Demokratiet i Guatemala

Så er valgkampen ovre. Den erklærede socialdemokrat Alvaro Colom vandt noget overraskende anden runde af præsidentvalget i søndags, og Otto Pérez Molina - den pensionerede general der er bedre kendt under navnet "la Mano Dura" (Den Hårde Hånd, et navn taget fra hans valgslogan) - har accepteret valgnederlaget. At det ikke blev en general, der vandt valget, og at taberen har accepteret valgnederlaget, er i sig selv positivt. Men at iagttagere hæfter sig ved dette i deres kommentarer til valget, siger også noget om, hvor ungt og skrøbeligt det guatemalanske demokrati er.

Claudia Samayoa undersøger de illegale magtstrukturer som truer det guatemalanske demokrati
Ja altså i det omfang der findes et reelt demokrati i Guatemala. I mellem første og anden valgrunde interviewede jeg Claudia Samayoa fra Unidad de Protección de Defensores de Derechos Humanos om demokratiets tilstand i Guatemala, knap 11 år efter underskrivelsen af fredsaftalerne. Nogle vil måske huske Claudia fra hendes besøg i Danmark i 2003, hvor hun fortalte om, hvordan hemmelige mafiastrukturer og folk inden for regeringsmagten samarbejder om dels forfølgelse af politiske modstandere, dels sikring af straffrihed for deres egne forbrydelser.

Som Claudia bemærker, må det overordnet betegnes som et væsentligt fremskridt, at det overhovedet er muligt at afholde valg i nogenlunde ro og orden i et så ungt demokrati, og oven på en så blodig borgerkrig. Men som hun også er inde på, er mekanismerne til overvågning af valget ikke tilstrækkelige til at sikre, at valget også er hemmeligt og frit.

Derfor kan jeg ikke undgå at have en dårlig smag i munden, når valgobservatørerne må erklære valget for legitimt. Hvorfor bliver rapporterne om stemmekøb ikke taget mere alvorligt? Hvorfor bliver der ikke sat en stopper for kandidater, der fortæller vælgerne, at de nok skal få kendskab til, hvordan de stemmer?

Men det største problem er den politiske kultur i Guatemala. De færreste opfatter valget som en proces, hvor man sætter sig ned og overvejer, hvilke kandidater man er mest enig med, og så stemmer man på dem. Valgprocessen handler i stedet om magt. Og her gælder det om ikke at være på det tabende hold. Det kunne man jo blive straffet for, når vinderne kommer til magten. Derfor er meningsmålingerne det centrale indhold i kampen: Hvem ser ud til at vinde? Hvem skal man stemme på for ikke at blive straffet men måske ligefrem belønnet, når vinderen kommer til?

Valgkampens substantielle indhold er dermed til at overse.