Ungdomshus forbi

Jeg vil for altid huske Ungdomshuset på Jagtvej som stedet hvor jeg var til en legendarisk koncert med fantastiske mexicanske Los de Abajo i 2002, hvor jeg gik ind i en dør (av!) mens jeg smilede til en sød pige fra Århus i 1997, og hvor jeg sammen med mange hundrede andre festglade brugere fejrede husets fødselsdag i 1994.

Men min stærkeste erindring fra Ungdomshuset stammer fra 1999, da jeg sammen med to andre aktivister lavede flere hundrede kg mexicansk bønnemos og tomatsovs i køkkenet i husets kælder. Maden skulle sælges i Latinamerikateltet på Roskildefestivalen, hvor overskuddet skulle gå til de mayaindianske modstandslandsbyer i Chiapas, Mexico. Det havde vi besluttet på et stormøde, hvor alle interesserede kunne møde op og have én stemme hver.

Vi var snesevis af frivillige der knoklede i dagene op til festivalen hvor alle mulige praktiske opgaver skulle løses, og jeg syntes såmænd at jeg havde været heldig med tjansen med at mose bønner og tomater, mens de andre slæbte sofamøbler, byggede veranda og lavede en kæmpe romflaske af papmaché ude på festivalpladen. Men opgaven i køkkenet viste sig nu også en granvoksen mand (eller kvinde) værdig.

Det første køkkenlederen (dvs. ham der havde opskrifterne) satte mig til, var at pille og hakke en sæk løg med en lille urtekniv. Der var 50 kg løg i sækken, så jeg var ikke færdig lige med det samme. Heldigvis bruger jeg kontaktlinser, så jeg havde stadig enkelte dråber tårevæske tilbage bag øjnene, da jeg havde fyldt to store spande med småtskåret løg. Derefter begyndte jeg på chilifrugterne, og det gik også godt lige til vi gik i gang med at stege de hakkede frugter på panderne. De mange kg chilier dampede så voldsomt under stegningen, at luften i køkkenet blev tåget og vi ikke kunne trække vejret uden stort besvær. Det føltes værre end saunaen i badeanstalten Spanien i Århus, når de hælder duftevand på stenene.

Dampen fik nogle af husets faste brugere til at komme forbi for at se hvad der foregik, og de hjalp til med at lufte ud. Mange troede at vi lavede mad til folkekøkkenet og sendte nysgerrige blikke efter retterne. Jeg forklarede at vi lavede mexicansk morgenmad til de tømmermandsramte festivalgængere: bønnemos, to røræg med tomatsovs, en skive bacon og en skive melon. Det fik folkene fra Ungdomshuset til at se helt forkert ud i hovedet: "De dér pander, ikk'... Det er altså veganernes!" Stegt bacon og røræg var åbenbart ikke noget der plejede at være på folkekøkkenets menu. Jeg måtte berolige med, at bacon og æg først blev stegt ude på festivalpladsen, og at vi kun stegte grøntsager på veganerpanderne. Det fik smilene frem hos de andre igen.

I det hele taget var jeg imponeret over hvor godt det store industrikøkken i kælderen fungerede og over den venlige modtagelse fra husets faste brugere. Ude på festivalpladsen gik salget af maden da også strygende det år. Men en af de andre frivillige hviskede til mig: "Du må endelig ikke sige til folk, at maden er lavet i Ungdomshuset, for alle siger, at det er for ulækkert, og at der er rotter om natten".

Læserne af denne blog har hidtil været forskånet for mine meninger om alt muligt i denne verden, som ikke på den ene eller anden måde har med enten Guatemala eller mayaerne at gøre. Det vil de også være i fremtiden, da jeg jo har valgt at denne blog skal handle mere om Guatemala end om mig selv.

Nu kunne overskriften måske give indtryk af, at jeg lige måtte have et par meninger om det politisk acceptable i rydningen af Ungdomshuset ud mellem sidebenene midt imellem nyhederne fra Guatemala. Men nej, jeg vil afholde mig fra at kommentere politiets indsats, masseanholdelserne ved knibtangsmanøvrer i gaderne, de ugelange varetægtsfænglinger af mindreårige samt husransagningerne hos "The Usual Suspects". Jeg vil også undlade at komme med overflødige fordømmelser af tåbelige og umoralske voldelige angreb på politiet i den seneste uge. Jeg sad jo også i Mellemamerika og kunne ikke som resten af den danske befolkning følge med via helikopteren fra TV2 News så jeg er sikkert slet ikke nær så kvalificeret til at vurdere begivenhedernes gang som nyhedskanalens seere, der nu må være eksperter i baggrunden for konflikten, hvis man skal dømme efter den medieomtale, som den har fået.

I stedet vil jeg gøre opmærksom på, at med rydningen og den efterfølgende minutiøse destruktion af Ungdomshuset har København ikke bare mistet et hus for de unge men også et centrum for international solidaritet. Gennem årene har huset dannet ramme om tusindvis af koncerter, møder og kulturelle aktiviteter med fokus på internationale forhold, uden vold eller ballade og uden nogen form for offentlige tilskud til aktiviteterne. Det sidste er måske i virkeligheden det mest imponerende i et Danmark hvor stort set alle foreninger modtager én eller anden form for offentlig støtte. At de københavnske politikere ikke kunne se det fordelagtige i sådan et hus, er mig ubegribeligt.

Til sidst et spørgsmål at gå hjem på: Hvad skal vi tro, når politiet vælger at uddele de enkelte mursten som en souvenir til folk, der stimler sammen omkring nedrivningen af huset? Ønsker politiet at sprede de fysiske rester af huset, så det aldrig nogensinde igen vil kunne blive samlingspunkt? Man skulle tro de var bange for at nogen skulle samle brokkerne sammen og køre dem til Jylland for at genopføre Ungdomshuset i Den Gamle By? Eller skyldes det i virkeligheden at politiet faktisk havde forstået at der her var noget historisk på spil, noget der var større end politikernes kortsigtede fedtspil; at en mursten fra Ungdomshuset i fremtiden vil have lige så stærk symbolværdi som en murbrok fra Berlinmuren?