Allehelgensdag

Festen for de døde - udstilling på Kulturcentret Assistens
I dag er Allehelgensdag eller: Día de Todos los Santos, som sammen med d. 2. november: Día de los muertos (De dødes Dag eller Alle sjæles Dag) er en af årets vigtigste fester i Mexico og Guatemala (se kalender).

Katolsk tradition smelter her sammen med den mesoamerikanske dødekult og får et meget specielt udtryk. Det er tydeligt, at der her er tale om et forhold til døden, som adskiller sig radikalt fra forestillingerne i Vesten. Den mexicanske forfatter og nobelprismodtager, Octavio Paz, beskriver i et berømt essay i Ensomhedens Labyrint mexicanerens ambivalente forhold til døden. Døden frygtes, men frygten bliver netop hele tiden overvundet i en voldsom konfrontation med døden. Mexicaneren har en forbløffende fortrolighed med døden, ja næsten et familiært forhold. De forbavsende levende skeletter, som på De dødes Dag spiser og drikker og fester nøjagtig(?) som de levende, har fået en central plads i mexicansk ikonografi.

Da jeg for et par år siden besøgte det fantastiske museum i Xalapa (Jalapa) i Veracruz i Mexico, gav museets guide en fremragende fortolkning af de gamle olmekeres opfattelser af døden ud fra museets genstande. Guiden opsummerede sin fremlæggelse sådan: "Los olmecas realmente pensaban lo mismo que José Alfredo: La vida no vale nada - la muerte sí." Olmekerne mente faktisk, hvad José Alfredo sagde: Livet er intet værd, kun døden.

Museumsgæsterne nikkede, de forstod godt hvad guiden hentydede til. "La vida no vale nada" er omkvædet i en af José Alfredo Jiménez' mest berømte rancheras (Camino de Guanajuato), og desuden titlen på en film, hvor Pedro Infante synger titelnummeret i en berømt scene. Også den kendte mexicanske folkesang, "La llorona", er en sang til døden, som oftest afbildes som en gammel kvinde. I filmen Frida (2002), som jeg holder meget af, synger den gamle sangerinde Chavela Vargas denne sang til Frida Kahlo (Salma Hayek), netop som Trotsky bliver myrdet. Det er en scene, der virkelig kan give kuldegysninger!

Hvis man er så heldig at komme forbi København i den kommende tid, har man fra i dag mulighed for at se en meget flot udstilling om den mexicanske dødefest-tradition i kapellet ved Assistens kirkegård. Man kan også benytte sig af den tilhørende foredragsrække. (T.v.: sukkerkranier fra udstillingen).

I Guatemala er det sjoveste sted at være i dag nok den lille bjergby Todos Santos Cuchumatanes (Huehuetenango). Det er jo byens navnedag, og byen er internationalt kendt for sin fest, der byder på den berømte Corrida del Gallo, som er et vildt og voldsomt hestevæddeløb, hvor flere ryttere hvert år kommer til skade. Mange undrer sig over at væddeløbet er navngivet efter en hane (gallo), når det nu er et hestevæddeløb, der er tale om. Vittige hoveder ville måske sige, at navnet refererer til Guatemalas nationaløl la Gallo, for alle ved, at den er skyld i mange af rideulykkerne den dag. Men da jeg gik på sprogskole i Todos Santos fik jeg at vide, at rytterne før i tiden forfulgte en hane, som blev trukket på en snor igennem byen. En lidt bizar tradition, hvis oprindelse jeg ikke tør gætte på. Nu hvor hanen er gået af brug og ingen forstår det oprindelige navn, bliver væddeløbet ofte bare kaldt for "Carrera de Caballos" (hesteløbet).

Andre steder i landet går det mere fredeligt til. Santiago og Sumpango (Sacatepéquez) er berømt for deres drageflyvninger med kæmpestore drager af farvet papir på skeletter (ordspillet utilsigtet) af træpinde.

Den 2. november besøger man de døde på gravstederne eller stiller mad frem til dem ved husaltrene. Det kan være frugter, brændevin eller lidt af den mad, som man selv spiser, der stilles frem for de døde. Inden dagen tager man ud for at gøre gravstederne i stand, så de fremstår ordentlige og pyntede på De dødes Dag.

Den traditionelle spise ved denne højtid er den guatemalanske ret fiambre, som af den guatemalanske antropolog og folklorist Celso Lara Figueroa er blevet fremhævet som et billede på den skønne blanding af traditioner og kulturelle elementer i Guatemala. Fiambre er en ladinoret, mens desserten ayote en dulce sandsynligvis har mere indiansk oprindelse.

Fiambre er en slags kold buffet, som er praktisk at have med ved en udflugt til kirkegården, når man besøger sine afdøde kære. I år har aviserne dog skrevet om, at mange familier får svært ved at få råd til fiambre pga. situationen efter Stan, hvor mange fødevarer sælges til stærkt forhøjede priser.