercielle gennembrud - eller den hvide mands drøm om indianerne?

Dagens store filmnyhed er, at Mel Gibsons næste film bliver på maya! Hvilket mayasprog, der er tale om, er ikke oplyst, men der vil blive hyret en lingvist til at oversætte det engelske manuskript til maya, og rollerne vil blivet spillet af indianere fra det område i Mexico, hvor filmen vil blive optaget. Gibson instruerer, men spiller ikke selv med. Han har åbenbart fået blod på tanden efter succesen med at lade skuespillerne tale hebræisk, aramæisk og latin i The Passion of the Christ. Og denne gang er der tale om en stor Hollywoodfilm med Disney (sic!) som distributør.

Der har ellers været stor forvirring om dette filmprojekt. Først forlød det at filmen handlede om det antikke Grækenland og foregik for 3000 år siden. Måske pga. filmens græske titel, Apocalypto? Siden har jeg læst, at den skulle foregå for 1000 år siden, men i nyhedstelegrammet, som referer den officielle meddelelse fra Disney, lyder det, at filmen foregår i det nuværende Mexico for 500 år siden.

Vi kan jo spekulere over, hvad der ligger bag filmens titel. "Apocalypto" er en ret dækkende beskrivelse af, hvad der skete under den spanske invasion og kolonisering af de indfødte amerikaneres land i begyndelsen af 1500-tallet. Den officielle spanske betegnelse fra fejringen af 500-året i 1992, "Møde mellem to verdener", er til sammenligning en næsten forargelig eufemisme. Der forlyder dog ikke noget om, at der skulle være spaniere på rollelisten, så måske foregår filmen i årene inden invasionen. Så undgår den ultrahøjre-kristne (Passion of the Christ) og befrielseskampelskende (Braveheart, Patriot) Mel Gibson også at skulle forholde sig til om han skal holde med de spanske missionærer, der bringer frelsen til de hedenske og menneskeofrende indianere, eller med de indfødte amerikanere, der bliver invaderet og slagtet.

Til gengæld må jeg beundre Mel Gibsons mod til at indspille Hollywoodfilm på sprog, som ingen (eller næsten ingen) blandt publikum forstår. (Den eneste replik fra Kristusfilmen jeg bed mærke i og husker i skrivende øjeblik var tumultus ad murum. Og den behøver man ikke engang (som jeg) at have haft latin for at kunne forstå).

Jeg kender kun til ét fortilfælde af en film, som er indspillet på mayasprog hele vejen igennem, nemlig den beundringsværdige kraftanstrengelse Chac (Regnguden), en mexicansk film fra 1975, som er indspillet på tzotzil (og lakandon/yukateko) i Chiapas. Denne film giver et ærefrygtindgydende indblik i en anden verden, og alligevel undslipper den ikke den hvide mands synsvinkel.

Mayaerne i Guatemala har endnu til gode at opleve en spillefilm på deres sprog. Selv den ellers udmærkede Donde acaban los Caminos, der bygger på Mario Monteforte Toledos roman, lader tz'utujilerne tale dårligt spansk. Nye tal siger, at det er korrekt at kun 44% af den indianske befolkning også taler spansk. Men det gebrokne indianerspansk er ikke en ægte "dialekt" men en litterær genre, som udvikledes i begyndelsen og midten af det forrige århundrede i indigenistiske kredse af forfattere som Guatemalas Miguel Ángel Asturias og Perus José María Arguedas.

Hvilken befrielse det bliver at se mayaindianere tale som rigtige mennesker på film. Det ville naturligvis være en misforståelse at tro, at fordi sproget er "rigtigt", (jeg ønsker Gibsons lingvister held og lykke med at rekonstruere det talte mayasprog for 500 år siden, eller vil man måske snyde og bare bruge det nutidige mayasprog som er skuespillernes modersmål?), så er filmens skildring af det indianske samfund også "autentisk". Men alligevel kan sådanne filmprojekter få stor betydning for mayasprogenes prestige og måske endda også for deres overlevelse.

For de spansktalende guatemalanerne kan denne film blive det første møde med en indiansk bondebefolkning, der ikke er bundet af spansksproglige begrænsninger, men som udtaler sig frit på egne præmisser. Hvis manuskriptet er noget værd, vil det kunne blive en stor overraskelse for både mayaer og ladinoer i Guatemala at se indianske bønder udtale sig intelligent og tankefuldt på et af de mayasprog, som regnes for tilbagestående og defekte af hovedparten af befolkningen. Gud (eller Ajaw) forbyde, at de dubber den på spansk!

