Mellemamerika Komiteen har som bekendt opstartet sit første Danidafinansierede projekt i Guatemala pr. 1. september, 1998, i samarbejde med bondeorganisationen CONIC. Vores udsendte medarbejder i Tucurú, Peter Sig Kristensen, beretter i sidste nr. af vores blad om en kommune i rivende udvikling og om stadigt flere landsbysamfund, der tager skridt til at løsrive sig fra godejernes magt og træde ud af livet som fæstebønder.
Det er ikke nogen let vej, som CONIC's medlemslandsbyer vælger at gå, når de stiller krav om jord og frihed fra deres tidligere herre. Alligevel er det tydeligt, at meget er sket siden repræsentanter for Komiteen for første gang besøgte kommunen i officielt ærinde i slutningen af 1994. På trods af de vanskeligheder, der stadig gør sig gældende, er vilkårene for CONIC's arbejde i kommunen anderledes i dag. Det vigtigste forhold er måske sejrenes egen dynamik: Hver ny landsbys succes i jordkampen bliver en motivation for andre landsbyer til selv at begynde en tilsvarende kamp. CONIC er blevet kendt som en seriøs organisation, der ikke svigter sine medlemmer pga. et større politisk spil. Et andet vigtigt forhold er fredsslutningen i 1996, der har taget brodden af beskyldningerne mod CONIC om samarbejde med guerillabevægelsen URNG.
Lad os dog ikke glemme, hvilken situation der har været altdominerende i Tucurú indtil for ganske nylig. Tucurú ligger i departementet Alta Verapaz, måske den mest marginaliserede region i Guatemala. Områdets landsbysamfund er fysisk svært tilgængelige pga. manglende infrastruktur, og de er socialt marginaliserede i en sådan grad, at organiseringen i CONIC er den første og eneste erfaring med organisering ind til videre, ligesom de aldrig har oplevet hverken staten eller NGO'er tilbyde service som uddannelse og sundhedsvæsen. Den absolutte fattigdom er alt for tæt på de 100%, analfabetismen er skyhøj, og kun få taler andet end modersmålet q'eqchi'. Det gør det svært for bønderne at protestere, når deres rettigheder krænkes. Tilstedeværelsen af offentlige myndigheder er oven i købet mange steder så sparsom, at godsejerne på de store fincaer (landejendomme) er de eneste de facto myndigheder.
Landsbysamfundenes høje grad af isolation og den skrøbelige politiske situation indebærer flere iøjnefaldende ulemper for vores aktiviteter i Tucurú. Brigadisterne må leve med at bo hos familier, som de ikke umiddelbart kan tale med, og solidaritetsarbejdet er hæmmet af de politiske konflikter i området, der betyder at vi ikke kan handle frit, men altid forsigtigt må overveje de videre konsekvenser af vores handlinger.
Omvendt er landsbyernes isolation jo netop årsagen til, at de kan have så meget gavn og glæde af at modtage en brigade, af at afholde kurser om rettigheder og organisering og af at lære landbrugsteknikker, der kan tilbagegive bønderne den viden, som er nødvendig for et bæredygtigt landbrug på de nyvundne jorde.
Mellem-Liniens læsere vil i fremtidige numre kunne følge med i Tucurús nyere historie. Mit eget bidrag vil her være nogle indtryk og overvejelser fra mine oplevelser som deltager på Komiteens anden Guatemalabrigade, der opholdte sig i landsbyen Pantóc i Tucurú i 1995. Jeg håber denne beretning kan give et billede af, hvilket område det er, vi arbejder i.
Q'eqchi'ernes nadver: Tortillas og kakao
At det overhovedet har været muligt for os at støtte landsbyerne i Tucurúområdet, for CONIC at få så stor succes med organiseringen af arbejderne på godserne og for Borgerkomiteen at få valgt en q'eqchi'borgmester, skyldes i høj grad den katolske præst i Tucurú, Marco Tulio Recinos Torres, (som Mellem-Liniens læsere måske vil huske fra Donna Mayers artikel i Mellem-Linien 1995-7).
Mit første indtryk af el padres ideer fik jeg under mit brigadeophold, da jeg ventede på ham i det lille ikonudsalg ved præstegårdens forkontor. Store gipsfigurer af en smuk q'eqchi'kvinde med sit mørke lille barn prydede væg og reol. "Maria y Jesús", bekendtgjorde den forklarende inskription. Da Marco Tulio mødte op og lod mig interviewe ham, forklarede han, at religionen måtte appliceres folks egen virkelighed for at give mening.
