På sprogskole i Guatemala

Af Helle Schirrer Rasmussen (2005)

For at kvalificere mig til at kunne undervise i spansk, som vi tilbyder som valgfag i 9. og 10. klasse på Skipper Clement Skolen, tilbragte jeg 6 uger i sommerferien med at rejse rundt i Mexico og Guatemala med min rygsæk. I Guatemala var mit primære mål et tougers ophold på sprogskolen El Proyecto Lingüístico Quetzalteco de Español i Quetzaltenango, også kaldet Xela, Guatemalas næststørste by beliggende i højlandet. Her skulle jeg have undervisning med min egen lærer 5 timer om dagen.

El Proyecto Lingüístico Quetzalteco er en non-profit uddannelsesinstitution, hvis formål er at undervise i det spanske sprog og at informere og skabe diskussion om Guatemalas situation. Skolen støtter solidaritetsprogrammer, bondeorganisationer og andre demokratiske organisationer i området.

Det blev en tur med mange, mange fantastiske oplevelser, hvor især mit ophold i Guatemala gjorde stort indtryk på mig. Jeg så meget, hørte meget og lærte meget. Jeg boede privat hos Violeta de Barillas, en dejlig, jævnaldrende kvinde, af hvem jeg fik megen indsigt i forholdene i Guatemala. Vores fælles sprog var udelukkende spansk. Hun mistede sin mand for 17 år siden og har efterfølgende været alene med sine døtre, arbejder i sundhedssektoren, udvikler projekter og får dem sat i gang i byen. Arbejdet er tilsyneladende endeløst, og der er uendelig meget at kæmpe for.

Sprogskolens leder, Carlos, ansætter ikke lærere, der ikke kan deres historie, så for nogle begynder en ansættelse med et kursus i landets historie. Men ikke for María, som er lærer på skolen og nyuddannet psykolog. Hun har en baggrund på 10 år i bjergene hos guerillaen, som hun kæmpede sammen med under borgerkrigen.

Hver og én man møder, har en personlig historie at fortælle. Jeg mødte bl.a. en ung kvinde på 25 år, indígena (indianer, red.) og økonomistuderende, som har været med til at grave massegrave ud, og som tager rundt i landsbyerne for at fortælle børn og unge, at de ikke skal skamme sig over deres forældre, som enten er forsvundet, døde eller lemlæstede under borgerkrigen. En anden skulle for mere end 10 år siden til et møde med nogle venner, han var blevet forsinket, og da han nåede frem, var vennerne myrdet.

På skolen arrangeres der flere spændende konferencer om ugen, hvoraf jeg deltog i tre, én om agrikulturen (landbruget, red.), én om Rigoberta Menchú og menneskerettigheder samt én om Cuba i dag. Hver fredag aften er der tradition for, at hele skolen spiser sammen, og lærerne underholder med musik og sang. I en sådan sammenhæng giver "Bella Chao" mening.

Opdateret d. 21.11.2005