MAMA 2002-3

El mariachi

Bryllupssangeren i cowboytøj

Af Mikkel Møldrup-Lakjer

Qué es lo que hace ahí... un vaquero en la ciudad. ("Hvad laver han dér... en cowboy i storbyen"). Joan Sebastián

Vi kender ham alle sammen fra de amerikanske westerns: mexicaneren i hvidt bomuldstøj med en kæmpe stråhat på hovedet og en flaske brændevin i bæltet, ridende på sin hest ud over de store sletter og klimprende på sin guitar. Nu kunne man tro, at denne figur blot er en Hollywoodfantasi om nabolandet i syd, men spillemanden til hest blev i første halvdel af det 20. århundrede til et billede på nationen, som den mexicanske befolkning tog til sig som sit eget.

Hvad laver han dér - en cowboy i storbyen?
På med mariachi-tøjet, og så kan man sælge rancheras à la carte

Folkemusikeren i ridetøj
Den mexicanske rytter og kvægdriver, el charro, opstod i kolonitiden, hvor kvæget som de spanske conquistadores havde haft med til det Nye Spanien, formerede sig på de endeløse stepper. Navnet fik charroen efter spanske bønder fra Salamanca, der tog del i koloniseringen af landet. Også hans klædedragt med dens karakteristiske udstyr stammer oprindelig fra Salamanca, men er siden blevet påvirket af andre spanske traditioner som den andalusiske sombrero og tøjstykker fra Navarras ryttere.

I vor tid skulle det blive den mexicanske folkemusiker, el mariachi, der gjorde den mexicanske rytterkultur, la charrería, internationalt berømt. Mariachien kendes fra midten af det 19. århundrede i det vestlige Mexico og særligt omkring århundredeskiftet, hvor grupper af fire musikere på strengeinstrumenter spillede fandango ved de traditionelle landsbyfester. Mariachiens oprindelige påklædning var mændenes traditionelle dragt i det miljø, hvor musikken blev spillet: bonden eller kvægdriverens arbejdstøj og sombreroen af strå, som visse folkemusikere fra især den sydlige del af landet stadig bruger. Men efter den mexicanske revolution i 1910 blev mariachiernes musik stadigt mere efterspurgt i hele Mexico, og mariachiensemblerne voksede og flyttede til hovedstaden, hvor de begyndte at bruge særlige uniformer til deres optræden. Fra 1930'erne, da mariachierne havde fået kommerciel succes, lå deres påklædning fast som vi kender den i dag, nemlig en elegant efterligning af godsejernes fine ridedragt, el traje de charro: Ridestøvler eller støvletter, smalle bukser med sølvknapper på siden, en sirligt broderet læderlivrem, hvid skjorte, (vest), kort jakke, butterfly og sølvbroderet sombrero med høj puld og meget bred skygge som bukkes op foran. Broderiernes og sølvknappernes motiver hentes fra de vigtigste og stolteste dyr i bondens og kodriverens hverdagsliv, henholdsvis hanen og hesten.

Jorge Negrete le Canta a Jalisco
Jorge Negrete
Le Canta a Jalisco

Mariachien blev til indbegrebet af den mexicanske identitet for landets befolkning. Figuren tog form i mexicanske film fra 1930'erne og de følgende to årtier, hvor den mexicanske cowboy og folkemusiker smeltede sammen til én figur. Antonio Aguilar trodsede alle farer fra sin hest, når han syngende red frem og sang sine episke corridos om Simon Blanco og andre revolverhelte. Og den mere polerede Jorge Negrete inkarnerede i sine mange film mexicanernes forestilling om el caballero de charro med sin elegance, sit mod og sin virile positur.

Med promoveringen af mariachien som national figur blev de regionale (og tildels klimabestemte) forskelle i klædedragten udviskede. Der er stadig forskel på det mere traditionelle syd eller nordøst og så grænseområdet i nord, hvor mariachien har form som en vaquero (spansk vaca: ko), den mexicanske cowboy med texansk hat. Men i hovedstaden bruges udelukkende en universel klassifikation, som opfattes som prototypisk for alle dragter: traje de faena, de media gala eller de gala. Disse betegnelser dækker spektret fra det stiliserede arbejdstøj til de fine efterligninger af herremandens ridedragt.