Religionen skulle ikke påtvinge folk forestillinger, der var elitære eller fremmede for dem; den skulle i stedet tage udgangspunkt i folks egen daglige virkelighed for at give den mening. Derfor havde Marco Tulio også foreslået, at man i kirken i stedet for brød og vin brugte tortillas og kakaodrik ved nadveren. Det var jo de elementer, som var Tucurús egne, og dermed kom tættest på den betydning af "den daglige spise og drikke", som var den oprindelige symbolværdi af brød og vin i det nytestamentlige ritual. Men dér havde Marco Tulios biskop i Cobán trukket grænsen. Marco Tulio var stødt på store vanskeligheder, da han i 1990 var kommet til Tucurú og havde valgt at solidarisere sig med det store flertal af sjælene i sit sogn. Han lod q'eqchi'bønderne forstå, at han ikke fordømte de mayaritualer, han vidste de udførte i hemmelighed. Men ladinoerne (mestizerne) i Tucurú by havde ikke før oplevet, at en præst i den grad ønskede at være præst for både ladinoer og q'eqchi'er; mange gav udtryk for, at præsten havde svigtet dem og holdt op med at komme i kirken. Også mange af kateketerne (ikke-ordinerede hjælpepræster) sagde farvel og tak; de mente at præsten havde vendt sig bort fra den sande lære, fordi han tillod indianernes "afgudsdyrkelse".
Til gengæld kom andre til, og flere af CONIC's promotorer i Tucurú har været kateketer hos Marco Tulio inden de kom til CONIC. I november 1995 blev et stort kirkecenter indviet i Tucurú. Det skete med messe i Kirken og procession fra Kirken til Kirkecentret, som blev indviet med fællesbøn og fyrværkeri. Men integreret i hele indvielsesritualet var opsætning af stearinlys i q'eqchi'ernes fire symbolske farver samt slagtning af en hane, som derefter blev ført rundt til centerets rum for at væde hvert hjørne med blod.
Marco Tulio forklarede mig det således: Kristendommen siger, at mennesker skal leve fri for undertrykkelse og i retfærdighed. Frihed fra undertrykkelse betyder også genvindelse af eget selvværd. Mayafolkenes religion har sandheder til fælles med kristendommen. Og den bedste måde, q'eqchi'erne kan genvinde deres stolthed og identitet på, er netop gennem deres religion.
Med disse ord udviste præsten en efter min mening beundringsværdig indsigt og menneskekærlig tolerance. Det er en erkendelse, der betyder, at heller ikke vi som venstreorienterede kan ignorere religionen som et væsentligt livsgrundlag for de fattige indianske bønder, vi støtter. En pointe, som den katolske kirke var alt for længe om at anerkende, og som guerillabevægelsen desværre aldrig nåede at opfatte betydningen af.
Ingen fremmede på godserne!
Det var naturligvis ikke ufarligt for Marco Tulio at praktisere sådanne ideer. En mindeplade i præstegården fortalte om Padre Alfonso, som var blevet dræbt i 1994. Selv var Marco Tulio blevet kaldt guerillero og truet flere gange, og da min brigade kom til Tucurú var flere af godserne blevet lukket for præsten. Godserne var privat ejendom, så ejerne kunne uden problemer nægte Marco Tulio adgang til at holde gudstjeneste hos folkene, der boede på dem. Mange godser havde PAC-patruljer, der bar våben.
Men Marco Tulio har naturligvis ikke været ene om at sætte Tucurús progressive udvikling i gang, Isabel Solís fra CONIC's ledelse har siden fortalt om hendes oplevelser, da hun først kom til Tucurú for at besøge godserne sammen med Marco. Godsejerens bevæbnede vagtværn bemærkede straks hendes k'iche'-huipil (traditionelt broderet overdel af dragten fra hendes hjemegn ved Sacapulas) og vidste derfor, at hun ikke var fra Tucurú. Isabel og præsten blev jaget bort med trusler om, hvad vagterne ville gøre, hvis de viste sig dér igen. Men da Isabel og Marco Tulio vendte tilbage, havde Isabel byttet sin k'iche'-huipil ud med en q'eqchi'-bluse, og sådan kunne hun passere forbi, uden at vagterne opdagede noget. Hun måtte så bare prøve at finde en grimasse, der kunne passe, når hun blev tiltalt på q'eqchi', som hun jo ikke forstod.