Så kan vi jo gætte på, hvilket mayasprog filmen skal indspilles på. Jeg sætter mine quetzales på maya' (yukateko), subsidiært tzotzil.

Lad os håbe, at Mel Gibson ved, hvad han gør. Han kan i hvert fald regne med at sælge en billet til undertegnede.

Newsfeeds er hot

Det hotte på internettet i øjeblikket er brug af newsfeeds. Måske har du set et lille orange ikon med bogstaverne RSS hos dr.dk, news.bbc.co.uk eller modkraft.dk... Det betyder at siden i stedet for det traditionelle web-bogmærke tilbyder et "live bookmark", som hele tiden opdateres med de seneste overskrifter fra siden, uden at man behøver besøge siden for at se, om der er noget nyt. Smart, ikke?

Nu er den første store avis i Guatemala også kommet med: elPeriódico tilbyder et feed med sine nyheder. Der er også et feed med avisens debatindlæg, men det virker ikke endnu. Det håber jeg det kommer til, for det er især debatsektionen, der gør avisen værd at læse frem for Prensa Libre.

Lidt tekniske oplysninger - (men alle kan stadig være med)
Feed'et til de levende bogmærker kommer i XML (extensible markup language) i formater som RSS eller det lidt mere avancerede ATOM. Moderne browsere som Firefox, Opera og Safari har indbygget en feed-læser, der gør det snydenemt at abonnere på sådanne levende bogmærker. I Firefox kommer der en lille orange firkant i nederste højre hjørne, som inviterer mig til at abonnere på sidens feed, og som jeg bare skal klikke på for at abonnere. Hvis du bruger en ældre browser som Microsofts Internet Explorer kan du hente hjælp hos Global.dk.

Abonnér på weblogs
Dette format er velegnet til læsning af telegrammer fra hjemmesider med nyheder. Men... du gættede det! Det er selvfølgelig lige så egnet til at følge med i en weblog - og det gælder jo især når webloggen bare opdateres engang imellem og ikke hver dag.

Da jeg regner med at jeg også i fremtiden vil skrive her på siden med uregelmæssige (snarere end daglige) mellemrum, tilbyder jeg et feed fra siden med de seneste overskrifter, så det er let at se, om der er kommet noget nyt. Du kan vælge mellem RSS 2.0 og ATOM 0.3 (se til højre).

En anden guatemalansk blogger har allerede gjort det samme, og han tilbyder RSS på guate360.com.

Og hvad skal det så ende med? En sortseer har skrevet et uhyggeligt lille slideshow med en fremtidsdystopi om, hvad internettet kan betyde for fremtidens nyhedsformidling: Epic 2014.

God fornøjelse.

Update (27.10.): Jeg har opgraderet mine feeds til ét one-size feed hos Feedburner.

Stjernernes time (La hora chapina (ii))

Blandt rygsækrejsende og guatemalanere, som har erfaringer med udlændinge, bliver la hora gringa tit fremhævet som modsætningen til la hora chapina. Og det er da også rigtigt, at nordamerikanere har en hel anden opfattelse af tid end de fleste guatemalanere.

Jeg husker, at da jeg gik på amerikansk high school i Wisconsin, spurgte læreren engang klassen:
"What is the most important thing you should learn in school?"
(Rådvild tavshed...)
"Punctuality!" sagde læreren med bestemt mine.

Han havde en mission... Han holdt da også strengt på, at tredje gang man kom for sent til hans time fik man en sveder. Og det at komme til tiden betød vel at mærke, at man sad ved sin pult, når det ringede ind efter frikvartererne, der alle varede præcist fem minutter. (På en af naboskolerne havde man erkendt, at det at komme til tiden nogle gange ligger uden for ens egen magt. Hvis en forælder derfor tog ansvaret for ikke at have kørt eleven i skole til tiden, (og på amerikanske middelklasseskoler kan man ikke komme i skole uden bil), kunne forælderen tage svederen i stedet for eleven. Men der gjaldt de samme regler som for eleverne: Man skulle arbejde i svedetimen og ikke snakke, så husmødrene kunne så kopiere opskrifter, sagde skoleinspektøren. Det var åbenbart det mest fornuftige, han kunne forestille sig at en moder kunne bruge sin tid til).

Men måske behøver alternativet til la hora chapina ikke at være la hora gringa?

