Stjernernes time (La hora chapina (ii))

Blandt rygsækrejsende og guatemalanere, som har erfaringer med udlændinge, bliver la hora gringa tit fremhævet som modsætningen til la hora chapina. Og det er da også rigtigt, at nordamerikanere har en hel anden opfattelse af tid end de fleste guatemalanere.

Jeg husker, at da jeg gik på amerikansk high school i Wisconsin, spurgte læreren engang klassen:
"What is the most important thing you should learn in school?"
(Rådvild tavshed...)
"Punctuality!" sagde læreren med bestemt mine.

Han havde en mission... Han holdt da også strengt på, at tredje gang man kom for sent til hans time fik man en sveder. Og det at komme til tiden betød vel at mærke, at man sad ved sin pult, når det ringede ind efter frikvartererne, der alle varede præcist fem minutter. (På en af naboskolerne havde man erkendt, at det at komme til tiden nogle gange ligger uden for ens egen magt. Hvis en forælder derfor tog ansvaret for ikke at have kørt eleven i skole til tiden, (og på amerikanske middelklasseskoler kan man ikke komme i skole uden bil), kunne forælderen tage svederen i stedet for eleven. Men der gjaldt de samme regler som for eleverne: Man skulle arbejde i svedetimen og ikke snakke, så husmødrene kunne så kopiere opskrifter, sagde skoleinspektøren. Det var åbenbart det mest fornuftige, han kunne forestille sig at en moder kunne bruge sin tid til).

Men måske behøver alternativet til la hora chapina ikke at være la hora gringa?

Min kæreste sendte mig engang nogle vers af Humberto Ak'abal, en digter fra Momostenango, som skriver på k'iche' og spansk, og som er blevet et ikon for hele den moderne mayabevægelse. På spansk lyder digtet sådan her:

Hora de estrellas
No sé llegar tarde.
El sol y la luna
son puntuales.

He llegado a tu corazón
a la hora de las estrellas.
Ni ayer ni mañana.

Sencillamente
hoy.

Min oversættelse:

Stjernernes time
Jeg forstår ikke at komme for sent.
Solen og månen
er punktlige.

Jeg er nået til dit hjerte
i stjernernes time.
Hverken i går eller i morgen.

Ganske enkelt
i dag.

Som en afrikaner engang sagde:
-You've got the watch... We've got the time.

God weekend alle sammen.

La hora chapina og andre klokkeslæt

Om tidsopfattelser i Guatemala

Når jeg høstede majskolber på en bjergskrænt i Alta Verapaz som frivillig udsendt af Mellemamerika Komiteen, pegede min værtsfar efter en halv dags arbejde op mod solen og sagde: "Kl. er 12. Nu skal vi hjem og have middagsmad."

Ingen i familien havde noget ur. Når vi gik til gudstjeneste i kirken om aftenen var det lyden af kirkemusikken, der markerede, at gudstjenesten skulle til at begynde. Ved møderne ved skolebygningen måtte man vente på at folk forsamlede sig, efter at formanden for landsbyledelsen havde blæst i sit horn. Det er ikke praktisk at bruge armbåndsur, når man lever på et overlevelsesniveau og udfører hårdt markarbejde, hvor det nemt kan tabes eller gå i stykker. Og familien havde fornuftigt nok ikke investeret i vægur og batterier til at drive viserne.

Et af de mest almindelige spørgsmål til mig og de andre danskere fra bønderne var: "o-ooor?", q'eqchi'ernes udtale af det spanske "hora", klokkeslæt. Vi danskere gik jo alle rundt med ure og kunne til enhver tid fortælle, hvad klokken var. Hvad landsbybeboerne skulle bruge denne information til, gik aldrig op for mig, men spørgsmålet fungerede samtidig som en måde at åbne for en samtale på.

Det siger sig selv, at under sådanne forhold er det svært at være præcis. Og måske er det heller ikke så nødvendigt at vide præcist, hvad klokken er, når man arbejder i marken. Som en konsulent fra FLACSO i Guatemala siger til Prensa Libre: "Et frø bliver ikke vredt fordi vi giver det vand kl. 8 i stedet for kl. 7".

Men også i resten af det guatemalanske samfund, hvor man udmærket godt ved, hvad klokken er, og hvor alle aktiviteter programsættes med præcise klokkeslæt, er det almindeligt at komme en halv til en hel time for sent til en aftale. Forsinkelsen har endda et navn. La hora chapina* betyder det angivne klokkeslæt plus en lille times tid. Når det begynder at styrtregne lige når man skal ud af døren, eller når bussen er en halv time forsinket pga. dårlige vejforhold eller en trafikulykke, er det dejligt med den slags fleksibilitet. Men når man selv har været tidligt oppe, og måske endda er blevet våd i forsøget på at nå frem til tiden, så er det r*virriterende at sidde og vente på de andre, der ankommer tørre og udhvilede en lille times tid senere.