Umiddelbart før min brigade skulle begynde sit ophold i den frie landsby Pantoc, fandt en tragisk begivenhed sted på nabogodset Pachilhá. Godsets arbejdere havde strejket i over to år og havde besøg af tre franske nonner, der ønskede at hjælpe dem, (læs Sven Gårns beretning herom i Mellem-Linien 1995:7). Men da nonnerne ville forlade Pachilhá mødte de godsejeren, som ikke ville finde sig i, at udlændinge besøgte hans jord. Folk strømmede til, og situationen spidsede til, ind til han trak sin pistol og skød to af arbejderne, hvoraf den ene senere skulle dø af sine sår. Derefter tog han af sted i sin pickup.
Der gik hurtigt bud ned til den frie landsby Raxquix ved landevejen. Her boede den unge lærerstuderende Carlos, som heldigvis var i besiddelse af en cykel. Han sprang straks på den og spurtede ind til præstegården for at alarmere Marco Tulio, for han havde telefon og kunne anmelde forbrydelsen til politi og myndigheder. Det lykkedes at få politiet til at anholde manden ved en vejkontrol ved Tactic, men allerede efter få dage blev han løsladt igen. Begrundelsen: han havde handlet i selvforsvar, sagde politiet.
Hemmelige danske compañeros
Inden vi kom til vores brigadelandsby, havde vi således måttet overveje, hvad vores tilstedeværelse i området betød for den spændte politiske situation. CONIC havde skrevet og fortalt Tucurús godsejere, at Pantoc ville få besøg af en gruppe studerende, der var interesserede i landbrug. Men hos bønderne i landsbyerne var mange andre historier i omløb da vi kom til Tucurú: Nogle mente at vide, at vi var jordløse sæsonarbejdere, der kom for at søge arbejde og tjene lidt penge. Andre, at vi var fordrevne flygtninge, der kom for at søge efter jord, og så var der selvfølgelig dem, der hævdede at vi stod i forbindelse med enten hæren eller guerillaen.
CONIC's promotor i Pantoc, Miguel Xól, tog disse rygter meget alvorligt. Hvis de fik lov at vokse, kunne de blive ødelæggende for Conics arbejde i området. Han gav os instruktioner om at sige, at vi bedrev landbrugsstudier i Pantoc, og når vi havde møder med repræsentanter for andre landsbyer, skulle vi ikke sige til fremmede, hvor vi skulle hen. Hvis nogen spurgte, hvor i markerne vi arbejdede, skulle vi ikke sige "en las montañas" ("i bjergene"); det lød nemlig som kodeord i guerillasprog, for det var jo dér guerillaen holdt til. I stedet skulle vi sige, at det var "lige deroppe på bakketoppen" vi høstede majs og kaffe.
Når vi i weekenderne besteg landevejens bus-lastbiler var vi derfor meget hemmeligehdsfulde af loyalitet over for Miguel Xól, som af CONIC var blevet pålagt ansvaret for vores sikkerhed. En dag havde vi i brigaden lige haft fællesmøde om vores sikkerhedspolitik og var netop steget ombord på en lastbil for at tage til et CONIC-møde vestpå, da vi hørte vores brigadist Kaj sige med klar røst til en fremmed mand: -Vi skal til La Tinta. Vi himlede straks op og faldt over stakkels Kaj, som bare sagde: -Jamen, billetkontrolløren er da nødt til at vide, hvor vi skal hen for at kunne sælge os billetterne!
