fredag, juli 08, 2005

Traditionelle danse i Guatemala

Forrige weekend besøgte vi den lille by San Andrés Xecul, som ligger ikke langt fra Xela. Vi tog en bus mod Cuatro Caminos og fik at vide af bussens ayudante, at vi skulle stå af efter Salcajá ved la morería, maskeskærerens værksted. Vi kom af det rigtige sted, men opdagede dog aldrig, hvor de hellige masker blev lavet. Navnet på disse værksteder kommer af dansen "Moros y Cristianos", som dramatiserer spaniernes Reconquista af den iberiske halvø og endelige sejr over maurerne, der fandt sted samme år som Columbus ankom til "Indien". Denne dans blev den mest populære af dem, som spanierne havde med til den nye verden, og som sådan kom denne dans til at give navn både til værkstederne, der laver dragter og masker til dansene, og til den "generiske" betegnelse for de udklædte dansere i de forskellige danse, "los moros".

Men der findes mange andre danse end "Moros y cristianos". På vejen op til Xecul fra hovedlandevejen kørte vi igennem en landsby, der var midt i sin årlige byfest. Vi tog en hurtig beslutning og sprang af ladet af pickup'en. Her kunne vi opleve en sjov variation over de danse, man som regel ser ved byfesterne. Nogle sagde, at det var "El Convite", som er en kendt dans af spansk oprindelse. Andre mente, at der var tale om en adaption af dansen "Los Mexicanos", som igen er en nyere variation over den gamle "Danza de Toritos". Men det så mest af alt ud som om, at landsbyens dansere havde brugt de traditionelle kostumer og masker til en underholdende sketch, som de selv havde fundet på. Det var et drama uden replikker og med akkompagnement fra et stort marimbaorkester, der spillede op til dans fra scenen bagved.


Som det fremgår af fotoet er den mellemamerikanske populærkulturs fremstilling af mexicaneren ikke meget forskellig fra den figur, vi kender i Danmark. Også mexicanerne og guatemalanerne kender denne figur med den store sombrero og det stiliserede ridetøj fra de store film- og sangstjerner fra 1940'erne og 1950'erne, hvor billedet af den arketypiske mexicaner (som selvfølgelig er en mand), blev slået fast. Jeg elsker det store hvide tequila-smil, som er malet på danserens maske.

Men det sjove var nu, at danserne tilsyneladende fejrede byen ved at opføre en parodi på en byfest! Det varede lidt før det gik op for mig, hvorfor det her var helt galt... De traditionelle danzas er danseforestillinger med et dramatisk eller rituelt indhold (ledsaget af son på traditionelle instrumenter), og dermed er de væsensforskellige fra byfesternes bailes, hvor mænd og kvinder danser sammen for morskabs skyld (ledsaget af et moderne marimbaorkester). Men her vovede danserne at blande de to genrer med en imponerende selvironi og meta-refleksion.

Da det kun er mænd, der danser, havde halvdelen af mændene klædt sig ud som kvinder med hupiles og cortes fra egnen, hvilket i sig selv måtte give anledning til stor morskab. Og danserne opførte nu en serie små sketches med den slags optrin, som en god byfest plejer at indeholde: mændene der griber ud efter og vil danse med kvinderne, og de fordrukne mænd, der falder om af fuldskab på dansegulvet, som vi ser det her på det andet billede.

Danseren har smidt sig på jorden og spiller en fuld mand, mens hans "kone" må komme og forsøge at redde ham hjem, så det ikke bliver mere pinligt end nødvendigt. Men samtidigt blander den rigtige byfest sig med den fiktive, for på samme billede ser vi en af landsbyens fulde mænd bevæge sig ind mellem de udklædte dansere for at danse med. Endnu engang så det ud til, at virkeligheden overgik fantasien.

Der findes dog også en lang række traditionelle danse, som gemmer på mytiske og rituelle elementer fra før den spanske invasion. Elementer, som kun er sparsomt kendt fra andre kilder, men som er bevaret i dansen.

Fornyligt er udkommet en nyoversat og kommenteret udgave af teksten til en af de ældste og mest righoldige danse, el "Rabinal Achi" (Herren fra Rab'inal), hvis berømthed er så stor, at den oven i købet har givet navn til det indfødte folk: achi'erne, som bor omkring byen Rabinal endnu i dag. Jeg har netop købt bogen Rabinal Achi: A Mayan Drama of War and Sacrificeog det er en fantastisk verden, der åbner sig, når man begynder at forstå, hvad det hele handler om. Dansen opføres i Rabinal i januar, og jeg håber engang at kunne opleve den og skrive om den her.

Etiketter:

1 kommentarer:

Klokken 9/7/05 12:45 , Blogger Per sagde ...

Hej Mikkel

Tak for brevene! Meget sjov (og interessant) læsning og lækkert med billeder. Historien om de fulde mænd som blander sig i dansen der handler om de fulde mænd er rigtig god!

Forøvrigt så understøtter Safari også RSS :-)

 

Send en kommentar

<< Startside