Den hvide kittels autoritet

Af Mikkel Møldrup-Lakjer (1996)

Jeg vækkes af voldsomme sammentrækninger i mellemgulvet. Klokken er 2.00, og der er bælgmørkt i rummet. Jeg ved, hvad smerten i maven betyder og svinger benene ud over hængekøjen. Når først jeg står op, har jeg ikke meget tid at løbe på. Men denne gang er jeg velforberedt: toiletpapir og lommelygte ligger klar på bænken langs væggen og er lette at finde. Jeg stikker fødderne i mine gummistøvler og skynder mig hen til døren. Mærkeligt nok er slåen ikke på, men det har jeg ikke tid til at undre mig over, for nu skal det virkelig gå stærkt.

Jeg løber om bag ved huset og op ad bakken mod latrinet. Det er let nok at finde i mørket, for stanken leder mig på vej. Da jeg kan skimte halvtaget af palmeblade, ved jeg, at jeg lige akkurat vil kunne nå frem i tide. Men så hører jeg dybe og smertefulde åndedrag fra en skikkelse, der allerede sidder på den plads, jeg har så hårdt brug for. Sort uheld! Jeg springer ind mellem kaffeplanterne, sætter mig og håber, at der ikke er nogle høns, kalkuner eller grislinger gemt under dem.

Jeg bor hos en familie, som tilhører maya-q'eqchi'-indianerne i det mellemamerikanske land Guatemala. Opholdet i den lille landsby i højlandet er trygt og sundt for sjælen - når først den hjemlige dagligdags bekymringer er glemt, er der ikke mange ting, der kan gøre mig travl og stresset. Men maven kan! Jeg har hurtigt vænnet mig til livet i landsbyen, men det har maven ikke. Den har hele tiden gjort vrøvl, men den sidste uges tid har den været helt gal. Samtidig er min madmor, Candelaria, blevet syg, og tilbringer ligesom jeg meget tid på latrinet.

Da det bliver daggry ved jeg ikke rigtigt, om jeg skal blive hjemme eller som sædvanlig gå med husets overhoved Pedro i marken. Tanken om en hel dag i hængekøjen under det varme bliktag huer mig ikke. Men maven overbeviser mig om, at jeg heller ikke har lyst til at høste majskolber på stejle bjergskråninger, før jeg har fået det bedre. Så da det er blevet lyst, siger jeg farvel til Pedro og sønnen José, som begiver sig op ad bjergstien med deres sæk og bærerem under armen. Marken ligger en times gang væk, og når det har regnet hele natten er de stejle stier én lang glidebane af mudder. Men de to mænd har stor øvelse og holder altid balancen, selv med en en stor sæk majskolber på ryggen.

Senere på dagen kommer nabokvinden over for at klappe tortillas. Candelaria er for syg til at lave mad. Jeg hjælper til ved at dreje håndsvinget på møllen, der maler majskornene til tortilladej, og jeg har næsten fyldt den lille kurv op, da jeg må på latrinet igen.

Min mave gør igen ondt, så jeg lægger mig i hængekøjen og ømmer mig. Men så kommer Josés kone Carolina ind af døren. Hun har fremstillet en naturmedicin mod maveonder, som hun fylder i tre store kopper. Den første tager hun selv for at vise, at midlet gør hende godt. Den næste er til Candelaria, og den sidste er til mig. Jeg er skeptisk - hvad mon drikken indeholder? Men kvinderne forstår ikke mit spørgsmål; de taler kun deres modersmål, q'eqchi', og de signalerer med hænderne, at jeg skal drikke det hele med det samme.

Jeg smager forsigtigt på drikken. Den smager ganske forfærdeligt, men da jeg ser Candelaria tømme sin kop, siger også jeg: "skål!" og slynger resten ind. Hele mit indre trækker sig sammen, og kvalmen er lige ved at få magten over mig. Men jeg tvinger "medicinen" ned og prøver at smile til de to kvinder, der er ved at gå til af grin over mit ansigtsudtryk. Drikken er dybrød, tyk og meget besk. Jeg prøver at få at vide, hvad der er i den, og Carolina kommer med en lang forklaring, hvori indgår det spanske ord sangre: blod!. Åh nej! I dag har familien spist kød for første gang i lang tid, og drikken kunne kun alt for vel være svineblod. Jeg må bruge al min magt for at tvinge min mave til ikke at kaste sit indhold op, mens kvinderne morer sig kosteligt over mine kvaler.

Carolinas naturmedicin hjælper ikke på smerterne i min mave, så jeg overvejer at gå til læge. Det er ikke så ligetil, for der er tre kvarters gang ad stejle bjergstier og hængebroer til landevejen, og derefter en halv times tid på ladet af en lastbil til byen. Men jeg har været syg for længe.

Om aftenen kommer landsbyens egen "læge" forbi for at se til Candelaria. Ramiro er hverken medicinmand eller heksedoktor; men som "helse-promotor" modtager han undervisning af lægerne ved det nærmeste sundhedscenter og giver instruktion om hygiejne og forebyggelse af sygdomme til folkene i landsbyen. Det er heldigt, for nu kan jeg få spurgt til naturmedicinen. Ramiro forklarer, at drikken indeholder "blod" fra et træ, dvs. harpiks. Åh, hvilken lettelse!

