Viva la marimba!

De fleste danske rejsende i Guatemala kan hurtigt blive enige om hvor forfærdelig marimbamusikken lyder. Og hvis de giver udtryk for at kunne lide den, er det med samme overbærenhed som når man må udholde naboen øve på sit elorgel.

For de udenforstående skal jeg fortælle, at marimbaen er en slags mellemamerikansk xylofon, der er yderst populær i Guatemala og det sydlige Mexico foruden dele af Nicaragua.

En skribent for bladet Entre Mundos, der udgives i Xela(ju) (Quetzaltenango) af internationale frivillige, brugte i 2002 en side på at angribe marimbamusikken. Der er ganske enkelt for mange toner, en sand overload af noder, sagde han. Så mange at han mistede appetitten og ikke kunne spise sin mad på kyllingerestauranten Albamar ved den centrale plads i byen. I stedet begyndte han en underholdende eftersøgning af en forklaring på, hvorfor guatemalanerne dog piner sig selv med så forfærdelig musik. Det nærmeste han kom på en forklaring var åbenbart, at det var den eneste musik man kunne blive enige om.

Restauranten Albamar, Quetzaltenango

Jeg må udtrykke min medfølelse med denne unge(?) mand, der ikke kunne nyde sit besøg på den ellers meget charmerende Albamar, hvor man kan få mange andre lækre retter end kylling med pommes frites. (Specielt restaurantens mexicanske supper og moles vækker respekt). Min medfølelse, og en lille undren, for det forekommer jo mærkeligt at denne polyfoni af toner nødvendigvis måtte blive en kakofoni. (Phil Spector og hans Wall of Sound må vel så være et sandt mareridt?).

Nuvel, at skribenten ikke kan lide marimba er der ikke noget mærkeligt i. Der er dog én indlysende indvending mod hans kritik, som presser sig på, for han begår samme fejl som alle andre turister, der rakker marimbaen ned. Så hør nu godt efter allesammen, por favor: marimba er ikke en genre, det er et instrument!

At sige at man ikke kan lide "marimbamusik" er omtrent lige så meningsfuldt som at påstå, at man ikke bryder sig om "guitarmusik" eller "trommer". En smuk illustration af denne pointe findes i selvsamme Albamar, hvor der på væggen hænger et portræt af en af byens helte: Paco Pérez (t.h. på fotografiet ovenfor), som komponerede byens "nationalsang" Luna de Xelajú (brug linket og hør en indspilning).

Dette stykke spilles ved enhver officiel lejlighed i Xela og i imponerende arrangementer for store marimbaorkestre (uden sang). Min gode bekendte Julio Taracena Betancourt, der er musikalsk leder af kommunens marimbaorkester, har imidlertid fortalt mig, at dette stykke oprindeligt var en ballade for guitar og sang, som Pérez opførte ved en slags Melodi Grand Prix anno 1944, hvor han opnåede tredjepladsen. Julio var så venlig at forære mig en kopi af partituret til sangen som bevis, da vi mødtes på Café Luna. Senere gik jeg op på Albamar og bad tjenerne om at måtte høre Luna de Xelajú, mens jeg spiste.

I dag er det måske svært for mange at forestille sig sangen spillet af andre instrumenter end marimbaen, men det beviser jo i virkeligheden bare, at marimbaen er et ekstremt fleksibelt og altabsorberende instrument. Det kommer også til udtryk ved, at marimbaorkestrene ikke bare spiller ballader, men også klassiske symfonier og sågar opera.

Det var Alfredo Betancourt, én af Julio Taracena Betancourts ældre og nu afdøde slægtninge, der sammen med Jesus Castillo fik æren for som de første at have udsat klassisk musik for marimba i forbindelse med en Europaturné i 1958. En anden slægtning, Domingo Betancourt, komponerede et af de foretrukne stykker der spilles under spisningen ved officielle frokoster og formelle middage, nemlig El Ferrocarril de los Altos, der med sit arrangement efterligner lyden fra lokomotivet på den gamle jernbane i staten Los Altos i det vestlige Guatemala.

Den dobbelte marimba, som man ser hos de store orkestre, blev opfundet af Sebastián Hurtado. Den har en ekstra række tangenter over den første, og de to rækker svarer til de sorte og de hvide tangenter på et klaver.

