Arla udligner

Der er to ting, en dansker kan savne på bordet i Guatemala. Den ene er selvfølgelig det daglige brød, som i majslandet er erstattet af tortillaen. Den anden er alle de herlige mælkeprodukter, som i Danmark findes i ethvert hjem, men som i Guatemala kan være svære at finde andre steder end i det veludstyrede supermarked.

Man kan nok købe crema agria (sour cream, en slags syrnet fløde) og den traditionelle queso en hoja (en salt, salt løbeost pakket ind i palmeblad) mange steder, men det er så også mere eller mindre dét.

Jeg har tænkt, at det nok var fordi malkekvæg er sparsomt i Guatemala, og mælk derfor lidt af en luksus. De fleste guatemalanske hjem jeg er kommet i har heller ikke haft køleskab til at opbevare mælkeprodukter. I stedet har de brugt mælkepulver, hvis de skulle bruge mælk i husholdningen. Men det viser sig, at der er en tredje årsag til det lave forbrug af mælk.

En q'eqchi' ven betroede mig engang, at det var usundt at drikke mælk, og at man kunne blive syg og få diarré af det. Jeg mente at vide, at det forholdt sig lige modsat, og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle sige. Jeg havde ikke lyst til at udstille min vens manglende viden om årsagen til den diarré, som alle guatemalanere jævnligt må lide under. Men jeg undrede mig over, om han kunne tage så meget fejl.

Siden er jeg blevet klogere. For godt et par år siden begyndte jeg at lide af stærke mavesmerter efter hvert måltid. Mærkeligt nok gav det sig kun udslag, når jeg var i Danmark, og ikke når jeg var i Guatemala. Efter nogen tid gik jeg til min læge i Århus, som anbefalede mig at leve af mælkemad og surmælksprodukter ind til tarmfloraen var stabiliseret igen. Laaaaaang tid og mange smerter efter - og 15 kg lettere - blev jeg indlagt til undersøgelser på Skejby Sygehus, som kunne konstatere, at jeg ingen infektioner havde, men til gengæld var blevet laktoseintolerant. Dvs. at min mave ikke længere producerer det enzym, som bruges til at spalte mælkesukker. Teknisk set er der ikke tale om en allergi, men simpelthen om en manglende evne til at fordøje mælkesukkeret, hvilket medfører smerter, oppustet mave og diarré.

Hvad var så årsagen til det? Der var to muligheder, fortalte lægen: Enten var produktionen af enzymet standset pga. mine tidligere infektioner, eller også var intolerancen genetisk betinget (medfødt), men slog først ud i en voksen alder, hvilket er helt normalt. Ja faktisk er den medfødte tilstand meget mere normal, end man (som dansker) skulle tro.

Det viser sig nemlig at 60-75% (sic!) af jordens voksne befolkning er laktoseintolerante. Det er kun i Vesten, at hovedparten af den voksne befolkning kan drikke mælk uden problemer. I Guatemala er mælk noget, børn drikker. De fleste voksne kan fortælle, at de får chorrío (af verbet chorrear (prøv at slå det op!): tynd mave, diarré) af at drikke mælk. Da surmælksprodukter som ost og crema indeholder mindre laktose end mælk, kan voksne dog normalt godt indtage dem i mindre mængder uden problemer. Når jeg tænkte efter var det jo rigtigt, at jeg næsten ikke havde spist mælkeprodukter i Guatemala, og det var forklaringen på, at jeg ikke havde været syg herovre.

Men når nu det er sådan, at guatemalanerne får chorrío af for meget mælk, så er der også et marked for fødevarer for folk som mig. I la Despensa Familiar kan jeg derfor finde mælken Delactomy fra mejeriet Dos Pinos. Og ja, det er faktisk laktosefri mælk (tilsat enzymet, som jeg mangler)!

I Danmark har jeg nu i et års tid kun indtaget soyamælk, rismælk og havremælk sammen med min morgenmüsli. Men i Guatemala kan jeg gå i supermarkedet og købe en liter komælk og drikke den uden problemer. 1-0 til Guatemala!

Guatemalas føring varede dog ikke længe. En god ven har sendt mig et tip om, at Arla har lanceret en laktosefri mælk i Danmark. Godt nok kun i udvalgte forretninger, men mon ikke den skulle være til at opdrive i Jyllands hovedstad. Så nu kan jeg igen drikke mælk, når jeg vender tilbage til mit andet hjem.