Nu er det jo svært at holde lav profil når man rejser 12 sammen, og så gik vi ikke i nydelige nederdele eller med hvid skjorte og slips som de mormoner, folk på egnen efterhånden havde vænnet sig til at se rejse omkring. Men vi øvede os i at svare hemmelighedsfuldt og tale uden om, når vi blev udfrittet om vores mission i Tucurú. Vi syntes vores opførsel måtte virke åndssvag, for alle måtte vel efterhånden vide, hvorfor vi var der? Men senere fandt vi ud af, at i Guatemala er der ikke noget mærkeligt i, at man taler udenom og ikke kan svare klart på selv de mest simple ja/nej-spørgsmål. (Hvad mener læserne f.eks. om følgende ordveksling: -Usted es casado? - Casi no! (-Er de gift? -Nej, næsten ikke!). Eller: -Tiene hijos? -Parece que si! (-Har De børn? -Det ser sådan ud!) ?). Så var der vel heller ikke nogen grund til, at vi skulle give klare svar.Vores hemmelighedsfuldhed fik dog ende. En søndag havde Marco Tulio besøg af sin biskop, hvilket betød at ekstra mange af egnens indbyggere strømmede til gudstjeneste i kirken. Her holdt Marco en flammende prædiken om de danske gæster, som han bød tilhørerne tage godt imod på trods af de mange løgne der blev fortalt om os. -No son guerilleros, ¡son compañeros!, indprentede præsten forsamlingen. Efter dén søndag var der ikke så mange hemmeligheder tilbage, men vi var heller ikke længere så nervøse for folks opfattelse af os. I Pantoc havde der også været skepsis over for os, da vi kom. Men da alle i landsbyen havde set, hvordan vi arbejdede i marken og legede med børnene uden at kræve noget til gengæld; hvordan vi spiste det samme mad som familierne og ikke stillede andre krav; hvordan vi forsøgte at kommunikere på både spansk og q'eqchi' - ja, sagde de, så kunne vi jo ikke være soldater, for det gjorde soldater i hvert fald ikke.
Højdepunktet i vores friere optræden var da vi ved valget i november 1995 var halvofficielle valgobservatører efter at have fået instruktioner på borgmesterkontoret. Ved mit optællingsbord vandt bunken "Nulos y Blancos" ("ugyldige og blanke") suverænt over alle andre partier. De fleste af de ugyldige stemmer havde et fedt sort kryds henover både FDNG's og PAN's symbol (hhv. venstreoppositionen og det nuværende regeringsparti). Men også FRG (den tidligere militærdiktator og massemorder Ríos Montts parti) fik mange stemmer; de kom mest fra tidligere soldater, der var bosatte i Tucurú, forklarede Miguel Xól mig.
Respekt for godsejernes menneskerettigheder!
Fincaerne var dog stadig lukket land for os. Det er direkte ulovligt for udlændinge at betræde dem uden tilladelse, også selv om det er for at besøge bønderne, der bor på godset. Det er jo en krænkelse af godsejerens ret til privat ejendom! Selv borgmesteren havde problemer hermed: Da han fandt penge til at bygge veje, der skulle lette adgangen til og fra landsbyerne i området, var der en godsejer, som sagde -Mange tak for venligheden! og lukkede vejen, som gik gennem hans gods, for alle andre end ham selv. End ikke bønderne, der boede på hans gods måtte bruge vejen.
For således ikke at krænke godsejerens menneskerettigheder, måtte vi bruge skolen i Raxquix, da vi skulle have møde med bønderne fra godset Pachilhá for at høre om deres kamp. Pachilhá-bønderne fortalte om, hvordan de var blevet ulovligt fyrede pga. deres krav om den løn, de havde ret til. De var gået helt til Højesteret for at få dom for, at de skulle genansættes. Men Herren på Pachilhá nægtede at efterkomme dommen. Han havde i øvrigt været så smart at invitere pinsemissionske prædikanter til godset, som kunne fortælle, at det var en synd at deltage i politiske kampe. De protestantiske familier på Pachilhá støttede ikke kravene om de lovfæstede rettigheder til løn, vand og skolegang. I min brigade besluttede vi at skrive hver for sig til dommerkontoret i Cobán og kræve, at dommeren effektuerede højesteretsdommen. Vi fik selvfølgelig aldrig noget svar.
Men hvem var det, der spredte onde historier om vores brigade? Og hvem havde malet malas palabras på skolens mur? Det gik efterhånden op for os, at der også var brådne kar inden for Pantoc. Da jeg kom tilbage til Pantoc nogle måneder efter mit brigadeophold, hørte jeg om, hvad der var sket inden vores brigades ankomst til landsbyen. Et medlem af landsbyens bestyrelse fortalte mig historien: Mændene fra to familier i Pantoc, som stod uden for CONIC, var gået fra hus til hus og havde truet landsbyens indbyggere. De havde krævet, at alle skulle skrive under på en erklæring, hvor de tog afstand fra CONIC. Alle, der ikke skrev under på denne liste, ville blive indberettet til militærgarnisonen i Cobán, havde de sagt, og så ville militæret komme og dræbe alle, der ikke ville melde sig ud af CONIC!
