Den officielle historie

Forleden så jeg en film af de sjældne: Den argentinske La historia oficial fra 1985. En meget bevægende historie om diktaturet i Argentina. Historien var så stærk og skuespillet så godt, at jeg ikke vil tøve med at anbefale filmen. Men man skal se den en dag, man har overskud til at lade sig bevæge, ellers kan det blive en ubehagelig oplevelse.

Filmen foregår i diktaturets sidste tid, hvor hovedpersonen, en historielærer spillet af Alicia Marnet de Ibáñez, får mistanke om, at hendes adopterede datter stammer fra en politisk fange, som militærdiktaturet har skaffet af vejen. Vi følger hendes gradvise opvågnen og bevidstgørelse om sit lands historie og det samfund hun lever i, og vi er som seere lige så bange som hende for, hvad hun måtte finde ud af. Vi ser bevægelsen af bedstemødre Abuelas de Plaza de Mayo, (som Sting har tilegnet sangen Ellas danzan solas), der forsøger at finde deres forsvundne børns børn, og vi bliver klogere på, hvorfor vi ikke kan undslippe fortiden ved at forsøge at ignorere den eller ved krampagtigt at holde fast i "den officielle historie".

IMDb's "trivia"-oplysninger om filmen er for en gangs skyld ikke så trivielle. Tværtimod fortæller de om, hvor stor en risiko folkene bag filmen måtte løbe for at kunne lave en film som denne samme år som diktaturet i Argentina faldt.

Filmen har fået mange priser og rosende anmeldelser. Men det kneb længe med anerkendelsen i hjemlandet Argentina. På IMDb skriver en ung argentiner, der nu bor i USA, at da han så filmen i Argentina kort efter diktaturet brød han sig ikke om den, for han fandt historien kedelig og emnet opportunistisk (sic!). Først nu, mange år efter, er han i stand til at sætte pris på den.

Når jeg blev så berørt af filmen skyldtes det også, at en tilsvarende problematik gør sig gældende i Guatemala. Her har jeg hørt om, hvordan militære officerer under diktaturet har adopteret børn af politiske fanger, som er blevet dræbt i fængslerne. Der er mødre, som kan fortælle, at de i fængslet fik at vide, at de ville blive dræbt, hvis de ikke ville give afkald på deres børn.

Disse historier er i Guatemala fornyligt blevet aktualiserede nok en gang - med fundet af det hemmelige politiarkiv fra diktaturets tid i Guatemala By, som jeg tidligere har skrevet om. Der er store forhåbninger til, hvad arkivet kan fortælle om begivenheder, der ikke er kommet med i Guatemalas "officielle historie". ElCanche refererer en artikel fra The New York Times, der netop har fået lov at besøge arkivet. I artiklen hedder det:

Sergio Morales, the head of the ombudsman's office, has previously told Guatemalan reporters that the archive also contains lists of children kidnapped from suspected guerrillas, along with the names of the families who agreed to take them in.

Jeg skal ikke her forsøge at forklare, hvad der kan få folk til at tage imod et barn uden at spørge, hvor det kommer fra. Dertil ved jeg endnu ikke nok om denne side af Guatemalas historie. Men der er ingen tvivl om, at arkivet indeholder oplysninger af virkelig voldsom karakter, ikke bare på det politiske, men også på det personlige plan for befolkningen, som har været berørt af diktaturet og af krigen.

Opdatering: Det ser ud til, at Stings sang var tilegnet gruppen Madres de la Plaza de Mayo. Flere gode links og baggrundsinformation findes på denne side om La Historia Oficial.