Update: I år kan vi laktose-intolerante godt glæde os til jul.

Hørt i supermarkedet

Jeg plejer at gøre mine madindkøb på markedet, når jeg er i Guatemala. Udvalget af grøntsager og kødvarer er imponerende, i hvert fald hvis man kommer tidligt på dagen. Grøntsagerne er rørende billige, og det er en oplevelse for alle sanser at købe ind. I den ene ende af markedet lugter der af eksotiske krydderier, i den anden af rådne grøntsager. Sådan skal dét være.

Men der er nogle varer, som normalt kun fås i supermarkedet: kølevarer, specialvarer og "luksusvarer" som smør, skæreost, cornflakes og alle de andre emballerede fødevarer, vi kender i Europa.

I Xela er begge de to store guatemalanske kæder repræsenteret. Vi har den fine "Hiper Páiz" opkaldt efter Páiz-familien, en af de 20 familier, som i mange generationer har tilhørt den økonomiske elite i Guatemala, der i daglig tale bare omtales som "la oligarquía". Et af familiens medlemmer, Rodolfo Páiz, forsøgte ved valget i 2003 at blive præsident, inden han måtte opgive og i stedet valgte at støtte den nuværende præsident Oscar Berger fra en af de andre rige familier. Vi har også den jævne "Despensa Familiar", hvis navn betyder noget i retning af "familie-udsalget".

Selv om man kunne tro, at supermarkedet er dyrere end andre steder at handle, så er der faktisk meget at spare, hvis man køber stort ind af kaffe, rom, sæbe, toiletpapir og mange andre husholdningsvarer her. I Hiper Páiz møder man middelklassen og overklassen; men i Despensa Familiar kan man også møde den almindelige guatemalanske husmoder, der vil benytte sig af et godt tilbud. Begge steder møder man selvfølgelig også de andre udlændinge, der går rundt i supermarkedet og prøver at finde de varer, de kender hjemmefra, og som smager lige sådan.

Når man så kommer til kassen, kommer prøven, der skiller guatemalanere fra udlændinge. Ekspedienten skal bruge kundens "NIT:" número de identificación tributaria (skatteregistreringsnummer) til kvitteringen på bonen.* Hvis man ser meget bleg og udenlandsk ud, kan det være at ekspedienten uden videre antager, at man ikke har et sådant nummer, og at hun bare skriver "c/f" (consumidor final) i feltet i stedet. Hvis man derimod ser lidt mere hjemmevant ud, bliver man spurgt om sit NIT og må fortælle, at man ikke har noget. Men i ingen af de to tilfælde kan man undgå den ydmygende situation, som følger efter, når ekspedienten må udfylde kvitteringen med kundens fulde navn i stedet for nummer.

"Su nombre?" bliver der spurgt, og så kan man ellers gå igang med at stave til Møldrup-Lakjer. Jeg har selvfølgelig for længst droppet sidste halvdel af mit efternavn og bruger kun den første. Men det er nu også svært nok at få ekspedienten til at forstå, når man står og halvt råber bogstaverne ind i øret på hende: M!-O!-L!-D!-R!-U!-P!, mens køen bagved bare vokser og vokser. Engang efter et af de mere udmygende besøg kom jeg ud af butikken med en kvittering udstedt til "Señor Molotov". Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg skulle le eller græde.

Fra supermarkedet stammer også én af de mange uforskammede vittigheder, som gør stygt nar af mayakvinderne Rosalina Tuyuc og Rigoberta Menchú. I en af historierne er de to kvinder i supermarkedet (La Despensa, selfølgelig!) for at handle, og da de kommer til kassen skal ekspedienten bruge Rosalinas skattenummer:
-Tu NIT?, (dit skattenummer?) spørger ekspedienten.
-No, Tu-YUC!, svarer Rosalina.

Dette er blot én af mange vittigheder, som nedgør Rosalina og Rigoberta ved at henvise til, at spansk ikke er deres modersmål. Stereotypen med den enfoldige indianske kvinde, der taler gebrokkent spansk, er selvfølgelig vidunderligt stof for fortællere af vittigheder. Antropologen Diane Nelson har skrevet en meget intelligent feministisk analyse af vittighederne om Rigoberta Menchú, som fylder et helt kapitel i hendes bog: A Finger in the Wound. Jeg vil fortælle og kommentere de mest interessante vittigheder, som jeg har hørt, her på bloggen lidt efter lidt.