Min kæreste sendte mig engang nogle vers af Humberto Ak'abal, en digter fra Momostenango, som skriver på k'iche' og spansk, og som er blevet et ikon for hele den moderne mayabevægelse. På spansk lyder digtet sådan her:

Hora de estrellas
No sé llegar tarde.
El sol y la luna
son puntuales.

He llegado a tu corazón
a la hora de las estrellas.
Ni ayer ni mañana.

Sencillamente
hoy.

Min oversættelse:

Stjernernes time
Jeg forstår ikke at komme for sent.
Solen og månen
er punktlige.

Jeg er nået til dit hjerte
i stjernernes time.
Hverken i går eller i morgen.

Ganske enkelt
i dag.

Som en afrikaner engang sagde:
-You've got the watch... We've got the time.

God weekend alle sammen.

La hora chapina og andre klokkeslæt

Om tidsopfattelser i Guatemala

Når jeg høstede majskolber på en bjergskrænt i Alta Verapaz som frivillig udsendt af Mellemamerika Komiteen, pegede min værtsfar efter en halv dags arbejde op mod solen og sagde: "Kl. er 12. Nu skal vi hjem og have middagsmad."

Ingen i familien havde noget ur. Når vi gik til gudstjeneste i kirken om aftenen var det lyden af kirkemusikken, der markerede, at gudstjenesten skulle til at begynde. Ved møderne ved skolebygningen måtte man vente på at folk forsamlede sig, efter at formanden for landsbyledelsen havde blæst i sit horn. Det er ikke praktisk at bruge armbåndsur, når man lever på et overlevelsesniveau og udfører hårdt markarbejde, hvor det nemt kan tabes eller gå i stykker. Og familien havde fornuftigt nok ikke investeret i vægur og batterier til at drive viserne.

Et af de mest almindelige spørgsmål til mig og de andre danskere fra bønderne var: "o-ooor?", q'eqchi'ernes udtale af det spanske "hora", klokkeslæt. Vi danskere gik jo alle rundt med ure og kunne til enhver tid fortælle, hvad klokken var. Hvad landsbybeboerne skulle bruge denne information til, gik aldrig op for mig, men spørgsmålet fungerede samtidig som en måde at åbne for en samtale på.

Det siger sig selv, at under sådanne forhold er det svært at være præcis. Og måske er det heller ikke så nødvendigt at vide præcist, hvad klokken er, når man arbejder i marken. Som en konsulent fra FLACSO i Guatemala siger til Prensa Libre: "Et frø bliver ikke vredt fordi vi giver det vand kl. 8 i stedet for kl. 7".

Men også i resten af det guatemalanske samfund, hvor man udmærket godt ved, hvad klokken er, og hvor alle aktiviteter programsættes med præcise klokkeslæt, er det almindeligt at komme en halv til en hel time for sent til en aftale. Forsinkelsen har endda et navn. La hora chapina* betyder det angivne klokkeslæt plus en lille times tid. Når det begynder at styrtregne lige når man skal ud af døren, eller når bussen er en halv time forsinket pga. dårlige vejforhold eller en trafikulykke, er det dejligt med den slags fleksibilitet. Men når man selv har været tidligt oppe, og måske endda er blevet våd i forsøget på at nå frem til tiden, så er det r*virriterende at sidde og vente på de andre, der ankommer tørre og udhvilede en lille times tid senere.

I de senere år er la hora chapina blevet genstand for offentlig debat. Flere aviser har kaldt problemet for en national last, der skal gøres op med. At forsinkelsen snarere er reglen end undtagelsen, er helt tydeligt. Jeg har oplevet at få invitationer, hvor der specifikt orienteres om, at klokkeslættet denne gang ikke er la hora chapina, men det faktiske klokkeslæt, hvor aktiviteten begynder.

Punktlighed er en sjældenhed i Guatemala. Det fremgår også af udtryk som "llego a las dos y pico", som viser sig at betyde, at man har tænkt sig at komme sådan lidt før tre. "¡Por eso no progresamos!" siger erhverslederne med præsident Berger i spidsen. Men hvorfra kommer nu denne dårlige vane? I et land, hvor indianerne bliver anset for uproduktive og for en bremse på landets udvikling, er det forståeligt, at repræsentanter for den indianske befolkning er urolige for, at den indianske kultur skal få skylden for den slappe holdning til tid.