Det var faktisk lykkedes de to mænd at skræmme en stor del af Pantocs indbyggere til at skrive under - af frygt for repressalier fra militæret. For at gøre ondt værre, så erklærede landsbyens skolelærer senere, at de danske brigadister var guerilleros, som landsbyen ikke skulle have noget at gøre med. Dette fik nogen af landsbyens familier til midlertidigt at tage deres børn ud af skolen. Vi må her huske på, at hovedparten af Guatemalas skolelærere er politisk udpegede, og denne lærer tilhørte regeringspartiet PAN, lød historien. Det var dog ikke lykkedes at overbevise nogen af de familier, hvor vi havde boet, om at vi var guerilleros, og der var da heller ingen af disse, som havde meldt sig ud af CONIC.
En morgen tog de to mænd faktisk af sted til Cobán med deres liste i tasken. Men landsbyens bestyrelse så ikke passivt til. Den tog også til Cobán og fik en dommererkæring om, at hæren og retten ikke havde noget udestående med Pantoc. Da de kom tilbage og fremviste dette papir faldt folk i Pantoc lidt til ro, og der skete da heller ikke mere i sagen.
Men hvad i al verden var motiverne for de to mænds handlinger? Det blev klart for mig, at de på flere måder i forvejen var isoleret i landsbyen. De var flyttet til Pantoc fra en nabolandsby, og holdt sig lidt for sig selv i landsbyen. Den ene havde tidligere siddet i landsbyens bestyrelse, da der skulle anlægges haner med rindende vand i Pantoc. Han havde indsamlet penge til dette arbejde fra familierne i landsbyen, men pengene havde han taget til sig selv! Det siger sig selv, at han ikke var populær i landsbyen efter dén episode. Men hvad værre var: de to havde tilsyneladende forbindelse til Pachilhá-godset. Der gik rygter om, at de ville bryde landsbyfællesskabet og sælge deres jord i Pantoc til godsejeren på Pachilhá. At det var ham, der stod bag dem, fik vi dog aldrig bevis for.
Nu, vi er blevet frie
Disse begivenheder peger på den skrøbelige proces, som Tucurús demokratisering er. Men jo flere landsbysamfund der træder ud af godserne, jo sværere bliver det for de store jordbesiddere at fastholde resten. I april 1996 tilbragte jeg min sidste dag i Tucurú til møde med repræsentanter for CONIC's medlemslandsbyer i Tucurú og omegn. Én for én fremlagde de landsbyernes historier. -Nu, vi er blevet frie, adlyder vi ikke mere Herren. Vi har også givet vores landsby nyt navn, fortalte en repræsentant. Ordene satte sig fast i mit hoved: Nu, vi er blevet frie... Jeg måtte gentage dem for mig selv flere gange, for at fatte hvad der var blevet sagt.
På resten af mødet gav CONIC's promotor, Juan Tzib, råd og vejledning til de landsbyer, der var i jordkamp, mens en ven af CONIC, den engelske antropolog Morna Macleod, tog fat på det næste store spørgsmål: Hvad så når jorden er vundet? Det blev starten til den behovsanalyse, som CONIC senere kunne præsentere for Tucurúprojektets baggrundsgruppe.
Nu er så gået knap 3 år, og vi støtter et landsdsbykonsoliderings-projekt i ti landsbyer, som har vundet jord. De begivenheder, jeg her har refereret, forekommer allerede usandsynlige. Meget afhænger af øjenene, der ser, og det er oplagt, at jeg nu har fået blik for sammenhænge, jeg ikke så i første omgang. Men alligevel: noget er sket! Når jeg tænker tilbage på det Tucurú, jeg oplevede i 1995/6, og sammenligner med de folk og de landsbyer vi samarbejder med i dag, har jeg nogle gange svært ved at fatte, at det er den samme kommune, det drejer sig om.
Vi har dog ikke glemt vigtigheden af den helt konkrete og basale solidaritet: I år sender vi Guatemalabrigaden til Victoria 15 de Octubre, som er navnet på de udholdende Pachilhá-bønders nye samfund siden 1997. Gæt selv, hvornår de vandt deres jord!
Læs også:
| Guide til Guatemala |