Hemmeligt politiarkiv fundet i Guatemala By
Ét af 14 arkivrum. Foto: GAM
For et par uger siden kom det frem, at et hemmeligt politiarkiv var blevet afsløret i en kælder i Guatemala By. Arkivet stammer fra diktaturets tid og dækker ifølge menneskerettighedsorganisationen Grupo de Apoyo Mutuo (GAM) perioden 1935-2002. Det indeholder dokumenter om borgere, som Policía Nacional fik til at "forsvinde" ved bortførelser og ulovlige mord.
Det tidligere politikorps, Policía Nacional, blev opløst og omdannet til Policía Nacional Civil som et led i fredsprocessen i slutningen af 1990'erne. Den katolske kirkes rapport, REMHI, anfører tusinder af menneskerettighedskrænkelser begået af Policia Nacional under diktaturet.
Menneskerettighedsombudsmanden Sergio Morales siger til Prensa Libre, at opdagelsen af arkivet blev gjort ved et tilfælde, da man inspicerede et af politiets sprængstofdepoter for at sikre uskadeliggørelsen af bomber fra diktaturets tid, som endnu opbevares.
Arkivet består af 14 rum gemt bag sprængstofdepotet, bevogtet af seks vagter. Indenrigsminister Carlos Vielmann tillægger dog ikke opdagelsen betydning. Han siger til Prensa Libre, at han hele tiden har vidst, at arkiverne var der, men at ingen har lyst til at gå derind, fordi kældrene er fulde af rotter og flagermus.
GAM mener derimod, at arkivet kan få den største betydning, dels som et led i rekonstruktionen af de historiske begivenheder under diktaturet, dels i retlige processer, som skal holde bagmændene for forsvindingerne og mordene ansvarlige for deres gerninger.
Identitetskort fra politiets arkiv. Foto: GAM
Arkivet er så omfattende, at ingen har umiddelbar kapacitet til at opbevare, endsige registrere det. GAM har derfor udsendt et nødråb til sine internationale partnere og venner med an anmodning om økonomisk støtte til påbegyndelsen af registreringsarbejdet. Det er et arbejde, som haster. Ifølge GAM er arkivet i fare for at blive ødelagt af insekter og flagermus i den fugtige kælder. Endvidere er der stærke kræfter i Guatemala, som ikke har interesse i, at dokumenterne om menneskerettighedskrænkelserne kommer frem, og som kan tænkes at ville gøre forsøg på at få dokumenter til at forsvinde, inden de bliver registreret.
Samtidig har GAM distribueret disse uhyggelige fotos, som taler for sig selv.
I Mellemamerika Komiteen har vi reageret hurtigt med us$500 som et lille bidrag til sikringen af arkivet.
Læs om sagen hos Ibis.
Etiketter: Menneskerettigheder
0 kommentarer:
Send en kommentar
<< Startside