Sidste år hørte jeg en indiansk konsulent tale om de sociale bevægelsers rolle i landets udvikling: Nu skal la hora chapina ikke gælde længere, sagde han. "I stedet skal gælde la hora maya."

En på flere måder genial programerklæring. Et af de mest omtalte aspekter af den gamle mayacivilisations kultur er dens enorme optagelse af tidens gang. Ja, flere bøger fortæller at mayaerne simpelthen var "besatte af tid". Tag nu bare titlen på Ronalds Wrights glimrende og yderst læsværdige bestseller-rejseberetning: Time Among the Maya. Ingen tvivl om, at de gamle mayaer gik op i at vælge det rette tidspunkt til den rette handling. Her var ingen "mañana"...

Med sin reference til forfædrenes intime kendskab til tidens gang generobrede mayaaktivisten scenen for landets udvikling og leverede samtidig en sofistikeret kritik af landets erobrere. Spanierne, som brændte de kalenderkyndige indianere sammen med deres kalenderbøger, og spaniernes efterkommere, som fastholdte den indfødte befolkning i ekstrem fattigdom. Måske årsagen til guatemalanernes manglende evne til at holde styr på tiden slet ikke skal søges i Amerika, men i Europa?

Fornylig har dette synspunkt fået støtte fra en uventet kant. Den guatemalanske traditionshistoriker Celso Lara hævder, at problemet kom til Guatemala sammen med de første spaniere. "Se nos pegó lo impuntual", siger han. "Vi blev smittede af den manglende punktlighed".

Teorien forekom mig fristende at tage til sig. Jeg har tit været ude for, at repræsentanter for forskellige maya-NGO'er har været forbavsende punktlige, når jeg er ankommet til møder med dem. En dag fik jeg lejlighed til at spørge en af dem, om det mon havde noget at gøre med la hora maya?

"Nej," lød svaret, "der er nok snarere tale om la hora revolucionaria". Mange af maya-bevægelsens ledere har baggrund i guerillabevægelsen under diktaturet. Og når man skulle angribe en kaserne nyttede det ikke noget, at nogle angreb kl. 06.00, andre kl. 6.30.

Det samme er tilfældet i den modsatte lejr, som arbejder efter la hora militar. De eneste i Guatemala, der for alvor har ry for at være præcise, er hæren. La hora militar er det præcise klokkeslæt, angivet efter 24-timers systemet.

Gid denne effektivitet kunne anvendes også til mere fornuftige formål...

Link: Emnet har for nylig været genstand for debat på en guatemalansk blog.

*'Chapin' er det kærlige tilnavn, som guatemalanerne bruger om sig selv. Se min ordliste over etniske betegnelser i Guatemala.

San Andrés Xecul

Nu skrev jeg i går, at vi var på vej til Xecul, og vi fik da også besøgt denne charmerende lille by langt oppe ad en meget stejl sidevej til hovedlandevejen mod Cuatro Caminos. Vi kom egentlig mest for at se kirken, som er berømt for sin sennepsfarvede facade og bemalede udsmykning.

Kirkefacaden var ganske rigtigt spektakulært udsmykket. Døm selv om den er turen værd. Et skilt proklamerer at kommunen giver en stor bøde, hvis man spiller bold foran indgangen. Men som det fremgår af billedet (se godt efter) afholdt det ikke børnene fra at spille frem og tilbage over pladsen.

Efter at have nydt synet af kirken og de legende børn spurgte vi os for efter et sted at sætte et lys, som det sig hør og bør, når man kommer til et nyt sted. Det er ofte oppe på den nærmeste lille høj, eller oppe ad bjergsiden, at man gør det, men her bød sig en anden mulighed. Det viste sig, at byens cofradía ikke bare tager vare på byens helgen San Andrés, men også på den lokale udgave af San Simón; en religiøs figur, som er en historie for sig. The Rough Guide to Guatemala fortæller endda, at den berømte kunstmaler Carmen Pettersen, som arbejdede i byen i 1970'erne (og hvis malerier hænger på tøjmuseet Ixchel i Guatemala By), anklagede indbyggerne for at drive en hekseskole, der tiltrak unge elever fra de omkringliggende k'iche'landsbyer. Tsk-tsk!


Vi fandt frem til den familie, der har ansvaret for San Simón og San Andrés i år, så vi kunne sige tak for at få lov at besøge byen. I huset satte vi et lys og gav San Simón en cigaret, som han røg med stort velbehag gennem hullet i sin træmund, imens hans lille alter ego (til højre for blomsterne) så misundeligt(?) til. San Andrés modtager derimod normalt kun åndelig føde.

