Pigen fra Guatemala

I går faldt jeg over et nummer af La Cuerda, som mindede mig om, hvorfor bladet bare er så godt. Man skulle tro at et tidsskrift produceret af intellektuelle ladino kvinder med ambitioner om at befri landets fattige, diskriminerede (indianske) kvinder med poesi og vestlig frigørelsesfeminisme ville være et dødfødt projekt i Guatemala. Eller man kunne frygte at det ville få en kraftig bismag af en patroniserende betragten af de undertrykte indianerkvinder. Men La Cuerda slipper faktisk overraskende godt fra opgaven. (I øjeblikket er kvinderne bag tidsskriftet ved at grundlægge en kvindebevægelse, som ønsker dialog og alliancer med landets indianske bevægelser. Det bliver spændende at se om det lykkes).

Septembernummeret fra 2008 har på bagsiden en omskrivning af José Martís digt, La niña de Guatemala, fra digtsamlingen Versos sencillos (hvor Guantanamera også er taget fra). Digtet regnes for delvist selvbiografisk, idet José Martí under et ophold i Guatemala havde en romantisk affære med datteren af den tidligere guatemalanske præsident, Miguel García Granados. Martí giftede sig dog senere med sin cubanske forlovede, og María García Granados døde af tuberkolose.

Digtet, som Oscar Chávez satte melodi til, er verdensberømt i den spansktalende verden og i Guatemala i særdeleshed, med de udødelige vers, som jeg selv har oplevet blive spontant citeret af de bevægede gæster på en studenterbar fredag aften i Guatemala By:

...Se entró de tarde en el río
La sacó muerta el doctor:
Dicen que murió de frío:
Yo sé que murió de amor.

Netop fordi digtet er så berømt er Andrea Aragóns omskrivning så effektfuld:

Claro que no murió de amor
Andrea Aragón

Murió de diarrea en un hospital nacional, ante la impávida mirada de una enfermera indiferente.

Murió de un tiro en la camioneta, con el billete de a cinco enrolladito en la mano.

Murió descuartizada y apareció en un barranco, con las letras MS marcadas con navaja en la espalda. Fue por meterse en cosas, dijo la gente cuando la vio en la prensa.

¡Qué de amor ni qué ocho cuartos! La niña de Guatemala murió de hambre, desnutrición o de ignorancia. Murió sin escuela, sin padre y sin porvenir.

En todo caso, de lo que menos murió fue de amor. La mató una cólera, seguro… eso fue.

En Guatemala, la realidad es una arma cargada que te pones en la sien cada mañana.

Hvad dør kvinder i Guatemala af? Ja, i hvert fald ikke af for megen kærlighed, siger Andrea Aragón. Måske dør de af en simpel sygdom som diarré, af et skud under et overfald på bussen, eller de bliver myrdet af gadebanderne på den mest bestialske vis.

MS (Mellemfolkeligt Samvirke) i Guatemala har valgt ikke at bruge navnet MS, for ikke at blive forvekslet eller associeret med banden Mara Salvatrucha, som går med store tatoveringer af bogstaverne M S og maler M S på murene i deres territorier.

De mange bestialske voldtægter og mord på kvinder i Guatemala har fået international opmærksomhed og er blevet undersøgt af menneskerettighedsombudsmanden og private forskningscentre i landet, uden at de - efter min mening - er kunnet komme med nogen overbevisende eller fyldestgørende forklaring på, hvorfor de finder sted. Men noget tyder på at de er del af en ekstremt voldelig bandekultur, hvor bandemedlemmerne skal bevise deres evner til at nedgøre og ødelægge et andet menneske.

Der er dog stadig ca. otte gange så mange mænd som kvinder, der bliver myrdet i Guatemala. Hver dag drejer det sig i gennemsnit om ca. 2 kvinder og 16 mænd.

Dinosaurens comeback

Resultatet af det nu overståede valg minder mig om en novelle af den guatemalanske forfatter Augusto Monterroso. Novellen El Dinosaurio lyder slet og ret således:

Cuando despertó, el dinosaurio todavía estaba allí.
Da han vågnede, var dinosauren der endnu.

Prøv lige at læse den et par gange, gerne højt, og smag på ordene. Novellen på blot syv ord må være en af verdens korteste, men samtidig rummer den en overordentlig suggestiv kraft.

Novellen er selvsagt åben for mange fortolkninger. En almindelig fortolkning er at læse novellen fra 1959 ud fra en politisk forståelse. Her bliver dinosauren til et billede på militærdiktaturet, som den demokratiske periode fra 1944 til 1954 skulle have gjort op med, men som vendte frygteligt tilbage, da den demokratisk valgte præsident blev afsat af en kontrarevolutionær hær med støtte fra USA. Efter de revolutionære drømme og det tiårige demokratiske intermezzo, vågnede guatemalanerne i 1954 op til de gamle magthavere som de troede, at de var sluppet af med.

Men hvorfor minder valgresultatet om Monterrosos dinosaur? Generalen tabte, og ingeniøren vandt jo? Udenlandske nyhedsbureauer har endda udråbt valgresultatet til en historisk kursændring, fordi vinderen Álvaro Colom har erklæret sig ideologisk inspireret af den demokratiske revolution i 1944. Så hvorfor sige, at dinosauren er hos os endnu?

Det er der to grunde til.

For det første er militærets magt stadig så stor, at ingen præsidentkandidater kan nå til anden valgrunde uden at indgå én eller anden form for alliance med grupper med tilknytning til militæret. Taberen Otto Pérez Molina er ifølge en rapport fra WOLA (Washington Office on Latin America) leder af den militære gruppering, El Sindicato, der er stærkt involveret i illegale aktiviteter. Det er tidligere militærfolk der leder landets mafialignende grupper, og også Álvaro Coloms parti UNE rummer militære grupper, som er sat i forbindelse med den organiserede kriminalitet.

For det andet er der al mulig grund til at tro at det ikke er det sidste vi har hørt til Pérez Molina. Han ser ud til at have gode chancer for at vinde præsidentposten ved det næste valg i 2011. Siden indførelsen af demokrati i Guatemala i 1986 er det endnu ikke lykkedes noget parti at beholde regeringsmagten efter et valg, og præsidenten som sådan kan ikke genopstille når den fireårige periode slutter.

Derimod har de seneste tre valg vist, at det bedste man kan gøre, hvis man vil vinde præsidentembedet, er at blive nr. to ved det første valg, og så genopstille ved næste valg. De utilfredse borgere får så mulighed for at stemme på den kandidat de ikke gav chancen sidste gang, og tankegangen synes at være, at når vinderen fra sidst ikke kunne levere varen, kan det jo være at kandidaten på andenpladsen kan gøre det bedre.

Sådan har det været de seneste tre gange:
Ved valget i 1995 vandt Álvaro Arzú (PAN) over Alfonso Portillo (FRG).
I 1999 vandt Alfonso Portillo til gengæld over Oscar Berger (GANA).
I 2003 vandt Oscar Berger så over Álvaro Colom (UNE), der vandt over Otto Pérez Molina (PP) i 2007.
Og i 2011...