Også de kvindelige sangere bærer imponerende kostumer. Ikke mindst fortolkerne af Juan Gabriels moderne rancheras.

Fra den mexicanske pueblo til verdens største metropol
Udviklingen fra den rustikke spillemand i traditionelt egnsbestemt bondetøj til ensemblemusikeren i en standardiseret gallakopi af godsejerens fine dragt faldt sammen med en tilsvarende udvikling inden for repertoiret og instrumenteringen. Mexicos hovedstad blev centrum for udviklingen, da berømte orkestre som Mariachis Vargas fra den vestlige delstat Jalisco flyttede til storbyen, og en særlig rolle fik Plaza Garibaldi, hvor Salón Tenampa åbnede allerede i 1923. De mange musikere på pladsen, der går og venter på at blive hyret, og de omkringliggende skrædderbutikker, der syr trajes de charros og sælger komplette udstyr, gør stadig pladsen til centrum for mariachiens musik og klædedragt.

På trods af sin landlige oprindelse er mariachien som vi kender ham i dag et urbant fænomen, et produkt af Garibaldis smeltedigel, hvor de landlige regionale traditioner blandes, tilskæres og standardiseres. Omsmeltningen af lokale traditioner i mødet med storbyen er en konstant proces, for der ankommer fortsat musikgrupper fra landet som vil prøve lykken på Plaza Garibaldi. Med sig har grupperne de gamle folkemelodier fra deres hjemegn, som nu er ved at være glemt. Nogle af disse overlever ved at blive inkorporeret i den urbane mariachis standardrepertoire, mens andre forsvinder i glemsel. I Mexico By gør man dog meget for at minde om forbindelsen til landet. Restauranterne rundt om Garibaldipladsen prøver at tillokke mexicanske og udenlandske turister ved at servere regionale specialiteter, og særligt populære er de traditionelle retter fra Jalisco, som er mariachiens traditionelle hjemsted.

På landet indgår mariachierne stadig naturligt i en social og kulturel sammenhæng, hvor deres opgave er at spille op til dans eller synge fortællinger ved begivenheder som byfester og bryllupper. Men i storbyen er mange mariachigrupper i dag kun i stand til at akkompagnere boleros og de mest kendte rancheras. Samtidig er den regionale tilknytning forsvundet, så alle mariachis i princippet kan spille sange fra en hvilken som helst region, uden at nogen undrer sig.

De oprindelige forskelle i instrumenteringen er også forsvundet ved kombinationer af regionale traditioner. I begyndelsen af det 20. århundrede bestod instrumenterne af to violiner, en lille firestrenget guitar: el cuarto eller la vihuela samt den store seksstrengede guitarrón eller en harpe. Harpen gik efterhånden af brug og blev erstattet af trompeter fra 1940'erne og frem. Med standardiseringen af den urbane mariachi kom den typiske besætning til at bestå af en moderne klassisk guitar, den lille vihuela-guitar, el guitarrón, tre violiner og to trompeter. Besætningens størrelse afhænger dog af de økonomiske midler der er til rådighed.

National folklore
Når den lokale folkemusikers figur fik så stor gennemslagskraft på nationalt plan, så skyldes det de mexicanske medier, film, radio og pladeindustri. Men adskillige politikere har også set en fordel i at promovere og associere sig med mariachifiguren. Allerede diktatoren Porfirio Díaz brugte mariachis ved officielle lejligheder i århundredets første årti, men det var den populistiske præsident Lázaro Cárdenas, der for alvor gjorde brug af mariachien i sine kampagner i 1930'erne. Siden er det blevet almindeligt, at præsidentkandidater rejser rundt med mariachis fra deres hjemegn for at bevise deres folkelighed under valgkampagnerne.

Mariachien er blevet et nationalt symbol, som mexicanerne føler stor kærlighed til. Mexicanísimo! står der med store glade bogstaver på kassetterne med Vicente Fernández, som sælges på hvert gadehjørne, og De paisano a paisano ("Fra landsmand til landsmand") hedder det nye album med Los Tigres del Norte. At mariachigrupper i 1960'erne indvandrede til USA og skabte et nyt og frodigt centrum for musikken i Los Angeles, Californien, ændrede ikke ved mariachiens mexicanske identitet.

