Mellem-Linien 1999-december

Og Dyrets Tal er 666...

Her gælder det Visdom! Den, som har Forstand, udregne Dyrets Tal; thi det er et Menneskes Tal. Og dets Tal er 666 (Johs. Åb. 13,18)

Af Mikkel Møldrup-Lakjer

Valget i Guatemala i år har givet anledning til flere forskellige analyser. Selv har jeg fundet et gammelt dagbogsnotat frem. Det stammer fra mit brigadeophold under forrige valg, hvor de samme to partier kæmpede om præsidentposten, og hvor PAN's præsidentkandidat Arzú som bekendt kun vandt knebent over FRG's Alfonso Portillo i anden valgrunde.

Katolicismen kom til Guatemala med de første conquistadores, "i korsets og sværdets tegn" som det ofte er blevet sagt. Men nu, hvor den katolske kirke i vidt omfang har solidariseret sig med de fattige bønder og tilmed har accepteret mayaernes synkretisme af kristendom og indianske traditioner, har protestantiske prædikanter taget udfordringen op. Pinsekirker skyder op overalt, og herfra udgår en intens evangelisk mission...

4. december 1995
Da jeg kommer til Huehuetenango sammen med Rikke og Lærke, finder vi ud af, at bussen til Todos Santos kører kl. 04.00 om morgenen. Vi er kommet helt fra Santiago Atitlán samme dag og er godt trætte efter marchen og højtideligheden for de dræbte i massakren dér for 5 år siden. Og bagefter havde vi tre fra brigaden jo fejret at vi var sammen igen efter to ugers opsøgende arbejde på egen hånd... Nu kan vi heldigvis snart sove i bussen, så vi skal bare have aftensmad og slappe af, mens vi får tiden til at gå.

På den anden side af busterminalens lange bygning, finder vi en stribe gode comedores. Vi vælger et sted med kyllingesuppe, og hvor smager det dog godt, og så er det billigt! En varm og venlig matrone koger og serverer. Da vi er færdige med at spise, går jeg ind i køkkenet for at betale.

Rikke og Lærke venter udenfor, så jeg vil bare betale hurtigt, så vi kan gøre vores aftentoilette inden vi går ind i bussen for at sove. Men på vej ud af køkkenet får jeg øje på én af de blå valgplakater med præsidentkandidat Alvaro Arzús billede. Dem har jeg set hundrede, måske tusindvis af de sidste måneder. Men denne her på køkkenets væg er anderledes: I panden på præsidentkandidaten står skrevet 666. Jeg husker ordene fra Johannes' Åbenbaring: Og det får alle (...) til at sætte sig et mærke på deres højre hånd eller på deres pande(...), Dyrets navn eller dets navns tal. Her gælder det visdom! Den, som har forstand, udregne Dyrets tal; thi det er et Menneskes tal, og dets tal er 666.

Værtinden bemærker min forbavselse og er ikke uvillig til at forklare: Arzú er Antikrist, og hans sejr i præsident-valgets første runde er et tegn på Kristi snarlige komme! PAN er et ondt parti, for det vil gennemføre skattestigninger og sociale nedskæringer, som vil gå ud over den hårdt prøvede befolkning. Arzú er selve Dyrets inkarnation, og jo flere ulykker han forårsager, jo tættere er vi på Kristi genkomst, som det er beskrevet i Johannes' Åbenbaring. Derfor vil hun stemme på FRG. -Men FRG... partiets leder er jo ansvarlig for talrige massakrer... siger jeg forsigtigt. -Jo måske, svarer hun, men PAN's nedskæringer er det vigtigste spørgsmål. Hun fortæller, at hun har flere tillidshverv i en pinsemissionsk kirke, Asamblea de Dios, hvortil hun er konverteret, efter hendes søster er død. Ligesom så mange andre guatemalanere, der mistede familiemedlemmer under la violencia, fandt hun ikke, at den katolske kirke kunne give hende svar på denne verdens uretfærdigheder. Derimod giver pinsemissionen kontante og selvsikre svar på elendigheden og volden: Jo værre det er, jo tættere er vi på udfrielsen.

Det er den mest konkrete udlægning af dommedagsevangelismen, jeg endnu er stødt på: Arzú er Dyret fra Åbenbaringen! Asamblea de Dios er ellers ikke en lille sekt, men én af de "gamle" evangeliske kirker i Guatemala, og vistnok én af dem, hvor budet snarere er, at man ikke skal beskæftige sig med politik, end at man aktivt skal støtte højrefløjen - i modsætning til Rios Montt's egen kirke, El Verbo, der er eksplicit "anti-kommunistisk". Men nu må man altså vælge side, for afgørelsens time er kommet, siger kvinden.

Da jeg forlader køkkenet og går ud til mine to venner, der venter, spekulerer jeg på, hvor alvorligt ment kvindens eskatologiske nærforventning er. Hun driver dog et comedor og er engageret politisk, så helt uinteresseret i fremtiden er hun vel ikke! Men hos Dyret Arzú og hans parti ligger den altså ikke, mener hun.

 

 

Guide til Guatemala