I de senere år er la hora chapina blevet genstand for offentlig debat. Flere aviser har kaldt problemet for en national last, der skal gøres op med. At forsinkelsen snarere er reglen end undtagelsen, er helt tydeligt. Jeg har oplevet at få invitationer, hvor der specifikt orienteres om, at klokkeslættet denne gang ikke er la hora chapina, men det faktiske klokkeslæt, hvor aktiviteten begynder.

Punktlighed er en sjældenhed i Guatemala. Det fremgår også af udtryk som "llego a las dos y pico", som viser sig at betyde, at man har tænkt sig at komme sådan lidt før tre. "¡Por eso no progresamos!" siger erhverslederne med præsident Berger i spidsen. Men hvorfra kommer nu denne dårlige vane? I et land, hvor indianerne bliver anset for uproduktive og for en bremse på landets udvikling, er det forståeligt, at repræsentanter for den indianske befolkning er urolige for, at den indianske kultur skal få skylden for den slappe holdning til tid.

Sidste år hørte jeg en indiansk konsulent tale om de sociale bevægelsers rolle i landets udvikling: Nu skal la hora chapina ikke gælde længere, sagde han. "I stedet skal gælde la hora maya."

En på flere måder genial programerklæring. Et af de mest omtalte aspekter af den gamle mayacivilisations kultur er dens enorme optagelse af tidens gang. Ja, flere bøger fortæller at mayaerne simpelthen var "besatte af tid". Tag nu bare titlen på Ronalds Wrights glimrende og yderst læsværdige bestseller-rejseberetning: Time Among the Maya. Ingen tvivl om, at de gamle mayaer gik op i at vælge det rette tidspunkt til den rette handling. Her var ingen "mañana"...

Med sin reference til forfædrenes intime kendskab til tidens gang generobrede mayaaktivisten scenen for landets udvikling og leverede samtidig en sofistikeret kritik af landets erobrere. Spanierne, som brændte de kalenderkyndige indianere sammen med deres kalenderbøger, og spaniernes efterkommere, som fastholdte den indfødte befolkning i ekstrem fattigdom. Måske årsagen til guatemalanernes manglende evne til at holde styr på tiden slet ikke skal søges i Amerika, men i Europa?

Fornylig har dette synspunkt fået støtte fra en uventet kant. Den guatemalanske traditionshistoriker Celso Lara hævder, at problemet kom til Guatemala sammen med de første spaniere. "Se nos pegó lo impuntual", siger han. "Vi blev smittede af den manglende punktlighed".

Teorien forekom mig fristende at tage til sig. Jeg har tit været ude for, at repræsentanter for forskellige maya-NGO'er har været forbavsende punktlige, når jeg er ankommet til møder med dem. En dag fik jeg lejlighed til at spørge en af dem, om det mon havde noget at gøre med la hora maya?

"Nej," lød svaret, "der er nok snarere tale om la hora revolucionaria". Mange af maya-bevægelsens ledere har baggrund i guerillabevægelsen under diktaturet. Og når man skulle angribe en kaserne nyttede det ikke noget, at nogle angreb kl. 06.00, andre kl. 6.30.

Det samme er tilfældet i den modsatte lejr, som arbejder efter la hora militar. De eneste i Guatemala, der for alvor har ry for at være præcise, er hæren. La hora militar er det præcise klokkeslæt, angivet efter 24-timers systemet.

Gid denne effektivitet kunne anvendes også til mere fornuftige formål...

Link: Emnet har for nylig været genstand for debat på en guatemalansk blog.

*'Chapin' er det kærlige tilnavn, som guatemalanerne bruger om sig selv. Se min ordliste over etniske betegnelser i Guatemala.

San Andrés Xecul

Nu skrev jeg i går, at vi var på vej til Xecul, og vi fik da også besøgt denne charmerende lille by langt oppe ad en meget stejl sidevej til hovedlandevejen mod Cuatro Caminos. Vi kom egentlig mest for at se kirken, som er berømt for sin sennepsfarvede facade og bemalede udsmykning.

Kirkefacaden var ganske rigtigt spektakulært udsmykket. Døm selv om den er turen værd. Et skilt proklamerer at kommunen giver en stor bøde, hvis man spiller bold foran indgangen. Men som det fremgår af billedet (se godt efter) afholdt det ikke børnene fra at spille frem og tilbage over pladsen.

Efter at have nydt synet af kirken og de legende børn spurgte vi os for efter et sted at sætte et lys, som det sig hør og bør, når man kommer til et nyt sted. Det er ofte oppe på den nærmeste lille høj, eller oppe ad bjergsiden, at man gør det, men her bød sig en anden mulighed. Det viste sig, at byens cofradía ikke bare tager vare på byens helgen San Andrés, men også på den lokale udgave af San Simón; en religiøs figur, som er en historie for sig. The Rough Guide to Guatemala fortæller endda, at den berømte kunstmaler Carmen Pettersen, som arbejdede i byen i 1970'erne (og hvis malerier hænger på tøjmuseet Ixchel i Guatemala By), anklagede indbyggerne for at drive en hekseskole, der tiltrak unge elever fra de omkringliggende k'iche'landsbyer. Tsk-tsk!


