mandag, august 01, 2005

Græskarkage


På mine første rejser i Guatemala var jeg ikke imponeret over det guatemalanske køkken. Jeg levede mest blandt fattige bønder, hvor føde var noget man spiste for at blive mæt og få kræfter til arbejdet.

Siden har jeg dog opdaget, hvor rig på traditioner og regionale variationer den guatemalanske madkultur er. Det eneste, jeg har savnet, er nogle gode hjemmebagte kager til eftermiddagskaffen; men også det er der nu rådet bod på. Eunices mor lærte mig opskriften på en kage, som var en himmelsk fryd for min gane efter at have været væk fra det danske kagebord i flere måneder. Kagen mindede om den danske courgettekage (squashkage), men var bagt på de guatemalanske græskarsorter huisquil (güisquil) og huicoy (güicoy). Forleden havde jeg lejlighed til at afprøve denne opskrift, da vi skulle have en kage med på søndagsbesøg, og resultatet var så godt, at jeg her vil dele opskriften med jer andre.

Huisquilen findes i to varianter, med og uden små pigge. Den piggede variant siges at være den vilde art, og det er den der har lagt navn til udtrykket: un día seré colocho, dijo el huisquil. (En dag bliver jeg krølhåret, sagde huisquilen). Et udtryk som bruges, når nogen har helt urealistiske forventninger til sig selv eller til fremtiden. Det at være krølhåret regnes nemlig for særligt smukt i Guatemala, men huisquilen med sine stive lige pigge kan kun drømme om, at de skulle krølle engang.

Huisquilen har også en hvidtoppet fætter: el perulero, som også kan bruges i opskriften. Huicoyen er derimod en lidt mindre græskarart, som i højere grad har den form, vi forbinder med et græskar i Danmark.

Foto: Huisquil, huicoy (gennemskåret) og en blok råsukker fra markedet.


Ingredienser:
1 huisquil, 2 huicoy'er, en blok råsukker (panela), brødkrumme, en klat smør, lidt kanel og en lille håndfuld rosiner.

Fremgangsmåde:
Huisquilen skrælles, skæres i mindre stykker, renses for frø (kernen fjernes) og koges i en gryde med vand. Herefter kløves huicoyen, renses for frø og koges med. Huicoyen koger lidt hurtigere igennem end huisquilen. Når græskarrene er møre, tages den bløde indmad ud af huicoyen med en ske. Frugtkødet fra de to planter moses sammen til en homogen, fugtig masse.

Brødkrummen ristes og smuldres til rasp. Græskarmassen og raspen blandes i forholdet to dele græskar til to-tre dele brødkrumme, afhængigt af, hvor 'våd' græskarmassen er. Sukkerblokken smeltes ved svag varme med lidt vand i bunden af gryden, tilsættes kanel og røres i dejen. Man kan også tilsætte en klat smeltet smør (margarinen Mirasol er fin) og en lille håndfuld rosiner, hvis man har lyst.

Dejen hældes i en smurt form og bages i en god times tid, til kagemassen er blevet let fast. Græskarmassen er så fugtig, at en høj temperatur er nødvendig for at give kagen form. Det kan være svært at afgøre, hvornår kagen har fået nok, men den kan praktisk taget ikke få for meget, så længe man ikke brænder overfladen på.

Herefter stilles den tildækket til afkøling et sted, hvor hunde, grise og andre sultne dyr ikke kan komme til den. Ingen af vores naboer har dyr, så patio'en var et godt sted i vores tilfælde. (Kagen er her afdækket for fotografiets skyld).

Klar til søndagsbesøg

Efter tyve lange minutter er kagen færdig og kan spises. Den kan serveres med kaffe, te, eller kolde drikke lavet på rosa de jamaica eller tamarindo.

Velbekomme!

Etiketter:

2 kommentarer:

Klokken 3/8/05 13:27 , Blogger Per sagde ...

Årh, den lyder godt nok lækker! Det er sjovt at læse om bagekunsten på den anden side af kloden og hvordan den er anderledes, men alligevel lidt af det samme.

Mon opskriften også kan bruges til vore danske græskar og sukker fra vore sukkerroer? Det skal da prøves.

 
Klokken 3/8/05 23:22 , Blogger Kawa Mek sagde ...

Ja, det er sjovt at sammenligne madtraditionerne, for de fortæller meget om deres kulturer.

I Guatemala synes folk, at det er meget mærkeligt, at vi ikke kender til sukkerrør, men spiser sukker fra en rodfrugt! (Noget tyder også på, at det ikke vil være sådan i fremtiden, nu hvor de vestlige lande vil nedtrappe handelsbarrierne for import af rørsukker fra den tredje verden og sænke landbrugstilskuddene i EU).

Til gengæld har jeg tænkt på, at denne opskrift er meget typisk for det traditionelle mellemamerikanske køkken:

Den er bagt uden gær eller bagepulver, som man traditionelt ikke har haft, og uden hvedemel selvfølgelig, (for der gror ikke hvede, men majs på markerne), men dog med hvedebrødsrasp, som man senere har kunnet lave selv.

På den måde kan opskriften betragtes som en raffineret udgave af de traditionelle desserter lavet af sødede frugter eller grøntsager. Faktisk minder den om den traditionelle dessert, ayote en dulce, som har mange hundrede år på bagen, og som spiller en stor rolle ved festen for de døde 31.10.-2.11.

Ayote er en beslægtet græskarsort, som tilberedes med rørsukker og kanel, som spanierne bragte med sig til den Ny Verden. Nogle mener at desserten går tilbage til før spaniernes ankomst, i så fald må indianerne have haft en anden måde at søde og krydre retten på.

 

Send en kommentar

<< Startside