*Hvad skal kvitteringen bruges til? I Guatemala opkræves der meget lidt indkomstskat, til gengæld bygger systemet på momsbetalinger (IVA). Når guatemalanerne indsender deres selvangivelse kan de således få skattefradrag for de udgifter, de kan dokumentere at have afholdt med momsberegning (12%). Jo flere fakturaer med indeholdt moms, jo lavere indkomstskat.

Græskarkage

På mine første rejser i Guatemala var jeg ikke imponeret over det guatemalanske køkken. Jeg levede mest blandt fattige bønder, hvor føde var noget man spiste for at blive mæt og få kræfter til arbejdet.

Siden har jeg dog opdaget, hvor rig på traditioner og regionale variationer den guatemalanske madkultur er. Det eneste, jeg har savnet, er nogle gode hjemmebagte kager til eftermiddagskaffen; men også det er der nu rådet bod på. Eunices mor lærte mig opskriften på en kage, som var en himmelsk fryd for min gane efter at have været væk fra det danske kagebord i flere måneder. Kagen mindede om den danske courgettekage (squashkage), men var bagt på de guatemalanske græskarsorter huisquil (güisquil) og huicoy (güicoy). Forleden havde jeg lejlighed til at afprøve denne opskrift, da vi skulle have en kage med på søndagsbesøg, og resultatet var så godt, at jeg her vil dele opskriften med jer andre.

Huisquilen findes i to varianter, med og uden små pigge. Den piggede variant siges at være den vilde art, og det er den der har lagt navn til udtrykket: un día seré colocho, dijo el huisquil. (En dag bliver jeg krølhåret, sagde huisquilen). Et udtryk som bruges, når nogen har helt urealistiske forventninger til sig selv eller til fremtiden. Det at være krølhåret regnes nemlig for særligt smukt i Guatemala, men huisquilen med sine stive lige pigge kan kun drømme om, at de skulle krølle engang.

Huisquilen har også en hvidtoppet fætter: el perulero, som også kan bruges i opskriften. Huicoyen er derimod en lidt mindre græskarart, som i højere grad har den form, vi forbinder med et græskar i Danmark.

Foto: Huisquil, huicoy (gennemskåret) og en blok råsukker fra markedet.


Ingredienser:
1 huisquil, 2 huicoy'er, en blok råsukker (panela), brødkrumme, en klat smør, lidt kanel og en lille håndfuld rosiner.

Fremgangsmåde:
Huisquilen skrælles, skæres i mindre stykker, renses for frø (kernen fjernes) og koges i en gryde med vand. Herefter kløves huicoyen, renses for frø og koges med. Huicoyen koger lidt hurtigere igennem end huisquilen. Når græskarrene er møre, tages den bløde indmad ud af huicoyen med en ske. Frugtkødet fra de to planter moses sammen til en homogen, fugtig masse.

Brødkrummen ristes og smuldres til rasp. Græskarmassen og raspen blandes i forholdet to dele græskar til to-tre dele brødkrumme, afhængigt af, hvor 'våd' græskarmassen er. Sukkerblokken smeltes ved svag varme med lidt vand i bunden af gryden, tilsættes kanel og røres i dejen. Man kan også tilsætte en klat smeltet smør (margarinen Mirasol er fin) og en lille håndfuld rosiner, hvis man har lyst.

Dejen hældes i en smurt form og bages i en god times tid, til kagemassen er blevet let fast. Græskarmassen er så fugtig, at en høj temperatur er nødvendig for at give kagen form. Det kan være svært at afgøre, hvornår kagen har fået nok, men den kan praktisk taget ikke få for meget, så længe man ikke brænder overfladen på.

Herefter stilles den tildækket til afkøling et sted, hvor hunde, grise og andre sultne dyr ikke kan komme til den. Ingen af vores naboer har dyr, så patio'en var et godt sted i vores tilfælde. (Kagen er her afdækket for fotografiets skyld).

Klar til søndagsbesøg

Efter tyve lange minutter er kagen færdig og kan spises. Den kan serveres med kaffe, te, eller kolde drikke lavet på rosa de jamaica eller tamarindo.

Velbekomme!