Traditionelle danse i Guatemala

Forrige weekend besøgte vi den lille by San Andrés Xecul, som ligger ikke langt fra Xela. Vi tog en bus mod Cuatro Caminos og fik at vide af bussens ayudante, at vi skulle stå af efter Salcajá ved la morería, maskeskærerens værksted. Vi kom af det rigtige sted, men opdagede dog aldrig, hvor de hellige masker blev lavet. Navnet på disse værksteder kommer af dansen "Moros y Cristianos", som dramatiserer spaniernes Reconquista af den iberiske halvø og endelige sejr over maurerne, der fandt sted samme år som Columbus ankom til "Indien". Denne dans blev den mest populære af dem, som spanierne havde med til den nye verden, og som sådan kom denne dans til at give navn både til værkstederne, der laver dragter og masker til dansene, og til den "generiske" betegnelse for de udklædte dansere i de forskellige danse, "los moros".

Men der findes mange andre danse end "Moros y cristianos". På vejen op til Xecul fra hovedlandevejen kørte vi igennem en landsby, der var midt i sin årlige byfest. Vi tog en hurtig beslutning og sprang af ladet af pickup'en. Her kunne vi opleve en sjov variation over de danse, man som regel ser ved byfesterne. Nogle sagde, at det var "El Convite", som er en kendt dans af spansk oprindelse. Andre mente, at der var tale om en adaption af dansen "Los Mexicanos", som igen er en nyere variation over den gamle "Danza de Toritos". Men det så mest af alt ud som om, at landsbyens dansere havde brugt de traditionelle kostumer og masker til en underholdende sketch, som de selv havde fundet på. Det var et drama uden replikker og med akkompagnement fra et stort marimbaorkester, der spillede op til dans fra scenen bagved.


Som det fremgår af fotoet er den mellemamerikanske populærkulturs fremstilling af mexicaneren ikke meget forskellig fra den figur, vi kender i Danmark. Også mexicanerne og guatemalanerne kender denne figur med den store sombrero og det stiliserede ridetøj fra de store film- og sangstjerner fra 1940'erne og 1950'erne, hvor billedet af den arketypiske mexicaner (som selvfølgelig er en mand), blev slået fast. Jeg elsker det store hvide tequila-smil, som er malet på danserens maske.

Men det sjove var nu, at danserne tilsyneladende fejrede byen ved at opføre en parodi på en byfest! Det varede lidt før det gik op for mig, hvorfor det her var helt galt... De traditionelle danzas er danseforestillinger med et dramatisk eller rituelt indhold (ledsaget af son på traditionelle instrumenter), og dermed er de væsensforskellige fra byfesternes bailes, hvor mænd og kvinder danser sammen for morskabs skyld (ledsaget af et moderne marimbaorkester). Men her vovede danserne at blande de to genrer med en imponerende selvironi og meta-refleksion.

Da det kun er mænd, der danser, havde halvdelen af mændene klædt sig ud som kvinder med hupiles og cortes fra egnen, hvilket i sig selv måtte give anledning til stor morskab. Og danserne opførte nu en serie små sketches med den slags optrin, som en god byfest plejer at indeholde: mændene der griber ud efter og vil danse med kvinderne, og de fordrukne mænd, der falder om af fuldskab på dansegulvet, som vi ser det her på det andet billede.

Danseren har smidt sig på jorden og spiller en fuld mand, mens hans "kone" må komme og forsøge at redde ham hjem, så det ikke bliver mere pinligt end nødvendigt. Men samtidigt blander den rigtige byfest sig med den fiktive, for på samme billede ser vi en af landsbyens fulde mænd bevæge sig ind mellem de udklædte dansere for at danse med. Endnu engang så det ud til, at virkeligheden overgik fantasien.

Der findes dog også en lang række traditionelle danse, som gemmer på mytiske og rituelle elementer fra før den spanske invasion. Elementer, som kun er sparsomt kendt fra andre kilder, men som er bevaret i dansen.

Fornyligt er udkommet en nyoversat og kommenteret udgave af teksten til en af de ældste og mest righoldige danse, el "Rabinal Achi" (Herren fra Rab'inal), hvis berømthed er så stor, at den oven i købet har givet navn til det indfødte folk: achi'erne, som bor omkring byen Rabinal endnu i dag. Jeg har netop købt bogen Rabinal Achi: A Mayan Drama of War and Sacrificeog det er en fantastisk verden, der åbner sig, når man begynder at forstå, hvad det hele handler om. Dansen opføres i Rabinal i januar, og jeg håber engang at kunne opleve den og skrive om den her.

