torsdag, oktober 20, 2005

Når indianere dør

Der er noget sært over måden, der tales om indianernes ulykker på i medierne. Når indianere dør, er det ikke helt som når hvide mennesker dør, får man indtryk af.

Efter et mudderskred i juni i år nævnte jeg, at Prensa Libre skrev om "q'eqchi' sorg". De danske medier kan også være også med. Mellemfolkeligt Samvirkes nyhedsartikel om tragedien i Panabaj, Santiago Atitlán bar overskriften: "Maya landsby dækket af 12 meter mudder". Jeg studsede over titlen. Hvorfor understrege, at der er tale om en maya-landsby? Kunne vi forestille os, at noget tilsvarende ville være tilfældet for historier om den "hvide" mestiz-befolkning? "Hvid landsby dækket af mudder" - nej vel? Men hvorfor så tale om "maya-landsbyer" i forbindelse med mudderskredene?

"Indianere vil ikke have hjælp"
Også andre artikler fra Panabaj har lagt vægt på, at befolkningen i den begravede landsby var indiansk. Da webloggeren La mariposa vuela søgte på 'where to give aid to Guatemala' (uden anførselstegn), returnerede Google artiklen "Guatemala's Indians Refuse Flood Aid" som det mest relevante resultat.

Den slags overskrifter får alle mine alarmklokker til at ringe. Det er jo så moderne for tiden at sige, at det er "deres egen skyld", når folk har det elendigt. Det var sådanne undertoner, jeg hørte mellem linjerne, når journalisterne ikke kunne forstå, hvorfor de fattige sorte i Louisiana dog ikke forlod byen, og det er jo også den slags, vi plejer at høre om indianerne i Guatemala.

Jeg frygtede, at det næste ville blive historier om de besværlige mayakvinder, som er umulige at hjælpe, fordi de ikke kan tage imod bukserne og bluserne fra nødhjælpen. Cholsamaj har udsendt en erklæring til støtte for de indianske kvinder, som fastholder at de fortsat vil gå med traditionelle klæder, skønt der er mangel på tøj. I en situation som denne er indianerne sårbare over for kritik.

Men når man går ned i artiklen fra Associated Press om indianerne, der afviser hjælp, tegnes heldigvis et mere nuanceret billede. Min ven Rodolfo Pocop citeres for at sige, at det handler om kulturel overlevelse, hvilket måske kan undre. Men det viser sig, at den hjælp, som de overlevende tz'utujiler fra Panabaj afviser at tage imod, er hjælp fra militæret til opgravning af de døde fra mudderet. Netop ved Panabaj lå en mindelund for ofrene for militærets massakre på civile d. 2.12.90 og for præsidentens efterfølgende lukning af kasernen, hvilket var en helt enestående begivenhed i Guatemala og en opsigtsvækkende sejr for civilbefolkningen, der gav genlyd både nationalt og internationalt. Jeg har selv været med til at fejre femårsdagen for denne sejr sammen med CONIC og mange andre bevægelser i karavanen fra Guatemala By til Santiago i 1995.

Den daværende præsidents løfte til Santiagos borgere om frihed fra militærets tilstedeværelse har været en torn i øjet på hæren og de efterfølgende regeringer, og mange gange siden har en præsident eller en general forsøgt at lade hæren komme ind i byen igen under påskud af en national krisesituation, som "nødvendiggjorde" hærens tilstedeværelse.

Santiagos borgere har stået fast og har ikke accepteret hærens dårlige påskud til at få fodfæste i byen igen. De har kun dårlige erfaringer med militærets tilstedeværelse i byen. Hærens massakrer på civilbefolkningen og de konstante mord og voldtægter havde et klart racistisk islæt. 83% af ofrene under krigen var indianere, og hæren var mere tilbøjelig til også at dræbe børn og gamle, når det var indianere det drejede sig om. 93% af overgrebene blev begået af hæren og dens paramilitære støttegrupper. Det er baggrunden for, at Guatemalas "indianere ikke vil have hjælp" fra militæret til at tage sig af deres døde. Mayaindianerne har et særligt forhold til døden, og behandlingen af ligene er ikke noget man tager let på. Men hvem ville også lade en bande mordere håndtere ligene af ens kære?

I nærheden af Hermandad Educativas bjergskole ligger landsbyen Las Nubes, som vi nu samler ind til at hjælpe. Også her bragte orkanens ødelæggelser makabre begivenheder fra fortiden frem igen. Cerigua skriver, at da regnen skyllede jorden væk afsløredes en hemmelig massegrav, som nu skal udgraves. Hvis hæren havde været til stede i landsbyen, er det ikke til at vide, hvordan den opdagelse var blevet håndteret.

Det sørgelige faktum er, at hvis man ikke vil have "hjælp" af hæren i et land så militariseret som Guatemala, er der mange gange ikke anden hjælp at få fra regeringen - især ikke hvis man bor i de indianske områder, som regeringen systematisk har udsultet og nægtet offentlig service. Den første nødhjælp til landsbyerne i Santiago er ikke kommet fra regeringen men fra indsamlinger blandt guatemalanske borgere og organisationer som den indianske organisation CONIC og sprogskolen Proyecto Lingüístico Quetzalteco i Xela (Mellemamerika Komiteens samarbejdspartnere).

Når Guatemala rammes af en katastrofe som orkanen Stan, rammer den nogle hårdere end andre. Når indianere dør i en landsby, der oversvømmes af regn eller dækkes af mudder, er der mange andre ting end selve naturkatastrofen på spil for både de overlevende og de døde.

Derfor er Mellemfolkeligt Samvirkes overskrift berettiget.

Desværre.

Etiketter:

1 kommentarer:

Klokken 28/4/08 04:42 , Anonymous Anonym sagde ...

Du har helt 100% ret i det du skriver på din blog.....

Hvis du gerne vil have den en lang snak om:
1. Indianere
2. Mexicanere
3. menneskerettigheder mv.
4. racisme.....

Så er du velkommen til at skrive til: indianer.freak@hotmail.com

Venlig hilsen Indianer freaken
bent chihuahua

 

Send en kommentar

<< Startside