Da Ramiro har talt med Candelaria, får jeg at vide, at hun har blod i sin afføring og derfor sandsynligvis har dysenteri, en ret alvorlig sygdom. Jeg får Ramiro til at spørge, om Candelaria ikke har lyst til at gå med mig til læge den følgende dag? Så vil jeg betale for konsultation og medicin. Spørgsmålet udløser en større diskussion på q'eqchi' mellem Pedro, Candelaria og Ramiro. Den ender med at Ramiro fortæller mig, at Candelaria vil gå med ham til læge i overmorgen i stedet for. Forklarer, at Pedro muligvis ikke synes om, at hans kone skal gå til byen med en fremmed mand. Men det kan også være, at hun hellere vil vente, fordi mavesmerterne i øjeblikket er for stærke til at hun kan gå, eller fordi hun vil slå to fluer med et smæk, når der er marked i byen i overmorgen.

Tidligt næste morgen tager jeg af sted. Det gælder om at komme over bjergtoppen, før varmen slår ned. Jeg er lidt længere end jeg plejer om at komme over, kan godt mærke, at jeg har spist og bevæget mig meget lidt i den sidste tid. Heldigvis skal jeg ikke vente længe på en af de lastbiler, der fungerer som bus. Den skal godt nok først lige køre lidt omkring for at lede efter flere passagerer, men efter en halv time er vi på vej til byen.

Sundhedscentret er åbent, men der er ingen læger, så jeg begynder at gå ud mod hospitalet, som ligger lidt uden for byen. På vejen møder jeg en kvinde i traditionel dragt som skal på hospitalet med sit syge barn. "Her er det", siger hun og peger på nogle faldefærdige træskure i kanten af landevejen. Jeg begynder at blive nervøs for, hvad der mon gemmer sig bag det, hun kalder "hospitalet". Men så opdager jeg en murstensbygning i en lavning bagved og er mere rolig.

På hospitalet viser det sig, at der ikke er konsultationer i dag. Lægen foretager kun administrativt arbejde, står der på skiltet. Men den unge læge fra hovedstaden er venlig og vil gerne afbryde sit arbejde for min skyld, så jeg forklarer ham mit problem på spansk. Uden at have undersøgt mig ordinerer han antibiotika og fortæller, at jeg har parasitter i mit fordøjelsessystem. "Amøber?" spørger jeg. "Nej," siger han, "amøber ser sådan her ud." Han tegner et spejlæg på recepten. "Dine parasitter er derimod dråbeformede," siger han meget overbevisende. "Nå sådan," svarer jeg, mens jeg spekulerer på, hvordan i al verden lægen kan vide, hvordan mine parasitter ser ud. Men han virker meget tillidvækkende med sin hvide kittel, briller og nydeligt overskæg, så jeg tager taknemmeligt imod recepten og håber inderligt, at lægen ved, hvad han gør. Jeg kigger på den unge læge fra hovedstaden. Han bærer hvid kittel, briller og har et nydeligt overskæg. Jeg tager taknemmeligt imod recepten og håber inderligt, at lægen ved, hvad han gør.

Da jeg forlader konsultationen kommer kvinden med barnet ind. Men lægen vil ikke undersøge hende, for der er ingen konsultationer i dag, siger han på spansk og henviser til det flotte skilt. En sygeplejerske oversætter til q'eqchi', og uden beklagelser vender kvinden om og går tilbage mod byen. Lidt beklemt over sådan at have fået særbehandling siger også jeg farvel og forlader hospitalet. På apoteket for enden af den støvede hovedgade finder jeg de tabletter, som lægen ordinerede og begynder behandlingen med det samme. To timer efter er jeg hjemme igen og kan hvile ud i hængekøjen.

Men om aftenen tager mavesmerterne til og min temperatur stiger. Da jeg begynder at kaste op bliver jeg nervøs. Hvad, hvis lægen tog fejl? Dysenteri, kolera, malaria - der er mange eksotiske sygdomme, som jeg knapt kender symptomerne på. Angsten følger med mig ind i søvnen, hvor den fremmaner uhyggelige drømmebilleder.

Mumlende stemmer fylder mit hoved, langsomt stigende i styrke. Jeg vender mig om og ser en flok mennesker stå i ring om Candelarias seng. De fremsiger mærkelige ord og remser; med stearinlys i hånden beder de om, at Candelaria skal blive rask. Lysene blafrer og der kastes mærkelige skygger på de slørede ansigter, stemmerne stiger til et ophidset kor. Da bønnen er færdig vender de sig mod hængekøjen, hvor jeg ligger stiv og stum af forskrækkelse. Et øjeblik ser de ud som om, de vil bede for mig også, men så forlader de huset én for én, og jeg falder igen til ro.

Næste dag har jeg det bedre og kan hjælpe til i huset. Ingen nævner den natlige seance og min mave er rolig og gør ikke ondt. Om eftermiddagen kommer Candelaria og Ramiro tilbage - de har været i byen, men var ikke hos lægen. Alligevel er Candelaria blevet rask, og nu har hun det fint, fortæller Ramiro. Jeg ser forundret på hende, og hun smiler bare glad tilbage.

Langsomt bliver min forbavselse til beundring: Hun havde blod i sin afføring og fik at vide, at hun havde dysenteri, alligevel gik hun ikke til læge, da hun havde chancen. Hun havde større tiltro til sin svigerdatters naturmedicin og bønnerne for hendes helbredelse. Og jeg, ja jeg troede ikke på virkningen af de midler; jeg satte min lid til en læge, som ikke undersøgte mig, men som jeg stolede på alene pga. den hvide kittel. Har jeg mon i virkeligheden handlet mere rationelt end Candelaria, der støttede sig til bønnerne og omsorgen fra sine nærmeste og havde tillid til sit folks ældgamle viden om helbredende planter? Jeg kommer pludselig i tvivl...