Hvorfor har vi det som vi har det?

Fra den første fællesmail i år...

Jeg er nu installeret i Quetzaltenango i dejlig lejlighed med eget køkken, bad, internet og kæreste, og de næste to måneder vil jeg tilbringe her i Xelaju Noj. Så hvis nogen af jer venner og familie kommer forbi Xela er I velkomne hos os.

Eunice arbejder i presseafdelingen i en kampagne vedr. etnicitet og diskrimination, som gennemføres af CIRMA. I den forbindelse deltager jeg i en række gruppesamtaler, hvor jeg deler mine personlige erfariner med de andre deltagere og hører, hvad de har oplevet og hvordan de opfatter de etniske relationer, klasserelationer og kønsrelationer. Det er rigtigt spændende og næsten terapeutisk for os alle sammen. Jeg har skrevet lidt om etniske relationer i Guatemala på min hjemmeside.

Kampagnens fysiske omdrejningspunkt er en udstilling som skal formidle resultaterne fra forskningsprojektet "Hvorfor har vi det som vi har det?" Det må vist siges at være et ambitiøst (bredt) projekt :-) Udstillingen har til huse på den tidligere militærkaserne i Xela (den med den store Pepsi-reklame over for Mont Blanc-supermarkedet) og forleden kom forsvarsministeren flyvende ind i helikopter for at gennemføre pressemøde og overdragelsesceremonien, hvor militæret formelt og officielt opgav ethvert krav på jorden og bygningen. Den lokale CERIGUA-korrespondent (græsrods-nyhedsbureauet, som havde/har tæt tilknytning til URNG) var fræk nok til at spørge ministeren, hvor mange døde han troede, der lå under kasernens jord. Ministeren spillede dum og sagde: "Undskyld, men jeg forstår ikke spørgsmålet".

I sidste uge følte jeg mig inspireret til at forfølge nogle af mine kulturelle strøtanker, som mine gruppesamtaler har affødt, og det blev til følgende lille artikel: Kunsten at sige goddag i Guatemala.

En af de store og triste nyheder efter jeg kom, er ellers mudderskredet i Senahu (nabokommune til Tucuru). Der var over 20 døde og op mod 100 sårede i San Antonio. Og alle er enige om, at den ulykke burde være undgået, da risikoen var forudset. Prensa Libre brugte overskriften: " luto q'eqchi' " ("q'eqchi'-sk sorg"). Jeg tænkte først, at det var varmende at hele q'eqchi'-folket var solidarisk og deltog i San Antonios sorg. Men da jeg læste artiklen blev jeg klogere, det var simpelthen bare en journalistisk omskrivning i overensstemmelse med Prensa Libres nye stil, hvor avisen bruger navnene på de etniske grupper i sine reportager som en ekstra kolorit, i stedet for bare at skrive: "sorg i San Antonio". Alligevel er det interessant, for sådan ville avisen ikke have skrevet for bare små 10 år siden, da avisen angreb borgmester Rigoberto Quemé for at lægge vægt på at være k'iche'.

Hav en fortsat rigtig god sommer allesammen. Selv om Xela har ry for at være kold så lykkedes det mig alligevel at blive solskoldet i søndags, da vi dansede marimba rundt om et stort offerbål oppe på et af de små bjerge, der omgiver byen.

mange hilsner,
Mikkel

Og så lige et par aktuelle citater til sidst:
George W. Bush: "Either you are with us, or you are with the terrorists." (President, 2001)
Darth Vader: "If you're not with me, you're my enemy." (Sith, long time ago)
Master Obi-Wan: "Only Sith deal in absolutes." (Jedi, long time ago)

Fra Quetzaltenango

Så har jeg også fået mig en weblog. Jeg syntes lige så godt jeg kunne samle alle mine fællesbreve, strøtanker og rejse-noter her, så de er nemmere at holde styr på. Og så giver det jo også mulighed for at sætte nogle billeder på det hele.

Mit nickname? Kawa er den respektfulde tiltale af en herre blandt q'eqchi'erne i Guatemala, og Mek betyder Mikkel, så Kawa Mek svarer til Don Miguel på spansk.

Mikkel