På landet og i mere traditionelle sammenhænge ser man imidlertid stadigvæk la marimba sencilla med blot én række tangenter. Den har en anden lyd og bruges til de mere traditionelle genrer, som foretrækkes på landet og i ceremonielle sammenhænge.

Julio Taracena Betancourts orkester er faktisk i stand til at spille på en enkeltrækket marimba næsten som var det en dobbelt. De gør det ved undervejs i stykket lynhurtigt at indsætte og fjerne små stykker voks under tangenterne, så de hæves eller sænkes en halv tone. Jeg har set hans orkester spille og flytte på tangenterne så hurtigt, at man skulle tro det var løgn.

Den mest enkle instrumentering bruges i genren son, der i Guatemala er en ceremoniel stilart, hvor marimbaen står alene eller blot ledsaget af fløjte og trommer. Denne musik bruges ved bryllupper i Xela, hvor brudeparrets og dernæst alle gæsternes dansen til en son er obligatorisk for at parret kan blive rigtigt gift. Son bruges også ved de traditionelle katolske eller mayaindianske danse-dramaer, som er populære ved byfesterne landet over, samt ved mayareligiøse ceremonier.

Både Quetzaltenango og Huehuetenango er berømt for sine marimbaspillere og sine sones, der nu om dage dog ofte ledsages af den moderne saxofon, der gør musikken lidt mere festlig at danse til. Hvis der rigtig skal være fest er det dog andre orkestre, der er populære hos ungdommen og de voksne. Det er orkestre, hvor marimbaen spiller en central rolle som centrum for musikken, men hvor der også indgår en stor blæsersektion, trommer og undertiden også elektriske instrumenter som elbas.

Puritanerne holder mest af den enkle instrumentering, mens de unge elsker de store orkestre. Deraf kommer spørgsmålet i forberedelserne af en fest: Skal det være marimba eller marimba orquesta?

Det uden tvivl mest berømte og prestigefyldte marimbaorkester er Fidel Funes, hvis berømte gule amerikanske skolebus ofte ses holde i byen ved de store byfester. I filmen med Los Tigres del Norte Tres Veces Mojado er det Fidel Funes, der tager den salvadoranske hovedperson med op i den gule bus og lader ham overvære en koncert ved Atitlansøen inden han rejser videre nordpå. Et lidt ældre og næsten lige så prestigefyldt orkester er Checha y su India Maya.

Der er altså en marimba for næsten enhver guatemalansk smag og musikalsk genre. Ordet kan både referere til instrumentet og orkestret, der spiller på det, og marimba har i den grad været indbegrebet af musik og fest i Guatemala, at det også afspejles i sproget:

Me quedé a tapar la marimba ("jeg blev for at pakke marimbaen sammen") er en anden måde at sige på, at man var den sidste der gik fra festen. Og på mayasproget q'eqchi' hedder musik oftest simpelthen: marimp.

Ét har skribenten hos Entre Mundos altså ret i: Son, cumbia og de andre musikalske genrer der bruger marimbaen til at spille op til dans, er genrer der samler alle på tværs af generationerne. I Danmark er det utænkeligt at bedstemødre og børnebørn danser til samme musik ved familie- og byfesterne, men det kan endnu lade sig gøre i Guatemala pga. den stærke musikalske tradition. Tiden vil vise om den nådesløse reggaeton får bugt med dette sammenhold.

Unge aktivister fra mayabevægelsen, der voksede op i mexicansk eksil i 1980'erne, har fortalt mig at de overhovedet ikke syntes at marimbaen var sej, da de vendte tilbage til Guatemala som teenagere. I Mexico havde de set deres forældre sidde stille og græde af længsel efter Guatemala, når marimbaen spillede El Rey Quiché. Selv havde de unge lyttet til grupper som The Cure og los Héroes del Silencio, og det var der ligesom mere power i, syntes de.

Men efterhånden oplevede de noget helt andet, når marimbaen spillede op til fest i Guatemala. Når man først har danset med Fidel Funes eller Checha ved en byfest i Guatemala, eller har været til bryllup og danset son sammen med de 200 andre gæster, får det hele en anden betydning.

Hvis du er interesseret i at høre et dansk marimbaorkester i verdensklasse, så besøg Kai Stensgaard hos marimba.dk