søndag, juli 10, 2005

La hora chapina og andre klokkeslæt

Om tidsopfattelser i Guatemala

Når jeg høstede majskolber på en bjergskrænt i Alta Verapaz som frivillig udsendt af Mellemamerika Komiteen, pegede min værtsfar efter en halv dags arbejde op mod solen og sagde: "Kl. er 12. Nu skal vi hjem og have middagsmad."

Ingen i familien havde noget ur. Når vi gik til gudstjeneste i kirken om aftenen var det lyden af kirkemusikken, der markerede, at gudstjenesten skulle til at begynde. Ved møderne ved skolebygningen måtte man vente på at folk forsamlede sig, efter at formanden for landsbyledelsen havde blæst i sit horn. Det er ikke praktisk at bruge armbåndsur, når man lever på et overlevelsesniveau og udfører hårdt markarbejde, hvor det nemt kan tabes eller gå i stykker. Og familien havde fornuftigt nok ikke investeret i vægur og batterier til at drive viserne.

Et af de mest almindelige spørgsmål til mig og de andre danskere fra bønderne var: "o-ooor?", q'eqchi'ernes udtale af det spanske "hora", klokkeslæt. Vi danskere gik jo alle rundt med ure og kunne til enhver tid fortælle, hvad klokken var. Hvad landsbybeboerne skulle bruge denne information til, gik aldrig op for mig, men spørgsmålet fungerede samtidig som en måde at åbne for en samtale på.

Det siger sig selv, at under sådanne forhold er det svært at være præcis. Og måske er det heller ikke så nødvendigt at vide præcist, hvad klokken er, når man arbejder i marken. Som en konsulent fra FLACSO i Guatemala siger til Prensa Libre: "Et frø bliver ikke vredt fordi vi giver det vand kl. 8 i stedet for kl. 7".

Men også i resten af det guatemalanske samfund, hvor man udmærket godt ved, hvad klokken er, og hvor alle aktiviteter programsættes med præcise klokkeslæt, er det almindeligt at komme en halv til en hel time for sent til en aftale. Forsinkelsen har endda et navn. La hora chapina* betyder det angivne klokkeslæt plus en lille times tid. Når det begynder at styrtregne lige når man skal ud af døren, eller når bussen er en halv time forsinket pga. dårlige vejforhold eller en trafikulykke, er det dejligt med den slags fleksibilitet. Men når man selv har været tidligt oppe, og måske endda er blevet våd i forsøget på at nå frem til tiden, så er det r*virriterende at sidde og vente på de andre, der ankommer tørre og udhvilede en lille times tid senere.

I de senere år er la hora chapina blevet genstand for offentlig debat. Flere aviser har kaldt problemet for en national last, der skal gøres op med. At forsinkelsen snarere er reglen end undtagelsen, er helt tydeligt. Jeg har oplevet at få invitationer, hvor der specifikt orienteres om, at klokkeslættet denne gang ikke er la hora chapina, men det faktiske klokkeslæt, hvor aktiviteten begynder.

Punktlighed er en sjældenhed i Guatemala. Det fremgår også af udtryk som "llego a las dos y pico", som viser sig at betyde, at man har tænkt sig at komme sådan lidt før tre. "¡Por eso no progresamos!" siger erhverslederne med præsident Berger i spidsen. Men hvorfra kommer nu denne dårlige vane? I et land, hvor indianerne bliver anset for uproduktive og for en bremse på landets udvikling, er det forståeligt, at repræsentanter for den indianske befolkning er urolige for, at den indianske kultur skal få skylden for den slappe holdning til tid.

Sidste år hørte jeg en indiansk konsulent tale om de sociale bevægelsers rolle i landets udvikling: Nu skal la hora chapina ikke gælde længere, sagde han. "I stedet skal gælde la hora maya."

En på flere måder genial programerklæring. Et af de mest omtalte aspekter af den gamle mayacivilisations kultur er dens enorme optagelse af tidens gang. Ja, flere bøger fortæller at mayaerne simpelthen var "besatte af tid". Tag nu bare titlen på Ronalds Wrights glimrende og yderst læsværdige bestseller-rejseberetning: Time Among the Maya. Ingen tvivl om, at de gamle mayaer gik op i at vælge det rette tidspunkt til den rette handling. Her var ingen "mañana"...

Med sin reference til forfædrenes intime kendskab til tidens gang generobrede mayaaktivisten scenen for landets udvikling og leverede samtidig en sofistikeret kritik af landets erobrere. Spanierne, som brændte de kalenderkyndige indianere sammen med deres kalenderbøger, og spaniernes efterkommere, som fastholdte den indfødte befolkning i ekstrem fattigdom. Måske årsagen til guatemalanernes manglende evne til at holde styr på tiden slet ikke skal søges i Amerika, men i Europa?

Fornylig har dette synspunkt fået støtte fra en uventet kant. Den guatemalanske traditionshistoriker Celso Lara hævder, at problemet kom til Guatemala sammen med de første spaniere. "Se nos pegó lo impuntual", siger han. "Vi blev smittede af den manglende punktlighed".

Teorien forekom mig fristende at tage til sig. Jeg har tit været ude for, at repræsentanter for forskellige maya-NGO'er har været forbavsende punktlige, når jeg er ankommet til møder med dem. En dag fik jeg lejlighed til at spørge en af dem, om det mon havde noget at gøre med la hora maya?

"Nej," lød svaret, "der er nok snarere tale om la hora revolucionaria". Mange af maya-bevægelsens ledere har baggrund i guerillabevægelsen under diktaturet. Og når man skulle angribe en kaserne nyttede det ikke noget, at nogle angreb kl. 06.00, andre kl. 6.30.

Det samme er tilfældet i den modsatte lejr, som arbejder efter la hora militar. De eneste i Guatemala, der for alvor har ry for at være præcise, er hæren. La hora militar er det præcise klokkeslæt, angivet efter 24-timers systemet.

Gid denne effektivitet kunne anvendes også til mere fornuftige formål...

Link: Emnet har for nylig været genstand for debat på en guatemalansk blog.

*'Chapin' er det kærlige tilnavn, som guatemalanerne bruger om sig selv. Se min ordliste over etniske betegnelser i Guatemala.

Etiketter: