Derfor er Rigobertas kandidatur en fiasko

Er Rigoberta Menchú blot et flygtigt stjerneskud på valghimlen? Sådan spørger antropologen Ricardo Falla i julinummeret af tidsskriftet Envio i en artikel, som i øjeblikket cirkulerer på e-mail i organisationsmiljøet i Guatemala.

Jesuitten Ricardo Falla er ikke hvem som helst, og når han taler er der mange der lytter. Han har et langt liv blandt bønder, indianere og bevægelser bag sig, og han har skrevet bøger om massakrerne på den indianske landbefolkning, om bondebevægelsen Comité de Unidad Campesina-CUC og dens unge aktivist Rigoberta Menchú.

Da Rigoberta annoncerede sit præsidentkandidatur, vakte det forhåbninger hos mange om, at valget denne gang kunne blive anderledes. At der denne gang ville være mulighed for at stemme på et ægte alternativ til de korrupte og morderiske regeringer, som Guatemala altid har lidt under. At den fattige indianske befolkning nu kunne være deltagere, og ikke bare tilskuere, til de politiske processer i landet. Men allerede nu synes håbet at være slukket, skriver Ricardo Falla:

Hvad er der sket med præsidentkandidaten Rigoberta Menchú? Var hun ikke den mest kendte og anerkendte person i Guatemala ifølge flere opinionsmålinger? Forårsagede hendes opstillingserklæring i februar ikke en voldsom reaktion i nervesystemet hos det dominerende ladino-samfund? Hvordan kan det være muligt at hendes opbakning i en opinionsmåling - om ikke den mest nøjagtige, så den mest indflydelsesrige - i juni er faldet til tarvelige 1,5%? Var hun ikke gjort til stjernen på vores politiske himmelhvælv af udenlandske regeringer og internationale udviklingsorganisationer? Hun som var veninde med Jacques Chirac, som tiltrak ungdommen i Italien der stimlede sammen for at høre hende, som blev inviteret hjem i privaten af den tidligere præsident af Mexico, som modtog Nobels fredspris i 1992, og som tændte så store forhåbninger blandt indianske folk på kontinentet og blandt mange andre indfødte folk, heriblandt de indfødte folk i Skandinavien; hvordan kan hun finde så lille genklang med sit politiske program?

Falla leverer selv seks brikker til forklaringen:

1. Rigoberta har ingen bevægelse bag sig, hendes Fundación Rigoberta Menchú Tum er en NGO, et kontor i hovedstaden uden folkelig base. På hjemmebanen blandt de skinsyge guatemalanere er Rigobertas internationale opbakning snarere en svaghed end en styrke. Og derfor må vi endnu svare NEJ til spørgsmålet: Kan "Evo Morales" ske i Guatemala?

2. Siden Rigoberta modtog nobelprisen har hun fået ry som en forretningskvinde, der investerede prisen i en forretningskæde (Farmacias Similares, apotekskæde der sælger billig kopimedicin) i stedet for at "dele den med folket". Rigobertas image lider under et utal af historier om, hvordan hun ikke har tid til at tale med fattige indianere om deres problemer, men altid har tid til et møde med "los gringos", med repræsentanter for FN eller med sine forretningsforbindelser.

3. Rigobertas valgkampagne er dødfødt fra begyndelsen, fordi ikke engang hendes sympatisører tror, at valget kan vindes. Tidligere var tusinder villige til at give deres liv for den revolutionære sag, men denne gang tror ingen at egentlige forandringer er mulige i Guatemala i dag, og ingen af Rigobertas tilhængere ofrer deres tid på valgkampen. Det er de færreste der tror, at Rigoberta ville kunne hamle op med det etablerede politiske system og for alvor gøre en forskel, selv hvis hun skulle blive valgt.

4. Valgkampen opfattes af den brede befolkning som ren forretning og politikernes kamp om at få hver deres del af kagen. Derfor har ingen lyst til at bidrage med penge til Rigobertas valgkamp, for hvorfor skulle man bidrage til at gøre Rigoberta rigere.

5. Skønt Rigoberta i kraft af sin vicepræsidentkandidat har allieret sig med den rigeste del af erhvervslivet, så er denne politiske alliance ikke blevet omsat i finansiering af hendes valgkamp, og hun er endt med at have ganske få midler at føre valgkamp for, samtidig med at hun anklages for at være blevet købt og betalt af den økonomiske elite.

6. Rigoberta ønskede ikke at være kandidat for venstrefløjen, men opstillede i stedet for Nineth Montenegros socialdemokratiske "Encuentro Por Guatemala", som hverken er indiansk eller har tilstedeværelse blandt den fattige landbefolkning. Rigoberta er dermed blevet en del af det etablerede partisystem og er bundet på hænder og fødder i sin kampagne.

Det er med blødende hjerte at jeg må give Ricardo Falla ret. Ingen der kender Guatemalas historie under militærdiktaturet kan glædes over at se Rigobertas politiske nedtur. Hendes afstandtagen til venstrefløjen går dog efterhånden mange år tilbage, hvilket blev tydeligt om ikke før så i hvert fald efter hun accepterede den liberale præsident Bergers udnævnelse af hende til "goodwill-ambassadør" uden portefølje og senere, bl.a. efter de voldelige fordrivelser af en række landsbyer fra deres jorde, overhørte bevægelsernes opfordringer til hende og andre prominente oppositionsledere om at forlade regeringen.

Det var derfor ikke nogen stor overraskelse, at Rigoberta ved forberedelserne til dette valg afviste URNG og ANN's opfordringer om at stille sig i spidsen for en bred venstrefløjsbevægelse, men i stedet grundlagde den partiforberedende centrum-højregruppe Winaq og indgik en valgaftale med Encuentro Por Guatemala.

Der er dog endnu et spørgsmål vi må stille os selv: Rigoberta har stædigt benægtet at hendes kampagne skulle være finansieret af de store virksomheder og det erhvervsliv, hvorfra hendes vicepræsidentkandidat - den tidligere formand for arbejdsgiverforeningen CACIF - kommer. At dømme efter hendes beskedne kampagne ser det ud til at være rigtigt. Men hvis det ikke er for pengenes skyld, at hun har indgået alliance med folkene fra toppen af erhvervslivet, er det så fordi hun er enig med dem? Og hvad får hver af parterne ud af den alliance?

Det er trist at se, hvordan Rigobertas kandidatur allerede har splittet bevægelserne, efter at hun sagde nej til tilbudet fra URNG og ANN om at stå i spidsen for et forsøg på at forene dem.

Rigoberta har ingen opbakning fra Comité de Unidad Campesina-CUC, organisationen som hendes politiske lederskab fødtes af. Mayanetværket Waqib' Kej erklærede ved en pressekonference, at netværket ikke støtter noget parti ved dette valg, og da talskvinden Magdalena Sarat (CONAVIGUA) blev spurgt, hvorfor Waqib' Kej ikke støtter Rigoberta, svarede Sarat med henvisning til, at Rigoberta ikke repræsenterer de mindre producenter (småbønder), men det etablerede erhvervsliv.

Kun hos CONIC ser de ud til at tro på at "Evo Morales" kan finde sted i Guatemala. Lederen Pedro Esquino reagerede hurtigt med en pressemeddelelse, der i stærke vendinger kritiserer Sarats udtalelse og forsvarer Rigoberta Menchú.