Bush i Guatemala
Den amerikanske præsidents besøg i Guatemala i søndags og mandags har fået massiv omtale i de internationale nyhedsmedier, og det gælder også de danske, som flere læsere af denne blog har gjort mig opmærksom på.
Besøget i Guatemala er led i en stor amerikansk charmeoffensiv i Latinamerika, hvor Bush har besøgt en række omhyggeligt udvalgte lande: Brasilien, Uruguay, Colombia, Guatemala og Mexico. Den åbenlyse årsag til besøgsrunden er USA's ønske om at begrænse indflydelsen fra de nye venstre-populistiske regeringer i Venezuela og Bolivia, der kræver højere grad af uafhængighed af beslutningerne i Washington.
I de seneste år hvor Bush har nedprioriteret Latinamerika og ofret opmærksomheden og ressourcerne på krigene i Mellemøsten, har USA lidt et stort tab af indflydelse i Latinamerika, og det skulle besøgsrunden rette op på. Men i betragtning af den store umage, hvormed Det Hvide Hus havde udvalgt lande, der blev opfattet som venligtsindede over for regeringen i Washington, må resultatet af turneen være nedslående for Bush. Billederne fra protesterne mod George Bush har gået verden rundt, og hvert af de fem besøg er blevet et nyt prestigetab for den amerikanske præsident, når medierne har brugt mere plads på beskrivelsen af protesterne end på de officielle møder.
Latinamerikanerne har et meget ambivalent forhold til USA, og det gælder i særdeleshed guatemalanerne. Mange betragter Bush som en morder pga. USA’s krigsførelse og drabene på civilbefolkningen i Irak. Det er ikke noget der tages let på i Guatemala, for guatemalanerne er et folk, der ved, hvad krig betyder. Der er også en udbredt uvilje mod USA's regering pga. dens støtte til de guatemalanske militærdiktaturer i 1980'erne som begik folkemord mod indianerne. Det skete mens G. W. Bush's far var vicepræsident for Ronald Reagan (efter at have været direktør for CIA), og mange af embedsmændene fra dengang sidder på nøgleposter i sønnens regering i dag.
Samtidig har mange guatemalanere et meget nært forhold til det amerikanske samfund, fordi så mange har et familiemedlem som er taget til El Norte for at arbejde. Der skal være omkring 1 mio. guatemalanere i USA, mens der i Guatemala bor op mod 13 mio. Og alle er jo vilde med Coca Cola, fastfood og andre amerikanske "forbrugsgoder".
Men netop den hårdhændende behandling af guatemalanere på illegalt ophold i USA er en af årsagerne til Bush’ lave popularitet i Guatemala. Guatemalanernes kendskab til det amerikanske samfund betyder nemlig også, at de fleste godt kan skelne mellem USA og George Bush.
På kvindernes internationale kampdag d. 8. marts varmede guatemalanske kvindebevægelser op til besøget med protester mod udbytning og deportationer af guatemalanske kvinder bosiddende i USA. På denne og de følgende dage synes alle grene af landets folkelige bevægelser og græsrodsgrupper at have deltaget i protesterne mod besøget: kvindebevægelsen og tidsskriftgruppen La Cuerda, mijøbevægelsen og gruppen Madre Selva, bondebevægelsen i CNOC, de indianske mayabevægelser i Waqib’ Kej, fagforeningerne i UNSITRAGUA, de unge i gruppen Bloque Antiimperialista og mange, mange flere.
Egentlig havde Bush ønsket at besøget hos Guatemalas præsident Oscar Berger skulle få medierne til at skrive om det økonomiske samarbejde, som skulle forbedre USA’s renommé i landet, og om støtten til bekæmpelse af narkotikahandlen i Guatemala. Disse temaer blev overskygget af de folkelige bevægelsers afvisning af frihandelsaftalen og protesterne over de amerikanske migrationslove.
Men der var et helt tredje tema, der bragte Guatemala forrest i nyhedsmedier verden over: George Bush' besøg ved mayatemplerne ved Iximche.
(mere følger...)
Etiketter: USA

0 kommentarer:
Send en kommentar
<< Startside