Flere tolkninger af katastrofen ved Atitlan

I søndags bragte El Periódico en meget værdifuld artikel, som kaster nyt lys over tolkningerne af katastrofen ved søen Atitlán, som jeg skrev om forleden.

Avisen er taget til San Juan la Laguna på den anden side af søen. Her blev to bydele begravet i mudder, men i modsætning til Panabaj var der her ikke et eneste dødsoffer. Hvorfor ikke? Fordi byen ikke lyttede til ekspertene, der mente at kaffebuskene ville holde på jorden, men i stedet til advarslerne fra byens ældsteråd, der forudså en katastrofe. Byens myndigheder og borgere organiserede hurtigt en evakuering.

Budskabet fra Felipe Gómez fra shamanernes forening Oxlajuj Ajpop synes umiddelbart at være det samme som vi hørte i Santiago: "Det er en besked til de indfødte folk som blev kristnede; det er vigtigt at de vender tilbage til deres rødder. I det øjeblik de igen begynder at værdsætte de principper og værdier, vil de sikre naturen og mijøet."

Men at det måske alligevel er mere komplekst end som så antyder samme Gómez med bemærkningen: "Folkets glemsel af sine rødder, forfædre og helligsteder er resultatet af sådanne tragedier." Hvad er mon årsag, og hvad er virkning?

Senere i artiklen hedder det: "Gómez siger at Kirken har arbejdet på at udviske erindringen hos disse folk, hvor der kun er bevaret en religiøs synkretisme, der har tilladt, at dyrkelsen af naturens elementer er blevet glemt."

Det er en lidt underlig brug af ordet synkretisme, vi ser her. Ordet betegner de former der opstår, når religiøse traditioner blandes. Men i Guatemala er det blandingen mellem katolicisme og indiansk tradition, der tænkes på, og derfor bruges ordet i en uegentlig betydning som betegnelse for en bestemt religion, nemlig den folkekatolske praksis. Skønt ordet egentlig betegner blandingen af tradtioner, kan Gómez her kritisere den katolske synkretisme for ikke at give plads til den indianske tradition.

I den indianske tradition afholdes ceremonier til ære for vigtige naturelementer. Artiklen fra AP, som jeg skrev om forleden, nævner "vandguden Inox". Jeg har aldrig hørt om "Inox", men der er muligvis tale om den nawal, der på kaqchikel hedder "Imox", og som er en af de 20 dage i den hellige kalender. Imox forbindes netop med havet eller jordmonsteret, urolige naturelementer, konflikt og fare. Mudderskredene i Santiago og i San Juan la Laguna d. 5. oktober skete i øvrigt på dagen, der på kaqchikel hedder Kame, og som associeres med døden.

Men hvordan kunne de ældste i San Juan vide, hvad der ville ske? Artiklen fortæller, at medlemmerne af ældsterådet husker, hvordan lignende begivenheder fandt sted i 1948, hvor søens vandstand først faldt, hvorefter regnen strømmede ned og endte med at begrave San Marcos la Laguna. I år advarede de om, at noget lignende ville ske, og det var takket være dem, at befolkningen i San Juan la Laguna blev reddet i tide.

På den baggrund kan det ikke overraske at høre mænd som Felipe Gómez sige, at redningen består i respekten for de ældste og genoptagelsen af traditionen.