Selena - dronningen af Tex-Mex
Selena - dronningen af Tex-Mex.
HØR LYDKLIP
Man forstår hvorfor Jennifer Lopez (herunder) blev valgt til hovedrollen i filmen Selena (1997) efter sangerindens død.
Jennifer Lopez i Selena - The Movie Selena - The Last Concert
Selena - The Movie
Om filmen Selena
Selena
The Last Concert

Polka i Selena Country
Meningerne om oprindelsen til mariachiens navn er delte. En teori hævder, at det skulle være en forvanskning af det franske marriage. Ude på landet spiller mariachierne nemlig traditionelt ved bryllupsfester og andre store familiebegivenheder. Imod denne teori taler det faktum, at ordet er dokumenteret før den franske militære intervention i Mexico i 1860'erne. Mere sandsynligt er det, at ordet stammer fra en glose på det nu uddøde indianske sprog coca, som taltes i Jalisco.

Som vi har set er mariachi egentlig ikke navnet på en bestemt slags musik, men navnet på musikeren eller orkestret, der spiller den. Det er dog karakteristisk at mariachierne suger en lang række folkelige genrer til sig, og man hører ofte tale om "mariachimusik".

Den mexicanske folkemusik omfatter en række regionale stilarter som el huapango og den violinbaserede son huasteco i det nordøstlige Mexico, el son jarocho på Veracruzstatens kyst, hvor harpen er fremtrædende (den kendte La Bamba var oprindeligt en son jarocho), marimbamusik i de sydlige egne, og el norteño og den narrative corrido i det nordlige grænseområde. El norteño har udviklet sig til den harmonikadominerede "Tex-Mex" hos det mexicanske samfund på begge sider af grænsen mellem Texas og Mexico, det område som af amerikanske journalister er blevet kaldt "Selena Country" efter den hidtil mest succesfulde tejana (mexicansk-texanske) sanger.

Som salsaen er en "sovs" af mange forskellige musikalske inspirationer, således er rancheromusikken blevet en samlebetegnelse for vore dages repræsentation af de regionale genrer med indflydelse fra andre musikalske traditioner. Foruden den "egentlige" ranchera som vi kender den hos José Alfredo Jiménez og som den synges af Vicente Fernández i dag, er der ranchero-boleroen efter cubansk indflydelse, ranchero-polkaen og -valsen, som skyldes centraleuropæiske immigranter, la cumbia med dens inciterende caribiske danserytme og som sagt el norteño, der er under indflydelse af den nordamerikanske country&westernsang.

Narko og tecno
I medierne kaldes disse genrer i deres moderne former også for la música grupera. Tyngdepunktet er flyttet fra Guadajara i Jalisco til Monterrey i staten Nuevo León, hvor førende norteñogrupper som Alicia Villareals Límite og den nu opløste Bronco har hørt hjemme. Sangstilen og tekstens miljø er nok opdateret, men griber dog stadig tilbage til musikkens landlige oprindelse. I Joan Sebastians moderne norteños handler det stadig om, hvor svært det er at være "en cowboy i storbyen".

Los Tigres del Norte, (der siden 1968 har holdt til i San José, Californien), var i 1970'erne de første til at udbrede norteñomusikken uden for hjemegnen Nuevo León og Texas, da de fik overvældende succes med deres genskabte corrido.

El corrido er en særlig norteñogenre, hvis rødder kan spores tilbage til middelalderens Spanien. I Mexico finder vi den i folkeviser fra det 19. århundrede og mere iøjnefaldende i de populære heltesange med historier fra den mexicanske revolution. I dag har den form som en norteño med ranchero- eller valserytme og med en narrativ lyrik. Dens tema er "den gode bandit", den heltmodige mand, som lever på kanten af eller uden for loven, men som ærværdigt tager kampen op med myndighederne i overensstemmelse med egne moralbegreber.

