Efraín Ríos Montt blev født i 1926 i en katolsk mestizfamilie i byen Huehuetenango, Guatemala. Da det ikke lykkedes ham at blive optaget på hærens officersskole pga. jævne herkomst, lod han sig indskrive som almindelig soldat sammen med de tvangsrekrutterede indianske menige. Først efter middelklassens revolution i 1944 åbnedes dørene for ham på Escuela Politécnica i hovedstaden, og i 1972 gik hans barndoms drøm i opfyldelse, da han blev udnævnt til general og få måneder senere til chef for hærens øverste kommando.
Den politiske opposition så i Ríos Montt et alternativ til de skiftende militærdiktatorer, som hentedes fra grupperinger på den yderste højrefløj. I 1974 tog Ríos Montt imod en nominering til præsidentkandidat fra den kristeligt-socialdemokratiske koalition. Vælgerne benyttede sig af chancen for at stemme på en kandidat, der tilsyneladende ikke var som de andre, og den relativt unge general vandt en klar sejr ved stemmeurnerne. De ældre officerer i det militære oligarki kunne dog ikke acceptere Ríos Montts valgsejr, men fuskede med valgresultatet, så dets egen kandidat fra det ekstreme højre kunne indsættes som præsident.
Ríos Montt måtte acceptere sit nederlag og tage imod en post som militærattaché i Spanien, ind til han fire år senere kunne vende tilbage til Guatemala. Her kom han igennem en ven fra hæren i kontakt med bibellæsningskredse organiseret af den neopentekostale sekt, Gospel Outreach. Disse californiske missionærer fiskede i rørte vande under genopbygningsarbejdet efter jordskælvet i 1976, hvor talrige nordamerikanske sekter ankom med lige dele humanitære projekter og pinsemissionsk kampagne. I 1979 konverterede Ríos Montt uden offentlighedens opmærksomhed til den guatemalanske afdeling af Gospel Outreach, Iglesia del Verbo.
Fire måneder senere udpegedes Ríos Montt til enerådende stats- og hærchef af militærjuntaen, der var uvidende om generalens stærke involvering i den pinsemissionske bevægelse. Det var en forbavset offentlighed, som nu for første gang hørte Ríos Montts ophidsede tv- og radiotransmitterede søndagsprædikener, hvori generalen erklærede at være regent af Guds nåde: "Han leder mig, for kun Han giver og tager myndighed".
I sine lange prædikener tegnede Ríos Montt med sit ofte gentagne motto, "Jeg lyver ikke, jeg stjæler ikke, jeg begår ikke misbrug," billedet af "den gode kristne" som et puritansk og konservativt menneske, der ikke lod sig forurene af venstreorienterede ideologier. Den neopentekostale teologi egnede sig særligt godt til disse anti-kommunistiske diskurser pga. dens hårde kritik af den katolske kirkes sociale og politiske engagement samt dens bud om from forberedelse på Jesu genkomst i tillid til snarlig udfrielse fra denne verdens lidelser.
Ríos Montt udnævnte to af sine "brødre" fra el Verbo til sine nærmeste rådgivere. De protestantiske bevægelser, der ind til jordskælvet havde haft en marginal position i landet, var begejstrede over nu at have fået adgang til statsmagten. En stort iscenesat fejring af hundredåret for grundlæggelsen af den første protestantiske kirke i Guatemala gav den protestantiske mission endnu større momentum.
"Den brændte jords taktik", som den tidligere diktator Romeo García Lucas havde ført, skulle nu suppleres med den stort anlagte Plan for den Nationale Sikkerhed og Udvikling, som blev gjort til lov i april 1982. Ifølge planen skulle guerillaen og dens sympatisører bekæmpes med både "geværer og bønner", dvs. både pisk og gulerod. Hæren ophørte ikke med sin brutale fremfærd i konfliktområderne, tværtimod fór den hårdere frem end nogensinde i regimets første måneder, især i departementet Huehuetenango og i det centrale og nordlige Quiché, hvor hele landsbyer blev udslettet. Men man fulgte nu op med et "psyko-socialt program", hvor de evangeliske bevægelser spillede en vigtig rolle. I alle militære zoner oprettedes en særlig afdeling for civile affærer, som fik ansvar for "de social-psykologiske aspekter af militære operationer", "omskoling" af landbefolkningen, efterretningsvirksomhed samt koordinering af hjælpeprogrammer i samarbejde med de evangeliske kirker.
Civilt selvforsvar
Mændene fra landbefolkningen, som kom under hærens kontrol, blev tvunget til tjeneste i de civile selvforsvarspatruljer (PAC). Disse patruljer var allerede blevet dannet under Lucas, men blev nu instutionaliseret og kraftigt forøget til mange hundredetusinder mænd. Patruljerne blev skubbet ind mellem hæren og guerillaen i de væbnede sammenstød, men var først og fremmest en effektiv social kontrol med de fra statens synspunkt upålidelige indianske bønder.
Censur, militær undtagelsestilstand og hemmelige henrettelsesdomstole var andre midler som blev taget i brug. Men samtidig lovede Ríos Montt at standse hærens og de paramilitære gruppers forskelsløse kollektive massakrer på landet, som de var kendt under Lucas. Når det ikke lykkedes, undskyldte han sig med, at handlingerne blev begåede af underordnede officerer, som handlede uden autorisation. Sandhedskommissionen (CEH) har siden pure afvist disse undskyldninger, idet den fastslår at der var tale om en institutionaliseret strategi, hvilket gav sig udtryk i at ingen kommandanter fik reprimander eller blev draget til ansvar for deres massemyrderier på landet.
Ved valget i 1990 forsøgte den pensionerede general Ríos Montt at opstille til præsident for sit eget parti FRG, stiftet i 1986, men efter lange juridiske tovtrækkerier blev hans kandidatur erklæret i strid med forfatningen af 1985 pga. hans deltagelse i militærkuppet i 1982. Præsidentposten gik i stedet til et tidligere medlem af Ríos Montts kabinet, den pinsemissionske Jorge Serrano Elías, der må formodes at have fået mange af Generalens tilhængeres stemmer.
Ríos Montt kan dog ikke glemme, at han blev snydt for præsidentposten efter sin valgsejr i 1974. Han hævder at være folkets fortrukne kandidat og at have en gudgiven mission som præsident for Guatemala. Og han har ikke givet op.
Læs også: Ríos Montts vej tilbage til magten
| Guide til Guatemala |