Vi fandt frem til den familie, der har ansvaret for San Simón og San Andrés i år, så vi kunne sige tak for at få lov at besøge byen. I huset satte vi et lys og gav San Simón en cigaret, som han røg med stort velbehag gennem hullet i sin træmund, imens hans lille alter ego (til højre for blomsterne) så misundeligt(?) til. San Andrés modtager derimod normalt kun åndelig føde.

Traditionelle danse i Guatemala

Forrige weekend besøgte vi den lille by San Andrés Xecul, som ligger ikke langt fra Xela. Vi tog en bus mod Cuatro Caminos og fik at vide af bussens ayudante, at vi skulle stå af efter Salcajá ved la morería, maskeskærerens værksted. Vi kom af det rigtige sted, men opdagede dog aldrig, hvor de hellige masker blev lavet. Navnet på disse værksteder kommer af dansen "Moros y Cristianos", som dramatiserer spaniernes Reconquista af den iberiske halvø og endelige sejr over maurerne, der fandt sted samme år som Columbus ankom til "Indien". Denne dans blev den mest populære af dem, som spanierne havde med til den nye verden, og som sådan kom denne dans til at give navn både til værkstederne, der laver dragter og masker til dansene, og til den "generiske" betegnelse for de udklædte dansere i de forskellige danse, "los moros".

Men der findes mange andre danse end "Moros y cristianos". På vejen op til Xecul fra hovedlandevejen kørte vi igennem en landsby, der var midt i sin årlige byfest. Vi tog en hurtig beslutning og sprang af ladet af pickup'en. Her kunne vi opleve en sjov variation over de danse, man som regel ser ved byfesterne. Nogle sagde, at det var "El Convite", som er en kendt dans af spansk oprindelse. Andre mente, at der var tale om en adaption af dansen "Los Mexicanos", som igen er en nyere variation over den gamle "Danza de Toritos". Men det så mest af alt ud som om, at landsbyens dansere havde brugt de traditionelle kostumer og masker til en underholdende sketch, som de selv havde fundet på. Det var et drama uden replikker og med akkompagnement fra et stort marimbaorkester, der spillede op til dans fra scenen bagved.


Som det fremgår af fotoet er den mellemamerikanske populærkulturs fremstilling af mexicaneren ikke meget forskellig fra den figur, vi kender i Danmark. Også mexicanerne og guatemalanerne kender denne figur med den store sombrero og det stiliserede ridetøj fra de store film- og sangstjerner fra 1940'erne og 1950'erne, hvor billedet af den arketypiske mexicaner (som selvfølgelig er en mand), blev slået fast. Jeg elsker det store hvide tequila-smil, som er malet på danserens maske.

Men det sjove var nu, at danserne tilsyneladende fejrede byen ved at opføre en parodi på en byfest! Det varede lidt før det gik op for mig, hvorfor det her var helt galt... De traditionelle danzas er danseforestillinger med et dramatisk eller rituelt indhold (ledsaget af son på traditionelle instrumenter), og dermed er de væsensforskellige fra byfesternes bailes, hvor mænd og kvinder danser sammen for morskabs skyld (ledsaget af et moderne marimbaorkester). Men her vovede danserne at blande de to genrer med en imponerende selvironi og meta-refleksion.

Da det kun er mænd, der danser, havde halvdelen af mændene klædt sig ud som kvinder med hupiles og cortes fra egnen, hvilket i sig selv måtte give anledning til stor morskab. Og danserne opførte nu en serie små sketches med den slags optrin, som en god byfest plejer at indeholde: mændene der griber ud efter og vil danse med kvinderne, og de fordrukne mænd, der falder om af fuldskab på dansegulvet, som vi ser det her på det andet billede.

Danseren har smidt sig på jorden og spiller en fuld mand, mens hans "kone" må komme og forsøge at redde ham hjem, så det ikke bliver mere pinligt end nødvendigt. Men samtidigt blander den rigtige byfest sig med den fiktive, for på samme billede ser vi en af landsbyens fulde mænd bevæge sig ind mellem de udklædte dansere for at danse med. Endnu engang så det ud til, at virkeligheden overgik fantasien.

Der findes dog også en lang række traditionelle danse, som gemmer på mytiske og rituelle elementer fra før den spanske invasion. Elementer, som kun er sparsomt kendt fra andre kilder, men som er bevaret i dansen.

Fornyligt er udkommet en nyoversat og kommenteret udgave af teksten til en af de ældste og mest righoldige danse, el "Rabinal Achi" (Herren fra Rab'inal), hvis berømthed er så stor, at den oven i købet har givet navn til det indfødte folk: achi'erne, som bor omkring byen Rabinal endnu i dag. Jeg har netop købt bogen Rabinal Achi: A Mayan Drama of War and Sacrificeog det er en fantastisk verden, der åbner sig, når man begynder at forstå, hvad det hele handler om. Dansen opføres i Rabinal i januar, og jeg håber engang at kunne opleve den og skrive om den her.