Da Los Tigres gjorde den uddøende genre populær igen med sange som Contrabanda y traición og La banda del carro rojo i 1970'erne, havde de skiftet de traditionelle helte ud med narkobaroner og andre kriminelle, og de skrev sågar en sang til Pablo Escobar i Colombia. Gruppen har hørt megen kritik fra folk der beskylder dem for at glorificere narkokriminelle, og mange radiostationer har ikke villet spille senere sange som La fama de la pareja og El jefe de jefes. Over for krav om censurering af deres sange ved lov, svarede Los Tigres, at myndighederne hellere skulle bekæmpe narkohandel end narcocorridos. "Vi spiller kun, hvad folk gerne vi høre, og hvis vi komponerer eller fortolker corridos som omhandler stoffer eller narkotikaens følger, så er det fordi det er vores virkelighed", lød det fra gruppens talsmand til avisen La Jornada i 2001. Og narkotemaet er slået an hos mange andre musikgrupper også. Piratkopierede cd'er med antologier som "Narcocorridos vol.1" og med påklistrede mærkater som lover puro ilegales ("100% ulovlige") sælger godt hos de handlende på fortovet, i øvrigt til stor vrede og irritation for narkosangenes ophavsmænd, der har sagsøgt piratkopisælgerne for de tabte indtægter.

Los Tigres del Norte: Jefe de jefes
Tigres del Norte:
Jefe de Jefes

Los Tigres del Norte: El Jefe de Jefes
-A mí me gustan los corridos porque son los hechos reales de nuestro pueblo.
-Sí, a mí también me gustan porque en ellos se canta la pura verdad.
-Pues ponlos, pues...
-Órale, ahí van...

(-Jeg kan godt lide los corridos for de er vores folks virkelighed. -Ja, jeg kan også godt lide dem for i dem synges der om den rene og skære sandhed. -Jamen så spil dem da... -Godt så, her kommer de...)

Narcocorridoen fortsætter de gamle rancherotemaer i en moderne kontekst: narkohandleren går i cowboytøj og er sej som en gallo de pelea ("en kamphane"), hans pick-up beskrives som hans hest, heroinen som "gallo", og la sierra, den vilde naturs bjergområder uden for det falske bedrageriske samfund, som paradiset. På trods af anklagerne mod Los Tigres om at gøre alle narkogangstere til sympatiske Bonnie&Clydes, så rummer deres sange ofte en skarp social kritik. Det gælder f.eks. den lange række af sange som handler om los mojados (engelsk: wetbacks) og deres forsøg på at komme illegalt ind i USA (ved at svømme over den ubevogtede flod).

Også rent musikalsk har gruppen været innovativ. Los Tigres gjorde el corrido til dansemusik, tilføjede ensemblet en saxofon, udviklede nye harmonikatyper og var en af de første norteñogrupper som spillede cumbia. Nu blev skabt en ny genre, som bl.a. skulle gøre Selena berømt: tecnocumbiaen, der spilledes med moderne elektriske instrumenter.

Corridoens udvikling til narcocorrido og cumbiaens udvikling til tecno-cumbia er eksempler på disse genrers levedygtighed og fleksibilitet, både i de tekstlige temaer og i den musikalske udførelse. Rancheromusikken har overlevet overgangen til den elektroniske tidsalder.

Mariachiens fremtid
Mariachiens popularitet nåede et foreløbigt højdepunkt i 1950'erne (og i 1960'ernes USA), hvorefter han blev opgivet af de medier som havde skabt og promoveret ham i 1940'erne og 1950'erne. Siden er der stort set ikke blevet skrevet nye traditionelle sange, og rancheromusikken syntes at stå stille i årtier, mens langt de fleste udgivelser var lidet nyskabende genindspilninger af gamle numre.

Men fra 1970'erne og for alvor i de to følgende årtier fik rancheromusikken et overraskende comeback ved influx af inspiration fra andre genrer og en foryngelse af sit musikalske miljø. Samtidig mindede Los Tigres del Norte sine lyttere om, at rancheromusikken ikke blot er blevet brugt i præsidenternes imagepleje de sidste 100 år, men at samme musikalske tradition gennem el corrido har kritiseret og gjort nar af selvsamme diktatorer og korrupte præsidenter siden Porfirio Díaz.

Mens den urbane mariachi fra Garibaldipladsen er blevet stående ved sine traditioner og det eksisterende repertoire, der opfattes som en del af den mexicanske kulturarv og som bruges ved familiefester, så har andre grupper ikke været bange for at aktualisere og nyfortolke mariachiens traditioner i la música grupera.

Litteratur
Jonathan D. Clark, opslag: "mariachi", The Latino Ecyclopedia.
Avelino Gómez Guzmán, "El narcocorrido y sus claves".

Guide til Guatemala