San Andrés Xecul

Nu skrev jeg i går, at vi var på vej til Xecul, og vi fik da også besøgt denne charmerende lille by langt oppe ad en meget stejl sidevej til hovedlandevejen mod Cuatro Caminos. Vi kom egentlig mest for at se kirken, som er berømt for sin sennepsfarvede facade og bemalede udsmykning.

Kirkefacaden var ganske rigtigt spektakulært udsmykket. Døm selv om den er turen værd. Et skilt proklamerer at kommunen giver en stor bøde, hvis man spiller bold foran indgangen. Men som det fremgår af billedet (se godt efter) afholdt det ikke børnene fra at spille frem og tilbage over pladsen.

Efter at have nydt synet af kirken og de legende børn spurgte vi os for efter et sted at sætte et lys, som det sig hør og bør, når man kommer til et nyt sted. Det er ofte oppe på den nærmeste lille høj, eller oppe ad bjergsiden, at man gør det, men her bød sig en anden mulighed. Det viste sig, at byens cofradía ikke bare tager vare på byens helgen San Andrés, men også på den lokale udgave af San Simón; en religiøs figur, som er en historie for sig. The Rough Guide to Guatemala fortæller endda, at den berømte kunstmaler Carmen Pettersen, som arbejdede i byen i 1970'erne (og hvis malerier hænger på tøjmuseet Ixchel i Guatemala By), anklagede indbyggerne for at drive en hekseskole, der tiltrak unge elever fra de omkringliggende k'iche'landsbyer. Tsk-tsk!


Vi fandt frem til den familie, der har ansvaret for San Simón og San Andrés i år, så vi kunne sige tak for at få lov at besøge byen. I huset satte vi et lys og gav San Simón en cigaret, som han røg med stort velbehag gennem hullet i sin træmund, imens hans lille alter ego (til højre for blomsterne) så misundeligt(?) til. San Andrés modtager derimod normalt kun åndelig føde.